Det har jeg klatret i, udbryder min ven begejstret. Nåe, det forklarer, at det næsten ikke kan hænge sammen, griner jeg. Vi er taget ud i Ulvedalene i Dyrehaven, for at tage Ulvedalsegen i øjesyn.
Vi står over for et 1000 år gammelt egetræ, Danmarks næstældste træ. Men er det ikke ligegyldigt, når man mindes sit vidunderlige klatreeventyr som tiårig?
Det er jo længe siden – han tager det alvorligt: Det var utroligt. Jeg gik ind i hullet der, og så kravlede jeg op indvendig i træet, og ud af et nyt hul, ud på en tyk gren. Han studerer ivrigt den nuværende indretning. Jeg går ind i træet, hullet er nok blevet større, og det er vel mit held…
Det her træ har overværet de sidste årtier af vikingetiden. Inde fra træet er der udsigt til en gravhøj. Den lå her allerede dengang, da det 3-4 gram tunge agern faldt til jorden. Hvem kunne vide at det skulle blive et prominent træ?
Jeg er glad for at jeg har besøgt det gamle egetræ. Det var en oplevelse. Hvem ved, hvor længe det kan holde endnu. Inde i træet stod en kælk. Der hang også en fin halskæde, som nogen havde tabt . I overmorgen lover de storm, og til sommer slår lynet måske ned igen. Men det har tålt meget, træet og det vil blive savnet, den dag det er væk! Det er en fin anbefaling at få.
Vi fortsætter rundt i Dyrehaven og slutter turen i Tårbæk Havn, derfra tager vi bussen hjem. Så er det ikke nødvendigt at gå tilbage til udgangspunktet.
Den gamle eg står ved et af Dyrehavens stærkt besøgte steder. Ulvedalene ligger i Dyrehavens mest kuperede terræn. De jævne skråninger med de gamle bøge, hvoraf mange er ruiner, danner en pragtfuld ramme om de stejle bakker, der bruges til kælke- og ski- sport. Også klatresporten udøves på stedet, og det endda i Ulvedalsegen, hvis bark og grene slides derved. Men egen kan tilsyneladende holde til sliddet, og den klarede endog for en del år siden et lynnedslag, som har revet barken af træet på en stribe fra topgrenen omtrent til jordoverfladen.*Dansk Dendrologisk Forening, Årgang 1973
You must be logged in to post a comment.