Jeg tænker på sidste gang, jeg var her. Solen skinnede, vi grinede, fortalte historier og havde ingen problemer med at passere Draget, selvom strømmen hev og trak i os.
Men nu, nu er det anderledes. Det er tidlig morgen, det er November, det er isnende koldt, og det stormer.
Vi er på vej hjem, efter at ha´overnattet ude på revet. Vi er forfrosne og trætte. Stormen, som meteorologerne aflyste, kom alligevel i løbet af natten. Jeg er ikke bange, men oplevelsen er skræmmende, fordi elementerne raser om os.
Alt det ekstra tøj vi havde med, har vi taget på. Natten har vi klaret ved at rulle os ind i vores vindtelt og tarp, og ligge os tæt sammen for at holde varmen. Nu går vi ad den besværlige vej tilbage til Draget. Rullestenene er svære at gå i, fordi vi er trætte og forfrosne, og fordi vi skal skynde os, inden vandet igen begynder at stige.
Endelig når vi Draget. Det er begyndt at regne, og den stikkende følelse i ansigtet fortæller mig, at det også hagler. Kraftige vindstød får os til at miste balancen i det usikre underlag. Jeg har frygtet det her sted. Men vi tør ikke vente på, at det bliver lavvande af frygt for at få hypotermi.
Det er med stort ubehag, jeg kan skimte, hvordan havet står i krappe bølger henover revet. Helt tæt på ser vi strømmen drive rask igennem revet. Vandet vil gå os langt op ad benene. Jeg får et uhyggeligt syn, ligesom et flashback. En mand kæmper i vandet for at redde sig selv, men det ligner ikke havet, men en å. Jeg skubber synet væk. Det er nu, vi skal over, og det gælder om at bevare fokus. Min ven går først over, han er lige ved at miste fodfæstet, bølgerne slår op omkring livet på ham. Vi må være kommet for sent til at undgå flod.
Nu er det min tur. Jeg går ud i vandet, og mærker sten og huller på havbunden. Vandet er iskoldt, og mit åndedræt bliver lammet af chokket fra kulden. Et øjebliks uopmærksomhed giver et vindstød chancen for at vælte mig omkuld. Jeg får hovedet under vand, og det eneste jeg tænker på er, ikke at gå i panik, mens jeg mærker strømmen bære mig væk fra land.
Det næste syn der møder mig, da jeg får hovedet over vandet, er to heste der kommer galoperende, svømmende imod mig. På én af hestene sidder en stor mand i olietøj med en sydvest på hovedet. Han kaster et reb ud til mig med en bunden løkke. En ny bølge slår ind over mig, og alt forsvinder i et sydende hav. Jeg sluger vand, men kommer op i den næste bølgedal. Træk tovet ned over dig, råber han gennem stormens og havets brølen. Det lykkes mig efter flere forgæves forsøg, da fingrene er stive af kulde.
Hold godt fast i rebet, råber han, mens han trækker mig ind mod land og sikkerhed. Min ven står parat inde på land, han får det våde tøj at mig, og hyller mig ind i hans uldtrøje og vindteltet kommer ovenpå. Min redningsmand nikker bifaldende, og begynder at ride væk med hans to heste. Vent! råber jeg, hvad hedder du? Han vender sig om, griner og råber, Søren. Tak Søren! Når jeg at råbe, inden han forsvinder væk i et skumsprøjt, og væk er han.
Vi kigger på hinanden, chokerede og lettede på samme tid. Det er næsten ikke til at forstå vores held. Hvor kom han fra, Søren? Hvordan kunne han vide, at jeg havde så hårdt brug for ham, og hvorfor forsvandt han så hurtigt.
Vi går den sidste kilometer, ad revet og når frem til vores bil. Her finder vi tørre uldtæpper og varm te. Den varme drik er et rigtig god ide, når man forkommen vender tilbage til bilen. Så forkommen som nu, har vi dog aldrig været før.
Efter en god pause kører vi hjem til Nordby til den B&B pension, hvor vi er så glade for at bo. Da vi kører forbi gadekæret, kan vi næsten ikke tro, at vi kun har været væk et døgn. Jeg er stadigvæk lidt i chok efter mødet med Draget på Besser Rev.
Vi får morgenmad af vores værtinde, og fortæller vores historie. Hun er rystet over vores uheld, og spørger til min redningsmand. Hvad siger I, han hedder? Søren, vi fik kun hans fornavn. Det er da en gåde, hvem han kan være, og hun undrer sig også over, hvordan han kunne være på pletten, da vi havde så hårdt brug for ham.
Der går nogle dage, med vandreture i Nordby bakker, men vi kan ikke glemme det dramastiske øjeblik på Draget.
På vejen hjem fra ferien går vi en tur i Grenå by. Det er, da vi går over torvet, at jeg i et glimt får et syn af en druknende mand, det samme syn jeg fik på Besser Rev. Jeg ser mig omkring, og billedet af den druknende mand forsvinder hurtigt, men er uhyggeligt livagtigt. Mit blik strejfer statuen, og mine ben svigter mig næsten.
Der står han, min redningsmand, Søren Kanne, død i 1860, druknet i Grenå-åen, da han gik forkert i mørket.
Søren Kanne har gjort sit navn kendt ved en heltemodig bedrift. Da et skib fra Hornbæk strandede ud for Hessel og skipperen Ole Jensen Jyde ikke ved egen hjælp kunne redde sig, svømmede Søren Kanne, 16.2.1835, trods forrygende storm med sine heste ud til skibet og bragte ham frelst i land.
I kan læse mere om Søren Mikkelsen Kanne her.
Efterskrift:
Som jeg hentyder til i overskriften, er det her en rigtig røverhistorie. Jeg har dog været på nordspidsen af Besser Rev, jeg har endda besøgt kirkegården på Kyholm, og jeg har været for sent på den og måttet vade Draget, men i godt vejr.
Et forår havde vi planlagt tur til nordspidsen af Besser Rev, men da vi stod ved Draget, ombestemte vi os. Strømmen var stærk og vandet dybere, end jeg brød mig om.
Der er tidligere forekommet drukneulykker her, ifølge Naturskolen på Samsø.
Jeg har desværre ikke mødt Søren Kanne 🙂 der var kendt, som en livlig og sympatisk mand.
Click in the picture to see the videos from NRK:
Fotografen til den første video, ‘Se Ivar tage for sig af julegaverne’ er Vegar Hakstad.
Fotografen til den anden video, ‘Notenesgata i Ålesund under ekstremvaeret Ivar’ er Tor Siverstøl fra NRK
—————————
Pas på jer selv derude, når der varsles storm. En mand blev blæst af fortovet, og ud i et trafikeret kryds, oppe i Ålesund.
Billedet af det væltede træ, er fra min seneste tur ved Furesøen.
Kan I huske den første gang, I oplevede og erfarede sneen?
Jeg husker den morgen i klare erindringsbilleder og lyde. Der var helt stille udenfor, ja, det dæmpede næsten de hyggelige morgenlyde inde i huset. Det var vildt spændende, og forventningen om legen i den nye hvide verden, gjorde den morgen uforglemmelig.
Denne billedserie er fra Bramsnæs, tæt på Ejby Ådal. Billederne er nogle år gamle. Stilheden var næsten hørlig, luften var frisk og sneen var ny, hvid og gav lys i mørket.
Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt på de stemmer,
som for højlydt taler.
Helge Rode var dansk digter med stærk tilknytning til Norge, hvor han tilbragte sine ungdomsår.
I 1896 skrev han teksten til sangen: Der er ingenting i verden så stille som sne.
——————
En kærlig julehilsen til alle i Ejby 🙂
Vandretur gennem Mølleådalen og Ravnholm Skov
Jeg havde lyst til at besøge Furesøen i dag. Fred og ro, masser af frisk luft fra søen, og god motion i bakkerne. Vi parkerede ved Jægerhuset, og gik ud ad stien til Kinabugtens badeanlæg.
På broen ved badeanlægget så vi tusindvis af blishøns ude på vandet. Da vi gik ind på stien, fik vi øje på en flagspætte, der hakkede efter føde i barken, og på vejen ud mod Luknam fløj hundredevis af kvækerfinker op fra skovbunden, hvor de var i gang med at fouragere.
Men det spændende ved turen kommer nu. Sidste år var jeg herude flere gange, og se efter havørnen, som jeg havde hørt skulle holde til ved Furesøen, dog uden at få den at se.
Men nu, lige før vi når ud til Luknam, ser jeg havørnen svæve gennem luften, og den er imponerende. Mens vi kigger op, ser jeg havørn nummer to, det er helt vildt. De har en smuk glideflugt, og vender elegant i luften, for at starte et nyt svæv. Det ligner leg, men det er afsøgning af føde, blishøns er der nok af. Det her glemmer jeg ikke lige med det samme.
Langt ude på broen ved Luknam får jeg øje på en solsort, men nej! Det viser sig at være en vandstær. Den dukkede frem fra under broen da vi nærmer os, det er stort det her 🙂
…det var December som kom.
Nu kom den sidste, den gamle morlille med ildpotten; hun frøs, men hendes øjne strålede som to klare stjerner. Hun bar en urtepotte med et lille grantræ. “Det vil jeg pleje og det vil jeg passe, så at det bliver stort til juleaften, når fra gulvet lige op til loftet, og gror med tændte lys, forgyldte æbler og udklipninger. Ildpotten varmer som en kakkelovn, jeg tager eventyrbogen op af lommen og læser højt, så at alle børnene i stuen bliver stille, men dukkerne på træet bliver levende og den lille engel af voks, øverst oppe i træet, ryster med knitterguldsvingerne, flyver fra den grønne top og kysser små og store inde i stuen, ja de fattige børn med, som står udenfor og synger julesangen om stjernen over Bethlehem!”
Tolv med posten, Et eventyr af Hans Christian Andersen
Vækkeuret ringer kl. 5. Det er lidt tidligt, men jeg har en uhørt stærk motivation, en dejlig vandretur med vennerne .
Vi bor uden for lands lov og ret, og har derfor bestilt en taxa om aftenen for at være sikre på transporten. Vores venner kommer med Kystbanetoget, og der skal vi indtage første morgenmåltid sammen. Der kommer ingen taxa på det aftalte tidspunkt. For at gøre en lang historie kort, så er der to næsten ens vejnavne i vores kommune. Der bliver tryllet, og vi når alligevel frem til vores tog og vores venner.
På færgen over til Helsingborg indtager vi morgenmåltid nummer to. Jeg begynder at forstå Hobitterne. Efter en hyggelig bustur er vi fremme ved Mölle.
Det er frostklart, og der ligger sne på Kullaberg. Det bliver en meget hyggelig dag på Kullen med alle mulige afstikkere.
I Mölle skal vi vente på bussen i over en time. Det er blevet mørkt, og der er helt øde i den lille by, hvor vi er vant til at se så mange sommergæster.
Det er koldt nu, og det blæser. Vi bliver enige om at søge læ et sted. Nede ved havnen har de stablet bænke og borde ind i det vindfang, der er ved toiletterne. Resten giver sig selv. Vindfang og noget at sidde på. Snart er trangiaen tændt, blåbærsuppen varm og hjemmebagte boller med en stor plade knust Marabou Chokolade lagt imellem som pålægschokolade. Vi har en rigtig god cognac med, som bliver delt ud med rund hånd, den matcher blåbærsuppen fint 🙂
Efter en stund med ekstrem hygge, ser jeg for mig, hvordan dørene svinger op og i, mens tjenerne kommer ind med store fade. Pludselig er der én, som siger, at vi skal gå nu, hvis vi skal nå bussen. Det var i rette tid. Det er jo dørene ind til toilettet, jeg sidder og fantaserer over 😉
God tur og husk madpakken eller en kok.
Luften er klar og kold. Det er vandrevejr. Jeg tager toget ud i skoven, i Gribskov, og står af på Kagerup Station.
Jeg sætter kursen mod Hvidekilde. Her fik vi de første myggestik i foråret sammen med vores venner. Vi havde den store picnickurv med, og slæbte den rundt i hele skoven. For en gang skyld var jeg ligeglad med det praktiske, det var sjovt og hyggeligt, og vi var mange til at bære.
Der er flere steder, hvor rimfrosten lyser op i hele skovbunden, det skaber en fantastisk stemning.
Jeg fortsætter vandringen mod Mårum Station, og ligger vejen forbi ved Gantekrogs-søen. Der er is på søen, og farverne i mos og græsser bliver fremhævet i den lave sol. Det bliver tidligt mørkt, og derfor tager jeg toget videre til Gilleleje inden lyset forsvinder.
Skarver, måger og andefugle synes også godt om vejret. Der er en utrolig god sigtbarhed, Kullen ses skarpt aftegnet. I Mölle er lyset tændt. Solen reflekteres i glasfacader, og på den måde opstår illusionen. Nu ved I det, for det fremgår ikke af billedet 😉
Der er allerede skygge her langs med klinten, men nu kan jeg få solnedgangen med.
Der var andre end mig, der var ude og nyde det flotte vejr.
Nakkehoved Fyr’s lyskegle spejler sig i vandet.
Jeg gik fra Dronning Mølle til Gilleleje i april måned. Det var en meget smuk forårsdag. Der er en indtagende udsigt fra den høje klint ud over havet. Det smukke fyr er Nakkehoved Fyr.
Toget kører lige ud i skoven. Der er flere afgange i timen med Lokalbanen fra Hillerød mod Kagerup
God tur og husk madpakken.
Jeg blev altid for længe ude om vinteren, da jeg var barn. Det gjorde næsten ondt, det var, som om kulden var trængt langt ind i kroppen. Det var min oplevelse dengang. Det var også min oplevelse i dag.
Men det er så smukt at jeg ikke nænner at afslutte dagen. Luften er klar, og solen varmer til at starte med. Men pludselig er den der, kulden. Den er kommer snigende, og overrasker mig.
Det er helt i orden, for jeg er tæt på mit hjem, og varmen er ikke langt væk.
Dette hus minder mig om Pippi Langstrømpe. Stor naturgrund med legehus og fuglekasser hængt op i alle træerne.
Har I mulighed for at flekse på arbejdet i morgen, så gør det, for der er ikke meget sol tilbage klokken tre.
HANNA'S WALK 
You must be logged in to post a comment.