Pirateri ved Kronborg i Helsingør

Jeg havde læst Vor Frues Sorte Søndag, af Birgitte Jørkov. En dansk middelalderkrimi, men først og fremmest en roman om hverdagslivet i Helsingør i 1450.

Bogen omhandler livet i Helsingør med de mange brande, hed romantik mellem en meget sympatisk købmandsenke, og en smuk munk. Om hvordan vilkårene var for at brygge det bedste øl, handelen med fremmede søfolk, hvordan man håndhævede loven og mange andre spændende detaljer, skrevet af en krimiforfatter og historiker.

Middelalderen skildret på en husgavl tæt ved Karmeliterklosteret

Efter denne utrolig livagtige fiction af hverdagen i middelalderen, så jeg Helsingør på en ny måde. Den gamle bydel er fantastisk, og det er ikke svært at forestille sig det leben, der har været en gang.

DSC03179

Går man gennem byen en morgen, hvor forretningerne er ved at få fyldt deres lager op, bliver kasser og pakker båret frem og tilbage. Travlheden hersker i byen, og mågerne flyver lavt over tagryggene, mens de udstøder deres klageskrig over mangel på godbidder. Her er aldrig langt til Øresund, og det gennemsyrer byen. Der er mange turister og handlende, som alle har travlt med at gøre gode køb på torvet og i forretningerne.

Det har tiderne ikke ændret på, når man kigger dybt i regnskaberne for Øresundstolden. Her finder man oplysninger om de skibe, der passerede gennem Øresund, der var en af verdens vigtigste handelsveje. Sundet forbandt markederne i Vesteuropa, Amsterdam og London med Baltikum, Danzig, Riga, Sankt Petersborg ect. Når tolden skulle betales, blev der ofte handlet i Helsingør på samme tid.

Regnskaberne giver stor indsigt i verdenshandlens konjunkturer, og de historiske oplysninger er så værdifulde, at dokumenterne fra 1497-1857 er optaget i UNESCO; Memory of the World register.

Det var Erik af Pommeren, som havde et udpræget blik for sundets betydning. I den sammenhæng grundlægges Landskrona i 1413, København kommer under kronen i 1416, Helsingør får privilegier i 1425, og året efter færdigbygges Krogen, det nuværende Kronborg. Kärnan forhøjes i Helsingborg, og i 1434 grundlægges Malmøhus. Det var dengang Skåne var dansk!

Kronborg på en dejlig solskinsdag

Hansestæderne anerkender tolden, DET LEGALE SØRØVERI, i 1432, Holland og England følger efter nogle år senere.

          

Karmeliterklosteret, Vor Frue Kloster i Helsingør er fuldstændigt unikt. Det blev grundlagt i 1430, da Erik af Pommeren indbød Hvidebrødrene, Karmelitermunkene til Helsingør. Det er ét af de bedst bevarede middelalderklostre i Nordeuropa.

Karmeliterklosteret

Jeg har en søster, der er glad for lokalhistorie. På den måde havnede jeg på en lyksalig og vildt spændende rundvisning i klosteret med Sct. Mariæ Kirken, samt Helsingør Domkirke, Skt. Olai Kirke. Vi beså lokalerne for Helsingør Stifts Biskop, Lise-Lotte Rebel, som er Danmarks første kvindelige biskop. Klosteret oser af stemning, og I kan frit gå rundt i gangene, som omkranser haven. Kirken er sjældent åben, men der bliver afholdt koncerter og akustikken er rigtig god.

Helsingør bliver jeg aldrig færdig med!

Skib runder Kronborg

Velkommen i Det Danske Schweiz

Det Store Grå er ankommet. Har I lagt mærke til det? Dis, tåge, dårligt sigt og tusmørke hele dagen. Er det noget ved at gå tur i det vejr? Jeg har et forslag; vælg det bakkede terræn og de små snoede stier. Naturen kommer tæt på jer, og I oplever flere ting. Her er et forslag til en flot og interessant tur, hvor I går langs med Mølleåen.

Tag toget til Fuglevad Station. I kan også vælge at gå fra Lyngby Station. Her kan I proviantere på vej ned gennem hovedgaden. I drejer til højre ind i Slotsparken og fortsætter ad stien frem til Fuglevad Mølle. Jeg har snydt med lidt sol!

