Ghost

A True Story about Unexpected Visitors

Posted on by Hanna

Old quarters are second to none when twilight is approaching.
Just before Christmas we went for a stroll in Hamlet´s old Helsingore. A visit in the harbour area was a necessity for me.

When the profile of Kronborg Castle grew bigger the vintage train came by with Christmas travellers heading for Helsingor.
The windows in the red wagon were misted. Noses were pressed against the cold glass to catch a glimpse of this tantalizing vision of the Castle Kronborg, the sea and the life on the harbour.
The misty look in the red train wagon turned my thoughts towards ghosts and their domains. That was appropriate because soon Restaurant Kronborg appeared with its beautiful yellow walls and warm lights in the windows.
Here were the old residences for the castle soldiers before the rebuild in 2005.

Maybe that’s why the restaurant was haunted by so many ghosts. Or did they come from the sinister case-mates under the castle? Endless dark tunnels that echoed with deep sighs and screams from defunct prisoners.

It’s hard to say, but the fact is that back in 2005 the doors of the restaurant were unlocked at night. Tables were covered and candles were lit to great despair for the guards, who thought the staff had forgotten to turn them off.

A strong feeling of being watched was sometimes so unpleasant that the staff avoided specific rooms.
The stories were fun and exciting when people were assembled, but the fun was over when they went alone to lock at night.

There was a stench of dead people and papers disappeared to reappear somewhere else.
Eventually it was too much for the restaurant manager, who asked for help by Birgitte Graae, a clairvoyant.
She guids ghosts over to the other side, but all the time there were new ghosts.

I hope they found their right place by now, or have found peace.
There have been peace about the ghosts, at least before this post. May it continue this way!!

Gamle kvarterer er uovertrufne, når tusmørket sænker sig.
Lige før jul gik vi en tur i Hamlet’s gamle Helsingør. Et besøg i havneområdet var et stort ønske hos mig.

Da konturene af ​​Kronborg Slot blev større kom veterantoget kørende i samme øjeblik med julegæster på vej mod Helsingør.
Vinduerne i den røde vogn var duggede. Næser blev presset mod ruden for at opfange et glimt af dette forjættede syn af Kronborg, havet og livet på havnen.

De slørede ansigter i den røde togvogn fik mine tanker til at gå i retning af spøgelser og deres domæner.
Det var passende, fordi snart viste Restaurant Kronborg sig med sine smukke gule mure, og varme lys i vinduerne.
Det var her de gamle boliger til slottets soldater lå, før genopbygningen i 2005.

Måske var derfor restauranten var hjemsøgt af så mange spøgelser. Eller kom de fra de skumle kasematter under slottet?
Endeløse mørke tunneller, hvor dybe suk og skrig genlød fra hedengangne ​​fanger.

Det er svært at sige, men faktum er, at tilbage i 2005 blev dørene til restauranten låst op om natten uden menneskelig indblanding. Borde blev dækket, og stearinlys blev tændt til stor fortvivlelse for vagterne, der troede personalet havde glemt at slukke dem.

En stærk følelse af at blive overvåget, var nogle gange så ubehagelig, at personalet undgik specifikke rum.
Historierne var sjove og spændende, når personalet blev samlet, men det sjove var forbi, da de gik rundt alene, for at låse om natten.

Der var en stank af døde mennesker og papirer forsvandt for at dukke op igen et andet sted.
Til sidst blev det for meget for restaurant chefen, der tilkaldte en clairvoyant, Birgitte Graae.
Hun hjælper spøgelser over på den anden side, men hele tiden var der nye spøgelser.

Jeg håber, genfærdene har fundet deres plads, eller har fundet fred.
Der var fred om spøgelserne i Restaurant Kronborg, i hvert fald før dette indlæg. Jeg håber, det forbliver på den måde!!

When darkness is growing

Posted on by Hanna

Den danske udgave af ‘spøgelseshistorien’ ligger under billederne!

Someone had the decency to unlock the sun for an hour yesterday. It is hard to imagine now when rain and hail are tumbling down. I continued my walk as the sun went down and dusk took over. The growing darkness made me do some considerations. Should I go through the marsh in the dark or over the cemetery.

Strange stories passed through me as I thought of the cemetery. Once my brother took a short-cut across a cemetery late at night.

He entered our living room very pale with fear. His age in mind the experience must have been deafening. He was a teenager, and at that age it is inappropriate to be afraid. He was sure that he had stumbled upon a corpse on a small church path. My parents were sure that there was another explanation and they calmed him so much that he was able to fall asleep.

Early the next morning my father went to the cemetery with my brother, and they did find a man. He wasn’t dead, but lacked a place to sleep. That finding brought my brother’s mind in a state of relief, but the cemetery was no longer an option to a short-cut.

An artist I once knew worked on a cemetery in a little rented house containing an atelier. He told me lots of stories one evening over a bottle of wine. I have never been able to forget this one in particular: We sat by the fire and actually the weather outside was very similar to the weather in his story. He began the story describing how terrible tired and exhausted he was:

I had worked late every evening with the aim to get my last painting done for the opening. One night it became very late. Sometimes I get so tired that I have to pull myself together to go to bed, and I wasn’t even home yet. So I turned off the lights and locked the door. When I went out in the storm and rain to find the car that was parked in the cemetery, I almost lost my breath, for it was bitterly cold.

A short stay in the wind combined with a break caused me to listen more attentively. Yes, there it was again! Help me, help !!!

