My Rescuer was a Ghost

Posted on 29. December 201529. December 2015 by Hanna

I’ve told this story before but today it recurs on my blog once more.
A friend in Ireland told me to take care if I was going out in the storm this morning. But it’s only a moderate gale at the moment and it was on such a day we went for a walk on Samso, a tiny island in the middle of Denmark:

I thought of the last time I was here. The sun was shining, we laughed, told stories and had no problems passing the narrowest place on the reef.
But now, now it is different. It is an early November morning, and it’s freezing cold with a gale coming in from the stormy sea.
We are heading home after a night out on the reef. We are weary and cold. The storm, which meteorologists cancelled, came in after all during the night. I am not terrified, but the experience is frightening because the elements are raging on us.
We are in a hurry. The tide is coming in and it might be difficult to pass the narrow piece of land.
Finally, we reach the place called ‘Draget’. It starts to rain, and the prickly feeling in my face tells me that hail is mixed with rain. Strong winds cause us to lose balance on the stony ground. I have feared this moment but we dare not wait for low tide of fear of getting hypothermia.
I feel uncomfortable now that I can see big choppy waves over the crossing place.
The water will reach far up the legs. I get an eerie sight before me, like a flashback. A man is struggling in the water to save himself. I push the sight away.
Now it is important that we stay focused.
My friend goes first, he is about to lose his footing, the waves crash around his waist. We are much too late to avoid the tide.
Now it’s my turn. I walk out in the sea and I can feel stones and holes in the seabed. The water is ice-cold, and my breathing becomes paralysed by the shock of the cold. One moment of distraction gives a gust the chance to topple me over in the waves. I get my head under water, and the only thing I think about is not to panic, while I feel the current carry me away from land.

The next sight that greets me are two horses coming towards me. On one of the horses is a big man in oilskins. He throws a rope at me with a bottom loop. A new wave washes over me, and everything disappears in a seething sea. I swallow large mouthfuls of seawater, but finally managed to breathe.
Pull the rope down on you, the man shouts through the storm and the roaring sea. I managed after several unsuccessful attempts, because my fingers are stiff with cold.
Hold on to the rope, he shouts, as he pulls me towards the shore and safety. My friend is standing on the shore, he helps me with dry clothes and wraps me in a blanket. My rescuer nods approvingly, and begins to ride away with his two horses. Wait! What’s your name? He turns around, laughing and then he shouts, my name is Soren.
Thank you, Soren! He waves and in a glimpse he disappears in a sea spray.

We look at each other, shocked and relieved at the same time. It is hard to understand our luck. Where did he come from, Soren? How could he know that I needed him desperately, and why did he disappeared so quickly.
We walk the last kilometres of the reef and reach the car.
After a rest we drive back to our Bed and Breakfast in Nordby. When we pass the pond, we cannot believe that we have only been away for a day. I’m still in shock after the incidents on the reef.
We order breakfast with our hostess and tell our story.
She is appalled at our accident and asks to my rescuer. What did you say his name was? Soren, we only got his first name.
It’s a mystery who he might be, and she wonder about how he could be there when we so desperately needed him.

On our way home to where we live, we took a stroll in the town, Grenaa. As we pass the Market Square, I perceive a glimpse of a drowning man, the same vision I got on the reef.
I look around, and the image of the drowning man disappears quickly, but it is eerily lifelike.
My gaze wanders to a statue, and my legs almost fail me.
There he stands, my rescuer, Soren Kanne, died in 1860, drowned in a stream when he took the wrong way in the dark.
___________________________________________

This a real Tall Tale. However, I have been on the northernmost point of Besser Reef, and I have even rowed to the cemetery on the tiny island, Kyholm.
I have also been too late and had to wade the crossing, but in good weather.
One spring we had scheduled the trip to the northern point of Besser Reef, but as we stood at the narrow forager we reconsidered our choice. The current was strong and the water deeper than I liked.
Previously drowning accidents occurred here, according to the Nature School on Samsoe and to Le Drake.

