Tranquillity in the forest glade. That was a golden moment that day.
A Golden Moment
Dyrehaven
En omvej før aftensmaden
Jeg manglede et par ting til aftensmaden. Dem kan jeg sagtens have med, selvom jeg tager cyklen, tænkte jeg.
Vejret var begyndt at klare op, og jeg kunne godt nå en lille omvej på vej til købmanden. Det var ihvertfald min faste overbevisning, da jeg kørte ind i Jægersborg Dyrehave.
På en dag med blå himmel og drivende hvide cumulus skyer minder landskabet mig altid om en bestemt fjeldovergang i Norge, Valdresflya. Det har aldrig generet mig.
Stien er fristende at køre på. Her ruller hjulene ubesværet, og i løbet af ingen tid er jeg forbi jagtslottet, og på vej mod de koleraramtes kirkegård ved Tårbæk port.
Ved en tjørn står en hvid hind og spiser bær af busken. Tjørnene er ellers plantet der, for at holde dyr og mennesker borte, så meget for den teori. Og dog, hvis buskene står tæt nok virker tornene garanteret efter hensigten.
Længere henne ad stien kan jeg høre nogle mægtige brøl, der runger under trækronerne, og jeg er ikke i tvivl. Kronhjorten er i brunst. Snart ser jeg hans harem stå i samlet flok og græsse. Længere inde mellem træerne kan jeg se hjorten, han har lagt nakken tilbage, mens han gør hævd på sit territorium.
Jeg er ikke alene. Adskillige fotografer har fundet de store zoomlinser frem. Jeg ved ikke om zoomen er ophørt med at fungere, for de er på vej ind i underskoven for at nærme sig det store drama.
I det samme kommer en bil kørende ad skovvejen. Det er skovfogeden. Han beder folk om at holde sig på stierne, så kronhjortene kan få lidt fred. Eller måske er det for at redde tilskuernes liv. Jeg kan godt holde en vis distance.
Der er ikke ret langt til havet, er min næste tanke. Tanken om sundet, den blå himmel og duften af hav afgør sagen, og jeg bliver ikke skuffet.
Der er smukt og solen varmer stadigvæk. Ishuset har åbent, og jeg får en snak med manden bag disken.
Vi lovpriser det smukke vejr. Nyd det nu, siger han, om lidt regner det, og vi ler.
Med hans ord og købmanden i baghovedet skynder jeg mig hjemad, men jeg ved allerede, at det bliver sen aftensmad 🙂
Natur, Kunst og Vandring
Der er åbne værksteder i Rådvad i weekenden: Kom til Sommer Åbne Værksteder
Tag toget til Klampenborg eller Skodsborg, og gå igennem Jægersborg Dyrehave ned til Rådvad. Hvidtjørnesletten blomstrer lige nu, og det er værd at opleve.
Se Naturstyrelsen kort over Jægersborg Dyrehave, klik i miniguide for vandretursfolderen.
I ønskes en god Grundlovsdag, og nogle dejlige naturoplevelser ❤
Ents and Wolves
Jeg er vant til at betragte den danske natur som idyllisk. På en gang fredelig og ufarlig, undtagen når Alexander, eller en anden storm river husgavle ned eller fylder uskyldige menneskers huse op med vand.
De farligste dyr i de danske skove har indtil nu været flåten. Den har jeg selv haft tæt inde på livet to gange, og den er ikke ufarlig. Men det ser ud til, at den skal dyste med en ny rival, men mere om det senere.
Min ven havde talt begejstret om Fortunens indelukke og vejen hen mod Ulvedalene. Den tætte underskov i Fortunens Indelukke er noget, der ikke forekommer i resten af Jægersborg Dyrehave, og på vej mod Ulvedalene bliver stien mere kuperet og munder ud i Djævlebakken, en attraktiv bakke, når der er sne.
Jeg er ofte gået igennem skoven, hvor den er smallest, men aldrig fortsat ud til én af siderne.
Området er heller ikke særligt stort, så jeg besluttede, at det skulle være en dag, når vejen alligevel faldt forbi.
Det er nogle dage siden nu, i tirsdags for at være nøjagtig. Solen kæmpede en ulige kamp for at lyse over trækronerne, men den havde hård konkurrence fra skyerne, og den tabte tit.
