HANNA'S WALK

Ejby Ådal er ikke engang en uanseelig plet på landkortet. Den er næsten ikke eksisterende. Men i virklighedens verden forholder det sig anderledes. Sjældent har jeg oplevet så mange enestående udsigter, naturoplevelser og god motion på et sjællansk område i diminuativ. Området er et istidslandskab, og bakkerne er 30 meter høje. Om vinteren, når jorden er frosset, har man mulighed for at gå tørskoet gennem ådalen, og det er en oplevelse.

Start på Hedegårdsvej, og fortsæt ud til fjorden, her kan I kravle over stenten, eller gå langs hegnet og nyde fjordudsigten. Gå forbi det gule hus og ud i bakkerne –

Ved det gule hus

Oppe i bakkerne kan I se ned i selve dalen. I kan vælge at fortsætte ned til åløbet, og gå ind i dalen, så I har Ejby Å på jeres højre side – på den måde kommer I tæt på åen og sivskoven. Det er en dejlig tur i alt slags vejr, men belysningsmesteren var med mig, da jeg tog billederne – Rigtig god fornøjelse, hvis jeres vej falder forbi ved Bramsnæs Bugt.

Privat lodsejer har stillet sin jord til rådighed, din hund må godt komme med, når den er i snor.

Hvis I kommer i bil, kan I parkere ved Polaris Centeret, deres adresse er:           Kyndeløse Strandvej 22 | 4070 Kirke Hyllinge

I Dragerup Skov ligger den gamle søminestation. Skoven ligger i forlængelse af Eriksholm Skov, og man kan få en flot vandretur med afstikkere ned til fjorden.

Et historisk sted

Søminestationens to smukke bygninger er opført i 1883 og fungerede indtil 1940 som flådestation med speciale i afprøvning af torpedoer. Senere har stedet været kaserne og depot. I 1996 gennemgik Søminestationen en omfattende restaurering og fremstår i dag som et flot istandsat forsknings- og kursussted.

For kontakt, adresse, kortoplysninger og yderligere information: Søminestationen

Før Havhingstens afrejse mod Dublin, holdt Carsten Hvid, også kaldet Skipper, en tale med afsæt i Hobitten, Tolkiens eventyr, som han var ved at læse for sine børn. Ved hjemkomsten fra Dublin tog Skipper tråden op, hvor han slap dengang.

“Jeg følte mig som en hobbit, der ikke var meget for eventyr, som helst vil sidde i sin hyggelige hule og have, at tingene er, som de plejer, og at eventyr ikke var noget for en ordentlig hobbit. Men så kom der en troldmand med et langt, hvidt hår – eller i det her tilfælde en troldkvinde – og sagde, at jeg skulle ud på mit livs eventyr, og pludselig, som i et rigtigt eventyr, var vi af sted, sagde Carsten Hvid.

Sammen med den meget forskellige, håndplukkede besætning har han skrevet et væld af sider i sin egen eventyrsbog, og her hentede han inspiration til talen.

“Kan I huske, første gang vi sejlede på Kattegat? Og kan I huske, da vi for et par år siden var på vej i høvlende regn mod Norge og Dublin? Kan I huske Orkney? Den skotske musik på Hebriderne? Islay og whiskydestillerierne? North Channel, hvor alt, hvad vi havde lært, blev sat på prøve? Husker I modtagelsen i Port Oriel, den første havn i Irland? Husker I den svimlende modtagelse i Dublin? Nationalmuseet? Den lange vinter langt væk fra skibet? Husker I afgangen fra Dublin? De hyggelige havnefogeder? Husker I Det Keltiske Hav, hvor selv Alexander var helt stille? Husker I Portsmouth? The White Cliffs of Dover i morgenlyset? Husker I, da vi endelig kom af sted til Holland? Husker I ankeret? Indsejlingen til Thyborøn kanal? Frømændene i Kongsøre? Husker I turen ned gennem fjorden? Og er der overhovedet nogen, der husker festen i går? – Det tænkte jeg nok, sagde Carsten Hvid.

Kan I huske havregrøden? Søsygen? Cable One og gutterne derfra? Tidevandet? Vinden? Bølgerne? Nu er vi hjemme og har afleveret vores bidrag til dette fantastiske projekt. Vi har følt os velkommen alle steder. Og kære Tinna. Du er min ynglingstroldkvinde. Du får forunderlige ting til at ske. Tak fordi du kom til vores huler, og skubbede os alle ud over afgrunden, ud på denne rejse. Tak for det mod du har vist, og du skal vide, at hvis du kalder – så kommer vi igen! lovede Skipper Hvid, og sluttede af med en advarsel om at denne rejse ville præge de hjemvendte hobbitter for altid.

I fremtiden vil man se dem tale sagte og indforstået sammen om ting, som er svære, at forstå for udenforstående, for de har fået noget sammen for resten af deres liv.

Vi tilskuere stod med en klump i halsen, og forstod så udmærket, hvilke fantastiske oplevelser, der var blevet disse hobitter til del. Det var nemlig med bæven, vi havde fulgt med på podcast, sendt fra skibet. Så når søsygen plagede, mørket faldt på, og Havhingsten forsvandt i store bølgedale, da forstod man, at der skal en særlig karakter til, for at blande sig med hobitter.

LINK TIL DET STED, HVOR EVENTYR BLIVER SKABT: VIKINGESKIBSMUSEET

Havhingstens hjemkomst august 2008

De stod der overalt. Ved idylliske fjordindsejlinger, langs hvide sandstrande, på havnemoler og i den smukke historiske by Roskilde, med den enestående domkirke højt beliggende i landskabet. En jublende menneskeskare viste deres respekt og begejstring over et enestående forsøgsprojekt.

Det smukke vikingeskib, The Sea Stallion from Glendalough, et hurtigtsejlende krigsskib, var vendt hjem efter en eventyrlig rejse til Dublin tur, retur. I Roskilde ventede kærester, koner, mænd og børn utålmodigt på et gensyn.

%d bloggers like this: