HANNA'S WALK

The Hideaway or even better ‘Smultronstället’

Do you have a smultronställe?

A smultronställe is a Swedish term for a place that is an undervalued gem. A place to feel comfortable, and hard for others to find. Often a place with a personal and emotional value. Literally smultronställe means a place of wild strawberries.

I have a smultronställe in Norway with an incredibly beautiful view. It is also a place that has challenged and enriched me. Fortunately, I have my places in Denmark too.

Har du et Smultronställe? Smultron betyder skovjordbær; et sted med skovjordbær.

Et smultronställe er en svensk betegnelse for et sted, der er en undervurderet perle. Et sted, hvor man føler sig godt tilpas, og som er svært for andre at finde. Ofte har  stedet en personlig og følelsesmæssig værdi.

Jeg har et smultronställe i Norge med en utrolig smuk udsigt. Det er også et sted, der har udfordret og beriget mig. Heldigvis har jeg også mine steder i Danmark.

Jeg manglede et par ting til aftensmaden. Dem kan jeg sagtens have med, selvom jeg tager cyklen, tænkte jeg.

Vejret var begyndt at klare op, og jeg kunne godt nå en lille omvej på vej til købmanden. Det var ihvertfald min faste overbevisning, da jeg kørte ind i Jægersborg Dyrehave.

På en dag med blå himmel og drivende hvide cumulus skyer minder landskabet mig altid om en bestemt fjeldovergang i Norge, Valdresflya. Det har aldrig generet mig.

Eremitageslottet

Stien er fristende at køre på. Her ruller hjulene ubesværet, og i løbet af ingen tid er jeg forbi jagtslottet, og på vej mod de koleraramtes kirkegård ved Tårbæk port.

Ved en tjørn står en hvid hind og spiser bær af busken. Tjørnene er ellers plantet der, for at holde dyr og mennesker borte, så meget for den teori. Og dog, hvis buskene står tæt nok virker tornene garanteret efter hensigten.

Hvid hind ved Taaarbæk Port

Længere henne ad stien kan jeg høre nogle mægtige brøl, der runger under trækronerne, og jeg er ikke i tvivl. Kronhjorten er i brunst. Snart ser jeg hans harem stå i samlet flok og græsse. Længere inde mellem træerne kan jeg se hjorten, han har lagt nakken tilbage, mens han gør hævd på sit territorium.

Jeg er ikke alene. Adskillige fotografer har fundet de store zoomlinser frem. Jeg ved ikke om zoomen er ophørt med at fungere, for de er på vej ind i underskoven for at nærme sig det store drama.

I det samme kommer en bil kørende ad skovvejen. Det er skovfogeden. Han beder folk om at holde sig på stierne, så kronhjortene kan få lidt fred. Eller måske er det for at redde tilskuernes liv. Jeg kan godt holde en vis distance.

Der er ikke ret langt til havet, er min næste tanke. Tanken om sundet, den blå himmel og duften af hav afgør sagen, og jeg bliver ikke skuffet.

Bellevue Strandpark

Der er smukt og solen varmer stadigvæk. Ishuset har åbent, og jeg får en snak med manden bag disken.

Vi lovpriser det smukke vejr. Nyd det nu, siger han, om lidt regner det, og vi ler.

Jægersborg Dyrehave

Med hans ord og købmanden i baghovedet skynder jeg mig hjemad, men jeg ved allerede, at det bliver sen aftensmad 🙂

‘Det Vulkanske Øhav’

Enjoy this great film about Isla del Meridiano or the real name El Hierro which is the smallest and farthest south and west of the Canary Islands on Vimeo made by Jean-Julien:

Jeg har været på Tenerife flere gange, og som altid er jeg taget tilbage til Danmark med en stor facination af øens naturkræfter. Minderne om Teide og strande med voldsom understrøm, dukkede op i min hukommelse, da jeg så Leos billeder af El Hierro, den mindste af de Kanariske Øer med en beliggenhed længst væk i Atlanterhavet.

Teide, Tenerife.

Teide, Tenerife. Wikipedia

Photographer Berthold Werner wikipedia

Photographer Berthold Werner
Wikipedia

Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could
To where it bent in the undergrowth;

Then took the other, as just as fair
And having perhaps the better claim,
Because it was grassy and wanted wear;
Though as for that the passing there
Had worn them really about the same,

And both that morning equally lay
In leaves no step had trodden black.
Oh, I kept the first for another day!
Yet knowing how way leads on to way,
I doubted if I should ever come back.

I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I –
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference.

By Robert Frost

Hmm! Which way?

Which way should I choose? It’s a question we meet many times in our lives.
Especially if we choose our own path and don’t go with the flow.
Sometimes there is good reason for self-examination. Could I have done things differently? If I had only done this and that.
Consequently, many people interpreted Robert Frost’s poem The Road not taken as a missed opportunity that might have resulted in a great joy. But it turns out that the poem must be taken literally.
I came to think of the poem on a Sunday when I coincidently met two men in Jægersborg Deer Park. They could be heard long before they became visible.
Their language had evolved into a dangerously low vocabulary. They couldn’t find the way. It was hot! Yes, there are a few hot days eventually. An oppressive heat that may well dampen the brain activity.
As I approached, one of the men sank down over the handlebars of the bike by simply fatigue.
They had gone down on equipment 🙂
Their bike tires wasn’t suited in any way for the fresh gravel on the paths. Now they had to find a tarmac road. They wanted to get out of the park, and that development couldn’t go fast enough.
One had Google map on his phone, but every time he suggested a way the other rejected the idea. I quietly asked if I could be of any help, and their use of language changed on the spot.
I gave them a physical card, and explained them the way in a few words.
It was a grateful deed. They became so happy that I got infected.
Robert Frost had a walking friend in England the writer Edward Thomas. They did a lot of walking together and Frost sent Thomas an advance copy of “The Road Not Taken.”
The poem was intended by Frost as a gentle mocking of indecision, particularly the indecision that Thomas had shown on their many walks together. Frost later expressed chagrin that most audiences took the poem more seriously than he had intended.

Happy Walk and remember your packed lunch and map 🙂

Hvilken vej skal jeg vælge? Det er et spørgsmål, vi møder mange gange i vores liv. Især hvis vi vælger vores egen vej og ikke går med strømmen.
Nogle gange er der god grund til selvransagelse. Kunne jeg have gjort tingene anderledes? Hvis jeg bare havde gjort dette og hint.
Derfor fortolker mange mennesker Robert Frosts digt The Road not taken som en forspildt mulighed i livet, der kunne have resulteret i en stor glæde. Men Frost ville ha’ os til at opfatte digtet bogstaveligt.

Jeg kom til at tænke på digtet en søndag, da jeg tilfældigt mødte to mænd i Jægersborg Dyrehave. De kunne høres længe før de blev synlige.
De skældte hinanden ud. De kunne ikke finde vej. Det var varmt! Ja, tænk engang. En kvælende varme, der meget vel kan dæmpe hjernens aktivitet.
Da jeg nærmede sig, sank en af mændene hen over styret af cyklen af bare træthed.

De var gået ned på udstyr 🙂

Deres cykeldæk var på ingen måde egnet til det friske grus på stierne. Nu måtte de finde en asfaltvej. De ønskede at komme ud af parken, og den udvikling kunne ikke gå hurtigt nok. Én af dem havde Google map på sin telefon, men hver gang han foreslog en vej afviste den anden idéen. Jeg spurgte stille og roligt, om jeg kunne hjælpe, og deres brug af sproget ændrede på stedet.

Jeg gav dem et fysisk kort, og forklarede dem vejen i få ord. Det var en taknemmelig gerning. Det blev de så glade for, at det smittede.

Robert Frost havde en ven i England forfatteren Edward Thomas. De vandrede sammen i bjergene, og da Frost rejste hjem til USA, sendte han Thomas en kopi af “The Road Not Taken”.

Hensigten med digtet var ment som en kærlig mobning af den ubeslutsomhed som Edward Thomas havde vist på deres mange ture sammen.
Frost senere udtrykte ærgrelse, at hans læsere tog digtet mere alvorligt, end han havde tænkt.

God vandretur og husk madpakke og kort 🙂

The Death and the Hawthorn

I do not consider myself superstitious, but a week ago I was susceptible to the bizarre entertainment.

It all began with a stroll in the Deer Park on a field where Hawthorn represents itself in a large number. It was an amazing sight. Starry flowers gathered in endless white dome-shaped clouds buoyed by the ancient gnarled and wrinkled trunks.

The Eremitage Hawthorn

I Goggled the Hawthorn, when I got home. I found that the Hawthorn on that particularly field is unique. It has crossed spontaneously with the single-seeded Hawthorn one and a half kilometre away at the gate down to Taarbæk. The trees stand close here. and they grow on a mass grave. Yes, you got it right.

