Hvornår tror du, flyvevåbnet giver en kop kaffe? Min ven er meget glad for udsigter, det har derfor været den stående bemærkning gennem mange år, når vi passerede Radarhoved Multebjerg på vandring midt inde i Gribskov.
En rund fødselsdag var nært forstående, og da jeg er glad for at finde på overraskelser, var der ikke langt fra tanke til handling; jeg skrev et brev til forsvarskommandoen i Vedbæk, og forklarede om vennens trang til at komme i højden.
Havde jeg forventet nogen reaktion? Nej, måske ikke. Glæden var derfor stor, da jeg blev ringet op af chefen for Radarhoved Multebjerg. Invitationen skulle være en overraskelse på fødselsdagen, og chefen havde taget det hensyn at ringe for at hemmeligholde arrangementet. En meget hensynsfuld gestus, synes jeg.
Da fødselsdagen oprandt stod jeg med en officiel indbydelse fra Radarhoved Multebjerg, jeg tror, det er den bedste gave, jeg nogen sinde har givet 🙂
Vi blev modtaget i porten ind til anlægget af Kaptajn Allan Kjerrumgaard, og blev budt velkommen. Vi fik en briefing i bunkeren mange meter under skovens muld. Besøget var en speciel oplevelse, dels fordi det var meget interessant og nyt, men også fordi der var en utrolig god stemning overalt, hvor vi kom frem. Vi var ikke i tvivl, det var en superb arbejdsplads, med en god holdånd.
Snart befandt vi os højt over trækronerne i Gribskov i det høje radartårn, og kunne kigge til Dronningen på Fredensborg Slot og teletårnet mange kilometer væk i Store Dyrehave. Vi kunne se til Tibirke Bakker. Det var helt fantastisk!!!
Billederne er alle fra Gribskov, og var en del af det landskab, vi kunne se, da vi stod på toppen af det store radartårn.
Det er en dag, vi tænker tilbage på med stor taknemmelighed.
Vi håber, Radarhoved Multebjergs mandskab har det godt, lige meget hvor i verden, de befinder sig.
____________________
You must be logged in to post a comment.