I shot an arrow into the air,
It fell to earth, I knew not where;
For, so swiftly it flew, the sight
Could not follow it in its flight.
I breathed a song into the air,
It fell to earth, I knew not where;
For who has sight so keen and strong,
That it can follow the flight of song?
Long, long afterward, in an oak
I found the arrow, still unbroke;
And the song, from beginning to end,
I found again in the heart of a friend.
Henry Wadsworth Longfellow
Engang skulle jeg opereres for en livstruende sygdom. Det vigtigste for mig, næst efter alle de mennesker jeg elsker, var at komme i fjeldet igen.
Som motivationsfaktor medbragte jeg en helt speciel velduftende parfume, som af flere grunde minder mig om fjeldet, samt DNT’s magasin, Fjelll og Vidde.
Jeg kunne kort tid efter operationen begynde at planlægge næste fjeldtur, og den vigtige genoptræning.
Set i bakspejlet var det en genial plan, og den virkede ud over alle forventninger.
Grunden til min personlige historie kan I finde i det efterfølgende spørgsmål; hvad gør fjeldet ved os?
Hvad gør fjeldet ved os? Måske skulle vi hellere drøfte ordenes utilstrækkelighed i at beskrive det ubeskrivelige, svarer den norske professor i filosofi, Arne Dekke Eide Næss i et interview i Fjellenes år Årbog 2002.
Det er jo ofte sådan, at når du kommer op over trægrænsen, og ser fjeldene, da mærker du at der sker noget med dig. Du bliver gladere, og du ønsker at hoppe og springe, siger Arne Næss. Det er det fjeldene gør med os.
De fylder os med deres storhed, de fylder os med inspiration, de giver os næsten vinger.
Det er det, jeg oplever, når jeg vandrer i fjeldet. En boblende glæde og en taknemmelighed over at være til. Ja, det er næsten som at få vinger 🙂
Klik her for at se det interessante kort over Valdresflya med vandreruter påtegnet
Jeg ville bare gå en lille tur i lørdags; men solen skinnede, og det blev til 16 kilometer.
I kan tage toget til Lyngby lokalstation, og snart er I ude på Ærmelundsstien. Jeg lagde vejen igennem Dyrehaven, og gik hjem igennem Mølleådalen.
I kan se de forskellige kort af sti systemerne under billederne.
http://www.befaestningen.dk/kort
http://www.befaestningen.dk/materiale/files/oversigtskort/kortny
God tur og husk kælk, madpakke og noget varmt at drikke 🙂
Den danske udgave af ‘spøgelseshistorien’ ligger under billederne!
Someone had the decency to unlock the sun for an hour yesterday. It is hard to imagine now when rain and hail are tumbling down. I continued my walk as the sun went down and dusk took over. The growing darkness made me do some considerations. Should I go through the marsh in the dark or over the cemetery.
Strange stories passed through me as I thought of the cemetery. Once my brother took a short-cut across a cemetery late at night.
He entered our living room very pale with fear. His age in mind the experience must have been deafening. He was a teenager, and at that age it is inappropriate to be afraid. He was sure that he had stumbled upon a corpse on a small church path. My parents were sure that there was another explanation and they calmed him so much that he was able to fall asleep.
Early the next morning my father went to the cemetery with my brother, and they did find a man. He wasn’t dead, but lacked a place to sleep. That finding brought my brother’s mind in a state of relief, but the cemetery was no longer an option to a short-cut.
An artist I once knew worked on a cemetery in a little rented house containing an atelier. He told me lots of stories one evening over a bottle of wine. I have never been able to forget this one in particular: We sat by the fire and actually the weather outside was very similar to the weather in his story. He began the story describing how terrible tired and exhausted he was:
I had worked late every evening with the aim to get my last painting done for the opening. One night it became very late. Sometimes I get so tired that I have to pull myself together to go to bed, and I wasn’t even home yet. So I turned off the lights and locked the door. When I went out in the storm and rain to find the car that was parked in the cemetery, I almost lost my breath, for it was bitterly cold.
A short stay in the wind combined with a break caused me to listen more attentively. Yes, there it was again! Help me, help !!!
It was difficult to determine the direction. The rain, the darkness and the wind created shadows where there usually were open spaces. After a while I decided to walk into the darker section of the cemetery until suddenly I saw a strange thing. From one of the open graves prepared for the next day funeral I sensed a movement. Carefully approaching I could see two hands cling to the edge of an open grave.