På min vej gennem Indelukket faldt sollyset alligevel ind mellem de mange gamle træer. Det var som at træde ind i Tolkiens univers, egetræerne lignede enter. Store gamle enter, der kunne have skræmt mig fra vid og sans, hvis tusmørket havde indhentet mig.
Jeg trak min cykel. Der var stille. Jeg hørte spætterne hakke efter insekter i den grove bark. Tavsheden var så udtalt, at jeg kunne skelne småfuglenes kvidren i kæmpe dynger af faldne træer og buske. Fuglekonger, blåmejser, musvitter, og den lille flagspætte, der ikke er større end en stær.
Det er her, jeg vil sætte mig på en træstamme en stille vinterdag, og lade naturen komme til mig.
I dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det den dag. Det er bedre at vente til skovens folk finder det store glubske dyr, der har bidt hovedet af en større dådyrskalv. Naturstyrelsen mener, det kan være en meget stor hund, og i værste fald en ulv.
Angrebet på dådyrkalven skete dagen efter jeg intetanende havde tullet rundt derude.
Skovrideren fortæller, at de har sendt dna-prøver af biddet til et laboratorium, for at se om der kan være tale om en ulv, og han fastslår, at det på ingen måde kan være gjort at et menneske. Dådyrkalven havde knuste halshvirvler, og hovedet er simpelthen bidt af. Det er kun en meget stor hund, der kan gøre sådan noget Naturstyrelsen har ikke lukket dyrehaven, men beder folk være agtpågivende, hvis de færdes i haven.
I kan se Naturstyrelsens illustrative side om hvordan man skal forholde sig, hvis man møder en ulv. Den gælder iøvrigt også for store løsgående hunde: Ulven
Fortunens Indelukke
Fortunen Indelukke
Fortunens Indelukke
Djævlebakken
Ulvedalene
Den 800 år gamle Ulvedals Eg
Dødishul
Tøjrslag Vildthus
Foderplads
Krondyr og Sikavildt
Krondyr og Sikavildt
Tøjrslag Vildthus
Kapervogn
I am used to consider the Danish nature as something idyllic. Peaceful and harmless, except when Alexander or another storm tears down gables or fills innocent people houses with water.
The most dangerous animal in the Danish forests has until now been the tick. I have felt the serious warning from the ticks twice and it isn’t harmless. But it seems that the tick has got a new rival, but more about that later.
My friend had talked enthusiastically about Fortunens Indelukke and the road towards Ulvedalene. The dense undergrowth in Fortunens Indelukke is something that doesn’t occur in the rest of Jægersborg Deer Park, and heading towards Ulvedalene the path becomes more hilly and it culminates at the end of an attractive hill which is well attended with children and happy adults when the snow falls.
I have often walked through the forest, where it is narrowest, but never continued to one of the sides.
The area is not very large, so I decided it should be a day when I was near by.
It’s a few days ago now, last Tuesday to be accurate. The sun was fighting an unequal struggle to light over the treetops, but it had major competition from the clouds, and the battle was lost most of the times.
Yet on my way through the forest the sunlight fell between the many old trees. It was like stepping into Tolkien’s universe, oak trees resembled ents. Great old wooden sculptures that could have scared me witless if twilight had arrived.
I pulled my bike. There were silence. I heard the woodpeckers pecking for insects in the coarse bark. The silence was so pronounced that I could distinguish the small birds chirping in huge heaps of fallen trees and shrubs.
This is where I will put myself on a tree trunk a quiet winter day, and let nature come to me, I thought.
Today I am happy that I went on that particular day. It is better to wait for the forest people to find the great ferocious animal that have bitten the head of a large deer calf. Naturstyrelsen believes it can be a very large dog, and at worst a wolf.
The attack on the deer calf happened the day after I unsuspecting had had my walk out there.
The Ranger said that they have sent DNA samples of teeth to a lab to see if it is a wolf, and he finds that the deed in no way has been done by a human being. The deer calf had broken cervical vertebrae and the head is simply hooked. It is only a very large dog that can do something like that.
Naturstyrelsen hasn’t closed Dyrehaven, but ask people to be vigilant if they go for a walk in the garden.