Fuglevad station

Her på østsiden mellem Fuglevad og Brede er der et par bakker undervejs

Spisehuset i Brede ved Brede Station

Langs Mølleåen

Over bro på vej mod Nymølle

Her ved Nymølle fandt vi vandstæren omme på bagsiden af det gule møllehus

Det Danske Schweiz

Mod Nærum Station

Det er en meget smuk tur, jeg varmt kan anbefale. I kan eventuelt tage toget tilbage til Brede Spisehus, for derefter at gå tilbage til Lyngby. Fra Nærum er der gode busforbindelser med Bus 300 mod Ishøj, samt Bus 150 til Nørreport Station.

Husk noget at sidde på, samt kortmateriale. God tur!

Jotunheimen, Valdresflya og M/B Bitihorn

Vi boede for nogle år siden i Beitostølen, og tog en tur op til Gjendesheim. Det er et rigtigt flot område, og da det var uden for turistsæsonen, fik vi også en mere uforstyrret oplevelse af fjeldet.

M/B Bitihorn på vej ind i Jotunheimen med kig til 2000 m høje fjelde

M/B Bitihorn har sejlet i fast rute hver sommer siden 1912. Båden blev bygget på Glommens Mekaniske Verksted i Fredrikstad i 1912, og i 1977 blev der monteret en forlængelse på båden, så den fik en længde på 65 fod. Højeste passagertal er 98, og de rejsende er alt fra lokale tur/returrejsende, arbejdsfolk, turister og rensdyrpassere.

M/B Bitihorn

Hurtigt vejrskifte!

Prøv en tur hvis I kommer på de kanter. I har muligheden for at tage båden ud og gå hjem via Besseggen. I kan også tage ophold inde på Hotel Eidsbugarden, eller Norges højest beliggende DNT hytte i 2068 meters højde.

Vi gjorde ingen af delene, men var på et lille hike ved fjeldovergangen Valdresflya. Det er ét af vores ynglingsområder –

Valdresflya

Ved Valdresflya

På vejen tilbage mødte vi en norsk vandrer. Han havde været på topbestigning for at opleve stedets gletchere inden de smeltede.

Fjeldvandring og tordenvejr i Norge

Vi er på vej ud i fjeldet. Det har været en smuk sommer med høj sol og lyse nætter. Nu er det august måned, og myggene er på retur, det er vandrevejr -.

Mange gode fiskesøer i Jotunheimens Forgård

Fra Fagernes tager vi en taxa ind i fjeldet, og reducerer vores første vandring med et par timer. Det er lummert, og det ser ud som et vejrskifte er på vej. Jakker og trøjer bliver lagt i rygsækken, og vi fortsætter mod DNT’s hytte, Svarthammar. Tordenen rumler ude i det fjerne, men det bliver ved det! Snart er vi fremme ved hytten.

Lidt efter får vi besøg af en vandrer, som er på vej mod Jotunheimen. Han har mange dagsrejser foran sig, det samme har vi. Vores plan er, at lave en rundtur i fjeldet med overnatning på hytterne. Vi har valget mellem DNT’s hytter, eller Gausdal Fjellstyres hytter.

Gausdal Fjellstyre´s hytte

Det bliver en meget hyggelig aften på hytten sammen med Bjørn. Vi udveksler vandreturserfaringer. De sjove historier, hvor alt går galt, bliver fundet frem, og kedeligt er det ikke.

Bjørn fortæller om en gang, hvor han sammen med nogle kammerater er på vej fra Finsehytta på Hardangervidda til Hallingskarvet/Kyrkjedøri:

De er ikke nået langt, før det begynder at blæse op. Der er enighed om at udsætte frokosten, til de finder et velegnet sted, hvor terrænet giver lidt læ. Efter et par timers hård vandring med stadig tiltagende modvind, begynder det at regne. Nu er det rigtigt ubehageligt at være ude, og ingen har lyst til at gøre ophold for at spise. De fortsætter uafbrudt i mange timer uden at spise og drikke. De er ret udmattede, da de endelig når frem til hytten.

Et par af dem køber drikkevarer, og får udleveret nøgler til værelserne. Da de kommer tilbage i vestibulen, opdager de, at de har glemt en af deres venner – . Han sidder med åben mund, og sover med alt det våde tøj på, og under ham vokser en lille vandpyt frem.

Det kræver nogle gange en kraftanstrengelse at blive vasket, få tøj, støvler og udstyr bragt i orden, når alt krudtet er brugt, men det er en god ide. Senere på aftenen vil man bare slappe af, og hygge sig, og ligge planer for næste dag.

