
Winter is not a season, it’s a celebration.

Bad weather does not exist! It is only a matter of clothes and positive attitude.
That attitude has worked for me for many years.
But a jammed jet stream makes me suffer together with many people and not only in Denmark.
It has caused the wettest autumn in man’s memory, and will probably end up making it the wettest year ever.
It is as if the sun has disappeared forever.
That’s why I visited my time machine – Autumn 2018. A necessity for maintaining a healthy mental state 🙂
The headline is not to be confused with one of my favourite poems by Dylan Thomas: Do Not Go Gentle Into That Good Night. Sorry about my black humour!
The place was empty! Santa Claus was not in his office, and all the elves were gone.
At first I thought it was because the staff at the amusement park had cheated with the snow.
It takes a Santa to know ‘white’ from wrong!
The staff should know.
Then I discovered that Santa’s reindeer had run away –
… and Santa and his elves were out looking for Rudolph
Jeg manglede et par ting til aftensmaden. Dem kan jeg sagtens have med, selvom jeg tager cyklen, tænkte jeg.
Vejret var begyndt at klare op, og jeg kunne godt nå en lille omvej på vej til købmanden. Det var ihvertfald min faste overbevisning, da jeg kørte ind i Jægersborg Dyrehave.
På en dag med blå himmel og drivende hvide cumulus skyer minder landskabet mig altid om en bestemt fjeldovergang i Norge, Valdresflya. Det har aldrig generet mig.
Stien er fristende at køre på. Her ruller hjulene ubesværet, og i løbet af ingen tid er jeg forbi jagtslottet, og på vej mod de koleraramtes kirkegård ved Tårbæk port.
Ved en tjørn står en hvid hind og spiser bær af busken. Tjørnene er ellers plantet der, for at holde dyr og mennesker borte, så meget for den teori. Og dog, hvis buskene står tæt nok virker tornene garanteret efter hensigten.
Længere henne ad stien kan jeg høre nogle mægtige brøl, der runger under trækronerne, og jeg er ikke i tvivl. Kronhjorten er i brunst. Snart ser jeg hans harem stå i samlet flok og græsse. Længere inde mellem træerne kan jeg se hjorten, han har lagt nakken tilbage, mens han gør hævd på sit territorium.
Jeg er ikke alene. Adskillige fotografer har fundet de store zoomlinser frem. Jeg ved ikke om zoomen er ophørt med at fungere, for de er på vej ind i underskoven for at nærme sig det store drama.
I det samme kommer en bil kørende ad skovvejen. Det er skovfogeden. Han beder folk om at holde sig på stierne, så kronhjortene kan få lidt fred. Eller måske er det for at redde tilskuernes liv. Jeg kan godt holde en vis distance.
Der er ikke ret langt til havet, er min næste tanke. Tanken om sundet, den blå himmel og duften af hav afgør sagen, og jeg bliver ikke skuffet.
Der er smukt og solen varmer stadigvæk. Ishuset har åbent, og jeg får en snak med manden bag disken.
Vi lovpriser det smukke vejr. Nyd det nu, siger han, om lidt regner det, og vi ler.
Med hans ord og købmanden i baghovedet skynder jeg mig hjemad, men jeg ved allerede, at det bliver sen aftensmad 🙂
You must be logged in to post a comment.