A Belt Excavator and the JCB Song

I was heading towards the lake today. There are road works in many places, and as I passed a belt excavator it reminded me of this song; The JCB Song.
Have you ever passed a construction site with a five-year old child. They are able to stand there for hours checking every little detail.

Today wasn’t a day for standing still. The cold weather is here to stay for awhile.
I met a man at the lake. It is very refreshing, he greeted me. Fie! What a cold, and I forgot my hat.
Remember your Beanie or your hat! Your head emit a lot of heat – in fact, up to 75% of your body heat.

Happy Walk ❤

____________________________________

Frozen lake - Lyngby SøJeg var på vej mod Lyngby Sø i dag. Der er vejarbejde mange steder, og da jeg passerede en gravemaskine, mindede den mig om denne sang; The JCB Song. Har du nogensinde passeret en byggeplads med et fem år gammelt barn? De er i stand til at stå der i timevis, og ingen detalje er for lille.

I dag var ikke en dag at stå stille. Det kolde vejr er kommet for at blive i et stykke tid. Jeg mødte en mand ved søen. “Det er meget friskt i dag, men fy! Hvor er det koldt, og jeg glemt min hat”.
Husk din Beanie eller din kasket! Dit hoved udsender en masse varme – faktisk op til 75% af din kropsvarme.

God tur ❤

My Rescuer was a Ghost

I’ve told this story before but today it recurs on my blog once more.
A friend in Ireland told me to take care if I was going out in the storm this morning. But it’s only a moderate gale at the moment and it was on such a day we went for a walk on Samso, a tiny island in the middle of Denmark:

I thought of the last time I was here. The sun was shining, we laughed, told stories and had no problems passing the narrowest place on the reef.
But now, now it is different. It is an early November morning, and it’s freezing cold with a gale coming in from the stormy sea.
We are heading home after a night out on the reef. We are weary and cold. The storm, which meteorologists cancelled, came in after all during the night. I am not terrified, but the experience is frightening because the elements are raging on us.
We are in a hurry. The tide is coming in and it might be difficult to pass the narrow piece of land.
Finally, we reach the place called ‘Draget’. It starts to rain, and the prickly feeling in my face tells me that hail is mixed with rain. Strong winds cause us to lose balance on the stony ground. I have feared this moment but we dare not wait for low tide of fear of getting hypothermia.
I feel uncomfortable now that I can see big choppy waves over the crossing place.
The water will reach far up the legs. I get an eerie sight before me, like a flashback. A man is struggling in the water to save himself. I push the sight away.
Now it is important that we stay focused.
My friend goes first, he is about to lose his footing, the waves crash around his waist. We are much too late to avoid the tide.
Now it’s my turn. I walk out in the sea and I can feel stones and holes in the seabed. The water is ice-cold, and my breathing becomes paralysed by the shock of the cold. One moment of distraction gives a gust the chance to topple me over in the waves. I get my head under water, and the only thing I think about is not to panic, while I feel the current carry me away from land.

The next sight that greets me are two horses coming towards me. On one of the horses is a big man in oilskins. He throws a rope at me with a bottom loop. A new wave washes over me, and everything disappears in a seething sea. I swallow large mouthfuls of seawater, but finally managed to breathe.
Pull the rope down on you, the man shouts through the storm and the roaring sea. I managed after several unsuccessful attempts, because my fingers are stiff with cold.
Hold on to the rope, he shouts, as he pulls me towards the shore and safety. My friend is standing on the shore, he helps me with dry clothes and wraps me in a blanket. My rescuer nods approvingly, and begins to ride away with his two horses. Wait! What’s your name? He turns around, laughing and then he shouts, my name is Soren.
Thank you, Soren! He waves and in a glimpse he disappears in a sea spray.

We look at each other, shocked and relieved at the same time. It is hard to understand our luck. Where did he come from, Soren? How could he know that I needed him desperately, and why did he disappeared so quickly.
We walk the last kilometres of the reef and reach the car.
After a rest we drive back to our Bed and Breakfast in Nordby. When we pass the pond, we cannot believe that we have only been away for a day. I’m still in shock after the incidents on the reef.
We order breakfast with our hostess and tell our story.
She is appalled at our accident and asks to my rescuer. What did you say his name was? Soren, we only got his first name.
It’s a mystery who he might be, and she wonder about how he could be there when we so desperately needed him.

