Mølleåen, et Bryllup, 3 Damme og et fingeret Overfald

Vi blev nysgerrige på SkodsborgRuten, en vandretur, der er afmærket fra Stampedam via Rådvaddam og op til Skodsborg. Det er absolut ikke ukendt terræn, men det er interessant at se hvad det er, professionelle naturfolk lægger vægt på, når de afmærker en rute i et terræn. Turen er skyggefuld, og længden er på 6,6 km. Den er meget varieret, og vandet er allestedsnærværende i form af damme, Mølleåen og Øresund.

DSC06362Ved Stampedam er der infotavle om turen.
Fra dammen går stien op i skoven, og op på en højderyg med prægtige gamle træer. Engang imellem er der et flot kig ned i dalen. Stien fortsætter ned til Rådvaddam og Rådvad, der er meget rig på historie. Her ligger sølvsmeden og billedhuggeren Georg Jensens barndomshjem. Det er ikke svært at forstå, hvis Georg Jensen har følt sig stærkt inspireret af den meget smukke natur. Her har vi set isfugl og vandstær, ikke kedeligt! Nu går ruten på bro over Mølleåen, og op i Jægersborg Hegn. På broen er et brudepar ved at blive foreviget.

DSC06331

Ved Skodsborg Dam er der meget idyllisk, og vi nyder stilheden på en bænk, inden vi fortsætter ud til Øresund.

DSC05854

Her ligger Skodsborg Kurhotel og Spa, så der er god mulighed for at forlænge opholdet.
Efter et kortere ophold ved vandet går vi tilbage samme vej, og forsætter tilbage til Mølleåen. Ved Rådvaddam har svanefar iværksat et fingeret angreb på en kajakroer, mens svanemor og ungerne duperet ser til på behørig afstand. Svanefar bliver ignoreret i et helt kvarter, og tilsidst vender han lettet ryggen til den lunkne rival.

DSC06363

DSC06373

Tilbage ved Stampedam er vi enige om, at SkodsborgRuten er en flot og varieret tur.

Rigtig god tur!