People died during the cholera epidemic in Copenhagen in 1853, 4750 humans to be precise. Those who weren’t infected yet drove the victims on carts from Copenhagen to Taarbæk. They built a chapel and buried the poor people in a mass grave inside the Deer Park. To prevent the spread of infection from the graves the single-seeded Hawthorn, with its needle-sharp long thorns kept people and animals away from the graves.
It aroused my curiosity and imagination. It was fascinating, and at the same time it also gave pause for thought. It is only a short time ago an Ebola epidemic was raging in Africa. Epidemics are always to be taken seriously.

The other day I visited the burial site. I went there on a late afternoon. It had just rained, it was cloudy and there was a sombre atmosphere about the place. Maybe I needed a rest, or maybe it was my encounter with the woman that influenced me.
She was suddenly in front of me. Where did she come from? She was white-haired and pale. Eyes were dark and odd tinned at the same time. She looked right through me, and I made way, otherwise she had walked into me on the narrow path.
Some hours earlier, I had read several stories of peasants who constantly prohibit felling the hawthorn. Felling a hawthorn means disaster on animals and humans, and the old superstition is alive and well.
I wondered how far photography was included in the many legends and myths that exist around the trees. I took the chance and found several motifs, after which I gladly left the burial site. I was unusually tired when I got home, and I attributed it to the long day I had.

At night I woke up with severe pain in the stomach. Yet I managed to fall asleep again.
Next morning I had fever and abdominal cramps something that is quite unfamiliar to me. I was very tired and slept all the time. When the illness was at it’s worst I thought of the cholera victims and the woman I had met. I had to pull myself together, luckily I had a very plausible explanation for my illness.

At long last, my health improved and I have been out there again. The sun was shining through the trees, and tourists walked down from the cozy Taarbæk. There were no trace of the woman I met the last time. Maybe I exaggerated her strange appearance a bit just to cheer myself up 🙂

The pictures ended with that warm evening light they deserve.
Despite my story I will always think of the field with the Eremitage-Hawthorn as the romantic harbinger of spring ❤

Eremitage Hawthorn

Hvidtjørnen og Døden

Jeg anser ikke mig selv for overtroisk, men for en uge siden var jeg alligevel modtagelig for den bizarre underholdning.

Det hele begyndte med en vandring på Hvidtjørnesletten i Jægersborg Dyrehave i maj måned. Det var et fantastisk syn, der mødte mig. Stjerneklare blomster samlede sig i endeløse hvide kuppelformede skyer holdt oppe af de ældgamle krogede og furede træstrammer.

Jeg googlede hvidtjørnen, da jeg kom hjem. Det viste sig, at hvidtjørnen på Sletten er unik. Den har krydset spontant med engriflet tjørn, der står halvanden kilometer væk ved porten ned til Taarbæk. Træerne står tæt her. og de er plantet på en massegrav. Ja, I læste rigtigt.

Der døde 4750 mennesker under koleraepedimien i København i 1853. En stor del af dem blev kørt på kærrer fra København op til Taarbæk. Her byggede man et kapel og begravede de mange mennesker i en massegrav inde i Jægersborg Dyrehave. For at undgå spredning af smitte fra gravene plantede man den engriflede tjørn, der med sine sylespidse lange torne holdt folk og dyr væk fra gravene.

Det vækkede min nysgerrighed og fantasi. Det var fascinerende, og på samme tid gav det også stof til eftertanke. Det er kun kort tid siden en Ebola epidemi rasede i Afrika. Epidemier skal tages alvorligt.

Forleden besøgte jeg gravpladsen. Jeg tog derud en sen eftermiddag. Det havde lige regnet, det var overskyet, og der herskede en dyster atmosfære over stedet.

Måske var jeg træt, eller også var det mit møde med kvinden, der påvirkede mig.

Hun stod pludselig foran mig. Hvor kom hun fra? Hun var helt hvidhåret og meget bleg. Øjnene var mørke og sært fortinnede på samme tid. Hun så ret igennem mig, og jeg veg til side, ellers var hun gået ind i mig på den smalle sti.

Nogle timer forinden havde jeg læst adskillige historier om bondemænd, som til stadighed forbyder at fælde hvidtjørnen. Det betyder ulykke over dyr og mennesker, og den gamle overtro lever i bedste velgående.

Jeg spekulerede over, hvor vidt fotografering indgik i de mange sagn og myter, der eksisterer omkring træerne.