On our way home to where we live, we took a stroll in the town, Grenaa. As we pass the Market Square, I perceive a glimpse of a drowning man, the same vision I got on the reef.
I look around, and the image of the drowning man disappears quickly, but it is eerily lifelike.
My gaze wanders to a statue, and my legs almost fail me.
There he stands, my rescuer, Soren Kanne, died in 1860, drowned in a stream when he took the wrong way in the dark.
___________________________________________

This a real Tall Tale. However, I have been on the northernmost point of Besser Reef, and I have even rowed to the cemetery on the tiny island, Kyholm.
I have also been too late and had to wade the crossing, but in good weather.
One spring we had scheduled the trip to the northern point of Besser Reef, but as we stood at the narrow forager we reconsidered our choice. The current was strong and the water deeper than I liked.
Previously drowning accidents occurred here, according to the Nature School on Samsoe and to Le Drake.

I would like to have met Soren Kanne who was known as a lively and likeable man.

Soren Kanne has made his name known by a heroic feat. When a ship from Hornbæk stranded outside of Hessel and the Captain Ole Jensen Jyde couldn’t save himself, Søren Kanne swam, despite the raging storm with his horses out to the ship and brought him safely to land. This incident occurred 02.16.1835.

Jeg tænker på sidste gang, jeg var her. Solen skinnede, vi grinede, fortalte historier og havde ingen problemer med at passere Draget, selvom strømmen hev og trak i os.
Men nu, nu er det anderledes. Det er tidlig morgen, det er November, det er isnende koldt, og det stormer.
Vi er på vej tilbage til bilen, efter at have overnattet ude på revet. Vi er forfrosne og trætte. Stormen, som meteorologerne aflyste, kom alligevel i løbet af natten. Jeg er ikke bange, men oplevelsen er voldsom, fordi elementerne raser om os.
Alt det ekstra tøj vi havde med, har vi taget på. Natten har vi klaret ved at rulle os ind i vores vindtelt og tarp, og ligge os tæt sammen for at holde varmen. Nu går vi ad den besværlige vej tilbage til Draget. Rullestenene er svære at gå i, fordi vi er trætte og forfrosne, og fordi vi skal skynde os, inden vandet igen begynder at stige.
Endelig når vi Draget. Det er begyndt at regne, og den stikkende følelse i ansigtet fortæller mig, at det også hagler. Kraftige vindstød får os til at miste balancen i det usikre underlag. Jeg har frygtet det her sted. Men vi tør ikke vente på, at det bliver lavvande af frygt for at få hypotermi.
Det er med stort ubehag, jeg kan skimte, hvordan havet står i krappe bølger henover revet. Helt tæt på ser vi strømmen drive rask igennem revet. Vandet vil gå os langt op ad benene.
Jeg får et uhyggeligt syn, ligesom et flashback. En mand kæmper i vandet for at redde sig selv. Jeg skubber synet væk. Det er nu, vi skal over, og det gælder om at bevare fokus. Min ven går først over, han er lige ved at miste fodfæstet, bølgerne slår op omkring livet på ham. Vi er alt for sent på færde til at undgå tidevandet.
Nu er det min tur. Jeg går ud i vandet, og mærker sten og huller på havbunden. Vandet er iskoldt, og mit åndedræt bliver lammet af chokket fra kulden. Et øjebliks uopmærksomhed giver et vindstød chancen for at vælte mig omkuld. Jeg får hovedet under vand, og det eneste jeg tænker på er, ikke at gå i panik, mens jeg mærker strømmen bære mig væk fra land.
Det næste syn der møder mig, da jeg får hovedet over vandet, er to heste der kommer galoperende, svømmende imod mig. På én af hestene sidder en stor mand i olietøj med en sydvest på hovedet. Han kaster et reb ud til mig med en bunden løkke. En ny bølge slår ind over mig, og alt forsvinder i et sydende hav. Jeg sluger vand, men kommer op i den næste bølgedal.
Træk tovet ned over dig, råber han gennem stormens og havets brølen. Det lykkes mig efter flere forgæves forsøg, da fingrene er stive af kulde.
Hold godt fast i rebet, råber han, og trækker mig ind mod land og sikkerhed. Min ven står parat inde på land, han får det våde tøj at mig, og hyller mig ind i hans uldtrøje og et tæppe bliver viklet rundt om mig.
Min redningsmand nikker bifaldende, og begynder at ride væk med hans to heste. Vent! råber jeg, hvad hedder du? Han vender sig om, griner og råber, Søren. Tak Søren! Når jeg at råbe, inden han forsvinder væk i et skumsprøjt, og væk er han.