I would like to have met Soren Kanne who was known as a lively and likeable man.

Soren Kanne has made his name known by a heroic feat. When a ship from Hornbæk stranded outside of Hessel and the Captain Ole Jensen Jyde couldn’t save himself, Søren Kanne swam, despite the raging storm with his horses out to the ship and brought him safely to land. This incident occurred 02.16.1835.

Jeg tænker på sidste gang, jeg var her. Solen skinnede, vi grinede, fortalte historier og havde ingen problemer med at passere Draget, selvom strømmen hev og trak i os.
Men nu, nu er det anderledes. Det er tidlig morgen, det er November, det er isnende koldt, og det stormer.
Vi er på vej tilbage til bilen, efter at have overnattet ude på revet. Vi er forfrosne og trætte. Stormen, som meteorologerne aflyste, kom alligevel i løbet af natten. Jeg er ikke bange, men oplevelsen er voldsom, fordi elementerne raser om os.
Alt det ekstra tøj vi havde med, har vi taget på. Natten har vi klaret ved at rulle os ind i vores vindtelt og tarp, og ligge os tæt sammen for at holde varmen. Nu går vi ad den besværlige vej tilbage til Draget. Rullestenene er svære at gå i, fordi vi er trætte og forfrosne, og fordi vi skal skynde os, inden vandet igen begynder at stige.
Endelig når vi Draget. Det er begyndt at regne, og den stikkende følelse i ansigtet fortæller mig, at det også hagler. Kraftige vindstød får os til at miste balancen i det usikre underlag. Jeg har frygtet det her sted. Men vi tør ikke vente på, at det bliver lavvande af frygt for at få hypotermi.
Det er med stort ubehag, jeg kan skimte, hvordan havet står i krappe bølger henover revet. Helt tæt på ser vi strømmen drive rask igennem revet. Vandet vil gå os langt op ad benene.
Jeg får et uhyggeligt syn, ligesom et flashback. En mand kæmper i vandet for at redde sig selv. Jeg skubber synet væk. Det er nu, vi skal over, og det gælder om at bevare fokus. Min ven går først over, han er lige ved at miste fodfæstet, bølgerne slår op omkring livet på ham. Vi er alt for sent på færde til at undgå tidevandet.
Nu er det min tur. Jeg går ud i vandet, og mærker sten og huller på havbunden. Vandet er iskoldt, og mit åndedræt bliver lammet af chokket fra kulden. Et øjebliks uopmærksomhed giver et vindstød chancen for at vælte mig omkuld. Jeg får hovedet under vand, og det eneste jeg tænker på er, ikke at gå i panik, mens jeg mærker strømmen bære mig væk fra land.
Det næste syn der møder mig, da jeg får hovedet over vandet, er to heste der kommer galoperende, svømmende imod mig. På én af hestene sidder en stor mand i olietøj med en sydvest på hovedet. Han kaster et reb ud til mig med en bunden løkke. En ny bølge slår ind over mig, og alt forsvinder i et sydende hav. Jeg sluger vand, men kommer op i den næste bølgedal.
Træk tovet ned over dig, råber han gennem stormens og havets brølen. Det lykkes mig efter flere forgæves forsøg, da fingrene er stive af kulde.
Hold godt fast i rebet, råber han, og trækker mig ind mod land og sikkerhed. Min ven står parat inde på land, han får det våde tøj at mig, og hyller mig ind i hans uldtrøje og et tæppe bliver viklet rundt om mig.
Min redningsmand nikker bifaldende, og begynder at ride væk med hans to heste. Vent! råber jeg, hvad hedder du? Han vender sig om, griner og råber, Søren. Tak Søren! Når jeg at råbe, inden han forsvinder væk i et skumsprøjt, og væk er han.