Vi diskuterer, om vi skal gå over, eller uden om fjeldet, den følgende dag. Bjørn anbefaler, at gå op over. Jeg slås stadigvæk med eftervirkningerne fra mit fald ud over fjeldsiden sidste år, men indvilliger, da han forsikrer om det venlige terræn.

Efter morgenmaden forlader vi hytten og har en 5 timer vandretur foran os. Vejret er flot, og det er en dejlig tur. Afmærkningen af stien viser os hurtigt vej op i fjeldet, og vi er snart fri af birkeskoven og oppe i højfjeldet. Terrænet er let gået, og jeg kan slappe af og nyde turen.

Ved frokosttid når Bjørn frem til os. Han påtog sig frivilligt rengøringen af hytten, samt opvasken efter morgenmaden. Vi byder ham på en Gammel Dansk som tak, og efter det andet glas, synes han også stadset smager godt.

Omsider når vi frem til den betjente hytte Liomseter, og den er utrolig hyggelig, meget gennemført i norsk byggestil og farver. Desuden har hytten et suverænt bestyrerpar, Svein og Beate.

Det bliver igen en meget hyggelig aften på hytte med god snak, og mange historier. Næste dag sætter vi kursen mod Haldorbu. Vi smører madpakke ved morgenbordet.

Vi ser ud ad vinduet. Det er begyndt at regne, og vi finder vores poncho frem. De er indkøbt, så de også dækker rygsækken. Det skal snart vise sig at være praktisk. Afskeden  med Bjørn med et vist vemod. Det er synd for hyggen, men godt for den Gamle Dansk.

Vi har vandret en times tid, da jeg i øjenkrogen spotter et lysglimt. Regnen er taget til, og det vælter ned. Vi kontrollerer, at vi ikke tager vand ind. Det er ikke første gang, uvejr overrasker os, men i fjeldet er det specielt. Skyerne farver landskabet mørkt og dystert, og det er svært ikke at lade sig påvirke.

Pludselig runger et megadrøn igennem fjeldet, det sker næsten samtidig med at lynet zig-zagger gennem luften, og oplyser fjeldtoppene. Nu er fanden løs! Jeg er ikke tryg ved torden, men min ven er rædselsslagen, så jeg må undertrykke min uro og berolige min ven. Vi har løbende orienteret os om stedkending, og vi tager nu en yderligere bestemmelse af vores position. Der er en fjeldtop længere fremme, der skal passeres. Det er vores vurdering, at vi hurtigt kan komme over, og ned på den anden side. Farten sættes yderligere op. Hvor der før var antydning af sti, er der nu små floder, der driver af sted. Nu går det op for os, at den stedkending vi har taget, er forkert, det vil tage længere tid, at komme ned i sikkerhed, for de lyn der konstant oplyser hele landskabet. Vi løber, det er ret dumt, men det gør vi. Det tager en evighed, men snart begynder nedstigningen.

Endelig når vi i sikkerhed på Haldorbu. På hytten befinder sig et dansk ægtepar. Deres oplevelse af uvejret har chokeret dem. På grund af det voldsomme vejr, har de fundet en genvej ind gennem en kløft, og pludselig slår lynet ned lige over dem. De er rystede over oplevelsen. Kort tid efter ankommer DNT’s hyttevagt.

Hun fortæller, at hun kommer fra Storkvelvbu. Vi spørger, om hun har set noget til Bjørn. Det bekræfter hun, og overbringer en hilsen til os. Han er kommet helskindet gennem tordenvejret, men sjældent havde hun set én, der er så våd og forkommen. Vi kunne ha´ undt ham en Gammel Dansk, selv om der er et vist svind i indholdet.

Vi spørger til, hvordan hun forholder sig til tordenvejr, og hun giver stort set samme anbefalinger som dem fra DMI:

‘Når man bliver fanget i det fri af et tordenvejr kan man komme til at vælge et af to onder: Stå i tørvejr under et træ og dermed risikere, at et lyn rammer både træet og dig (og det kan man altså dø af) eller sætte dig på hug med samlede fødder og lavt hoved ude i det fri – i regnen – og så have størst chance for at lynene ikke finder dig. I denne stilling rager man ikke så højt op og man rører kun jorden ét sted. En liggende krop vil have større berøringsflade med jorden og derved vil der også være større chance for at en strøm finder vej igennem én.’

