Jeg er vant til at betragte den danske natur som idyllisk. På en gang fredelig og ufarlig, undtagen når Alexander, eller en anden storm river husgavle ned eller fylder uskyldige menneskers huse op med vand.

De farligste dyr i de danske skove har indtil nu været flåten. Den har jeg selv haft tæt inde på livet to gange, og den er ikke ufarlig. Men det ser ud til, at den skal dyste med en ny rival, men mere om det senere.

Min ven havde talt begejstret om Fortunens indelukke og vejen hen mod Ulvedalene. Den tætte underskov i Fortunens Indelukke er noget, der ikke forekommer i resten af Jægersborg Dyrehave, og på vej mod Ulvedalene bliver stien mere kuperet og munder ud i Djævlebakken, en attraktiv bakke, når der er sne.

Jeg er ofte gået igennem skoven, hvor den er smallest, men aldrig fortsat ud til én af siderne.
Området er heller ikke særligt stort, så jeg besluttede, at det skulle være en dag, når vejen alligevel faldt forbi.

Det er nogle dage siden nu, i tirsdags for at være nøjagtig. Solen kæmpede en ulige kamp for at lyse over trækronerne, men den havde hård konkurrence fra skyerne, og den tabte tit.

På min vej gennem Indelukket faldt sollyset alligevel ind mellem de mange gamle træer. Det var som at træde ind i Tolkiens univers, egetræerne lignede enter. Store gamle enter, der kunne have skræmt mig fra vid og sans, hvis tusmørket havde indhentet mig.

Jeg trak min cykel. Der var stille. Jeg hørte spætterne hakke efter insekter i den grove bark. Tavsheden var så udtalt, at jeg kunne skelne småfuglenes kvidren i kæmpe dynger af faldne træer og buske. Fuglekonger, blåmejser, musvitter, og den lille flagspætte, der ikke er større end en stær.
Det er her, jeg vil sætte mig på en træstamme en stille vinterdag, og lade naturen komme til mig.

I dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det den dag. Det er bedre at vente til skovens folk finder det store glubske dyr, der har bidt hovedet af en større dådyrskalv. Naturstyrelsen mener, det kan være en meget stor hund, og i værste fald en ulv.

Angrebet på dådyrkalven skete dagen efter jeg intetanende havde tullet rundt derude.

Skovrideren fortæller, at de har sendt dna-prøver af biddet til et laboratorium, for at se om der kan være tale om en ulv, og han fastslår, at det på ingen måde kan være gjort at et menneske. Dådyrkalven havde knuste halshvirvler, og hovedet er simpelthen bidt af. Det er kun en meget stor hund, der kan gøre sådan noget Naturstyrelsen har ikke lukket dyrehaven, men beder folk være agtpågivende, hvis de færdes i haven.

I kan se Naturstyrelsens illustrative side om hvordan man skal forholde sig, hvis man møder en ulv. Den gælder iøvrigt også for store løsgående hunde: Ulven

Fortunens Indelukke

Fortunen Indelukke

Fortunens Indelukke

Djævlebakken

Ulvedalene

Den 800 år gamle Ulvedals Eg

Dødishul

Tøjrslag Vildthus

Foderplads

Krondyr og Sikavildt

Krondyr og Sikavildt

Tøjrslag Vildthus

Kapervogn

I am used to consider the Danish nature as something idyllic. Peaceful and harmless, except when Alexander or another storm tears down gables or fills innocent people houses with water.
The most dangerous animal in the Danish forests has until now been the tick. I have felt the serious warning from the ticks twice and it isn’t harmless. But it seems that the tick has got a new rival, but more about that later.
My friend had talked enthusiastically about Fortunens Indelukke and the road towards Ulvedalene. The dense undergrowth in Fortunens Indelukke is something that doesn’t occur in the rest of Jægersborg Deer Park, and heading towards Ulvedalene the path becomes more hilly and it culminates at the end of an attractive hill which is well attended with children and happy adults when the snow falls.
I have often walked through the forest, where it is narrowest, but never continued to one of the sides.
The area is not very large, so I decided it should be a day when I was near by.
It’s a few days ago now, last Tuesday to be accurate. The sun was fighting an unequal struggle to light over the treetops, but it had major competition from the clouds, and the battle was lost most of the times.
Yet on my way through the forest the sunlight fell between the many old trees. It was like stepping into Tolkien’s universe, oak trees resembled ents. Great old wooden sculptures that could have scared me witless if twilight had arrived.
I pulled my bike. There were silence. I heard the woodpeckers pecking for insects in the coarse bark. The silence was so pronounced that I could distinguish the small birds chirping in huge heaps of fallen trees and shrubs.
This is where I will put myself on a tree trunk a quiet winter day, and let nature come to me, I thought.
Today I am happy that I went on that particular day. It is better to wait for the forest people to find the great ferocious animal that have bitten the head of a large deer calf. Naturstyrelsen believes it can be a very large dog, and at worst a wolf.
The attack on the deer calf happened the day after I unsuspecting had had my walk out there.
The Ranger said that they have sent DNA samples of teeth to a lab to see if it is a wolf, and he finds that the deed in no way has been done by a human being. The deer calf had broken cervical vertebrae and the head is simply hooked. It is only a very large dog that can do something like that.
Naturstyrelsen hasn’t closed Dyrehaven, but ask people to be vigilant if they go for a walk in the garden.
You can see Naturstyrelsen illustrative page on how to react if you meet a wolf. It incidentally also applies for large loose dogs: Wolf

______________________________

SUNDAY EVENING: DNA TEST SHOWS IT WAS A DOG NOT A WOLF