Vi kigger på hinanden, chokerede og lettede på samme tid. Det er næsten ikke til at forstå vores held. Hvor kom han fra, Søren? Hvordan kunne han vide, at jeg havde så hårdt brug for ham, og hvorfor forsvandt han så hurtigt.
Vi går den sidste kilometer, ad revet og når frem til vores bil. Her finder vi tørre uldtæpper og lunken te.
Efter en god pause kører vi hjem til Nordby til vores Bed and Breakfast pension. Da vi kører forbi gadekæret, kan vi næsten ikke tro, at vi kun har været væk et døgn. Jeg er stadigvæk lidt i chok efter mødet med Draget på Besser Rev.
Vi får morgenmad af vores værtinde, og fortæller vores historie.
Hun er rystet over vores uheld, og spørger til min redningsmand. Hvad siger I, han hedder? Søren, vi fik kun hans fornavn. Det er da en gåde, hvem han kan være, og hun undrer sig også over, hvordan han kunne være på pletten, da vi havde så hårdt brug for ham.
Der går nogle dage, med vandreture i Nordby bakker, men vi kan ikke glemme det dramastiske øjeblik på Draget.

På vejen hjem fra ferien går vi en tur igennem Grenå by. Det er, da vi går over torvet, at jeg i et glimt får et syn af en druknende mand, det samme syn jeg fik på Besser Rev. Jeg ser mig omkring, og billedet af den druknende mand forsvinder hurtigt, men er uhyggeligt livagtigt.
Mit blik strejfer statuen, og mine ben svigter mig næsten.
Der står han, min redningsmand, Søren Kanne, død i 1860, druknet i Grenå-åen, da han gik forkert i mørket.

Søren Kanne har gjort sit navn kendt ved en heltemodig bedrift. Da et skib fra Hornbæk strandede ud for Hessel og skipperen Ole Jensen Jyde ikke ved egen hjælp kunne redde sig, svømmede Søren Kanne, 16.2.1835, trods forrygende storm med sine heste ud til skibet og bragte ham frelst i land.

I kan læse mere om Søren Mikkelsen Kanne her.

Efterskrift:
Som jeg hentyder i overskriften, er det her en rigtig røverhistorie. Jeg har dog været på nordspidsen af Besser Rev, jeg har endda roet over til kirkegården på Kyholm, og jeg har været forsinket og måttet vade Draget, men i godt vejr.
Et forår havde vi planlagt tur til nordspidsen af Besser Rev, men da vi stod ved Draget, ombestemte vi os. Strømmen var stærk og vandet dybere, end jeg brød mig om.
Der er tidligere forekommet drukneulykker her, ifølge Naturskolen på Samsø og LeDrake

Jeg har desværre ikke mødt Søren Kanne 🙂 der var kendt, som en livlig og sympatisk mand, men det kommer jeg nok til en dag, men det haster ikke 🙂

A True Story about Unexpected Visitors

Posted on 27. December 201528. December 2015 by Hanna

Old quarters are second to none when twilight is approaching.
Just before Christmas we went for a stroll in Hamlet´s old Helsingore. A visit in the harbour area was a necessity for me.

When the profile of Kronborg Castle grew bigger the vintage train came by with Christmas travellers heading for Helsingor.
The windows in the red wagon were misted. Noses were pressed against the cold glass to catch a glimpse of this tantalizing vision of the Castle Kronborg, the sea and the life on the harbour.
The misty look in the red train wagon turned my thoughts towards ghosts and their domains. That was appropriate because soon Restaurant Kronborg appeared with its beautiful yellow walls and warm lights in the windows.
Here were the old residences for the castle soldiers before the rebuild in 2005.

Maybe that’s why the restaurant was haunted by so many ghosts. Or did they come from the sinister case-mates under the castle? Endless dark tunnels that echoed with deep sighs and screams from defunct prisoners.

It’s hard to say, but the fact is that back in 2005 the doors of the restaurant were unlocked at night. Tables were covered and candles were lit to great despair for the guards, who thought the staff had forgotten to turn them off.

A strong feeling of being watched was sometimes so unpleasant that the staff avoided specific rooms.
The stories were fun and exciting when people were assembled, but the fun was over when they went alone to lock at night.

