Nogle gange er skoven helt stille. Jeg kan gå i timer uden at møde andre, men sådan var det ikke i går, da var der hyggelige folk på færde.

Jeg gik mod Lille Gribsø og Dansk Vandrelaugs Varde, denne del af skoven er lidt mere vild.

På vejen så jeg en vandrer med oppakning og hund forsvinde ud af en sti, og jeg blev nysgerrig, hvor mon han var på vej hen? Men snart var der mange træer imellem os, og jeg stod nu ved den smukke Lille Gribsø.

Her kom jeg til at forstyrre en salamander, da den var ved at gå i hi, den fik dog hjælp efter dette portrætfoto 🙂

Ved DVL’s Varde var det gået hårdt ud over nogle træer under orkanens rasen. Store tunge grene hang stadig højt oppe, og dinglede i grenkløfter, dem skal vi være opmærksomme på, når vi går i skoven. Det er ikke altid, alt er ryddet og ufarligt.

Senere hørte jeg skovmaskiner og troede, det var almindelig oprydning efter orkanen. Men det var Københavns Brandvæsen, som fik et kursus af Skovskolen i, hvordan skovningsværktøjer bruges ved redningsopgaver.

Mens jeg talte med en faglærer, kom et hundespand kørende, med en glad vinkende hundefører.

Jeg kom forbi Søren Kirkegårds sten. Han skrev, at døde man på dette sted, var der så øde, at der ikke ville være nogen til at begrave én. Så slemt gik det ikke, og øde var der heller ikke. En mountain biker var kørt hjemmefra uden kort over skoven, han blev derfor glad for det, jeg gav ham.

“Der ligger i Gribs-Skov et Sted, som kaldes Otteveiskrogen; kun Den finder det, som søger værdeligen, thi intet Kort angiver det. […] Ingen færdes paa denne Vei uden Vinden, om hvem det ikke vides, hvorfra den kommer eller hvor den farer hen. Selv den, der lod sig bedrage af hiin forføreriske Vinken, hvormed Indesluttetheden hist inde fanger efter Vandringsmanden, selv Den, der fulgte den snevre Fodsti, som frister ind i Skovens Indelukke: selv han er ikke der saa eensom, som man er det ved de otte Veie, paa hvilke Ingen reiser.

Otte Veie og ingen Reisende! Det er jo som var Verden uddød, og den Efterlevende bragt i den Forlegenhed, at der var Ingen til at begrave ham; eller som var det hele Folkefærd vandret ud ad de otte Veie og havde glemt Een! ” (Kierkegaard: Stadier paa Livets Vei. 1845. P. 8.)

Ved Store Gribsø mødte jeg vandreren med hunden, han var på tur i Gribskov og havde mad med til fire dage. Han var ved at sætte madding på fiskestangen, for han ville fiske i søen. I rygsækken medbragte han blandt andet liggeunderlag, presenning og en rigtig god sovepose. Der var allerede brænde på bålpladsen, og ellers var der nok at finde efter orkanen.

Har I fået lyst til en vandretur i samme område kan I medbringe Skovkort: Gribskov – Nødebo. I kan tage et print, eller hente kortet på biblioteket.

Rigtig god tur! Husk flere tynde lag tøj, mad og drikke 🙂