Vi kigger på hinanden, chokerede og lettede på samme tid. Det er næsten ikke til at forstå vores held. Hvor kom han fra, Søren? Hvordan kunne han vide, at jeg havde så hårdt brug for ham, og hvorfor forsvandt han så hurtigt.
Vi går den sidste kilometer, ad revet og når frem til vores bil. Her finder vi tørre uldtæpper og lunken te.
Efter en god pause kører vi hjem til Nordby til vores Bed and Breakfast pension. Da vi kører forbi gadekæret, kan vi næsten ikke tro, at vi kun har været væk et døgn. Jeg er stadigvæk lidt i chok efter mødet med Draget på Besser Rev.
Vi får morgenmad af vores værtinde, og fortæller vores historie.
Hun er rystet over vores uheld, og spørger til min redningsmand. Hvad siger I, han hedder? Søren, vi fik kun hans fornavn. Det er da en gåde, hvem han kan være, og hun undrer sig også over, hvordan han kunne være på pletten, da vi havde så hårdt brug for ham.
Der går nogle dage, med vandreture i Nordby bakker, men vi kan ikke glemme det dramastiske øjeblik på Draget.

På vejen hjem fra ferien går vi en tur igennem Grenå by. Det er, da vi går over torvet, at jeg i et glimt får et syn af en druknende mand, det samme syn jeg fik på Besser Rev. Jeg ser mig omkring, og billedet af den druknende mand forsvinder hurtigt, men er uhyggeligt livagtigt.
Mit blik strejfer statuen, og mine ben svigter mig næsten.
Der står han, min redningsmand, Søren Kanne, død i 1860, druknet i Grenå-åen, da han gik forkert i mørket.

Søren Kanne har gjort sit navn kendt ved en heltemodig bedrift. Da et skib fra Hornbæk strandede ud for Hessel og skipperen Ole Jensen Jyde ikke ved egen hjælp kunne redde sig, svømmede Søren Kanne, 16.2.1835, trods forrygende storm med sine heste ud til skibet og bragte ham frelst i land.

I kan læse mere om Søren Mikkelsen Kanne her.

Efterskrift:
Som jeg hentyder i overskriften, er det her en rigtig røverhistorie. Jeg har dog været på nordspidsen af Besser Rev, jeg har endda roet over til kirkegården på Kyholm, og jeg har været forsinket og måttet vade Draget, men i godt vejr.
Et forår havde vi planlagt tur til nordspidsen af Besser Rev, men da vi stod ved Draget, ombestemte vi os. Strømmen var stærk og vandet dybere, end jeg brød mig om.
Der er tidligere forekommet drukneulykker her, ifølge Naturskolen på Samsø og LeDrake

Jeg har desværre ikke mødt Søren Kanne 🙂 der var kendt, som en livlig og sympatisk mand, men det kommer jeg nok til en dag, men det haster ikke 🙂

A True Story about Unexpected Visitors

Old quarters are second to none when twilight is approaching.
Just before Christmas we went for a stroll in Hamlet´s old Helsingore. A visit in the harbour area was a necessity for me.

When the profile of Kronborg Castle grew bigger the vintage train came by with Christmas travellers heading for Helsingor.
The windows in the red wagon were misted. Noses were pressed against the cold glass to catch a glimpse of this tantalizing vision of the Castle Kronborg, the sea and the life on the harbour.
The misty look in the red train wagon turned my thoughts towards ghosts and their domains. That was appropriate because soon Restaurant Kronborg appeared with its beautiful yellow walls and warm lights in the windows.
Here were the old residences for the castle soldiers before the rebuild in 2005.

