Some kitesurfers were preparing to go out on the sea in this weather today. That’s what I call hardcore. I did not wait to see them in action. After 10 minutes in the wind coming in from the sea, I had had enough. It was bitterly cold.
Kite surfers gjorde klar til at gå på vandet. Jeg ventede ikke på at se dem i aktion. Ti minutter i vinden var nok. Kuldeindekset var – 22 c.
Hvorfor vil Samsø altid betyde noget særligt for mig? Det hele begyndte med en meget god og festlig veninde, som havde for vane at besøge sin gamle ven derude midt i Danmarks rige.
Hvis du har lyst til at tage med, så spørger jeg HC, sagde hun en dag. Det var jeg helt frisk på, og der gik ikke lang tid, før dagen oprandt, da vi skulle rejse.
Vi anvendte den helt korrekte fremgangsmåde. Rygsækken blev pakket, cyklen pumpet og så afsted til Hellerup Station. Fra Kalundborg sejlede vi til Kolby Kaas, en utrolig hyggelig sejltur.
Det var september måned. Vi sad oppe på dækket og nød udsigten, mens solens stråler varmede os. Jeg fik en kortvarig illusion af varmere himmelstrøg, men det her var jo Samsø Bælt, vi krydsede ude i Kattegat.
Vi blev modtaget med åbne arme af HC, bogstavelig talt. Jeg følte mig hjemme med det samme, og stemningen var meget, meget hyggelig. Vi medbragte en omhyggeligt udvalgt rødvin og nogle gode bøffer. Det blev starten på nogle uforglemmelige aftener, med masser af drillerier og god snak.
Om dagen cyklede vi ud i landskabet i det omskiftelige vejr. Der blev et par ufrivillige pauser under vejtræerne undervejs efterhånden som regnbygerne drev hen over øen, men det var med til at intensivere oplevelsen endnu mere.
Vi var rundt overalt på Nordøen. Den største oplevelse blev dog, da vi lagde ud fra Langør i HC’s båd, ud til pestøen, Kyholm.
Tæt på øen satte vi en jolle i vandet, og roede resten af vejen ind til Kyholm. Det er sådanne oplevelser drømme er gjort af.
Øen har været karantæneområde for skibe, hvor der var mistanke om pest, første gang i 1700-tallet. Anden gang i 1831-59.
Under Englænderkrigene frem til 1814 var Kyholm befæstet med søbatterier og kaserne med op til 400 soldater. Øen Anholt var besat af Englænderne, og Frederik den 6. ville forhindre at det samme overgik Samsø. Det skete dog ikke, men mange af soldaterne døde af en febersygdom, og der blev søgt om tilladelse til at opføre en kirkegård, så de døde kunne blive begravet. Vi står nu og ser på den lille kirkegård, og mindes historien.
En anden minderig tur gik ud på Besser Rev. Vi havde talt med nogle fiskere forinden om tidevandet ved Draget.
Der var lidt mere vand i Draget end beregnet, da vi skulle tilbage, men vi havde snøvlet, pjattet og gjort alle mulige afstikkere undervejs, så naturligvis var vi for sent på den. Det eneste der overgik os var våde bukseben, og det er en nådig pris at betale for en ubeskivelig smuk udflugt i et unikt landskab.
Et par år efter blev HC indlagt på sygehuset. Han blev ved med at ha’ problemer med sit ben, efter han havde fået det i klemme mellem to både. Det viste sig at være cancer, og han døde kort efter.
Jeg har været på Samsø mange gange siden da, men aldrig uden at mindes HC ♡
—————
TV2 Østjylland, filmklip fra Kyholm
Tokkekøb Hegn er et meget flot område. Her i lergraven kan I fiske efter skalle, aborre og gedde.
Vær opmærksom, undgå at få flåter på jer.
I kan finde alle oplysninger samt kort her.
Flåter i Tokkekøb Hegn kan bære TBE virus. TBE virus kan overføres inden for få minutter efter bid af flåt. Sygdommen viser sig med feber og influenzalignende symptomer, som efter ca. 1-2 ugers symptomfrihed kan udvikle sig til hjernebetændelse.