It was difficult to determine the direction. The rain, the darkness and the wind created shadows where there usually were open spaces. After a while I decided to walk into the darker section of the cemetery until suddenly I saw a strange thing. From one of the open graves prepared for the next day funeral I sensed a movement. Carefully approaching I could see two hands cling to the edge of an open grave.

At this point in his storytelling, he made a little stay and I could swear that there was a shiver running through him. He continued: I found myself in a state where my adrenaline whiz around in my body. I didn’t know whether I should turn and run, or just let myself be completely frozen with fear because I’m nearly there already.

The rough terrifying voice tore me out of my trance by screaming in my ears: Heeeelp! Help me! I saw the man down in the tomb. Two big scared eyes midst of all the mud, and a pair of hands which reached out like a child who wants to be lifted up. I stood and gazed at him. It felt like hours. Then I recognized him. He is a slightly tipsy gentleman who often takes his lunch on one of the benches if not every day and it is in a liquid form.

Close to the grave hangs a water hose. I tied the hose onto an iron pipe and reaches the other end to the man in the tomb. The poor exhausted man comes in from the cold and get some food, a drink and some dry clothes telling his story about getting dizzy in the cold.

Still considering which way to choose I looked at the march the growing darkness and my thoughts went to Frodo, Sam, and Gollum when they went through the Dead Marshes on the way to Mordor. I choose the cemetery.

Nogen havde den anstændighed at låse solen ud en time før den gik ned igen. Det er svært at forestille sig nu, hvor regn og hagl vælter ned.
Min vandretur blev præget af solens sidste stråler, mens skumringen langsomt tog over. Det tiltagende mørke fik mig til at overveje følgende muligheder. Skulle jeg gå gennem mosen i mørke eller over kirkegården?

Mærkelige historier passerede gennem mig, da jeg tænkte på kirkegården. Min bror tog engang en genvej over kirkegården sent om aftenen.

Han trådte ind i vores stue meget bleg af frygt. Hans alder taget i betragtning har oplevelsen været skrækindjagende. Han var teenager, og i den alder er det ‘uhensigtsmæssigt’ at være bange. Han var sikker på, at han havde snublet over et lig på en lille kirkesti. Mine forældre var overbeviste om, at der var en anden forklaring, og de beroligede ham så meget, at han var i stand til at falde i søvn.

Tidligt næste morgen gik min far sammen med min bror hen til kirkegården, og de fandt en mand. Han var ikke død, men manglede et sted at sove. Denne konstatering bragte min brors sind i en tilstand af lettelse, men kirkegården var ikke længere en mulighed som genvej.

En kunstner, jeg kendte engang arbejdede på en kirkegård i en lille lejet hus, der indeholdt et atelier. Han fortalte mig masser af historier en aften over en flaske vin. Der er én historie jeg har haft svært ved at glemme:
Vi sad ved pejsen, og vejret udenfor var meget lig vejret i hans historie. Han begyndte historien med at beskrive, hvor frygtelig træt og udmattet han var:

Jeg havde arbejdet sent hver aften med det formål at få min sidste maleri gjort færdigt til ferniseringen. En nat blev det meget sent. Nogle gange bliver jeg så træt, at jeg er nødt til at tage mig sammen for at gå i seng, sådan var det også den forfærdelige aften. Jeg afsluttede derfor mit arbejde, slukkede lyset og låste døren. Da jeg gik ud i stormen og regnen for at finde min bil, der holdt parkeret på kirkegården, tabte jeg næsten pusten, det var bidende koldt.

Et kort ophold i vinden kombineret med en pause fik mig til at lytte mere opmærksomt. Jo, der var det igen! Hjææælp mig, hjælp !!!

Det var vanskeligt at bestemme retningen. Regnen, mørket og vinden skabte skygger, hvor der normalt var åbne rum. Efter et stykke tid besluttede jeg at gå ind i den mørkere del af kirkegården, indtil jeg pludselig så en mærkelig ting. Fra en af de åbne grave forberedt til den næste dags begravelse fornemmede jeg en bevægelse. Jeg nærmede mig forsigtigt. Nu kunne jeg se et par hænder klamre sig til kanten af en åben grav.

På dette tidspunkt i historiefortællingen, lavede han en lille ophold, og jeg vil sværge på, at der løb en gysen gennem ham.
Han fortsatte: Jeg befandt mig i en tilstand, hvor mit adrenalin suste rundt i min krop. Jeg vidste ikke, om jeg skulle vende om og løbe, eller bare lade mig stivne af frygt. Den tilstand var næsten opnået.

Den ru skræmmende stemme rev mig ud af min trance ved at skrige i mine ører: Hjæææælp! Hjælp mig! Jeg så på manden nede i graven. To store bange øjne midt i al mudderet, og et par hænder, der rakte ud som et barn, der ønsker at blive løftet op. Jeg stod og kiggede på ham. Det føltes som timer. Så genkendte jeg ham. Han var en lidt bedugget herre, der ofte indtog sin frokost på en af bænkene, hvis ikke hver dag, og det er i en flydende form.

Tæt på graven hang en vandslange. Jeg bandt slangen på et jernrør og rakte den anden ende til manden nede i graven. Jeg fik stakkels udmattede mand op fra graven og ind i varmen. Her blev han forsynet med mad, en dram og noget tørt tøj. Han fortalte til gengæld hans historie om, hvor svimmel han var blevet i kulden.

Jeg overvejer stadigvæk, hvilken vej jeg skal vælge. Jeg kigger på mosen, det tiltagende mørke og mine tanker går til Frodo, Sam, og Gollum, da de gik gennem the Dead Marshes på vejen til Mordor.. Jeg vælger kirkegården.