Som du nok har læst, så er det her en pionértur – Jo! Forsikrede jeg, men hvad betyder det i praksis?

Turen er ikke gået igennem. Det betyder, at der kan forekomme afvigelser fra det planlagte. At vi må improvisere os frem. Har I vandreerfaring?

Jo, vi er lige kommet hjem fra Norge. Her undlod jeg den lille detalje, at jeg havde sagt farvel til livet, da stien forsvandt under mig på vej ud over en fjeldside. Det overlevede jeg, som I nok kan forstå, men det er en anden historie.

Nå! Men så ses vi på fredag. I skal bare møde op ved Allerød Station, så vil I få køre-lejlighed med de andre deltagere.

Vi blev hentet om fredagen af en spændende, hyggelig og homogen gruppe på 14 personer. Flere af dem havde vandret sammen andre steder i Europa.
Første dagsetape var en relativ lang tur i et godt bakket terræn. Der var lidt problemer med at finde den planlagte rute, og vi tossede noget rundt, men endelig startede vandringen. Efter en hyggelig frokost, fortsatte gruppen i spredt formation. Efter en times vandring viste det sig, at vi manglede fire personer. Først efter endnu en time blev gruppen genforenet.

Det var anden gang, jeg var i nationalparken, en vildt flot sprækkedal, hvor store flotte vandløb snor sig igennem klipper og væltede træstammer. Men jeg havde aldrig vandret der i skumringen. Vi kom gående, kravlende langs med Dejebäcken, da vi hørte en ung fyr kalde på hjælp. Han havde en kæmpe rygsæk på, og var sunket ned i mudderet langs med bækken. Vores turleder, en lille tæt mand, gik resolut hen og hev ham op.

Det var, mens vi gik langs Skärån, at mørket faldt på nede foran Kopparhatten. Her rejser de 100 meter stejle fjeldsider sig, og jeg forstod, at det var her, vi skulle op i mørket, med efterårets smattede blade som et ekstra krydderi.

Fint tænkte jeg, mens kvalmen skyllede ind over mig, resterne af den ubearbejdede angst fra faldet i Norge. Jeg kan sagtens sove hernede i bunden af kløften. Grene, kviste og blade var der nok af, til at etablere et leje, og netop som jeg havde beroliget mig selv, udbrød en af de kvindelige turdeltagere: Det der, det gør jeg bare ikke i mørke. Det er ikke så længe siden, jeg er kommet mig over et fald på min cykel, No Way! Og hjulpet på vej af hendes udbrud fortalte jeg om mine overvejelser. Så skete det gode, vi blev enige om at følges op, og hjælpe hinanden undervejs, hvis der blev brug for det.

Med på turen var en rar ældre herre. Han var utrolig glad for friskbrygget te, og til det formål medbragte han en akkumulator og en dypkoger, foruden alle hans pakkenelliker, der dinglede ned fra hans oppakning. Han gik foran min lidelsesfælle, og tilsidst kunne hun ikke længere klare tanken om at han mistede fodfæstet på grund af hans alt for store, og gamle gummistøvler med manglende profilsåler. Vi måtte derfor overhale ham, for ikke at styrte i afgrunden, hvis tyngdekraften fik øje på akkumulatoren og drillenisserne fik øje på de blankslidte såler.

Vores turleder gik forrest med lommelygte, og vi nåede alle helskindede op. Det var tydeligt at mærke lettelsen på hele gruppen, da vi nåede op på vejen, og tempoet blev sat i vejret, indtil én af de mest habile vandrere faldt i et hul i asfalten, og slog sig slemt.

Vi overnattede på vandrehjemmet: STF Hostel Höör/Frostavallen. og første dagsetape gik fra Maglaby til Kopparhatten ved Skäralid.

Se Isse’s unikke foto af Söderåsen fra Panoramio

Söderåsen Nationalpark