Af og til kan du, når tordenvejr er i nærheden, opleve at håret stritter, som er det elektrisk – og det er det – samt et sikkert tegn på, at luften snart kan blive “ladet med” lyn, da man højst sandsynligt befinder sig i et område med positive ladninger. Fænomenet opleves oftest i bjergrigt terræn, og du bør søge nedad mod lavere liggende områder.

Husk i øvrigt den gamle tommelfingerregel, når du ser lyn og hører torden: For hver 3 sekunder der går mellem lynet og tordenbraget er lynet 1 kilometer væk. Tæl derfor langsomt (fx 1 sekund, 2 sekunder, 3 sekunder…) når du ser lynet og du har afstanden, når du hører braget.

Efter en dags ophold på Haldorbu med hygge, småture og godt vejr, fortsætter vi mod Storkvevlbu. Vi vandrer snart op i Hyllefjellet, og der er en kanonflot udsigt over fjellet.

Efter flere timer i et letgået fjeld, kan vi skimte hytten, der ligger lidt i læ af en fjeldtop, og er således beskyttet mod det værste uvejr.

På Storkvelvbu er der helt tomt for folk. Vi finder nogle rensdyrskødkager frem fra proviantlageret, bøffer af rensdyrkød lagt til hvile i noget brunt sovs. Det lyder måske ikke så lækkert, men det smager afsindigt godt efter en hel dags vandring. Der ryger noget kartoffelmos ned sammen med tyttebærsyltetøj.

Storkvelvbu

Vi sidder ved bordet i hytten, og har den mest fantastiske udsigt over fjeldet. Vejret har været godt hele dagen, men nu begynder skyerne at trække sammen på ny. Det lover ikke godt for morgendagen.

Næste dag bliver vi vækket af regnen, og vi beslutter os for at blive en dag over på hytten i håbet om at få den sidste vandredag i flot vejr. Det er en 5 timers lang tur, først i højfjelds terræn, og senere i meget idyllisk birkeskov. Det er en flot tur, så vi satser på  det gode vejr, og bliver over på hytten.

Det er eftermiddag, og vi kan skimte to vandrere komme gående mod hytten, regnen vælter ned, så vi skynder os at sætte vand over på komfuret, så de kan vaske sig og få noget varmt at drikke. Det er de glade for, da de ankommer. De har gået turen nede fra Liomseter. Den ene har fået et stort gnavsår, og den anden har utætte støvler. Goretex membranen er utæt, og støvlerne er kun et halvt år gammel.

Vi har valgt læderstøvler, de er godt gået til på vores vandreture hjemme. Før turen gav vi dem bivoks, og lod dem stå i solen og tørre. Det virker!

Næste dag belønnes vi for vores venten. Solen skinner fra en blå himmel, og vi nyder turen rigtigt meget. Alle steder, hvor vi får lyst til at gøre ophold, følger vi vores indskydelse uden at tænke på andet end at være.

Storhøpiggen, Storhøa, og Gråurdhøa ses i horisonten. Det er vejen mod Jotunheimen.

Snart er der tættere mellem fårene, og vi nærmer os hastigt Beates fantastiske køkken, det er, som at komme hjem med Beate og Svein som værtspar.

Det var en fjeldtur, der startede i bagende solskin og endte med et meget afvekslende vejr. Det er ikke så sjovt at vandre i regn, men hvis alternativet er kedelige golde områder, så foretrækker jeg ubetinget regnvejret. Når solen bryder frem efter en regnvejrsdag er det hele friskt, uendeligt grønt og luften er ren, det er bare greit!

Mandomsprøve for Kvinder – Tafjordfjella i Norge

Området, hvor vi skal vandre, hedder Tafjordfjella, og ligger nordvest for Rondane, og syd for Trollheimen.
Jeg er rigtig god til at arrangere ture for toptrænede folk. Det springende punkt bliver dog min egen deltagelse på turen – 
Det er anden gang, jeg skal ud og vandre i fjeldet – jeg har selv planlagt turen, den skal være spændende, og det bliver den 😛

Rejsen op til Tafjordfjella i Norge går meget fint. Vi ankommer rimeligt afslappede til Bjorli efter 17 timers togrejse.

Vi får fat i en taxa, og så kører vi i fuld fart på grusvej i fjeldet, opad og opad – vejen snor sig, og på begge sider konkurrerer fyr- og birketræer om pladsen. Bilen rutsjer og skramler rundt, og jeg krydser fingre for at der ikke kommer modkørende.
Efter fyrre minutters kørsel kommer vi til en lille vendeplads.
Her hiver vi vores 15 kg´s rygsække ud, og vinker farvel, mens taxaen kører bort i en støvsky

På vej mod Vakkerstølen

Jeg føler det som i et eventyr, “the point of no return” –

Faktisk passer det meget godt, 6 dage vil vi være undervejs for at komme ud til en by.
Vi har en tidsplan at overholde, vi skal nå frem til Den Norske Turistforenings hytte, inden det bliver mørkt. Vores udstyr rækker ikke til en overnatning i fjeldet, vi har kun tynde soveposer med.

Da tusmørket er ved at tage over, kan vi lugte birkerøg, og efter et øjeblik får vi øje på en meget charmerende bjælkehytte med det norske flag vajende fra flagstangen. En vis glæde iblandet lettelse fornægter sig ikke.
Inde på hytten er der fire nordmænd, og vi bliver modtaget med glade smil, en masse informationer og hjælpsomhed.
Selve hytten, Vakkerstøylen, er fantastisk hyggelig, og ligger smukt med udsigt til elven. Næste dag ror vi over på den anden side af elven, og jeg ser forbavset til, da en af nordmændene tager jakke og trøje af, det er jo ikke lige sommertemperatur! Men efter et øjeblik forsvinder de i knallerttempo opad fjeldsiden –

Vì bevæger os i et helt andet tempo. Elven ligger i ca. 854 m.o.h. og vi skal op til ca. 1550 m.o.h. På et tidspunkt er der så stejlt, at jeg ikke tør se tilbage, hvor jeg kommer fra. En højdeskræk jeg ikke vidste, jeg havde, lammer mine muskler.
I det samme hører jeg et udråb fra min ven – Se! Der hænger reb ned! Rebet hænger, hvor stigningen er så brat, at man ikke kan komme videre uden hjælpemidler. Fjeldsiden er dækket af is og sne.

Det småregner lidt, og lyse og mørke skyer kæmper om førstepladsen mellem fjeldtoppene –
Vi forsøger at finde et sted, hvor der er læ, mens vi spiser, og det lykkes delvist. Terrænget er vanskeligere end forventet. Tiden går, og vi er endnu ikke færdige med opstigningen.

Omsider når vi helt op, kun for at finde ud af, at vi skal over en ny fjeldtop længere fremme, at vi skal balancere på kanten af store fjeldstykker, og at afmærkningen til tider er dækket af sne.

Vi er nu i et landskab, der virker fuldstændigt goldt. Vi leder efter ruteafmærkningen og kan ikke finde den. Der er enighed om retningen, vi skal op over en fjeldryg, der er dækket af sne.

Det viser sig, at vi er nødt til at hamre støvlerne ned i sneen for ikke at kure ned. Det er meget anstrengende. Sådan går det i en lille time.

Vi har ikke mødt en levende sjæl, siden nordmændene forlod os, og vi har været undervejs i ni timer, så det varmer gevaldigt, da de står og venter på os uden for hytten, Pyttbua.
De har stik i mod alle regler “reserveret” et værelse til os. Vi bliver vasket og får et varmt måltid mad.
På hytten overnatter ca. 25 til 30 mennesker den nat. Vi hygger os med kortspil, historier og snak om dagens strabadser.

Den næste morgen tager vi afsked med nordmændene. Det er lidt trist at sige farvel til dem, de er erfarne fjeldfolk, og et meget dejligt og muntert bekendskab. Vi udveksler adresser.

Så går turen mod Torsbu. Til start kravler vi i sne og balancerer i fjeldstykker for til sidst at gå på noget, der engang imellem kan minde om en sti.

Efter 6 timer når vi frem til Torsbu. Hytten ligger i 1530 meters højde og 50 meter fra en 7 km lang sø. Her henter vi vand i spande. Heldigvis er der også et åg i hytten, hvilket gør det noget nemmere.
Vi spiser “rensdyrkøttskaker” og kartoffelmos med tyttebærsyltetøj. Bagefter drikker vi aftenkaffen sammen, mens vi sidder og nyder aftensolens sidste stråler.

Mens vi sidder der, ser vi to skikkelser flere kilometer fra os.
Det viser sig at være to søstre, som samme dag er startet på deres fjeldferie.
De er trætte og udkørte efter en tur med stor sværhedsgrad. Afmærkningen var mangelfuld, og det på steder, hvor der var meget stejlt, og hvor man skulle være ekstra årvågen. De fører oplevelsen til protokols i foreningens logbog.

