Har I ferie? Så stå tidligt op i morgen. Det er en fantastisk livsbekræftende oplevelse at mærke køligheden fra natten, solen der varmer lige tilpas, lyset og en meget smuk blå himmel. Bagefter er det afsted til stranden.
På vej ind i Frederiksdals Skov –
Frederiksdal Skov er flot kuperet, og ligger mellem Furesøen og Bagsværd Sø
Ved Frederiksdals Fribad –
Udsigt over Rådvad Dam
På vej ud til Øresund
Bare rolig jeg har ikke tænkt mig at skrive på tysk, ikke andet end dette vigtige ord, Trittsicherheit. Jeg kan huske ordet fra et stærkt vanedannende vandrekatalog fra München, som jeg brugte mange timer på at studere. Forklaring følger:
Overvejer du en ferie i fjeldet eller i bjergene, og har du lidt eller ingen erfaring.
Så kommer jeg her, med nogle opmærksomhedspunkter, som jeg selv fik lært på den hårde måde.
Tænk over hvorfor du har lyst til en vandretur i fjeldet, skal det være en let og afslappet vandretur, eller vil du ud på en mere krævende fysisk tur, og har du den erfaring, der skal til?
Mange ulykker kan undgås ved omhyggelig planlægning. Hvordan er terrænet, er der ur, blokmark, som i Jotunheimen, er broerne på plads over elvene, eller har der været ras og oversvømmelse på grund af dårligt vejr. Du skal have viden om den planlagte turs afstande, højdeforskelle og estimeret vandretid. Er der plads til en plan B?
Ras – Stenskred i nederste højre hjørne
Når man vandrer i Norge er terrænget på vestlandet generelt mere dramatisk og krævende end på østlandet.
Da jeg planlagde vores anden fjeldtur skulle det være flot og spændende. Det var i et fjeldområde tæt på Geirangerfjorden, ude på Vestlandet.
Vi havde forberedt os, så godt vi kunne, men de afmærkede ruter gik igennem et terræn, jeg ikke havde fantasi til at forstille mig, og jeg havde heller ikke set det beskrevet eller afbilledet, så jeg havde forstået det 😕
Der er stor forskel på at gå på en sti på Kullen, i forhold til at balancere i ur i et goldt og sneklædt landskab i Norge.
I Tyskland bruger man et begreb, der hedder trittsicherheit. Jeg har trukket nogle væsentlige punkter frem:
* At være ‘Sikker på Foden’ i bjergene stiller krav om at du kan koordinere dine bevægelser hen over en bestemt strækning på et ujævnt underlag, uden at tabe balancen. Dette indebærer også, at du kan kompensere for en lille udskridning i et skridt uden at det fører til alvorlige konsekvenser.
*Du kan foretage en korrekt vurdering af underlaget. Eksempelvis, hvor er der glat. Nogle mosser bliver som sæbe, når det regner. Du kan også skride i grus, jord, græsser osv.
*Du skal være i stand til at foretage den rigtige vurdering af egen kondition, koordination og kræfter, og afpasse gangtempo efter træthed. Erfaringen har vist, at der sker flere ulykker sidst på eftermiddagen på grund af fysisk og mental træthed.
Endvidere skal du være i stand til at læse, og forstå det kort du medbringer, og bruge dit kompas rigtigt. Det går fint at medbringe GPS, men den kan svigte, det gør kompasset ikke.
Vælg fjeld- eller bjergområde efter sværhedsgrad. Mange nordmænd er født med ski og fjeldstøvler på. Derfor kan den estimerede tid blive længere, og sværhedsgraden vise sig at være sværere end beskrevet af nordmænd. Nordmændenes færden i fjeldet kalder vi her i huset for knallerttempo.
Din form er afgørende. Vil du ha’ det sjovt, så lav intervaltræning inden du tager af sted og varierer din træning. Det forbedrer din evne til at optage ilt, og du bevæger dig mere ubesværet i bakkerne.
Som forberedelse har jeg har altid svømmet, cyklet og vandret i bakket terræn. Når du vandrer i bakker eller på trapper, så find rygsækken frem, du har tænkt dig at bruge. Fyld den op med vanddunke, 1,5 liters flasker eller lignende og efterlign den vægt, du skal bære i fjeldet. Så træner du din balance, men begræns din oppakning. Dog er der vigtige regler for, hvad du som minimum skal medbringe.
Sletthøe 1577 m., Rondane.
Click i billede for en turbeskrivelse.
Hvis du ikke kan finde oplysningerne for dit turområde, så prøv igen.
Er du stadigvæk usikker på feriemålet, så planlæg vandreturen, så du kan vende om, hvis terrænget er vanskeligere, end du regnede med. Det er ikke noget med at være en kylling, men det kan betyde liv eller død. Det er ingen skam å snu!
Et område enhver nybegynder kan have glæde af efter min personlige mening er listet her:
Nu tænker I måske, så er det vel heller ikke værre?
Jeg var selv ved at komme i tvivl om, at jeg malede det hele for sort, men stødte ved et tilfælde på denne artikel med konklusionen: De fleste dødsulykker sker under ret moderat bjergvandring.
GOD TUR – I FÅR DE SMUKKESTE OPLEVELSER I ALDRIG VIL GLEMME
Jeg er begyndt at savne fjeldet, det dramatiske, og det storslåede landskab og ikke mindst alle oplevelserne, der følger med.
Sidste gang jeg fik det sådan, tog jeg til Kullaberg, nu gælder det Söderåsen.
Jeg har vandret mange etaper på Söderåsen, og har nok været igennem de fleste områder. I dag sætter jeg kursen mod Söderåsens Nationalpark, akkurat som turisterne gjorde det tilbage i 1892. Dengang kunne de køre i tog direkte fra København og Helsingborg frem til Skäralid. Vandrehjemmet i Skäralid har tidligere været stationsbygning for de svenske jernbaner, indtil jernbanerne blev nedlagt i 1961.
Jeg tager med tog og bus fra Københavns Hovedbanegård, det tager én time og halvtreds minutter, med skift i Lund og Stehag. Söderåsen rejser sig brat af landskabet akkurat som Hallandsåsen, Kullen/Kullaberg og resten af de nævnte åse. De har alle del i den samme sprækkezone, Sorgenfrei – Tornquist Zonen:
1. Bornholm Block 
2. Hallands Åsen
3. Romele Åsen
4. Torpa Klint
5. Söderåsen
6. Kullen
7. Nävlinge Åsen
8. Linderød Åsen
9. Christiansø Block
I Sverige kaldes det også for den Skånske diagonal, fra Båstad i nordvest til Kiwik i sydøst. Det er her i zonen, man finder resterne efter vulkanudbrud. I nationalparken finder man basalt, og øst for Röstunga findes vulkanruinen Jällabjär.
Husker I jordskælvet i 2008. Det var i Sorgenfrei – Tornquist zonen. Vi vågnede kl. 6.20 om morgenen. Mærkelig, mærkelig lyd, ikke til at genkende, vores senge rusjede sidelæns i rummet. Det var ikke svært at vågne. Turning Torso i Malmø fik nærmest et ekstra turn. Folk troede mange forskellige ting, og der var tanker om bygningsfejl på de øverste etager:-)
I 1906 byggede man et turisthotel, hvor de røde bygninger ligger i dag, og ved dammen etableredes et dansegulv.
Skäralid blev kendt for sine Pinsefester. Folk kom fra Ystad og Trelleborg for at feste. Alkohol var forbudt, men indtjeningen var meget større end bøderne, så festerne og udskænkningen forsatte.