There was a stench of dead people and papers disappeared to reappear somewhere else.
Eventually it was too much for the restaurant manager, who asked for help by Birgitte Graae, a clairvoyant.
She guids ghosts over to the other side, but all the time there were new ghosts.

I hope they found their right place by now, or have found peace.
There have been peace about the ghosts, at least before this post. May it continue this way!!

Gamle kvarterer er uovertrufne, når tusmørket sænker sig.
Lige før jul gik vi en tur i Hamlet’s gamle Helsingør. Et besøg i havneområdet var et stort ønske hos mig.

Da konturene af Kronborg Slot blev større kom veterantoget kørende i samme øjeblik med julegæster på vej mod Helsingør.
Vinduerne i den røde vogn var duggede. Næser blev presset mod ruden for at opfange et glimt af dette forjættede syn af Kronborg, havet og livet på havnen.

De slørede ansigter i den røde togvogn fik mine tanker til at gå i retning af spøgelser og deres domæner.
Det var passende, fordi snart viste Restaurant Kronborg sig med sine smukke gule mure, og varme lys i vinduerne.
Det var her de gamle boliger til slottets soldater lå, før genopbygningen i 2005.

Måske var derfor restauranten var hjemsøgt af så mange spøgelser. Eller kom de fra de skumle kasematter under slottet?
Endeløse mørke tunneller, hvor dybe suk og skrig genlød fra hedengangne fanger.

Det er svært at sige, men faktum er, at tilbage i 2005 blev dørene til restauranten låst op om natten uden menneskelig indblanding. Borde blev dækket, og stearinlys blev tændt til stor fortvivlelse for vagterne, der troede personalet havde glemt at slukke dem.

En stærk følelse af at blive overvåget, var nogle gange så ubehagelig, at personalet undgik specifikke rum.
Historierne var sjove og spændende, når personalet blev samlet, men det sjove var forbi, da de gik rundt alene, for at låse om natten.

Der var en stank af døde mennesker og papirer forsvandt for at dukke op igen et andet sted.
Til sidst blev det for meget for restaurant chefen, der tilkaldte en clairvoyant, Birgitte Graae.
Hun hjælper spøgelser over på den anden side, men hele tiden var der nye spøgelser.

Jeg håber, genfærdene har fundet deres plads, eller har fundet fred.
Der var fred om spøgelserne i Restaurant Kronborg, i hvert fald før dette indlæg. Jeg håber, det forbliver på den måde!!

Hubertusjagt , The Drag hunting

Posted on 8. December 20158. December 2015 by Hanna

Jægersborg Dyrehave byder på mange historier, og naturligvis er haven blevet optaget på Unescos Verdensarvsliste 😎

Jeg har haft mange forskellige oplevelser i haven: En tåget morgen, hvor jeg knap kunne skimte slottet; en dag, hvor regnen silede ned, og dyrene gik tæt forbi mig, imens de græssede; kronhjorte, der badede en steghed eftermiddag i august; en vinterdag, hvor sneen fik udsigterne til at minde mig om Norges fjeld; og ikke mindst min opdagelse af kolerakirkegården og forbindelsen til Hvidtjørnesletten.
I kan læse nogle af historierne, der ligger som links under billederne i dette indlæg.

Der er mange gode og spændende ture, jeg aldrig havde forventet at opleve i et landskab, der er så kultiveret.

Måske er det magien ved at tage på tur; at færdes på naturens præmisser og være åben over for nye indtryk –

Nu har jeg prøvet en Hubertus Jagt. Det var et rent tilfælde, jeg erfarede jagten fandt sted, og min nysgerrighed overvandt min trang til at søge mindre befærdede naturområder.

Dyrehaven var tilgæld så overbefolket, at jeg kun kunne se korte glimt af rytterne. Det kan jeg godt leve med, fordi jeg så en masse glade mennesker, som havde hver deres fest midt i trængslen.

På Eremitageslottet overværede Frederik og Mary begivenheden sammen med deres børn.

The Deer Park

Jægersborg Dyrehave offers many stories, and of course, the garden has been included on UNESCO’s World Heritage 😎

I have many different experiences in the garden: One foggy morning I could barely make out the castle; a day when the rain poured down and the animals went close past me while they were grazing; red deer, bathing on a hot afternoon in August; a winter day when the snow made the landscape look like the Norwegian mountains; and especially my discovery of a cholera cemetery and the connection to the Hawthorn plain.

I never thought one could experience that kind of things in a landscape that cultivated. Maybe that’s some of the magic when you are out for a walk, to get about on the conditions of nature and be open to new impressions.

Now I have tried a Hubertusjagt. It was pure coincidence, I learned ‘the hunt’ took place that particular day, and my curiosity overcame my urge to seek less crowded ‘wilderness’ areas.

Busy, it was in the Deer Park that day, and I only saw brief glimpses of the riders. I can live with that, because I saw a lot of happy people having their own private party going on.

Frederik and Mary and their children were watching the event from the castle.

Navigation in the fog

The Death and The Hawthorn

Ents and Wolves

______________________

Hvad er Hubertusjagten?

Vandretur i Jægersborg Dyrehave

Walk softly when you walk among Hawthorns

Posted on 27. November 201527. November 2015 by Hanna

Walk softly or you might intrude the fairies.

A Hawthorn is considered a fairy tree, it is believed to be extremely bad luck to cut one down, remove branches, or even hang things upon it in case you disturb the little folk.

The Hawthorn symbolizes fertility peace prosperity and binding. This tree is associated with sexuality and destruction. It was though that sleeping in a house with hawthorn blossoms would cause great misfortune.

Although on May Day the blossom are placed at the based of the May Pole.
The gathering of hawthorn blossoms was known has “goin a maying”.

In the legends of Cu Chulain a goddess pronounces a curse on him in crow form and flys to a thicket of hawthorns known has “hawthorn of the crow”. ¹.

¹. Ireland Calling

Happy weekend to all of you ❤ …and a joyous walk 🙂

The Sea and the Ferry

Posted on 25. November 2015 by Hanna

Overfarten mellem Hundested og Rørvig er altid fuld af forventning. Rørvig er unik dansk natur, og sandstrandene hører til blandt de bedste i Danmark.
Vejret var flot for en uge siden. Vinden var tæt på stormstyrke, men med solskin.
Det var min plan at gå ud på Hov Vig Nakke, men vejret slog om undervejs, og sorte skyer lovede masser af regn, da færgen nåede Rørvig.
Jeg besluttede mig for en kortere tur, og tog færgen tilbage.
Det var godt det samme, da det bliver tidligt mørkt 🙂

Hvor er vi henne? Hundested – Rørvig

Isefjord Hundested i solnedgang

‘I only went out for a walk and finally concluded to stay out till sundown, for going out, I found, was really going in’
By John Muir

The Habour

Posted on 24. November 201518. November 2017 by Hanna

Some years ago, I took the train every morning from Hillerød towards Hundested to work.
At Christmas, I could see a Christmas tree brightened up the harbor area from my window. It was lashed to a crane in the harbor. An evocative sight.
The harbor is the focal point of the town. In summer, the town is filled with travelers, but I like it best in winter. Nature becomes more present due to sea storms and the changing light from the sea. Maybe I’m biased by my penchant for ships and water, but the harbor is a very exciting place.

If the weather was fine finishing work hours, I walked up past Knud Rasmussen’s house and further along the coast down to Kikhavn. From here I went along small country roads to the nearest train station. Always late supper 🙂
In the year 2013 Hundested was selected as the best port in Denmark because of the many wonderful activities.

Hundested Havn

DSC02749-2

Hundested

Knud Rasmussens Hus

Knud Rasmussen planned his next polar expedition from his study with a tantalizing view over the sea.

Her sad Knud Rasmussen, og planlagde de næste ekspeditioner til polarområdet med udsigt til Kattegat fra arbejdsværelset.

Spodsbjerg Fyr

I nogle år tog jeg toget hver morgen fra Hillerød mod Hundested for at arbejde.