Næste morgen vågner vi forstyrret af solstrålerne. Efter et solidt morgenmåltid, får vi pakket sammen og gjort rent. Vi går vest over et højdedrag og til højre brat ned mod en dalsænkning med en smuk lille fjeld sø. Her er overgangen mellem to skær. Stien langs begge Veltdals søer specielt den nordligste er meget stenet, og går meget op og ned.

Der er flere større vandløb, vi må vade. Vandløbene er næret af store mængder smeltevand, og det er hårdt, trætheden fra de foregående dage sidder i kroppen.

Flere steder må vi op ad fjeldsiden og så ned igen for at finde et egnet vadested. Strømmen er alligevel stærk, hvor vi vælger at vade.

Vi er nu fremme ved Veltdalshytte. Den er fastgjort med kraftige stålwirere mod storm. Det er et dejligt sted, og jeg synes, vi skal blive en dag over, så vi kan samle kræfter, men enes dog til sidst om at fortsætte mod Reindalsseter næste dag.

Der er to stier, vi kan vælge imellem. Den ene går på en hylde højt oppe i fjeldet, den anden er nede i terrænget, men længere. Vi tager den korteste! Den første del af turen er fin nok, bortset fra et større stenskred, som vi skal klatre over. Men fra Karitindkuftvatn bliver dalen mere og mere uvejsom og vild efterhånden, som vi nærmer os Reindalen. Vi er netop kommet højt op, og jeg siger for sjov, at det er forbudt at nævne ordet glide, da jeg gør det – Efter 2 til 3 meter stopper jeg. Jeg tør slet ikke bevæge mig, ved ikke hvor, eller hvordan jeg ligger. Min ven kalder på mig! Han råber, at han godt kan kravle ned og hjælpe mig. Jeg ligger på en lille afsats. Han får hjulpet mig op –

I det samme kommer hyttevagten fra Veltdalen gående.
Vi fortæller, hvad der er sket, og han tilbyder sin erfarenhed og følgeskab frem til næste hytte. Vi har stadigvæk 3 timers effektiv gangtid tilbage.

Min skulder og min ankel er forslået, men ellers når vi helskindet frem til næste hytte uden flere uheld. Det viser sig, at jeg har en svær forstuvning, da jeg først får støvlen af.
Jeg får at vide, at jeg er modig selv at gå ned, oppefra, hvor jeg faldt udover kanten. Det trøster lidt i situationen. Vi installerer os på Reindalseter,  hvor det alligevel var meningen, at vi skulle ha´ en hviledag. Reindalen er et meget smukt sted med høje fyrretræer, en stor elv, og en kanon udsigt hele vejen rundt i fjeldet. Jeg humper rundt, og er bekymret for, hvordan jeg skal komme ud af fjeldet til tiden. Vi har flere dage frem i tiden en pladsreservation på et tog hjem til Danmark.

De meget hyggelige mennesker, som arbejder på hytten, spørger til min fod – de skal nemlig have proviant op til hytten med helikopter, og de mener, jeg kan få et lift ud af fjeldet med den. Så inden vi ser os om, er det arrangeret.
Da helikopteren lander, farer hytteværten Peter rundt, og lukker alle døre og vinduer. Det slår op med fårelorte, sten, støv og græs.

Mens rotorbladene hvirvler rundt i luften, løber vi med bøjet hoved hen, og kryber op i helikopteren. Jeg har aldrig prøvet at flyve i helikopter, så det er en noget absurd følelse at hænge der i luften. Der er glasrude i bunden af maskinen, så vi kan se fjeldtinder dækket af sne, søer og fosse. Pludselig er vi nede, men piloten er hurtigt oppe igen, han flyver tilbage til Reindalsseter. Han skal op og hente vores rygsække og 2 rener.

Piloten kommer ned med rener og rygsække, og vi får kørelejlighed med Stein, en af jægerne.

Stein kører os helt op til vandrehjemmet i Hellesylt, hvor vi skal bo et par dage. Her sidder vi nu i en dejlig lille hytte, og ser ud på Geirangerfjorden.
Vi sender de kærligste hilsener til alle de dejlige mennesker, vi mødte på vores vej.
De var med til at gøre turen til noget helt specielt.

Eventyrets Fyrtårne

Polarforskerne Knud Rasmussen og Peter Freuchen, har I hørt om dem?