Eremitage- Hvidtjørn

Jeg tog chancen og fandt flere motiver, hvorefter jeg med glæde forlod gravpladsen. Jeg var ualmindelig træt, da jeg kom hjem, og jeg tilskrev det den lange dag, jeg havde haft.

Om natten vågnede jeg med stærke smerter i maven. Det lykkedes mig dog at falde i søvn igen.

Næste morgen havde jeg feber og mavekramper noget, der er ganske uvant for mig. Jeg var meget træt og sov hele tiden. Da det var værst et par dage senere, tænkte jeg på koleraofrene og kvinden, jeg havde mødt. Jeg måtte tage mig selv i nakken, for heldigvis havde jeg en meget plausibel forklaring på min sygdom.

Nu har jeg fået det så godt, at jeg har været derude igen. Solen skinnede varmt mellem træerne, og turister kom gående nede fra det hyggelige Taarbæk.

Kvinden, jeg mødte den forrige gang, var der intet spor af. Måske har jeg også overdrevet hendes besynderlige fremtoning en smule bare for at muntre mig selv op 🙂

Billederne er gjort om med det varme aftenlys, de fortjener. Jeg vil altid tænke på Eremitagetjørnen, som den romantiske forårsbebuder den er, fornyelsen efter vinterens endeligt.

Hvidtjørnen blev også brugt, da pesten hærgede Danmark af flere omgange. Sidste gang i 1711.

”Kirkegårdenes indviede jord kunne ikke rumme de døde, og man slæbte dem derfor ud på marken i store dynger for at begrave dem dér, og oven på en sådan grav plantede man en hvidtjørn for at advare efterslægten fra at røre ved dette sted. Endnu efter 500 års forløb står trindt omkring på vore marker nogle mærkværdige gamle hvidtorn under navn af »pesttorn«; de fredes af bønderne, thi de står på vore forfædres grave. Hele det vestlige Fyn er rigt på sådanne enkeltstående gamle hvidtorn.” Danske Studier 1970.

Eremitage-Hvidtjørn

_______________________________________________________

God tur i den dejlige sommer!

The Hawthorn

A Spider on the Web

Jeg var på udkig efter anemoner, og fandt nogle dejlige eksemplarer på en sydvendt skråning, mens sne og haglbyger gjorde deres bedste for at bremse foråret.

Da jeg gik ind imellem blomsterne, vrimlede det rundt med edderkopper. På nettet – ikke i det, fandt jeg ved et tilfælde Maratus speciosus, a Coastal peacock spider.

Edderkopperne i skoven var hurtige og de så sjove ud, men de kan ikke konkurrere med dem i filmen ❤

Filming, editing and music selection: Jurgen Otto

Svane

Svane

UD I DET BLÅ

…automobilerne de maser frem
åh gud ved hvor de skal hen
ud i det blå
ud og se på til verdens ende
man ved jo aldrig hvad der ku’ hænde
man ved jo aldrig
ud i det blå
ud og se på til verdens ende
man ved jo aldrig hvad man ku’ finde
finde finde ¹

Jeg var på vej i sommerhus med de mest livlige ‘eksempler’ i min familie.
Det var forår, vejret var godt og humøret højt.

Vi havde en lang køretur foran os, og havde medbragt masser af musik.

Der var særlig én sang, vi fandt stor fornøjelse i at synge; ‘Ud i det blå’ af Kim Larsen.

Når jeg hører sangen, er jeg altid på vej i sommerhus.

Mine billeder er fra de seneste dage. Sol, blæst og et fantastisk lys.
Sådan var vejret den dag, vi skrålede om kap med Kim Larsen

_________________________________________

¹ ‘Ud i det blå’ af Kim Larsen, Kjukken

God tur i foråret og husk madpakken ❤

Night out – in nature

Fantastisk fjeldovergang - Valdre Flya

Et smukt eksempel på en fjeldovergang, Valdresflya: Se mere her

Nordmændende har udnævnt året 2015 til Friluftslivets år. Der skal fokus på friluftslivet i nærmiljøet, på lystfiskeri og på oplevelser af kulturminder i naturen. Året skal øge bevidstheden om den gavnlige effekt udelivet har på helbredet, og der skal skabes et bedre kendskab til almensretten.

I morgen skydes Friluftlivets år i gang med overnatning i det fri.

Mari Valen Høihjelle har i den anledning bragt et misundelsesværdigt indlæg: NATT I NATUREN

Nordmænd inspirerer mig til udeliv, Mari er et godt eksempel. Jeg blev også inspireret til at bruge The Sketch Theme.

Jeg er på tur i Rondane

Har man én gang været i fjeldet i Norge, glemmer man det aldrig. Her er jeg på tur fra Hjerkinn mod Gausdal Vestfjell.

Beowulf and Heorot Hall

Der er oplevelser i mit liv, der har etableret sig i mit indre som Oscar vindende film. Oscars for bedste scenarier og bedste plots.

Der er fortællingen om  Bjowulf, der hører om venner i nød i Danmark. Han kommer til hjælp og nedkæmper uhyrer, trolde og drager.
Der er historier om mosehuller, der er så uhyggelige, at hjortevildt lader sig bide ihjel af hunde, frem for at tage flugten ud i mosen.
Der er også en historie om en mægtig festhal i Gammel Lejre, hvor Kong Roar gavmildt deler hans ejendele mellem de mænd, der står ham bi, mens de citerer kvad og lader sig beværte af kvinderne.

Nogle af de bedste scenarier er fra fjordlandet. Landskaber, med bølgende kornmarker, hvor smalle idylliske veje snor sig mellem gravhøje og små landsbykirker. Blinkende fjorde og søer, næs og vige, brinker og smukke skove. Lyder det som et eventyr? Det er det næsten også, for når jeg vandrer der en smuk sommerdag, så bliver eventyret til virkelighed.

Offermosen, Sacrificial bog

Offermosen, Sacrificial bog

Sagnlandet Lejre

Sagnlandet Lejre

Sagnlandet Lejre

Sagnlandet Lejre

Gl. Lejre

Gl. Lejre

Skibssætning Gl. Lejre

Skibssætning Gl. Lejre

Sagnlandet Lejre

Sagnlandet Lejre

Sagnlandet Lejre

Sagnlandet Lejre

Mine trofaste læsere kender til min trang til at finde vandreture man ikke vil hjem fra. I dette indlæg er det den omvendte verden. Jeg har nemlig gået og cyklet på utallige stier i fjordlandet. Nu er jeg faldet over en oplysning på nettet, som mange af jer sikkert allerede er bekendt med. De nye oplysninger tilføjer en ny dimension til det landskab jeg kender så godt.

Gravhøj

Gravhøj

Ejby Ådal

Ejby Ådal

Vellerup Vig, tidligere vikingehavn

Vellerup Vig, tidligere vikingehavn

Ejby Ådal

Ejby Ådal

Havhingsten på bedding

Havhingsten på bedding

Det var under en krydssøgning af danske vikinger og Island, at jeg stødte på Bjowulfkvadet.

Historien om Bjowulf er et enestående plot skrevet af engelske munke i det 8. århundrede. Et heltekvad. Kvadet indledes med en lovprisning af danske konger og Kong Skjold og hans slægt.

Det er helten Bjowulf, som fortæller om Kong Skjold, at han som lille barn kom til det kongeløse Danmark, sejlende alene på et skib.

Grundtvig har skrevet dette digt om Kong Skjold:

Der kom en Snekke for fulde Sejl,
med Løvehoved og Hjertespejl,
med Guld og Vaaben og Stads om Bord,
men ikke en Sjæl ved mast eller Ror.

Danerne så et skib styre ind mod kysten; det havde ingen årer ude, og der var ingen styrmand at se om bord. Da det gled ind og lagde sig i havstokken, fandt de en lille dreng liggende alene på dækket; hans hoved hvilede på et neg, og rundt om ham var der opstablet våben. Danerne bar ham i land og førte ham op på tinge; der satte de ham på den hellige sten og udråbte ham til konge.¹

Bjowulf hørte til Göternes folk i Sverige,  men han havde også nære forbindelser til danerkongens hof, hvor han som barn havde opholdt sig i en periode. Da han erfarede, at den aldrende kong Hrodgar (Roar) var i dyb nød, samlede han en halv snes af de bedste krigere og kom Roar til undsætning.

Nu bliver det spændende: Arkæologer afdækkede stolpehullerne efter en mægtig festhal fra 500 årene i Gammel Lejre. Hallen er fra samme periode som sagnet om kongslægten Skoldungerne med Roar, Helge og Rolf Krake og dennes vidt berømte ‘Hjorthal’ eller kendt i England som Heorot.

I kan læse meget mere om det vigtige fund i Gl. Lejre i noterne.

—————————————————————

The secrets of Beowulf

Tolkien fans kan glaede sig til ny bog om Bjovulf 

¹ Lejre historiske forening

%d bloggers like this: