Der er ikke flere vandrehistorier at fortælle om, tænkte jeg i går. Men i morges, da jeg tog pakken med rugbrød, stod en gammel vandretur lysende klart, og fik mig til at smile.

Min introduktion til den mere organiserede vandretur startede som deltager hos DVL:
Fod- og Bentøj Skal Være I Orden, lød indledningen til denne vandretur med Kirsten Krag, som var én af turlederne.
Herefter fulgte en fantasifuld, nærmest spirituel beskrivelse af den kommende tur-oplevelse:

Kom på besøg i Tempelkrogen og hos Elverfolket. Er der flere engle i Englerup, og se Troldbykællingen i Ejby Ådal. Kig efter marsvinene i Inderbredning og find den gamle bøg i Rye Dyrehave, så I kan få Dejligheden at se.

Det er sådan, jeg husker turbeskrivelsen. En tur lige efter mit hoved, ja, det kunne næsten ha’ været min egen opskrift på en interessant vandretur.

Jeg steg på bussen i Roskilde, og da vi nærmede os Bramsnæs, var vi en lille flok mere eller mindre glade vandrere. Det var søndag morgen, det var meget tidligt, og nu var muligheden for at sove længe forspildt. Det så ydermere ud til at blive et massivt regnvejr, himlen var blygrå.

Vi blev budt velkommen af en frisk Kirsten Krag, som orienterede om den første del af den 25 km lange tur. Vi var knapt startet på vores vandring, før regnen begyndte. Jeg var iført gummistøvler med en ikke eksisterende profil, og det varede ikke længe, før jeg kurede ned ad den første skrænt.⚡

Jo mere det regnede, jo mere glat blev det. Til sidst skyllede jeg jakken i Inderbredning, men havde jeg vidst, hvor meget det ville regne den dag, havde jeg ikke foretaget mig yderligere. Det regnede én gang den dag, og det stoppede ikke!

På et tidspunkt når vi frem til Strandskoven, og i ly af træerne sætter vi os til at spise vores frokost. Jeg når ikke at spise min mad færdig før brødet knækker. Det er gennem-blødt af regn. Det er på det tidspunkt, vi begynder at grine, og det er næsten umuligt at stoppe igen. Det er sådan resten af turen forløber. Der opstår mange sjove episoder delvist forårsaget af regnvejret, og vi skiftes til at bryde sammen i grin, og de andre griner med.

Turen afsluttes i rullesten på stranden, og vi er meget trætte. Pludselig er der en, som begynder at synge en sang, hvor rytmen sætter vandrertempoet op, og hvor omkvædet hurtigt bliver til en fællessang, og nu er resten af vandreturen en leg.

Slut med vandrehistorier? Det tror jeg ikke. Det er, som om eventyret altid venter lige rundt om hjørnet.

‘Jeg ved det godt McEff, jeg skal ha’ lim under støvlerne’

Alle de fantasifulde navne eksisterer, eller er udledt af stednavne omkring lokaliteterne ved Munkholmbroen.

God tur!