At this point in his storytelling, he made a little stay and I could swear that there was a shiver running through him. He continued: I found myself in a state where my adrenaline whiz around in my body. I didn’t know whether I should turn and run, or just let myself be completely frozen with fear because I’m nearly there already.
The rough terrifying voice tore me out of my trance by screaming in my ears: Heeeelp! Help me! I saw the man down in the tomb. Two big scared eyes midst of all the mud, and a pair of hands which reached out like a child who wants to be lifted up. I stood and gazed at him. It felt like hours. Then I recognized him. He is a slightly tipsy gentleman who often takes his lunch on one of the benches if not every day and it is in a liquid form.
Close to the grave hangs a water hose. I tied the hose onto an iron pipe and reaches the other end to the man in the tomb. The poor exhausted man comes in from the cold and get some food, a drink and some dry clothes telling his story about getting dizzy in the cold.
Still considering which way to choose I looked at the march the growing darkness and my thoughts went to Frodo, Sam, and Gollum when they went through the Dead Marshes on the way to Mordor. I choose the cemetery.
Nogen havde den anstændighed at låse solen ud en time før den gik ned igen. Det er svært at forestille sig nu, hvor regn og hagl vælter ned.
Min vandretur blev præget af solens sidste stråler, mens skumringen langsomt tog over. Det tiltagende mørke fik mig til at overveje følgende muligheder. Skulle jeg gå gennem mosen i mørke eller over kirkegården?
Mærkelige historier passerede gennem mig, da jeg tænkte på kirkegården. Min bror tog engang en genvej over kirkegården sent om aftenen.
Han trådte ind i vores stue meget bleg af frygt. Hans alder taget i betragtning har oplevelsen været skrækindjagende. Han var teenager, og i den alder er det ‘uhensigtsmæssigt’ at være bange. Han var sikker på, at han havde snublet over et lig på en lille kirkesti. Mine forældre var overbeviste om, at der var en anden forklaring, og de beroligede ham så meget, at han var i stand til at falde i søvn.
Tidligt næste morgen gik min far sammen med min bror hen til kirkegården, og de fandt en mand. Han var ikke død, men manglede et sted at sove. Denne konstatering bragte min brors sind i en tilstand af lettelse, men kirkegården var ikke længere en mulighed som genvej.
En kunstner, jeg kendte engang arbejdede på en kirkegård i en lille lejet hus, der indeholdt et atelier. Han fortalte mig masser af historier en aften over en flaske vin. Der er én historie jeg har haft svært ved at glemme:
Vi sad ved pejsen, og vejret udenfor var meget lig vejret i hans historie. Han begyndte historien med at beskrive, hvor frygtelig træt og udmattet han var:
Jeg havde arbejdet sent hver aften med det formål at få min sidste maleri gjort færdigt til ferniseringen. En nat blev det meget sent. Nogle gange bliver jeg så træt, at jeg er nødt til at tage mig sammen for at gå i seng, sådan var det også den forfærdelige aften. Jeg afsluttede derfor mit arbejde, slukkede lyset og låste døren. Da jeg gik ud i stormen og regnen for at finde min bil, der holdt parkeret på kirkegården, tabte jeg næsten pusten, det var bidende koldt.
Et kort ophold i vinden kombineret med en pause fik mig til at lytte mere opmærksomt. Jo, der var det igen! Hjææælp mig, hjælp !!!
Det var vanskeligt at bestemme retningen. Regnen, mørket og vinden skabte skygger, hvor der normalt var åbne rum. Efter et stykke tid besluttede jeg at gå ind i den mørkere del af kirkegården, indtil jeg pludselig så en mærkelig ting. Fra en af de åbne grave forberedt til den næste dags begravelse fornemmede jeg en bevægelse. Jeg nærmede mig forsigtigt. Nu kunne jeg se et par hænder klamre sig til kanten af en åben grav.
På dette tidspunkt i historiefortællingen, lavede han en lille ophold, og jeg vil sværge på, at der løb en gysen gennem ham.
Han fortsatte: Jeg befandt mig i en tilstand, hvor mit adrenalin suste rundt i min krop. Jeg vidste ikke, om jeg skulle vende om og løbe, eller bare lade mig stivne af frygt. Den tilstand var næsten opnået.
Den ru skræmmende stemme rev mig ud af min trance ved at skrige i mine ører: Hjæææælp! Hjælp mig! Jeg så på manden nede i graven. To store bange øjne midt i al mudderet, og et par hænder, der rakte ud som et barn, der ønsker at blive løftet op. Jeg stod og kiggede på ham. Det føltes som timer. Så genkendte jeg ham. Han var en lidt bedugget herre, der ofte indtog sin frokost på en af bænkene, hvis ikke hver dag, og det er i en flydende form.
Tæt på graven hang en vandslange. Jeg bandt slangen på et jernrør og rakte den anden ende til manden nede i graven. Jeg fik stakkels udmattede mand op fra graven og ind i varmen. Her blev han forsynet med mad, en dram og noget tørt tøj. Han fortalte til gengæld hans historie om, hvor svimmel han var blevet i kulden.
Jeg overvejer stadigvæk, hvilken vej jeg skal vælge. Jeg kigger på mosen, det tiltagende mørke og mine tanker går til Frodo, Sam, og Gollum, da de gik gennem the Dead Marshes på vejen til Mordor.. Jeg vælger kirkegården.
Sct. Helene Kilde er én meter fra at styrte i havet, fortæller arkæolog Liv Appel til nyhederne. Nordsjællands skrænter er voldsomt udsat for erodering som følge af de kraftige storme.
Kong Christian den 4. var en flittig gæst ved kilden, og fik kildevandet bragt hjem til slottene. Han istandsatte kilden i 1637, og i 1682 etablerede man de to kar ved kilden.
I december 2013 anrettede stormen Bodil stor skade langs hele nordkysten. I dag fortsætter havet sin ubønhørlige ødelæggelse af skrænten ved Sct. Helene kilde.
Mine billeder fra Sct. Helene Kilde er fra oktober 2013. To måneder efter raserede Bodil hele Danmarks kyststrækning, og ødelagde den nye dyre kystsikring ved kilden
En anden knapt så kendt kilde ligger på Frederiksværk Vejen: Toftekilde. Den ligger 200 meter sydsydøst for Tibirke Kirke i Ti’s hellige Birkelund. Mange sagn er knyttet til denne kilde, og der eksisterer lige så mange historier om trolde og ofringer.
Tisvilde og Tibirke er altid et besøg værd. Tibirke Kirke har en enestående beliggenhed med udsigt over Holløse Bredning.
Rigtig god tur, og husk madpakken ❤
Jeg gik en tur fra Vesterport Station over Istedgade, ned i Victoriagade og videre til Østerport Station. En tur på syv kilometer.
Det er længe siden, jeg sidst har været på Vesterbro, men jeg husker nogle spændende butikker med masser af krydderier, og mad fra fremmede himmelstrøg.
Den eneste butik jeg fandt var Alibaba.
Ikke Jack Ma’s netbaserede varehus Alibaba, der for to dage siden overgik Facebook i børsnotering.
Nej, den tyrkiske slagter Alibaba på Halmtorvet, som har haft butik i Danmark siden 1978.
Undervejs passerede jeg Glyptoteket. Efterårets store særudstilling vender op og ned på forestillingen om antikkens hvide verden og viser, at der var farver på græske og romerske skulpturer.
Jeg ender altid med at søge mod vandet, og i København er der mange muligheder.
Udsigt fra rulletrappe i Det Kongelige Bibliotek
Det blev en dejlig vandretur med mange indtryk. Krydderierne oplevede jeg i overført betydning.
… det var maj som kom.
Nu kom der en dame ud af vognen.
“Frøken Maj!” sagde hun. I sommertøj med galocher; hun havde en bøgebladegrøn silkekjole på, anemoner i håret, og hun duftede dertil sådan af skovmærker, så skildvagten måtte nyse. “Gud velsigne Dem!” sagde hun, det var hendes hilsen.
Hun var nydelig! og sangerinde var hun; ikke på teatrene, men inde i skoven; ikke i teltene, nej, i den friske grønne skov gik hun og sang for sin egen fornøjelse; hun havde i sin sypose Christian Winthers “Træsnit,” for de er som bøgeskoven selv, og “Smådigte af Richardt,” de er ligesom skovmærker.
Tolv med posten, Et eventyr af Hans Christian Andersen
Unwanted noise is perhaps the most irksome form of sensory assault
It is not only an interruption, but also a disruption of thought
Uønsket støj er måske den mest irriterende form for et følelsesmæssigt angreb
Det er ikke kun en afbrydelse, men også en afbrydelse af tanke
Tysk filosof, Arthur Schopenhauer
Stilhed er blevet den ultimative luksus.
Tranquility has become the ultimate luxury.
Savner vi først stilheden, når den mangler?
Click the pictures for larger size
HANNA'S WALK 
You must be logged in to post a comment.