Ved juletid kunne jeg se et juletræ lyse smukt ud over havneområdet fra mit vindue. Det var surret fast på kranen nede i havnen. Et stemningsfuldt syn. Havnen er omdrejningspunktet i byen.
Om sommeren er byen fyldt med feriegæster, men om vinteren er byen bedst. Naturen bliver mere nærværende i kraft af havets storme, og det skiftende lys. Måske er jeg forudindtaget med min hang til skibe og vand, men havnen er til stadighed et spændende sted, også om vinteren.

Hvis vejret var fint, når jeg skulle hjem fra arbejde, gik jeg op forbi Knud Rasmussens hus og videre langs kysten ned til Kikhavn. Herfra gik jeg ad små landeveje til den nærmeste togstation. Altid sen aftensmad 🙂
I året 2013 blev Hundested Havn valgt som bedste havn i Danmark på grund af de mange dejlige aktiviteter.

_______________________________

Nordkyststien – Fra Hundested til Gilleleje

Sejl til Hundested Havn

Hundested Fiskerihavn

Dreams and the Outdoor

Posted on 11. November 201511. November 2015 by Hanna

Have you seen the video: Into The Canadian Rockies
Such films have a positive influence on me. I need to get out in nature. I get the urge to wander through landscapes. Do I have that kind of landscape in Denmark? Absolutely not but the inspiration keeps me dreaming and that is the most important thing of it all. For without dreams we are not moving at all. We have to be able to imagine new opportunities, otherwise we are not trying to achieve them.

I went for a walk in Ravnholm Forest, or the Danish Switzerland, that is the nickname for the forest. It’s a wonderful forest with hills and slopes.
In a small clearing among pine trees a smoke rose from a campfire. The children sat in a circle and ate fruit and had a good time.
I think that the children will acquire an invaluable approach to nature that makes them capable to move and protect nature in the right way in the future.

Happy Hiking ❤

Har du set videoen: Into The Canadian Rockies
Sådanne film har en positiv indflydelse på mig. Jeg har brug for at komme ud i naturen. Jeg får lyst til at vandre gennem landskaber.

Har jeg den slags landskab i Danmark? Absolut ikke, men inspirationen holder mine drømme i live, og det er det vigtigste af det hele, for uden drømme bevæger vi os ikke.

Vi er nødt til at forestille os nye muligheder, ellers forsøger vi ikke at nå dem.

Jeg gik en tur i Ravnholm Skov, eller Det Danske Schweiz, som er kælenavnet for skoven. Det er en vidunderlig skov med bakker og skråninger, hvilket er årsagen til kælenavnet.

I en lille lysning mellem fyrretræer steg røgen op fra et lejrbål. Børnene sad i en cirkel og spiste frugt. De havde en god tid mellem voksne, som er dedikerede naturfolk.
Jeg tror, at børnene vil få en uvurderlig tilgang til naturen, der gør dem i stand til at bevæge sig og beskytte naturen på den rigtige måde i fremtiden.

Rigtig god tur derude ❤

‘Bernstoffsparken’

Posted on 4. November 201523. August 2023 by Hanna

Jeg har ofte cyklet forbi Bernstoffsparken ad Jægersborg Allé, men forleden gjorde jeg et ophold. Vejret var for godt til ikke at udforske parken.
Den overraskede positivt. Stor variation med niveauforskelle, beplantning, sø og flere rum i slotshaven.
I parken er der en café, som drives af frivillige.
Bernstoff Slot stiller en lang række faciliteter til rådighed, men det bliver nok aldrig som dengang, da ‘Europas Svigerfar’ Christian den 9. brugte slottet som sommerresidens : Bernstoff Slot

Falder jeres vej forbi slottet, så er en vandretur hele vejen rundt i parken en anbefaling værd.

‘RH-MUL’ ‘INFESTUS NEMO PRAETER VOLABIT’

Posted on 30. October 201530. October 2015 by Hanna

30 Meter Høje Radartårn på det 90 meter høje Multebjerg midt inde i Gribskov

Hvornår tror du, flyvevåbnet giver en kop kaffe? Min ven er meget glad for udsigter, det har derfor været den stående bemærkning gennem mange år, når vi passerede Radarhoved Multebjerg på vandring midt inde i Gribskov.

