Jeg var ude ved Bøllemosen efter vores hjemkomst fra Sverige. Der var et helt unikt lys, som fik mig til at tænke på De To Tårne af Tolkien; scenen med Dødemandsmarsken.
Sam kan ikke kan holde det ud længere, hvad er alt dette her, Gollum? Disse lys, er vi gået i en fælde? Der er mørkt vand hele vejen rundt, og der er de drilske lys. “Se ikke på dem”, hvisker Gollum. Følg dem ikke. Og Sam opdager, at Frodo igen er sakket bagud –
Prøv selv et besøg i Bøllemosen, I ved aldrig, hvem I finder der 🙂
Vandretur gennem Mølleådalen og Ravnholm Skov
Jeg havde lyst til at besøge Furesøen i dag. Fred og ro, masser af frisk luft fra søen, og god motion i bakkerne. Vi parkerede ved Jægerhuset, og gik ud ad stien til Kinabugtens badeanlæg.
På broen ved badeanlægget så vi tusindvis af blishøns ude på vandet. Da vi gik ind på stien, fik vi øje på en flagspætte, der hakkede efter føde i barken, og på vejen ud mod Luknam fløj hundredevis af kvækerfinker op fra skovbunden, hvor de var i gang med at fouragere.
Men det spændende ved turen kommer nu. Sidste år var jeg herude flere gange, og se efter havørnen, som jeg havde hørt skulle holde til ved Furesøen, dog uden at få den at se.
Men nu, lige før vi når ud til Luknam, ser jeg havørnen svæve gennem luften, og den er imponerende. Mens vi kigger op, ser jeg havørn nummer to, det er helt vildt. De har en smuk glideflugt, og vender elegant i luften, for at starte et nyt svæv. Det ligner leg, men det er afsøgning af føde, blishøns er der nok af. Det her glemmer jeg ikke lige med det samme.
Langt ude på broen ved Luknam får jeg øje på en solsort, men nej! Det viser sig at være en vandstær. Den dukkede frem fra under broen da vi nærmer os, det er stort det her 🙂
…det var December som kom.
Nu kom den sidste, den gamle morlille med ildpotten; hun frøs, men hendes øjne strålede som to klare stjerner. Hun bar en urtepotte med et lille grantræ. “Det vil jeg pleje og det vil jeg passe, så at det bliver stort til juleaften, når fra gulvet lige op til loftet, og gror med tændte lys, forgyldte æbler og udklipninger. Ildpotten varmer som en kakkelovn, jeg tager eventyrbogen op af lommen og læser højt, så at alle børnene i stuen bliver stille, men dukkerne på træet bliver levende og den lille engel af voks, øverst oppe i træet, ryster med knitterguldsvingerne, flyver fra den grønne top og kysser små og store inde i stuen, ja de fattige børn med, som står udenfor og synger julesangen om stjernen over Bethlehem!”
Tolv med posten, Et eventyr af Hans Christian Andersen
Luften er klar og kold. Det er vandrevejr. Jeg tager toget ud i skoven, i Gribskov, og står af på Kagerup Station.
Jeg sætter kursen mod Hvidekilde. Her fik vi de første myggestik i foråret sammen med vores venner. Vi havde den store picnickurv med, og slæbte den rundt i hele skoven. For en gang skyld var jeg ligeglad med det praktiske, det var sjovt og hyggeligt, og vi var mange til at bære.
Der er flere steder, hvor rimfrosten lyser op i hele skovbunden, det skaber en fantastisk stemning.
Jeg fortsætter vandringen mod Mårum Station, og ligger vejen forbi ved Gantekrogs-søen. Der er is på søen, og farverne i mos og græsser bliver fremhævet i den lave sol. Det bliver tidligt mørkt, og derfor tager jeg toget videre til Gilleleje inden lyset forsvinder.
Skarver, måger og andefugle synes også godt om vejret. Der er en utrolig god sigtbarhed, Kullen ses skarpt aftegnet. I Mölle er lyset tændt. Solen reflekteres i glasfacader, og på den måde opstår illusionen. Nu ved I det, for det fremgår ikke af billedet 😉
Der er allerede skygge her langs med klinten, men nu kan jeg få solnedgangen med.
Der var andre end mig, der var ude og nyde det flotte vejr.