DSC02752

Bag byen ligger Knud Rasmussens hus på en 30 meter høj klint

Vi var på ferie på Falster, og jeg havde fundet ud af, at vi kunne komme med Postbåden ud i Nakskov Fjord. På vej ud i fjorden fortæller kaptajnen, at hvalkæberne vi kan se, står på Peter Freuchens ø, Enehøje.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Bag byen ligger Knud Rasmussens hus på en 30 meter høj klint

Vejret var smukt, og Smålandshavet er noget helt specielt. Vi var få passagerer ombord, og der faldt mange oplysninger af undervejs. Det blev jeg bare endnu mere nysgerrig af. Knud Rasmussens hus i Hundested kendte jeg i forevejen!

De blev født i hver sin ende af det danske rige, Knud i Jacobshavn i Grønland og Peter i Nykøbing på Falster. Knud lyttede med stor interesse til alle fangerhistorierne, og lærte tidligt at håndtere en hundeslæde. Den første øvelse var med hans legekammerater i selen! Det var den spæde start, der senere blev meget beskrivende for hans menneskekundskab, hans logistiske evner, og et talent for at opretholde freden på de udmarvende ekspeditioner, hvor alfahannerne afprøvede toppen i hierarkiet.

Efter en studentereksamen på dansk grund i 1900, fik Knud Rasmussen ansættelse som journalist på Kristeligt Dagblad, hvor han skulle dække en Islandsekspedition. Her mødte han forfatteren og polarforskeren Mylius-Erichsen, som delte Knuds interesse for Grønland. De gennemførte Den Litterære Grønlandsekspedition i 1902-04, der blev starten på Knuds mange ekspeditioner.

Peter Freuchen lærte at sejle sin lille båd i Nakskov Fjord som 8 årig. Skolen interesserede ham ikke meget, men han lyttede begærligt til historierne fra sømændene på havnen. Som 20 årig tog han med på Danmarks Ekspeditionen fra 1906 til 1908. Det blev hans første møde med arktiske forhold, noget der skulle påvirke ham i resten af hans liv.

Peter havde ikke ry for at være en særlig prak-tisk rejsende, og eskimoerne lo ofte ad ham, men han havde et fantastisk humør og forstod altid at holde humøret oppe hos sine medrejsende.

“En frodig natur var Peter Freuchen, med en varm følelse over for dem i samfundet der led uret. I Grønland var han i mange år ildeset af myndighederne på grund af den skarpe og ofte berettigede kritik han kom med. Men grønlænderne holdt af “Petersuaq”; der var altid fest i gaden når han kom på besøg. Han vil blive savnet, både i Danmark og Amerika og ikke mindst i Grønland.” af Therkel Mathiasen, fra Tidsskriftet Grønland

For et par dage siden var jeg på besøg i Hundested ved Knuds hus. Jeg stod på trappen og kiggede ud over havet. Den samme udsigt der inspirerede Knud, når han nedskrev sine beretninger, og planlagde de næste eventyr.

Fra sit hus kunne han se Spodsbjerg Fyrtårn, der står som et pejlemærke for hans store eventyr ofte sammen med hans livsven, Peter Freuchen.

DSC02786

Bag byen ligger Knud Rasmussens hus på en 30 meter høj klint

Litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, Politiken, skriver meget underholdende om Peter Freuchens mange fantastiske bedrifter: Polarhistoriens Største Hippie passede på Knud Rasmussen

Endvidere er der udgivet en ny bog om Knud: Manden bag helten, af Niels Barfoed.

Udlængsel og eventyrlyst

Hvorfor er nogle mennesker udstyret med stor eventyrlyst? Jeg tror, jeg placerer mig lidt over middel? Det er fedt at finde nye spændende steder. Flotte fascinerende miljøer, eller steder omgærdet af mystik og historie. Det er ikke altid nødvendigt at bevæge sig langt væk for at få en stor oplevelse.

På vej ud til revet fordi der er specielt mange fisk at se på. De bor i revet!

Min erfaring har dog lært mig at nye miljøer trænger ind under huden på mig på en helt anden måde, og aktiverer mit nærvær. Min ven opsøger ikke den slags udfordringer, det er for besværligt, siger han. Det indebærer derfor en gang imellem udflugter og rejser sammen med andre lidelsesfæller, eller på egen hånd.

Jeg blev dog alligevel lidt overrasket over mig selv, da jeg pludselig befandt mig alene ved Det Røde Hav for nogle år siden. Men en passion for at sejle, svømme og scuba diving havde fået mig til at tænke på Egypten og med rette. Det blev til mange svømmeture hver dag, og gerne fra nogle af de turistbåde, der heldigvis er rigt repræsenteret.
Ubekymret sprang jeg i havet fra båden og snorklede hen over større rev langt ude i Det Røde Hav. Min brors bekymring angående hajer valgte jeg at grine af. Det var en enestående oplevelse, at svømme mellem de mange farvestrålende fisk. Sanserne er multiaktiverede. Scuba diving er sjovt, det er som at være på en anden planet.

Se det vand! Det er ikke kedeligt.

Fra båden svømmede jeg sammen med nogle besætningsmedlemmer over til en anden turistbåd. Det var mellem de to både, jeg kom til at tænke på de vanvittigt mange meter vand, der var under mig, Det blev jeg næsten svimmel af!

Det er ikke altid, man skal gøre sig så mange overvejelser –

Jeg vil lige tilføje, at det var det år, hvor et skib havde smidt døde dyr ud i havet, og på den måde fået lokket hajerne til i Det Røde Hav. Flere turister blev angrebet og det skabte naturligvis stor frygt. En marinebiolog udtalte, så stop det haj hysteri.

Stole dræber flere mennesker end hajer gør!

Med fare for at min blog begynder at ligne noget fra en turistbrocure, synes jeg alligevel, I skal se et billede fra Grand Resort, hvor jeg boede.

Grand Resort, Hurghada

Hiking around Marienborg

Udsigten fra Sofienholm

This slideshow requires JavaScript.

Farve eksplosion i Gribskov, smør madpakken og ta’ i skoven

Gribskov i dag –

Gribsø

Fantastisk reetablering af Rødedam.

Læs mere om det spændende projekt ved klik i billede.

Enestående smuk udsigt fra toppen af Fruebjerg

Fruebjerg er ikke et bjerg ligesom McEff’s Munroes, men her 65 m oppe, er der en storslået udsigt ud over landskabet med Arresø i det fjerne. Fra 1896 til 1935 blev de første folkemøder ledet af højskoleforstander Holger Begtrup fra Frederiksborg Højskole. I 1996 har man genoptaget traditionen med folkemøderne på Fruebjerg.

På denne side vil du kunne følge med i det videre forløb for oprettelsen af Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Den 1. oktober var der tur til Nationalpark Thy med ministeren, repræsentanter fra forligskredsen, borgmestre fra Nordsjælland, udvalgte landmænd fra Nordsjælland. På turen mødtes de med repræsentanter fra de tre eksisterende nationalparker Thy, Mols Bjerge og Vadehavet. Formålet med turen var at gå i dialog med lodsejerne med henblik på at skabe større opbakning til en nationalpark i Nordsjælland bl.a. ved at få fælles indtryk af hvad en nationalpark er. På turen blev det aftalt, at genoptage dialogen om Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Aflysning af borgermøde. Det planlagte borgermøde den 1. november i Helsinge Hallerne aflyses, så der er tid til at genoptage dialogen om Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Hiking in Halland and The Battle at Fyllebro

Vi har været her før, ved Danska Fallet. Nu hvor vi er i nærheden, må vi bare se stedet igen. I den store å, Assman findes Danska Fallet, der består af en række vandfald, hvor det største har et lodret fald på cirka 35 meter.

Danska Fallet

Vandfaldene ligger i et naturreservat på 70 hektar cirka 2 kilometer syd for Simlångsdalen i Halland. Det største vandfald har et lodret fald på omkring 35 meter.

Udtrykket Danska Fallet stammer fra en legende:

Efter slaget ved Fyllebro den 17. august 1676 i krigen mellem danskere og svenskere under Karl XI, var en lille del af den samlede danske hær flygtet op langs Fylleån, hvor de forsøgte at skjule sig.

En gruppe nåede så langt som til skovene ved Assman åen tæt ved Simlångsdalen. Ifølge legenden forsøgte danskerne at krydse en hængebro over vandfaldet i Assman åen. Svenskerne skulle have jaget dem op på broen, og da de var flest skar man broen ned. Broen blev kastet ud i vandfaldet, og mange danskere må være faldet i og omkommet☂

Har I lyst til mere smuk naturvandring finder I Skedalaskog, også på hovedvej 25. Der er parkering ved Torvsjön. Her udgår 3 afmærkede ture, af varierende længde.

☂WIKIPEDIA