Maybe that’s why the restaurant was haunted by so many ghosts. Or did they come from the sinister case-mates under the castle? Endless dark tunnels that echoed with deep sighs and screams from defunct prisoners.

It’s hard to say, but the fact is that back in 2005 the doors of the restaurant were unlocked at night. Tables were covered and candles were lit to great despair for the guards, who thought the staff had forgotten to turn them off.

A strong feeling of being watched was sometimes so unpleasant that the staff avoided specific rooms.
The stories were fun and exciting when people were assembled, but the fun was over when they went alone to lock at night.

There was a stench of dead people and papers disappeared to reappear somewhere else.
Eventually it was too much for the restaurant manager, who asked for help by Birgitte Graae, a clairvoyant.
She guids ghosts over to the other side, but all the time there were new ghosts.

I hope they found their right place by now, or have found peace.
There have been peace about the ghosts, at least before this post. May it continue this way!!

Gamle kvarterer er uovertrufne, når tusmørket sænker sig.
Lige før jul gik vi en tur i Hamlet’s gamle Helsingør. Et besøg i havneområdet var et stort ønske hos mig.

Da konturene af ​​Kronborg Slot blev større kom veterantoget kørende i samme øjeblik med julegæster på vej mod Helsingør.
Vinduerne i den røde vogn var duggede. Næser blev presset mod ruden for at opfange et glimt af dette forjættede syn af Kronborg, havet og livet på havnen.

De slørede ansigter i den røde togvogn fik mine tanker til at gå i retning af spøgelser og deres domæner.
Det var passende, fordi snart viste Restaurant Kronborg sig med sine smukke gule mure, og varme lys i vinduerne.
Det var her de gamle boliger til slottets soldater lå, før genopbygningen i 2005.

Måske var derfor restauranten var hjemsøgt af så mange spøgelser. Eller kom de fra de skumle kasematter under slottet?
Endeløse mørke tunneller, hvor dybe suk og skrig genlød fra hedengangne ​​fanger.

Det er svært at sige, men faktum er, at tilbage i 2005 blev dørene til restauranten låst op om natten uden menneskelig indblanding. Borde blev dækket, og stearinlys blev tændt til stor fortvivlelse for vagterne, der troede personalet havde glemt at slukke dem.

En stærk følelse af at blive overvåget, var nogle gange så ubehagelig, at personalet undgik specifikke rum.
Historierne var sjove og spændende, når personalet blev samlet, men det sjove var forbi, da de gik rundt alene, for at låse om natten.

Der var en stank af døde mennesker og papirer forsvandt for at dukke op igen et andet sted.
Til sidst blev det for meget for restaurant chefen, der tilkaldte en clairvoyant, Birgitte Graae.
Hun hjælper spøgelser over på den anden side, men hele tiden var der nye spøgelser.

Jeg håber, genfærdene har fundet deres plads, eller har fundet fred.
Der var fred om spøgelserne i Restaurant Kronborg, i hvert fald før dette indlæg. Jeg håber, det forbliver på den måde!!

The Tavignano Gorge on Corsica

We called it the Rain Valley, the Tavignano Gorge.
One day we drove through Corte, Corsica’s former capital and passed a view to a beautiful looking valley.

From the car I could see a path winding its way in the mountainside. The valley was sparkling green and beautiful. That kind of sights inspires me and as soon as we got back to our base I began to study our maps.
Next day we found our way into the wilderness and the Tavignano Gorge was spectacular lushly.

I was reminded of the Tavignano Gorge when McEff published the post from Andalusia: Chasing the Storm.  A walk or some might call it a climb between the towns of Lanjarón and Órgiva. There are pictures in that post where you can see a trail, the GR 7 cuts across the cliffs of the gorge. I think our trail was paved, compared with the Andalucian GR7 trail.

Vi kaldte kløften for regnvejrsdalen, theTavignano Gorge.
En dag, da vi kørte gennem Corte, Korsikas tidligere hovedstad, passerede vi en meget smuk udsigt til en dal inde mellem bjergene.

Jeg fik øje på en sti, der snoede sig vej inde på den frodige bjergside. Sådanne syn inspirerer mig, og så snart vi kom tilbage til vores base begyndte jeg at studere vores kort.
Næste dag fandt vi vejen ind i Tavignano kløften, der var spektakulær frodig.

___________________________

You can see more details in Walks on Corsica: 70 Selected Walks on the Coasts and in the Mountains of the “Island of Beauty” by Klaus Wolfsperger

The Tavignano Gorge is worth a visit even when it rains!!! Quote by me 🙂

Lost in the forest

The temperature is approaching freezing point, the sun is going down, and I’m in the middle of the forest, but where?

Rain gusts had subsided over noon. I can make it before darkness, I thought, as I sat in the train on my way to the forest, Gribskov.
When I walked into the shadows among the trees, the sun was low in the sky, and I decided a short cut down to the well and the horses. A few minutes later, I stood in front of a ‘mountain’ of fallen trees on the small path which was impossible to pass.

Huge trees were broken in the storm and shattered in the fall. Spruces, pines and apparently healthy beech trees lay helter-skelter. It was a sight that surprised me. What an Armageddon when the old giants succumbed. Earth must have trembled as they fell.
I went back down the path, and had a small detour to approach the well. There were no horses, the water ran out among the stones at the bottom of the well.
The hike would be without drinking and without a map.

I forgot the map in my bustle. Who needs a map here, I thought?
Well it turned out that a map would actually have been a great help. The landscape had changed. There were clearings, where before there were woods. And lakes, where before there were meadows. Dark forest roads had changed appearance because fallen trees did room for the sunlight.

A wider forest track enticed me with sunlight, but at the same time I knew that this direction would increase the length of the route. Reluctantly I went back when the desired side road didn’t materialize.

My second choice was better suited. Still, I felt uncomfortable. The cold crept up on me, and a long walk in the silent forest would be an exciting adventure, but unpleasantly dark.
My pace went up, and soon the landscape reminded me of a hike few years ago on a beautiful day when snow crystals glittered and shone in all the colours of the rainbow.

Suddenly I saw hills further up the road and I recognize the landscape again. The mist hid in hollows, the last sunlight set fire to the top of the fir trees and the horses came curiously closer to greet. To increase my excitement ravens flew over my head as to greet me as well.

From the forest guard house sounded cackling, and soon chickens and Muscovy ducks came running down the road. The hens disappeared between the horses’ legs as if they had to test their limits. Quicker than lightning they disappeared up the hill again.

I wonder if they do that every night? Run down the road to get an adrenaline rush and to tease the horses.

The rest of the way to the station was almost without problems. I had some doubt for a moment, but relied on my sense of direction, and soon I saw the station building appeared between the trees.

What a great hike this has been. I’m just as AD-hungry as the chickens at the forest guard house 🙂

Julemand ved Grønnekilde


Ulvedalene, Gribskov
Ved Kagerup station, Gribskov

Happy Hiking ❤ …and remember all your meals 🙂

Husk solcreme, badetøj, halstørklæde og vanter

Solen skinnede for første gang i lang tid, og en vandring langs havnebassinerne i København fristede endnu engang. Der, hvor der var læ, sad folk og nød solen.

Jeg gik ud på Kalvebod Bølge, et helt enestående badeanlæg med ‘gangbroer’ ude i havnen.

Overfor Kalvebod Bølge ligger Københavns Havnebad Islands Brygge. Der var besøgende i havnebadet, i badetøj naturligvis. Jeg tror, vandet var varmere end luften, for vinden var iskold. På kanten af et bassin stod der Las Palmas! Det eneste vi mangler er palmer.

Hørte jeg nogen tale om vikinger? Det er meget passende, fordi det snart er vintersolhverv. Om 10 dage, den 22. december kl. 5.48. Efter vintersolhverv bliver dagene længere, og  lyset vender tilbage.

“Vintersolhverv er en glædens dag, fordi den er symbolet på lysets tilbagevenden i vort liv. Vintersolhverv er vikingernes jul, hvor de ikke fejrede men drak jól og havde midvinterblót, en ofring for at sikre frugtbarhed.” Vintersolhverv

Jeg glæder mig, og jeg har tænkt mig at fejre dagen i naturen. Måske skinner solen også den dag 🙂

God tur i solen i morgen ❤

Havnebadet Islands Brygge

Kalvebod Bølge

Velkommen til en sikker tur i Rude skov

Er det forbundet med livsfare at færdes i den danske natur?

Vi har ikke svimlende bjerge, eller dybe kløfter. Naturligvis kan vi være uheldige, hvis vi går rundt i mørke langs Furesøen i Nørreskoven, men vi skal til Bornholm, hvis vi ønsker seriøse udfordringer.
Alligevel har vi et næsten overset naturfænomen, der på samme tid er lidt uhyggeligt, nemlig vores moser.

Jeg har tidligere skrevet om Lyngby Åmose, men har aldrig rigtig beskæftiget mig med faremomenterne i Rude Skov.

I Rude skov er der dødishuller, der kan være skjult af visne blade og grene.
Det var sådan et dødishul en hest og rytter faldt i for nogle måneder siden.

Ved indgangen til skoven advares folk imod disse huller. Dog bliver det af mange opfattet som en kuriositet snarere end noget, der skal tages alvorligt.

Desværre er det også en advarsel, der er nem at glemme. Jeg har selv krydset ned igennem skoven fra nord til syd uden at spekulere over dødishuller, men her kan I se billeder og video fra formiddagsbladet, Ekstrabladet, som var tilstede i Rude Skov i oktober i år.

Se video fra redning:

Drama i Rude Skov

Rudeskov

Miljøstyrelsens folder over Rude Skov

God tur og husk madpakken og klejnerne ❤

The Tombs

A month ago, I visited this beautiful area once again.  Spring and autumn are sparkling seasons here.
Now the sun is low,  the shadows long and the ancient tombs cast long shadows across the meadow.

Here in Tokkekøb Hegn in North Zealand 23 long barrows, round dolmens and passage graves are registered.

Kongedyssen

The burial chambers are 5,000 years old and the chambers are well preserved.
By archaeological excavations one found beautiful pottery vessels and flint axes as sacrifices.

Dæmpegårdsdyssen is a 5,000 year old long barrow – 38 meters long and 9 meters wide.
People nicknamed the tomb The Kings barrow because the Danish King Frederik the 7th helped to excavate it.

I imagine how the bereaved have walked along small paths towards the graves carrying their dead.
For 5,000 years ago, primeval forest covered Denmark. At that time, the linden trees were so dominant that people sometimes have called the period for the ‘Older Linden Time’.

Have you ever walked an avenue when linden trees are in bloom? The yellow flowers have a fine delicate fragrance.
Can you imaging an entire forest?

___________________________________________________________

James Elkington lives in North England. Look at these amazing photos of a 5.000 year old stone circle.

Tokkekøb Hegn, Naturstyrelsen
Oldtidsstier i Tokkekøb Hegn; oldtidsstier.dk

Kort over tur i Tokkekøb Hegn

En vandretur fra Kastrup til Øresund

Jeg tog Metroen til Kastrup Station, og gik en frisk tur på 5 -6  km til Øresund Station. Turen behøver ingen planlægning, og er et godt valg, hvis I trænger til lys og luft. Der er flere redskaber I kan træne i undervejs. Der er også mulighed for en dukkert 🙂

________________________________________

Nyheder og aktiviteter på Guldkysten? Guldkysten er det navn Politikens Per Thiemann giver postnummeret 2300 Sundby, efter priserne på nogle boliger ligger højere end på Strandvejen nord for København.

Experiences in the Twilight

After the night’s storm large amounts of water was pouring into the river from the old mill place. I stood a moment absorbed by the sound and sight. Shortly after entering the forest a sudden movement in the twilight kept my attention to the huge trees on my left side. There he was a very large stag moving like a king just in front of me.
At times like this one can feel very small being all alone in front of his majesty
His image stays frozen in my memory for a long time.
An amazing stroll in the dim daylight.