Her i bunden løber Skärån i forlængelse af Dejebäcken. Det er nu i foråret, vandløbene skal opleves, en rivende strøm er betagende, undtagen når den skal vades 😯
På vej op mod Kopperhatten hører jeg pludselig en glad hilsen. Det er 3 danskere, som er på vej mod Odensjön.
De har vandret fra Åstorp ned gennem Söderåsen ad Skåneleden. Deres oppakninger er store. Jeg spørger, om de har haft brug for alt, hvad de har med. Næh! De griner og stråler af de fede oplevelser, de er i gang med at opleve.
Den første dag var oppakningen meget tung, men da bar de også på en ramme øl, de havde med fra færgen, og en stor roastbeef de tilbredte i bålet. Stegningen tog et par timer, og de havde sjældent fået et bedre måltid, ovenikøbet med pulverkartoffelmos til. Har I prøvet tyttebærsyltetøj, spørger jeg, og vi er enige om, at det er de små ting, der tæller. Det skal man ikke kimse af, siger den ene dybt alvorligt. Hyggeligt, synes jeg.
Jeg tager et par billeder mere, og går ned mod dammen. Her ser jeg dem gå over broen ved dammen på vej mod Odensjöen. Jeg bemærker rytmen i deres gang, mens de hurtigt forsvinder væk i skoven på den anden side. Det giver et sug i maven. Det er det fantas-tiske ved at være på en lang vandring, at bevæge sig igennem mange forskellige land-skaber, og få en suveræn føling med kroppen og finde sin helt egen rytme, når landskabet skifter karakter. Småløbe ned ad bakkerne, og zigzakke de stejle steder. Det lyder banalt. Det er enestående!!
Jeg er lige stået på bussen mod Stehag, og sidder naturligvis med næsen trykket mod ruden for at være sikker på at få de sidste oplevelser med mig hjem, da jeg ser den røde glente svæve majestætisk gennem luften, tak!
Andrei Plimbarici spørger mig en dag, om vi har mange søer i Danmark. Det havde jeg aldrig tænkt over, så tak for det Andrei. Jeg var vidende om vores lange kyststrækning på over 7000 km alle vores små øer inkluderet, men har vi mange søer? På Wikipedia fandt jeg disse oplysninger:
I hele Danmark er der 1.032 navngivne søer. Det samlede areal af Danmarks søer er ca. 700 km².
Der er omkring 120.000 søer der er større end 100 m2 i Danmark.
Jeg fik derfor lyst til at besøge Solbjerg Engsø, et genskabt vådområde, der ligger i yderkanten af Gribskov.
På vejen derud kom vi forbi Røde Dam. Vi gik forbi her for flere år siden, hvor der voksede store graner. Nu er søen reetableret. Engang i slutningen af 1700 tallet ynglede man karper i søen til kongehuset.
Børneshelteren har fin udsigt over Røde Dam, og et barn har besluttet sig for forårets komme, og ladet sine luffer ligge tilbage.
På vej over Fruebjerg er der et flot kig ud over landskabet ud til Danmarks største sø, Arresø.
Vi går mod Solbjerg Engsø, der er ét ud af flere vådområder, der er genskabt for at rense Arresø for fosfor. Det er den billigste løsning, og samtidig skabes rekreative områder i landskabet. På vejen ser vi anemoner, der har foldet bladene forsigtigt ud. De tør nok heller ikke tro, det er forår efter den meget lange vinter.
Nu kan vi se Solbjerg Engsø’s blå profil. Ved søen er der ingen rovfugle, men der er Gravænder, med rødt næb og brunt mavebælte.
Vi går langs Pøleåen tilbage til bilen. I nogle græsser sætter vi os tæt ved åen. Der er enighed om ikke at drikke af åen, vi er ikke i Norge ved en fjeldbæk, men det er hyggeligt at sidde her alligevel.
______________________
På DOF’s hjemmeside kan I læse spændende oplysninger om Gribskov området.
Hedeselskabet skriver mere om engsøerne her.
Rigtig god tur!