Nakkehoved Fyr’s lyskegle spejler sig i vandet.
Jeg gik fra Dronning Mølle til Gilleleje i april måned. Det var en meget smuk forårsdag. Der er en indtagende udsigt fra den høje klint ud over havet. Det smukke fyr er Nakkehoved Fyr.
Toget kører lige ud i skoven. Der er flere afgange i timen med Lokalbanen fra Hillerød mod Kagerup
God tur og husk madpakken.
Jeg blev altid for længe ude om vinteren, da jeg var barn. Det gjorde næsten ondt, det var, som om kulden var trængt langt ind i kroppen. Det var min oplevelse dengang. Det var også min oplevelse i dag.
Men det er så smukt at jeg ikke nænner at afslutte dagen. Luften er klar, og solen varmer til at starte med. Men pludselig er den der, kulden. Den er kommer snigende, og overrasker mig.
Det er helt i orden, for jeg er tæt på mit hjem, og varmen er ikke langt væk.
Dette hus minder mig om Pippi Langstrømpe. Stor naturgrund med legehus og fuglekasser hængt op i alle træerne.
Har I mulighed for at flekse på arbejdet i morgen, så gør det, for der er ikke meget sol tilbage klokken tre.
Forsvarets øvelsesterræn ved Høvelte er åbnet for offentligheden. Jeg hørte om det første gang i radioen, og så dyb tavshed. Hvor man måtte gå, og hvornår, det stod hen i det uvisse.
Næste gang stod der lidt i avisen: Øvelsesterrænet er åbnet for offentligheden på udvalgte dage, et meget naturskønt område, en oase for dyre- og planteliv i et ellers intensivt udnyttet lokalområde. Men ikke noget om hvor og hvornår.
Tredje gang kom min ven og fortalte om adgangen fra Sandholmgårdsvej. Han var cyklet forbi området, og havde set skiltet om offentlig færdsel. Vi fik fat i en folder ved skiltet, og hermed adgang til datoerne for offentlig færdsel.
I søndags gik jeg endelig ind fra Sandholmgårdsvej, og allerede efter de første 50 meter så jeg de første spor efter kampvogne.
“I sporene er jorden trykket sammen, og små vandhuller er derved opstået. Vandhuller som disse vil kampvognene typisk køre udenom næste gang. Derved efterlades små lavvandede steder for frøer og tudser. De giver endvidere drikkemuligheder for øvelsespladsens mange fugle og rådyr.” *Smuk Folder fra Forsvaret.
Der er mange små vandhuller, og jeg så spor efter rådyr, der havde slukket tørsten.
Der var opstillet bistader ind mod Tokkekøb Hegn, og indbyggerne var i fuld aktivitet. Der var lunt, hvor der var læ, og jeg fik en oplevelse af forår. Kender I det, når vandet i jorden fordamper og udsender en bestemt duft, en duft af forår, af grøde. Jeg ved godt, det er for tidligt, nu hvor vinteren banker på døren, men forventningens glæde er dejlig.
Ude i horisonten kan I se bjergene med tilhørende sø. Ja, det er faktisk Maglebjerg, Nordsjællands højeste punkt og Sjælsø man kan se.
Oppe på Søbakke har soldaterne et flot kig ud over Sjælsø fra deres kampvogne. Til venstre i billedet kan I se en slåenbusk. Der er i det hele taget en mangfoldighed af bærbuske, og et meget rigt fugleliv.
Soldat på vej til kasernen.
Det blev en smuk himmel med bisol, der hilste farvel for denne gang. Det bliver ikke den sidste. Jeg spurgte min bror, som har været Garder, om han ikke havde lyst til at besøge området igen:
“Det tør jeg ikke, måske får jeg et flashback, og begynder at grave huller i haven, og æde orme og bær.”
Men jeg kan huske ham, da han var indkaldt. Han var glad for træningen og kammeratskabet. Nødrationerne var et kapitel for sig selv. Han har gode minder fra den tid.
Her kan I hente de næste datoer for adgang til øvelsesterrænet: Forsvaret.dk
Hvis I ønsker at gå ind i området fra Sandholmgårdsvej, Allerød, så indsæt vejnavn i Rejseplanen, og stå af ved Sandholmlejren.
