Uventede oplevelser langs Furesøen

Jeg havde lyst til at besøge Furesøen i dag. Fred og ro, masser af frisk luft fra søen, og god motion i bakkerne. Vi parkerede ved Jægerhuset, og gik ud ad stien til Kinabugtens badeanlæg.

DSC01347

På broen ved badeanlægget så vi tusindvis af blishøns ude på vandet. Da vi gik ind på stien, fik vi øje på en flagspætte, der hakkede efter føde i barken, og på vejen ud mod Luknam fløj hundredevis af kvækerfinker op fra skovbunden, hvor de var i gang med at fouragere.

DSC01350

Men det spændende ved turen kommer nu. Sidste år var jeg herude flere gange, og se efter havørnen, som jeg havde hørt skulle holde til ved Furesøen, dog uden at få den at se.

Men nu, lige før vi når ud til Luknam, ser jeg havørnen svæve gennem luften, og den er imponerende. Mens vi kigger op, ser jeg havørn nummer to, det er helt vildt. De har en smuk glideflugt, og vender elegant i luften, for at starte et nyt svæv. Det ligner leg, men det er afsøgning af føde, blishøns er der nok af. Det her glemmer jeg ikke lige med det samme.

Langt ude på broen ved Luknam får jeg øje på en solsort, men nej! Det viser sig at være en vandstær. Den dukkede frem fra under broen da vi nærmer os, det er stort det her 🙂