Derfor er forebyggelse vigtig i form af lange ærmer og bukser.
Endvidere er gamacher/gaiter (Eks. DeuterAltus Gaiter skoovertræk) en rigtig god idé. Jeg synes, det er en fordel med elastik, der lukker til nede ved skoen, men selvfølgelig er det jo ikke 100 procent ‘vandtæt’. Alligevel må det betragtes som værende en rimelig god foranstaltning.
God tur!
Ja, det burde jeg måske have gjort, når jeg ser billederne, medbragt en telelinse. Fossekall, Elveprest, Elvekall og Kvernkall. På dansk hedder fuglen vandstær. Kært barn har mange navne, og norges nationalfugl har mindst 70 lokalnavne.
Det forstår jeg godt, for den er, som et kært barn. Hele sommeren har fuglen været savnet ved de vandløb, hvor vi færdes til daglig. Men for en måned siden lokaliserede jeg den igen. Jeg fik den samme følelse, da jeg så den, som når der falder sne til jul. Glæde over den hyggelige lille fugl, glæde over at vandet er så rent, at fuglen vil være her.
Vandstæren, som den hedder på dansk, er ikke let at få øje på. Den holder til på brinkerne mellem jord og sten, og falder fuldstændig sammen med omgivelserne, men hold udkig for den er en oplevelse. Den nejer og pudser fjerene for pludselig at dykke under vandet for at samle vårfluelarver.
I øjeblikket står vandet højt i alle Mølleåens damme.
Hvor mange So F***ING SPECIAL STJERNER ville Christine Feldhaus ha’ givet de sidste måneders vejr? Jeg tror, hun ville ha’ givet vejret 5 ud af 5 So F***ING SPECIAL STJERNER. Stormflod, orkan, masser af varme og regn i rigelige mængder…
Vandstæren sidder næsten oppe på brinken til venstre for midten. Troede I det var en sten?
Her er et skærmbillede af min film fra sidste år, så kan I se størrelsesforholdet.
Meteorologerne har lovet solskin på fredag, livet er godt 🙂
Vandreture i foråret byder på gode oplevelser. Fuglene er aktive, og de er synlige nu, hvor bladløvet mangler. Lyset er stærkt og insisterende. Der er meget vand i vandløbene, og det er med til at intensivere naturoplevelsen.
Vands rislen i en bæk eller brusen i et vandfald, vinden i træerne og fuglekvidder, det påvirker os meget mere, end vi tror.
Billederne er fra Danska fall, en enestående oplevelse i foråret. Flere oplysninger fra Länsstyrelsen her: Danska fall
Vi overnattede på en god hytte på Pensionat Frösakull for flere år siden. Det fungerede fint for os. Vi havde mulighed for at tilberede lidt mad, og stedet lå centralt for det område, vi ville udforske. Stedet har siden skiftet ejer, men der er mulighed for at forespørge på priser, ledighed osv. her: Pensionat Frösakull. Der er naturligvis rigtig mange alternativer til Frösakull.
Skedala Skog er et smukt naturområde. Parkeringspladser findes på hovedvej 25, vejen mellem Halmstad og Ljungby. Ved Toftasjön findes toilet og parkering.
Stisystemet i Skedala Skog er ved at blive reetableret, da store dele af stisystemet er ødelagt under de seneste storme. Stormskaderne er værd at huske på, når I planlægger vandreture. Tjek i forevejen eventuelt på turistbureuerne.
Er I i området, er her lidt ideer til andre vandreture end dem, jeg har nævnt her, Promenadstigar och vandringsleder.
Der er kun én times kørsel fra Helsingborg til Halmstad!
Rigtig god tur! Husk madpakken, godt fodtøj, lag på lag tøj og opdateret kortmateriale. Efterlad kun jeres fodspor 😉
Mange af jer har nok hørt om Jostedalsbreen. Bræen ligger nordvest for Jotunheimen, ude på vestlandet i Norge. Det er her, hvor glitrende blå fjorde skærer sig ind mellem svimlende stejle snedækkede fjelde.
I foråret kan I opleve blomsterende frugttræer, som et ekstra incitament, til at besøge denne enestående natur. Billedet her er fra Geirangerfjorden, der ligger lidt nord for området. Vandfaldet kaldes for De Syv Søstre.
Klik her, for at opleve en svimlende tur over Jostedalsbreen, og hør hvordan gårdskarlene ‘smuttede’ over fjeldet, og hjem igen samme aften/nat for at nå hjem, og malke køerne efter ballet i nabobygden.
Synes I også, det er mørkt, når I kigger ud? Gå ud alligevel, find de små stier i naturen og sjove opdagelser dukker op lige foran jer. I slideshowet kan I se fiskehejren fiske.
Har I oplevet nordlys?
Vi var engang på Knudshoved Odde. Ja, jeg har en forkærlighed for kystlandskaber. Vi havde ikke kamera med, så billederne her er fra et senere besøg
Det er november, 12 graders varme, blå himmel og en frisk vind. Rygsækken er pakket med vand, proviant og trangia.
Vi er på vej ud i Storebælt ad en odde, der stikker 15 km ud i havet. Vi er på opdagelse, for hvordan ser et landskab ud, der er eksponeret for elementernes rasen.
Vi går gennem skov efter et kig ind i en stor velbevaret stendysse.
Jeg har svært ved at forestille mig bakker i terrænget helt ude på spidsen, men jeg bliver overrasket. Det er en vidunderlig oplevelse at vandre med vand på begge sider. Brombærbuske og andre vækster trives godt i det her miljø.
Vi gør ophold flere steder undervejs og sen eftermiddag tilbereder vi vores mad i trangiaen.
Efter maden er det tid for at gå tilbage mod Vordingborg. Inden vi ser os om, er mørket faldet på, og der er overraskende mørkt herude. Mens vi roder rundt i plovfurerne på markerne, får vi endelig vendt os rigtigt med retning mod byen.
Og det er nu vi ser det, et rødt bølgende tæppe, og vi ved, at det er nordlyset der optræder lige for næsen af os. Vi har aldrig glemt det, og nu kan I faktisk opleve det i morgen.
Klik i billedet for at se mere –
Det er ukompliceret at oplade en computers batteri. Vi tilslutter den ledningsnettet, og bliver den for langsom, så er diskfragmentering en god ide.
Men hvad med ‘vores eget batteri’. Er en god nats søvn nok, hvis vi vil indfri de mål, vi har sat for 2014?
Hvis I skal præstere optimalt for at opnå et vigtigt mål, hvordan forbereder I jer så bedst muligt?
Nedskrevne mål, delmål, evalueringsskemaer eller logbøger er vigtige elementer i vejen til målet. Men kan I finde fred og ro til at gennemtænke jeres stategi?
I dag bruger jeg naturen, og medbringer skriveværktøj. Gode ideer opstår ofte, når jeg vandrer.
Billedet er fra vores tur i Tafjordfjella i Norge. Naturen er utrolig dramatisk og smuk. Her krydser Trollstigen, som vejen kaldes, Stigfossen. Dette fjeldområde skal Maria igennem –
… og jeg har fået feber! Turfeber! Planlægningsfeber! Det er Maria Grøntjernets skyld. Hun er for sej 😎
Klik i billedet for at se den 17 årige norske pige krydse Norge på tværs.
Maria går gennem vinter og sommer for at komme hjem, det er en vandring på 600 kilometer. Hun får hjælp af hendes dejlige hund, en Siberian Husky.
Udfordringer er der nok af.
Click the picture to see the 17 year old Norwegian girl, Maria Grøntjernet crossing Norway
Maria goes through winter and summer to get back home, it’s a journey of 600 km.
She gets help from her lovely dog, a Siberian Husky.
HANNA'S WALK 
You must be logged in to post a comment.