Jeg har svært ved at få natur nok, men engang var det alligevel ved at blive for meget.
Vi havde lejet et lille hus i skovene i Blekinge i sidste øjeblik. Nøglen ville vi få overdraget ved ankomsten til huset.
Turen til Blekinge er flot, og humøret var højt, vi havde også været til fest dagen i forevejen.
Da vi ankom til området, var skovvejene meget små og uden navne. Tiden gik, mens vi ledte, og vejnettet blev til stadighed mere og mere uoverskueligt. Til sidst kørte vi ud til en torp for at finde nogen, vi kunne spørge om vej.
Det lykkedes, og vi gjorde et nyt forsøg. Vi kørte langt ind i et område med høje mørke graner, der lukkede sig om os. Langt om længe fik jeg øje på huset, det eneste vi havde set i lang tid.
Der var helt øde. Ikke en sjæl at se. Vores optimisme havde indfundet sig igen ved synet at huset, som vi kendte fra brochuren, men nu vaklede den igen.
Langt væk hjemmefra, men hvordan kom vi ind. Det nærmede sig aften, og der var ingen dækning på vores mobiltelefoner.
Vi begyndte at lede efter en nøgle, og fandt den tilsidst under en urtepotte. Huset var kanonhyggeligt, og vi fandt os hurtigt til rette.
Så blev det aften og mørkt. For at komme til bad og toilet skulle vi over gårdspladsen til et lille hyggeligt annex. Vi havde medbragt en lommelygte til formålet.
Træerne stod rundt om gårdspladsen, og i mørke er der mange skygger fra lommelygtens skær:-)
Jeg har aldrig følt mig utilpas i fjeldet om natten, men det her var uhyggeligt. Det føltes også, som om vi uretmæssigt havde taget ophold i et fremmed hus.
Langt om længe lagde vi os til at sove efter at have låst døren forsvarligt.
Midt om natten vågnede jeg ved et øredøvende skrig. Det var min ven, som havde mareridt! Det sker meget sjældent, men… Og så af alle steder netop her, på dette øde sted.
Jeg besluttede mig for at tage hjem næste dag, og faldt i søvn igen.
Om morgenen så alting lysere ud, også skoven. Vi havde netop spist morgenmad, da en stor volvo kørte op foran huset. Bilen var fyldt med bagage, børn, og voksne.
De har også lejet huset, tænkte jeg, og løb ind efter vores papirer på feriehuset.
Det kunne jeg godt have sparet mig! Det var sønnen, som kom forbi, fordi han undrede sig over aktivitet ved huset. De var lige kommet hjem fra en lille ferie.
Hans forældre havde ikke fået besked fra bureuret.
Vi blev budt behørigt velkommen og havde en uovertruffen ferie i mørket.
Stora Alljungen fik en stor plads i vores hjerter! Området er et suverænt vandreområde, og Karlskrona er en meget charmerende by at besøge.
Hård kuling ved Øresund i dag.
Kom man uden for bymurene i middelalderen, ud i skovene og på de primitive veje, så var det lovløsheden, der herskede. Det er ret spændende at forestille sig, hvordan miljøet har været på den tid.
Logistikken mellem Helsingør og Esrum Kloster foregik til fods eller på hest.
Geografien mellem Helsingør og Esrum Kloster er rigtig spændende. Vi har vandret skovene igennem på kryds og tværs. Landskabet er kuperet, og med mange søer. Hvis man vandrer turen i dag er strækningen cirka 22 til 30 km ad småveje, gennem skove og ad landeveje.
Fra Helsingør passerer man Vor Frue Kirke, Karmeliter Klosteret og Kronborg.
Den første skov er meget smuk. Det er Teglstrup Hegn. Masser af blandingsskov der skaber dybde, skygger og kontraster i naturoplevelsen. Søerne er mange, og skoven grænser ned til Øresund.
Fra Teglstrup Hegn går vi over i Horserød Hegn og kommer på den måde ned til Gurre Sø, som er meget idyllisk og et meget spændende naturområde. Vi fortsætter videre i Klosterris Hegn, forbi Havreholm Slot igennem Villingerød og ned til Esrum.
Esrum Kloster blev grundlagt i 1151 af Cistercienserne, og var i middelalderen blandt Nordens største bygningsværker.
Esrum kloster og møllegården tilfører området en illusion om en anden tid. Det er værd at opleve.
Cistercienserordenen blev en verdensomspændende organisation, og bredte sig med eksplosiv vækst ud over hele Europa i 1100-tallet, hvor Esrum Kloster var ordenens skandinaviske spydspids. Klosteret ejede en tredjedel af al jord i Nordsjælland.
Her har man bevaret et rum i klosterkælderen, som det så ud inden istandsættelsen.
Efter reformationen i 1536 overtager kongen slottet og størstedelen rives ned.
I kan se mit indlæg her om det spændende gamle Helsingør.
Jeg var på en vandretur ved Furesøen for at se efter Havørnen. Jeg fandt den ikke, men fik denne fortælling i stedet for.
Historien blev fortalt af en dame, som kom gående med hendes lille hund, i hel tilstand. Hun havde tilfældigvis skræmt ørnen op en dag, hvor den var i færd med at fortære en blishøne. Idet den flyver væk, falder blishønen blødende ned foran hende. Hun blev ret chokeret. Vi vil gerne opleve naturen, men helst, når det ser kønt ud.
Jeg fandt ikke fiskeørnen, men fik taget billederne her og nydt en smuk eftermiddag.
Vores kære Benny Andersen skriver i digtet, Til en der har mistet en elefant, om små sorte huller hjemme i vores stues univers. Sorte huller, der opsluger alle de dagligdags ting, vi omgiver os med, bare vi vender ryggen til.
Jeg kan godt forstå, at man kan forlægge en elefant, når det er en lille figur. En biografbillet er næsten oplagt. Har man 10 lommer i tøjet, er det den tiende lomme, man finder billetten i. Men et lysthus, hvordan kan man forlægge et kinesisk lysthus?
Huset stod på en lille ø i Kinabugten i Furesøen. Efter De Coninck’s tid vidste man ikke, hvad der var sket med lysthuset. Senere fandt man huset i en villahave i Klampenborg. I følge historierne om huset, har det været andre steder end i Klampenborg. Nu står det kinesiske lysthus på Nationalmuseet i Brede.
Jeg var ude på broen ved badeanlægget. Der havde allerede dannet sig et tyndt lag is efter morgenbadningen. Da jeg stod og så ned i det mørke vand, var det helt skørt at tænke på, at der er folk, som kan finde på at svømme under isen.
Jeg var ved Furesøen med nogle dages mellemrum. I den tid havde det regnet, sneet og regnet, for derefter at sætte ind med frost. Nu skinnede solen og det var spejlglat. Det var livsfarligt.
Ved Yachtklubben Furesøen mødte jeg to issurfere, for dem var vejret ligefrem en fordel.
Jeg ville bare skrive om det kinesiske lysthus, der blev væk og fundet igen. Derfor var dejligt, at det dukkede op i Klampenborg. For det var på grund af lysthuset, at jeg lærte om De Coninck og den florissante handelsperiode i danmarkshistorien. Det var på grund af lysthuset at jeg blev klogere på Kinabugten, og fik genlæst et af mine ynglingsdigte af Benny Andersen, Til en der har mistet en elefant.
Hvis I vil aflægge Kinabugten et besøg, så vent lidt endnu til sneen eller tøvejret kommer.
God Tur!
__________________
I kan se svømning under is på YouTube filmen om Stig Severinsen. Her kan I se ham sætte ny rekord under isen i badebukser i Knudsø i Østjylland!
HANNA'S WALK 
You must be logged in to post a comment.