You can see Naturstyrelsen illustrative page on how to react if you meet a wolf. It incidentally also applies for large loose dogs: Wolf
______________________________
SUNDAY EVENING: DNA TEST SHOWS IT WAS A DOG NOT A WOLF
Tusind årig overlever lynnedslag
Det har jeg klatret i, udbryder min ven begejstret. Nåe, det forklarer, at det næsten ikke kan hænge sammen, griner jeg. Vi er taget ud i Ulvedalene i Dyrehaven, for at tage Ulvedalsegen i øjesyn.
Vi står over for et 1000 år gammelt egetræ, Danmarks næstældste træ. Men er det ikke ligegyldigt, når man mindes sit vidunderlige klatreeventyr som tiårig?
Det er jo længe siden – han tager det alvorligt: Det var utroligt. Jeg gik ind i hullet der, og så kravlede jeg op indvendig i træet, og ud af et nyt hul, ud på en tyk gren. Han studerer ivrigt den nuværende indretning. Jeg går ind i træet, hullet er nok blevet større, og det er vel mit held…
Det her træ har overværet de sidste årtier af vikingetiden. Inde fra træet er der udsigt til en gravhøj. Den lå her allerede dengang, da det 3-4 gram tunge agern faldt til jorden. Hvem kunne vide at det skulle blive et prominent træ?
Jeg er glad for at jeg har besøgt det gamle egetræ. Det var en oplevelse. Hvem ved, hvor længe det kan holde endnu. Inde i træet stod en kælk. Der hang også en fin halskæde, som nogen havde tabt . I overmorgen lover de storm, og til sommer slår lynet måske ned igen. Men det har tålt meget, træet og det vil blive savnet, den dag det er væk! Det er en fin anbefaling at få.
Vi fortsætter rundt i Dyrehaven og slutter turen i Tårbæk Havn, derfra tager vi bussen hjem. Så er det ikke nødvendigt at gå tilbage til udgangspunktet.
Den gamle eg står ved et af Dyrehavens stærkt besøgte steder. Ulvedalene ligger i Dyrehavens mest kuperede terræn. De jævne skråninger med de gamle bøge, hvoraf mange er ruiner, danner en pragtfuld ramme om de stejle bakker, der bruges til kælke- og ski- sport. Også klatresporten udøves på stedet, og det endda i Ulvedalsegen, hvis bark og grene slides derved. Men egen kan tilsyneladende holde til sliddet, og den klarede endog for en del år siden et lynnedslag, som har revet barken af træet på en stribe fra topgrenen omtrent til jordoverfladen.*Dansk Dendrologisk Forening, Årgang 1973
Eksotisk aften ved Erimitageslottet
Kan I huske, hvor varmt det var i mandags? På Landbohøjskolen i København målte man 32,8 grader, det varmeste i hovedstaden siden 1975.
Jeg cyklede ud i Dyrehaven omkring solnedgang, og det første syn der mødte mig, var to hjorte i færd med at blive kølet ned, omgivet af ænder –
Bagefter gik de over på øen og væltede et par træer, det lød, som om de havde fest.
Det blev ret hurtigt mørkt, meget mørkt og jeg var glad for mine kraftige cykellygter. Her er et par billeder fra mørket –
Der var en stemning, der dårligt lader sig beskrive. Duftene fra dyr og græsser, og lydene fra dyr og fugle. Det var meget eksotisk. Den oplevelse vil jeg gå efter en anden gang!
Mølleåstien
Mølleåen har sit udspring i Bastrup Sø og udmunder i Øresund efter 36 km. Bastrup Sø er en del af det smeltvandsskabte system af dale og åse, der strækker sig fra Furesø og mod nordvest til Buresø.
For år tilbage gik jeg fra Bastrup Sø mod Lyngby, men nu har jeg har været på en flot cykeltur fra Brede Allé i Lyngby og ud til Øresund. Det blev til en afsluttende runde for at se til dyrene i min have, Dyrehaven altså!
Undervejs passerede jeg Brede Værk, Ørholm Værk, Nymølle, Ravneholm Skov, Ravnholm og Stampen, Rådvad og Strandmøllen.
HANNA'S WALK 
You must be logged in to post a comment.