En rund fødselsdag var nært forstående, og da jeg er glad for at finde på overraskelser, var der ikke langt fra tanke til handling; jeg skrev et brev til forsvarskommandoen i Vedbæk, og forklarede om vennens trang til at komme i højden.

Havde jeg forventet nogen reaktion? Nej, måske ikke. Glæden var derfor stor, da jeg blev ringet op af chefen for Radarhoved Multebjerg. Invitationen skulle være en overraskelse på fødselsdagen, og chefen havde taget det hensyn at ringe for at hemmeligholde arrangementet. En meget hensynsfuld gestus, synes jeg.

Da fødselsdagen oprandt stod jeg med en officiel indbydelse fra Radarhoved Multebjerg, jeg tror, det er den bedste gave, jeg nogen sinde har givet 🙂

Lille radartårn på Multebjerg, Gribskov

Vi blev modtaget i porten ind til anlægget af Kaptajn Allan Kjerrumgaard, og blev budt velkommen. Vi fik en briefing i bunkeren mange meter under skovens muld. Besøget var en speciel oplevelse, dels fordi det var meget interessant og nyt, men også fordi der var en utrolig god stemning overalt, hvor vi kom frem. Vi var ikke i tvivl, det var en superb arbejdsplads, med en god holdånd.
Snart befandt vi os højt over trækronerne i Gribskov i det høje radartårn, og kunne kigge til Dronningen på Fredensborg Slot og teletårnet mange kilometer væk i Store Dyrehave. Vi kunne se til Tibirke Bakker. Det var helt fantastisk!!!

Gribskov, Fruebjerg

Billederne er alle fra Gribskov, og var en del af det landskab, vi kunne se, da vi stod på toppen af det store radartårn.

Det er en dag, vi tænker tilbage på med stor taknemmelighed.
Vi håber, Radarhoved Multebjergs mandskab har det godt, lige meget hvor i verden, de befinder sig.

____________________

Radaren på Multebjerg

Air Control Wing

Endeligt farvel til Radarhoved Multebjerg

På tur med Ninka Ninus

Posted on 29. October 201529. October 2015 by Hanna

Det er ikke altid en vandretur bliver som planlagt. Jeg havde forestillet mig en tur på Farum Søsti i fredelige omgivelser, men vi var knapt kommet ind på stien, før vi blev bedt om hjælp til at løfte en havkajak.

To minutter senere faldt vi i snak med nogle lystfiskere. De var fra København, og medlemmer af Fiskeringen. En genial idé, hvor du gennem medlemsskabet deltager i en form for deleøkonomi.

Fiskerne var klædt varmt på, men det blæste for meget ude på søen, så de ville blive inde på land og fiske fra søbredden. Vi sagde knæk og bræk, og fortsatte hen ad stien.

Lidt efter mødte vi en afspærring. Der blev afholdt cykelcross, en spændende diciplin, både for tilskuere og deltagere. Når trætheden melder sig, skal man huske at klikke ud af pedalerne, før man står af cyklen 🙂

Vi fortsatte ad stien, og nu var det blevet tid for en efterlysning. Amanda på 2 år havde mistet sin tøjkanin, fortalte en bekymret mor, som forudså et hjerteskærende scenarie ved sengetid på grund af det forsvundne tøjdyr.

Ninka Ninus eller var det Houdini in spe, var væk. Sidst set ved en magelig bænk på toppen af en bakke.

Vi holdt udkig, og snart så vi Ninka Ninus sidde på en hegnsstolpe, og nyde solskinnet. Vi fulgtes med Ninka Ninus hele vejen rundt om søen, og han blev atter forenet med Amanda efter et par timer i frihed.

Nu kan alle sove trygt igen, så længe Ninka Ninus ikke forsøger sig med et nyt udbrud ❤