HANNA'S WALK

If You Have Ever Gone To The Woods With Me…

How I Go to the Woods, by Mary Oliver

Ordinarily I go to the woods alone, with not a single friend, for they
are all smilers and talkers and therefore unsuitable.

I don’t really want to be witnessed talking to the catbirds or hugging
the old black oak tree. I have my way of praying, as you no doubt have yours.

Besides, when I am alone I can become invisible. I can sit on the top of
a dune as motionless as an uprise of weeds, until the foxes run by unconcerned. I can hear the almost unhearable sound of the roses
singing.

If you have ever gone to the woods with me, I must love you very much.

This morning I watched the deer
with beautiful lips touching the tips
of the cranberries, setting their hooves down
in the dampness carelessly, isn’t it after all 
the carpet of their house, their home, whose roof
is the sky?
Why, then, was I suddenly miserable?
Well, this is nothing much.
This is the heaviness of the body watching the swallows
gliding just under that roof.
This is the wish that the deer would not lift their heads
and leap away, leaving me there alone.
This is the wish to touch their faces, their brown wrists –
to sing some sparking poem into
the folds of their ears.

then walk with them,
over the hills
and over the hills
and into the impossible trees.

This Morning I Watched the Deer, by Mary Oliver

There is an art to wandering

Sometimes I have a heartfelt joy to wander aimlessly.
I didn’t plan this walk. A walk among hawthorns and deers towards the coast of Øresund.
All my worries are left  and the only thing that counts is the present moment.
Our brain needs a break so our spirit can live.

There is an art to wandering. If I have a destination, a plan – an objective – I’ve lost the ability to find serendipity. I’ve become too focused, too single-minded. I am on a quest, not a ramble. I search for the Holy Grail of particularity, and miss the chalice freely offered, filled full to overflowing.
by  Cathy Johnson, On Becoming Lost

The Sealand Alps

I walk in the hills overlooking the glorious flashing blue Maglesø.
Vines, blackberries, apples and roses present themselves in the most attractive way.
Everywhere there is a lushness and a beauty hidden in these lovely green hills.
The Sealand Alps, a nickname for a beloved glacial landscape.

…Above the hills, along the blue,
Round the bright air with footing true,
To please the child, to paint the rose,
The gardener of the World, he goes.
Great is the sun, and wide he goes
Through empty heaven with repose;
And in the blue and glowing days
More thick than rain he showers his rays…
Summer Sun by Robert Louis Stevenson

Notes

I kan læse mere om Maglesø på danskebjerge.dk
Endvidere kan I se Maglesø klædt i hvidt i danskebjerge.dk’s galleri.

Planlæg Din Vandretur

Jeg er blevet spurgt om længde og varighed af min tur:  Med toget ud til Furesøen.

‘I Form’ og ‘Motion-online’ er websider med forskellige råd til træning. De har et link med Ruteopmåler, der indeholder et detaljeret elektronisk verdenskort, der er frit tilgængeligt på internettet.
I stedet for kort eller satellit på de omtalte websider, vælges osm.

Kortet er meget detaljeret, og her findes småveje og i nogle tilfælde endda påtegnede skovstier.
Ved hjælp af et osm kort målte jeg distancen til at være omkring 10 kilometer mellem Holte og Farum.

Hvor lang tid tager det at gå 10 kilometer?
Det er en rigtig god ide at kende sin egen kadance: 4, 5 eller 6 kilometer i timen?

Terrænet mellem Holte og Farum er meget let gået, men hvordan er din form? Jeg vil derfor undlade at komme med en tid på omtalte tur, for det er en meget variabel faktor.

God tur i det fantastiske efterår ❤

Foto af Hanna Greenwood

Foto af Hanna Greenwood

Lidt mere information om vandring i mit indlæg: TRITTSICHERHEIT

Jeg har været på opdagelse. Rudersdalruten krydser Kikhanerenden flere steder. Åen har sit udspring i bakkerne ved Kirkeskov, ved Attemosevej. Jeg har udforsket åens løb ud til Vedbæk Sydstrand, og jeg stødte på mange spændende historier undervejs. Mere om dem en anden gang.

Selvom Kikhanerenden passerer under Helsingørmotorvejen, er turen smuk og fredelig.
Engdragene er frodige, og jeg blev overrasket over den uforstyrrede ro mange steder på etapen. Dyrene går og græsser på Kikhaneengen, der har været fredet siden 1951, og medvirker til et billede af landlig idyl.

Da jeg gik på Kikhaneengen spankulerede en ræv over stien. Mikkel fortsatte hen over engen forfulgt af et par krager. Han havde gang i lidt research, inden han hastede under indhegningen og forsvandt bag nogle buske. Måske ventede familien derhjemme med et nyt kuld hvalpe.

Eventyrskoven ligger i udkanten af engen. Den er et hyggeligt og sjovt univers for små og større fantasifulde mennesker, den appellerer ihvertfald til mig.

Jeg måtte hen, og se Elvernes Lysning, gå på de Magiske Trapper, besøge Musiktroldenes plads ‘der var ingen hjemme’ og tale med Enten.
Jo! Det er en Ente. Der er nogen, der har skrevet, at det er Den Vise Fortællebøg.
Jeg tror, Træskæg har fået et alias, så han kan være lidt i fred. Træskæg, lyder som en dyb træblæser, Hrum! Hum! når han taler, det var en berigelse at blive indviet i hans tanker, men det blev næsten mørk nat, inden han blev færdig. Jeg skal hilse fra ham.

Etapen går over engdrag, og gennem adskellige skove. En meget smuk tur. God fornøjelse.

_____________________________________________________

Start fra Kikhanerendens udspring

Kikhanerenden og Kirkeskov

Kikhanerenden og midt

Kikhanerenden og Vedbæk Sydstrand

Et vandskel omkring Attemosevej bevirker, at vandet i Kalvemosen løber mod vest til Indre Sø og videre ud til Søllerød Sø. Vandet øst for Attemosevej ledes derimod via Kikhanerenden til Øresund. Åen har været brugt til spildevand. Nu er fliserne fjernet fra vandløbet, de omkringliggende områder er renset op, ørreder er sat ud, og alt grønnes og trives langs Kikhanerendens løb ud til havet.

Country Walks

I Søllerød Kirkeskov går jeg altid vild. Ihvertfald de fire gange jeg har været her. Ikke ret lang tid ad gangen, det er skoven for lille til, men trampestierne krydser de etablerede stier, og det kræver et højt udviklet indre kompas.
Desuden elsker jeg at gå vild. Ikke hvis jeg er under tidspres i bjergene, men i de hjemlige skove er udfordringen velkommen.

Fra Søllerød Kirkeskov fortsætter jeg over i Naturparken.
Søllerød Naturpark er et dejligt sted. Bevoksningen er ualmindelig smuk og varieret. Der ligger en golfbane midt i det hele, men sjældent har jeg set cyklister, vandrere og golfspillere forenes så godt.
Bakker og engdrag, smukke stier langs dekorative stengærder og hegn. Der er altid en forfriskende ny vinkel på naturen.

Ønsker I et kig ind til København, kan I gå ad den smukke sti op til Høje Sandbjerg. I klart vejr er der en fremragende udsigt til Ven og Københavns tårne og spir.

Søllerød Naturpark har den store fordel at den grænser op til Rude Skov og naturvandringen kan næsten synes uendelig. Jeg holder meget af en ubrudt flade af trætoppe, gerne forstyrret af tindrende blå søer.

Søllerød Kirkeskov, Rudersdal

____________________________________________

Søllerød Naturpark – Naturstyrelsen

Læs den interessante beskrivelse af Søllerød Naturpark, fredninger, planteliv og kulturhistorie.

%d bloggers like this: