Ja, det burde jeg måske have gjort, når jeg ser billederne, medbragt en telelinse. Fossekall, Elveprest, Elvekall og Kvernkall. På dansk hedder fuglen vandstær. Kært barn har mange navne, og norges nationalfugl har mindst 70 lokalnavne.

Det forstår jeg godt, for den er, som et kært barn. Hele sommeren har fuglen været savnet ved de vandløb, hvor vi færdes til daglig. Men for en måned siden lokaliserede jeg den igen. Jeg fik den samme følelse, da jeg så den, som når der falder sne til jul. Glæde over den hyggelige lille fugl, glæde over at vandet er så rent, at fuglen vil være her.

Vandstæren, som den hedder på dansk, er ikke let at få øje på. Den holder til på brinkerne mellem jord og sten, og falder fuldstændig sammen med omgivelserne, men hold udkig for den er en oplevelse. Den nejer og pudser fjerene for pludselig at dykke under vandet for at samle vårfluelarver.

I øjeblikket står vandet højt i alle Mølleåens damme.
Hvor mange So F***ING SPECIAL STJERNER ville Christine Feldhaus ha’ givet de sidste måneders vejr? Jeg tror, hun ville ha’ givet vejret 5 ud af 5 So F***ING SPECIAL STJERNER. Stormflod, orkan, masser af varme og regn i rigelige mængder…

Vandstæren sidder næsten oppe på brinken til venstre for midten. Troede I det var en sten?

Her er et skærmbillede af min film fra sidste år, så kan I se størrelsesforholdet.

Meteorologerne har lovet solskin på fredag, livet er godt 🙂