God tur og husk madpakken – Støvler eller fodtøj med Goretex anbefales 😉
Nogle gange er skoven helt stille. Jeg kan gå i timer uden at møde andre, men sådan var det ikke i går, da var der hyggelige folk på færde.
Jeg gik mod Lille Gribsø og Dansk Vandrelaugs Varde, denne del af skoven er lidt mere vild.
På vejen så jeg en vandrer med oppakning og hund forsvinde ud af en sti, og jeg blev nysgerrig, hvor mon han var på vej hen? Men snart var der mange træer imellem os, og jeg stod nu ved den smukke Lille Gribsø.
Her kom jeg til at forstyrre en salamander, da den var ved at gå i hi, den fik dog hjælp efter dette portrætfoto 🙂
Ved DVL’s Varde var det gået hårdt ud over nogle træer under orkanens rasen. Store tunge grene hang stadig højt oppe, og dinglede i grenkløfter, dem skal vi være opmærksomme på, når vi går i skoven. Det er ikke altid, alt er ryddet og ufarligt.
Senere hørte jeg skovmaskiner og troede, det var almindelig oprydning efter orkanen. Men det var Københavns Brandvæsen, som fik et kursus af Skovskolen i, hvordan skovningsværktøjer bruges ved redningsopgaver.
Mens jeg talte med en faglærer, kom et hundespand kørende, med en glad vinkende hundefører.
Jeg kom forbi Søren Kirkegårds sten. Han skrev, at døde man på dette sted, var der så øde, at der ikke ville være nogen til at begrave én. Så slemt gik det ikke, og øde var der heller ikke. En mountain biker var kørt hjemmefra uden kort over skoven, han blev derfor glad for det, jeg gav ham.
“Der ligger i Gribs-Skov et Sted, som kaldes Otteveiskrogen; kun Den finder det, som søger værdeligen, thi intet Kort angiver det. […] Ingen færdes paa denne Vei uden Vinden, om hvem det ikke vides, hvorfra den kommer eller hvor den farer hen. Selv den, der lod sig bedrage af hiin forføreriske Vinken, hvormed Indesluttetheden hist inde fanger efter Vandringsmanden, selv Den, der fulgte den snevre Fodsti, som frister ind i Skovens Indelukke: selv han er ikke der saa eensom, som man er det ved de otte Veie, paa hvilke Ingen reiser.
Otte Veie og ingen Reisende! Det er jo som var Verden uddød, og den Efterlevende bragt i den Forlegenhed, at der var Ingen til at begrave ham; eller som var det hele Folkefærd vandret ud ad de otte Veie og havde glemt Een! ” (Kierkegaard: Stadier paa Livets Vei. 1845. P. 8.)
Ved Store Gribsø mødte jeg vandreren med hunden, han var på tur i Gribskov og havde mad med til fire dage. Han var ved at sætte madding på fiskestangen, for han ville fiske i søen. I rygsækken medbragte han blandt andet liggeunderlag, presenning og en rigtig god sovepose. Der var allerede brænde på bålpladsen, og ellers var der nok at finde efter orkanen.
Har I fået lyst til en vandretur i samme område kan I medbringe Skovkort: Gribskov – Nødebo. I kan tage et print, eller hente kortet på biblioteket.
Rigtig god tur! Husk flere tynde lag tøj, mad og drikke 🙂
… det var November som kom.
Han havde snue, voldsom snue, så at han brugte lagen og ikke lommetørklæde, og dog skulle han følge pigerne i kondition! sagde han, men forkølelsen gik nok over, når han kom til at hugge brænde, og det ville han, for han var savskærermester for lavet.
Furesøen og Mølleådalen var i deres festskrud i weekenden. Vandstæren har gjort sit indtog i Danmark, det var meget hyggeligt at se den igen. Dåhjortene gjorde kur til hunnerne, og så var der gedden, der nok skulle ha’ fastet.
Akkurat nu raser stormen. Mennesker sidder fast i togene, som er standset på grund af væltede træer.
I lufthavnen ‘har de ikke mere asfalt’, flyene holder parkerede, og folk sidder og venter, men trapperne kan ikke køres ud til flyene grundet stormen.
8 ud af 12 politikredse har frarådet al unødvendig udkørsel.
Vi respekterer advarslerne og bliver inde.
HANNA'S WALK 
You must be logged in to post a comment.