Ents and Wolves

Jeg er vant til at betragte den danske natur som idyllisk. På en gang fredelig og ufarlig, undtagen når Alexander, eller en anden storm river husgavle ned eller fylder uskyldige menneskers huse op med vand.

De farligste dyr i de danske skove har indtil nu været flåten. Den har jeg selv haft tæt inde på livet to gange, og den er ikke ufarlig. Men det ser ud til, at den skal dyste med en ny rival, men mere om det senere.

Min ven havde talt begejstret om Fortunens indelukke og vejen hen mod Ulvedalene. Den tætte underskov i Fortunens Indelukke er noget, der ikke forekommer i resten af Jægersborg Dyrehave, og på vej mod Ulvedalene bliver stien mere kuperet og munder ud i Djævlebakken, en attraktiv bakke, når der er sne.

Jeg er ofte gået igennem skoven, hvor den er smallest, men aldrig fortsat ud til én af siderne.
Området er heller ikke særligt stort, så jeg besluttede, at det skulle være en dag, når vejen alligevel faldt forbi.

Det er nogle dage siden nu, i tirsdags for at være nøjagtig. Solen kæmpede en ulige kamp for at lyse over trækronerne, men den havde hård konkurrence fra skyerne, og den tabte tit.

På min vej gennem Indelukket faldt sollyset alligevel ind mellem de mange gamle træer. Det var som at træde ind i Tolkiens univers, egetræerne lignede enter. Store gamle enter, der kunne have skræmt mig fra vid og sans, hvis tusmørket havde indhentet mig.

DSC05549

Jeg trak min cykel. Der var stille. Jeg hørte spætterne hakke efter insekter i den grove bark. Tavsheden var så udtalt, at jeg kunne skelne småfuglenes kvidren i kæmpe dynger af faldne træer og buske. Fuglekonger, blåmejser, musvitter, og den lille flagspætte, der ikke er større end en stær.
Det er her, jeg vil sætte mig på en træstamme en stille vinterdag, og lade naturen komme til mig.

I dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det den dag. Det er bedre at vente til skovens folk finder det store glubske dyr, der har bidt hovedet af en større dådyrskalv. Naturstyrelsen mener, det kan være en meget stor hund, og i værste fald en ulv.

Angrebet på dådyrkalven skete dagen efter jeg intetanende havde tullet rundt derude.

Skovrideren fortæller, at de har sendt dna-prøver af biddet til et laboratorium, for at se om der kan være tale om en ulv, og han fastslår, at det på ingen måde kan være gjort at et menneske. Dådyrkalven havde knuste halshvirvler, og hovedet er simpelthen bidt af. Det er kun en meget stor hund, der kan gøre sådan noget Naturstyrelsen har ikke lukket dyrehaven, men beder folk være agtpågivende, hvis de færdes i haven.

I kan se Naturstyrelsens illustrative side om hvordan man skal forholde sig, hvis man møder en ulv. Den gælder iøvrigt også for store løsgående hunde: Ulven

I am used to consider the Danish nature as something idyllic. Peaceful and harmless, except when Alexander or another storm tears down gables or fills innocent people houses with water.
The most dangerous animal in the Danish forests has until now been the tick. I have felt the serious warning from the ticks twice and it isn’t harmless. But it seems that the tick has got a new rival, but more about that later.
My friend had talked enthusiastically about Fortunens Indelukke and the road towards Ulvedalene. The dense undergrowth in Fortunens Indelukke is something that doesn’t occur in the rest of Jægersborg Deer Park, and heading towards Ulvedalene the path becomes more hilly and it culminates at the end of an attractive hill which is well attended with children and happy adults when the snow falls.
I have often walked through the forest, where it is narrowest, but never continued to one of the sides.
The area is not very large, so I decided it should be a day when I was near by.
It’s a few days ago now, last Tuesday to be accurate. The sun was fighting an unequal struggle to light over the treetops, but it had major competition from the clouds, and the battle was lost most of the times.
Yet on my way through the forest the sunlight fell between the many old trees. It was like stepping into Tolkien’s universe, oak trees resembled ents. Great old wooden sculptures that could have scared me witless if twilight had arrived.
I pulled my bike. There were silence. I heard the woodpeckers pecking for insects in the coarse bark. The silence was so pronounced that I could distinguish the small birds chirping in huge heaps of fallen trees and shrubs.
This is where I will put myself on a tree trunk a quiet winter day, and let nature come to me, I thought.
Today I am happy that I went on that particular day. It is better to wait for the forest people to find the great ferocious animal that have bitten the head of a large deer calf. Naturstyrelsen believes it can be a very large dog, and at worst a wolf.
The attack on the deer calf happened the day after I unsuspecting had had my walk out there.
The Ranger said that they have sent DNA samples of teeth to a lab to see if it is a wolf, and he finds that the deed in no way has been done by a human being. The deer calf had broken cervical vertebrae and the head is simply hooked. It is only a very large dog that can do something like that.
Naturstyrelsen hasn’t closed Dyrehaven, but ask people to be vigilant if they go for a walk in the garden.
You can see Naturstyrelsen illustrative page on how to react if you meet a wolf. It incidentally also applies for large loose dogs: Wolf

______________________________

SUNDAY EVENING: DNA TEST SHOWS IT WAS A DOG NOT A WOLF

The warm light of December

På vejen hjem kom jeg forbi disse dejlige motiver. Jeg håber, det motiverer til at komme ud og gå 🙂

On the way home I came by these lovely motives. I hope it motivates people to get out for a walk 🙂

Stilhed er en luksusvare

Jeg passerede Lyngby sø efter en længere vandretur. Det blæste koldt hen over vandet, men kulden blev glemt et øjeblik, da solen skinnede ned mellem skyerne og reflekteredes i vandet. Jeg nød lyset og stemningen, inden jeg fortsatte min vej hjemefter.

Lyngby Kirke stod smukt i silhouet mod aftenhimlen. Drevet af nysgerrighed og interesse gik jeg op ad trapperne til kirken, der ligger højt oppe på bakken. Da kirkedøren faldt i bag mig, blev der helt stille.

De tykke kirkemure lukker alle lyde ude fra den travle myldretid nede på gaden. Jeg elsker den stilhed. Pludselig kom organisten for at øve, og så var freden forbi. Nogle gange er musikken fremragende, andre gange havde stilheden været at foretrække. Jeg afventede ikke udfaldet.

DSC05045

DSC05124

DSC05129

DSC05121

DSC05136

Om aftenen så jeg udsendelsen; Vilde Hoteller, om hotelluksus – og om vilde og unikke oplevelser. Det drejer sig ikke om guldvandhaner og silkelagener, men om mening og indhold. Programværten Mads Arlien-Søborg var taget til Italien for at besøge et hotel bygget i årtusinde gamle grotter i Sassi di Matera tæt på støvlens hæl.

Han konkluderede at stilheden i Sassi di Matera er unik. Både inde i grotten og udenfor. Hotellets stræben efter autencitet er lykkedes. Det eneste der strider mod oplevelsen er det installerede WiFi, men Mads Arlien-Søborg klager ikke over den lille afvigelse.

Sissi di Matera minder på mange måder om Jerusalem. Jeg har besøgt staden for en del år siden. Oplevelsen var meget fremmedartet og helt vildt spændende.

På billedet sidder jeg uden for Dome of the Rock i Østjerusalem.
Klikker I i billedet, kan I se Unesco’s film om Sassi di Matera.

IMG_20141128_0003_NEW

Stilhed er luksus, lad os bare slå det fast med syvtommersøm, men SSSH!! Stille nu 🙂 🙂

Which way to choose

DSC04643

Which way to choose?

DSC04775

The winding road, please 🙂

DSC04763

…and the narrow path

DSC04787

DSC04762

Eventyrlig vandring over tre danske bjerge

Her er beskrivelsen af min flotte vandretur, der endte med en smuk solnedgang.

Jeg elsker at være på vandring. Sådan var det også den dag, jeg lod inspirationen råde. Jeg forvildede mig hurtigt ind i Ravnholm skov med stejle slugter, gravhøje og bøgetræer.

Hurtigt stod det klart, at jeg ville en tur på Maglebjerg. Bjerget ligger i Rude Skov. Jeg var nu i den behagelige situation, at jeg var nødt til at gå igennem Geels Skov for at komme derover.

Geels Skov er en genvej til Holte. Samtidig får jeg følelsen af en større skov, når jeg befinder mig midt i skoven. Et vidt udsyn til nogle meget høje fyrretræer, der altid synes at vaje i blæsten.

Jeg kender et væld af små hyggelige stier. Et par villaveje som forbindelsesled mellem skovene indgår derfor kun som en hyggelig variation. Snart er jeg i Rude Skov.

Her passerer jeg Løjesø, og en svane træder mig næsten over tæerne for at få del i madpakken.
Turen går videre op på Højbjerg 82 meter over havet. Turen derop er meget smuk. Den går gennem 230 års gammel blandingsskov. Her kan I skimte Sverige og se toppen af Høje Sandbjerg. Fra Højbjerg kan man fortsætte videre til Høje Sandbjerg som en lille afstikker.

I klart vejr er det umagen værd. Herfra kan I se til København, med de mange tårne og spir. Mod Øresund er der kig mod Hven og en del af Skåne.

Jeg fortsætter videre forbi Agersø, hvor lyset er helt fantastisk. Turen går videre over Hørsholm Kongevej, der deler Rude Skov på midten. Kort efter bestiger jeg Maglebjergs 91 højdemeter. Det er Nordsjællands højeste punkt.

På vej mod Holte Station passerer jeg Store Stubbesø, der er én af mine ynglingssøer. Flere gange har jeg oplevet et helt unikt lys her. Det kunne sagtens være en sø i Blekinge.

På Holte station bliver jeg hentet. I ventetiden er der nogen, som har arrangeret en solnedgang, så jeg ikke skal kede mig. Jeg klager heller ikke. Vandring gennem 3 skove, over 3 bjerge og søer med passende mellemrum. Vandring er eventyrlig.

Husk kort og kompas, madpakken og én ekstra trøje 🙂 ❤

____________________________________

Note

Rude Skov er en del af et større skovområde, som engang strakte sig fra Sjælsø nord til Furesøen i syd. Skoven var ikke så tæt som nu, tværtimod vekslede lysåben skov, hvor hjortevildt og kvæg græssede, med små dyrkede marker og
enge. Mellem områdets landsbyer lå også søer, fiskedamme og tørvemoser, samt magre jorder med krat og hede.

Sådan indleder Naturstyrelsen beskrivelsen af Rude Skov i folderen af 2009, og fortsætter: Rude Skov er med sine 580 hektar blandt Nordsjællands mest spændende og varierede skove, hvor en stor del er gammel løvskov, hovedsagelig bøgeskov fra ca. år 1900. Bakker veksler med talrige søer og moser, og der findes mange spor fra forhistorisk tid, såsom jernalderagre, hulvejsspor og gravhøje.
Særlig kan fremhæves, at mange dæmninger og kanaler i forbindelse med søer og karpedamme – hovedsagelig fra Christian den Fjerdes tid (1588-1648) – kan genfindes rundt omkring i skoven.
En stor andel af Rude Skov er naturskov (132 ha). Døende og dødt véd efterlades her til henfald i naturen. Her fældes ikke store arealer på en gang, men skoven dyrkes efter plukhugstprincipper, som bl.a. kendetegnes ved, at der på et areal tilstræbes mange træarter i forskellige aldre og under stadig udvikling. Andre steder lades skoven helt urørt, her foregår ingen hugst, kun træer ved veje og stier, der skønnes at kunne være til fare for besøgende, fældes og efterlades til naturen.

Naturstyrelsen arbejder målrettet for at genskabe nogle af de mange søer og moser, som tidligere er blevet udtørret og ofte tilplantet med mørk granskov. I Rude Skov er således Ebberød Dam, Svends Dam, Blegemosen og Store
Stubbesø sat under vand igen. Der er desuden planer om at genoprette Sækkedam.

Se vejen går og går og går… The Road Goes Ever on

Jeg møder dem her på den lille sti. De er i flyverdragter, øjnene stråler og deres kinder blusser. Det er to små piger på tur.
Vi går tur uden vores mor og far, og vi har set en ulovligt parkeret bil, fortæller de med høj klar røst. De er på opdagelse, jeg genkender lyset i deres øjne.
Deres alder taget i betragtning er jeg imponeret over deres indsigt i færdselsloven.
På samme tid vil jeg gerne se dem forenet med deres forældre, det er snart skumring.
Jeg overdriver lidt, da jeg fortæller dem, at lige om et øjeblik, er det buldermørkt.
Vi siger farvel, og de forsvinder hastigt op ad bakken, med den nye information om dagens længde.
To nye hikere er født, og så er det ovenikøbet piger, tænker jeg glad. Piger skal også være aktive i naturen. Den glæde under jeg alle.

Den 16 november 2012 skrev jeg indlægget: Velkommen i Det Danske Schweiz.

Når tåge, dis og tusmørke præger hele dagen, så vælg stien med omhu. Vælg den smalle snoede sti, og få naturen tættere på. Det er et godt råd forstår jeg nu, hvor jeg har læst en afhandling af Annette Bischoff, Forstander ved Højskolen i Telemark; En avhandling om stier, mennesker og naturopplevelse. Jeg er gået på hugst i konklusionerne. I kan læse mere efter billederne, når I får tid.

DSC04699

DSC04705

DSC04715

DSC04719

DSC04720

DSC04721

DSC04731

Den brede sti flytter fokus fremover, fortæller Annette Bischoff. Udover større afstand til omgivelsene, øger den den vandrendes tempo, og gør vandringen ensartet. Opmærksomheden er ofte på noget andet end turen og naturen. Ofte går tankerne til det daglige og jobbet.

Den smalle snoede sti skaber nærhed og knytter opmærksomheden til de nære naturomgivelser. Den vandrende sænker tempoet, rytmen er afvekslende, og følger bevægelserne i landskabet. Fokus varierer nedad, opad, udad og i en væren i nuet*  Mellom meg og det andre finds det stier.. PhD Af Annette Bishoff

Se vejen går og går og går          
Nu må jeg følge vejen, hvor
Den snor sig fremad, hvis jeg tør
Forfølge den på ivrig fod
Indtil vi når en større vej,
Som mange stier iler mod
Og hvorhen så? Jeg ved det ej.

Eventyret om Ringen af Tolkien

DSC02778

The Chough and Infinity

Jeg har gemt digtet om Alpekragens Triumf i mange år. Det taler til mig om bjerge, endeløse stepper og tid.

Sidste år gik jeg gennem Det danske Schweiz. Det var sommer, og ved et stort kildespring hørte jeg en uvant fuglestemme. Jeg stod stille, og kiggede op. Her sad to ravneunger på en gren over mig. Forældrefuglen fløj ind i skoven, sikkert en afledningsmanøvre fra ungerne. Det var en fantastisk oplevelse. Ungerne blev siddende, og jeg kunne uforstyrret betragte dem.

En ravn er ikke en alpekrage, men den giver mig samme følelse af uendelighed.

For en uge siden mødte jeg to ravne. Det var Rude Skov, og der var et opsigtsvækkende scenarie ved Store Stubbesø med skift mellem sol og mørke skyer. Pludselig lettede to ravne og gled ud over søen. En helt vild oplevelse.

DSC04207

DSC04198

DSC04196

DSC04192

DSC04190

 

Alpekragens Triumf

I tusinder af år har du levet her,
du er symbolet på uendelighed, og du er en del af min hverdag
Når vinterstormen raser over verdens koldeste hovedstad,
lader du dig ikke skræmme
Upåvirket og frygtløs leger du i vinden og mjaver dagen forbi,
mens duer og ravne søger ly i gamle bygningers huller og huler;
tøsefugle
Kun sommerens sejlere er din flyvekundskab overlegen,
men de er længe væk nu, hvor himlen og byens blege træer
har skiftet farve og form

Du har set verden begynde, du har set bunden,
og du ved…
Du så khanerne kæmpe om magten, du var en del af verdens
største rige
Du fulgte hunnerne på vej, da de stak af
Du så verden invaderet af manchuriere, kinesere, russerne
Du svævede og skreg over stepperne,
da de hvide telte, heste og kameler blev gradvist udskiftet af
betonblokke og firehjulede

Og nu sidder du på tagene og glor udover spidsen af din
blodrøde tud,
og du ved…
Du ved du er dit rige i fysisk form, og at kun du har
herredømme…

Paths

Det indlæg jeg lovede om min lange vandretur lader vente på sig 🙂
Jeg har fået ambitioner. Ja, I læste rigtigt.
En artikel fik mig til at læse en Ph.d-afhandling. Den skal jeg lige være færdig med først. Men det hele handler om stier. Derfor udgiver jeg billeder fra min sidste regnvejrstur mellem gravhøje, graner, stengærder og flammende bøgetræer.

DSC04556

DSC04575

DSC04576

DSC04573

DSC04579

Flot afslutning på en dejlig vandretur

DSC04532

DSC04543

Det var en fantastisk afslutning på en flot vandretur. I morgen kan I se en beskrivelse af turen med billeder.

Inspiration

Husk altid at planlægge din tur, inden du går hjemmefra. Sørg for den rigtige påklædning. Medbring altid kort og kompas, selvom du kender vejen. Tjek vejrudsigten så ubehagelige overraskelser undgås. Er regntøjet tæt. Er støvlerne behandlet. Er telefonen opladet…

Hvis jeg er i Norge, så er det en god procedure. Når jeg er hjemme, er det kun støvlerne, der ved, hvor vi skal hen. I går ville de til Rådvad, støvlerne. Jeg protesterede ikke. Det er længe siden, vi sidst har været i Rådvad.

DSC04037

DSC04042

DSC04092

På vej forbi Stampedam hørte jeg ravnens rå dybe kald. Det er også længe siden.

DSC04096

Inde i værkstedsgården i Rådvad hørte jeg dem, før jeg så dem. Vandstærene. De var i gang med at fiske, de var 3, og de sad overfor hinanden i strømmen. Jeg fandt dette filmklip fra Rådvad: Vandstær i strømmen.

Jeg talte med en fugleinteresseret, han mente, de måske havde været på træk sammen hertil fra Norge eller Sverige. Det blev et hyggeligt gensyn med de sjove fugle.

DSC04100

På vejen hjem så jeg det røde egern sidde midt i det gyldne løv. Som en god model forstår det altid at posere 🙂

I ønskes god inspiration til vandreture i regnvejret ❤