Rediscover this day…

Rediscover this day! Google photos interrupted our chores with pictures revealing a memorable multi-day hike in Rondane, in Norway some years ago.
Nature is beautiful, even in rainy weather 🙂

Fjeldvandring og tordenvejr i Norge

Vi er på vej ud i fjeldet. Det har været en smuk sommer med høj sol og lyse nætter. Nu er det august måned, og myggene er på retur, det er vandrevejr -.

Mange gode fiskesøer i Jotunheimens Forgård

Fra Fagernes tager vi en taxa ind i fjeldet, og reducerer vores første vandring med et par timer. Det er lummert, og det ser ud som et vejrskifte er på vej. Jakker og trøjer bliver lagt i rygsækken, og vi fortsætter mod DNT’s hytte, Svarthammar. Tordenen rumler ude i det fjerne, men det bliver ved det! Snart er vi fremme ved hytten.

Lidt efter får vi besøg af en vandrer, som er på vej mod Jotunheimen. Han har mange dagsrejser foran sig, det samme har vi. Vores plan er, at lave en rundtur i fjeldet med overnatning på hytterne. Vi har valget mellem DNT’s hytter, eller Gausdal Fjellstyres hytter.

Gausdal Fjellstyre´s hytte

Det bliver en meget hyggelig aften på hytten sammen med Bjørn. Vi udveksler vandreturserfaringer. De sjove historier, hvor alt går galt, bliver fundet frem, og kedeligt er det ikke.

Bjørn fortæller om en gang, hvor han sammen med nogle kammerater er på vej fra Finsehytta på Hardangervidda til Hallingskarvet/Kyrkjedøri:

De er ikke nået langt, før det begynder at blæse op. Der er enighed om at udsætte frokosten, til de finder et velegnet sted, hvor terrænet giver lidt læ. Efter et par timers hård vandring med stadig tiltagende modvind, begynder det at regne. Nu er det rigtigt ubehageligt at være ude, og ingen har lyst til at gøre ophold for at spise. De fortsætter uafbrudt i mange timer uden at spise og drikke. De er ret udmattede, da de endelig når frem til hytten.

Et par af dem køber drikkevarer, og får udleveret nøgler til værelserne. Da de kommer tilbage i vestibulen, opdager de, at de har glemt en af deres venner – . Han sidder med åben mund, og sover med alt det våde tøj på, og under ham vokser en lille vandpyt frem.

Det kræver nogle gange en kraftanstrengelse at blive vasket, få tøj, støvler og udstyr bragt i orden, når alt krudtet er brugt, men det er en god ide. Senere på aftenen vil man bare slappe af, og hygge sig, og ligge planer for næste dag.

Vi diskuterer, om vi skal gå over, eller uden om fjeldet, den følgende dag. Bjørn anbefaler, at gå op over. Jeg slås stadigvæk med eftervirkningerne fra mit fald ud over fjeldsiden sidste år, men indvilliger, da han forsikrer om det venlige terræn.

Efter morgenmaden forlader vi hytten og har en 5 timer vandretur foran os. Vejret er flot, og det er en dejlig tur. Afmærkningen af stien viser os hurtigt vej op i fjeldet, og vi er snart fri af birkeskoven og oppe i højfjeldet. Terrænet er let gået, og jeg kan slappe af og nyde turen.

Ved frokosttid når Bjørn frem til os. Han påtog sig frivilligt rengøringen af hytten, samt opvasken efter morgenmaden. Vi byder ham på en Gammel Dansk som tak, og efter det andet glas, synes han også stadset smager godt.

Omsider når vi frem til den betjente hytte Liomseter, og den er utrolig hyggelig, meget gennemført i norsk byggestil og farver. Desuden har hytten et suverænt bestyrerpar, Svein og Beate.

Det bliver igen en meget hyggelig aften på hytte med god snak, og mange historier. Næste dag sætter vi kursen mod Haldorbu. Vi smører madpakke ved morgenbordet.

Vi ser ud ad vinduet. Det er begyndt at regne, og vi finder vores poncho frem. De er indkøbt, så de også dækker rygsækken. Det skal snart vise sig at være praktisk. Afskeden  med Bjørn med et vist vemod. Det er synd for hyggen, men godt for den Gamle Dansk.

Vi har vandret en times tid, da jeg i øjenkrogen spotter et lysglimt. Regnen er taget til, og det vælter ned. Vi kontrollerer, at vi ikke tager vand ind. Det er ikke første gang, uvejr overrasker os, men i fjeldet er det specielt. Skyerne farver landskabet mørkt og dystert, og det er svært ikke at lade sig påvirke.

Pludselig runger et megadrøn igennem fjeldet, det sker næsten samtidig med at lynet zig-zagger gennem luften, og oplyser fjeldtoppene. Nu er fanden løs! Jeg er ikke tryg ved torden, men min ven er rædselsslagen, så jeg må undertrykke min uro og berolige min ven. Vi har løbende orienteret os om stedkending, og vi tager nu en yderligere bestemmelse af vores position. Der er en fjeldtop længere fremme, der skal passeres. Det er vores vurdering, at vi hurtigt kan komme over, og ned på den anden side. Farten sættes yderligere op. Hvor der før var antydning af sti, er der nu små floder, der driver af sted. Nu går det op for os, at den stedkending vi har taget, er forkert, det vil tage længere tid, at komme ned i sikkerhed, for de lyn der konstant oplyser hele landskabet. Vi løber, det er ret dumt, men det gør vi. Det tager en evighed, men snart begynder nedstigningen.

Endelig når vi i sikkerhed på Haldorbu. På hytten befinder sig et dansk ægtepar. Deres oplevelse af uvejret har chokeret dem. På grund af det voldsomme vejr, har de fundet en genvej ind gennem en kløft, og pludselig slår lynet ned lige over dem. De er rystede over oplevelsen. Kort tid efter ankommer DNT’s hyttevagt.

Hun fortæller, at hun kommer fra Storkvelvbu. Vi spørger, om hun har set noget til Bjørn. Det bekræfter hun, og overbringer en hilsen til os. Han er kommet helskindet gennem tordenvejret, men sjældent havde hun set én, der er så våd og forkommen. Vi kunne ha´ undt ham en Gammel Dansk, selv om der er et vist svind i indholdet.

Vi spørger til, hvordan hun forholder sig til tordenvejr, og hun giver stort set samme anbefalinger som dem fra DMI:

‘Når man bliver fanget i det fri af et tordenvejr kan man komme til at vælge et af to onder: Stå i tørvejr under et træ og dermed risikere, at et lyn rammer både træet og dig (og det kan man altså dø af) eller sætte dig på hug med samlede fødder og lavt hoved ude i det fri – i regnen – og så have størst chance for at lynene ikke finder dig. I denne stilling rager man ikke så højt op og man rører kun jorden ét sted. En liggende krop vil have større berøringsflade med jorden og derved vil der også være større chance for at en strøm finder vej igennem én.’

Af og til kan du, når tordenvejr er i nærheden, opleve at håret stritter, som er det elektrisk – og det er det – samt et sikkert tegn på, at luften snart kan blive “ladet med” lyn, da man højst sandsynligt befinder sig i et område med positive ladninger. Fænomenet opleves oftest i bjergrigt terræn, og du bør søge nedad mod lavere liggende områder.

Husk i øvrigt den gamle tommelfingerregel, når du ser lyn og hører torden: For hver 3 sekunder der går mellem lynet og tordenbraget er lynet 1 kilometer væk. Tæl derfor langsomt (fx 1 sekund, 2 sekunder, 3 sekunder…) når du ser lynet og du har afstanden, når du hører braget.

Efter en dags ophold på Haldorbu med hygge, småture og godt vejr, fortsætter vi mod Storkvevlbu. Vi vandrer snart op i Hyllefjellet, og der er en kanonflot udsigt over fjellet.

Efter flere timer i et letgået fjeld, kan vi skimte hytten, der ligger lidt i læ af en fjeldtop, og er således beskyttet mod det værste uvejr.

På Storkvelvbu er der helt tomt for folk. Vi finder nogle rensdyrskødkager frem fra proviantlageret, bøffer af rensdyrkød lagt til hvile i noget brunt sovs. Det lyder måske ikke så lækkert, men det smager afsindigt godt efter en hel dags vandring. Der ryger noget kartoffelmos ned sammen med tyttebærsyltetøj.

Storkvelvbu

Vi sidder ved bordet i hytten, og har den mest fantastiske udsigt over fjeldet. Vejret har været godt hele dagen, men nu begynder skyerne at trække sammen på ny. Det lover ikke godt for morgendagen.

Næste dag bliver vi vækket af regnen, og vi beslutter os for at blive en dag over på hytten i håbet om at få den sidste vandredag i flot vejr. Det er en 5 timers lang tur, først i højfjelds terræn, og senere i meget idyllisk birkeskov. Det er en flot tur, så vi satser på  det gode vejr, og bliver over på hytten.

Det er eftermiddag, og vi kan skimte to vandrere komme gående mod hytten, regnen vælter ned, så vi skynder os at sætte vand over på komfuret, så de kan vaske sig og få noget varmt at drikke. Det er de glade for, da de ankommer. De har gået turen nede fra Liomseter. Den ene har fået et stort gnavsår, og den anden har utætte støvler. Goretex membranen er utæt, og støvlerne er kun et halvt år gammel.

Vi har valgt læderstøvler, de er godt gået til på vores vandreture hjemme. Før turen gav vi dem bivoks, og lod dem stå i solen og tørre. Det virker!

Næste dag belønnes vi for vores venten. Solen skinner fra en blå himmel, og vi nyder turen rigtigt meget. Alle steder, hvor vi får lyst til at gøre ophold, følger vi vores indskydelse uden at tænke på andet end at være.

Storhøpiggen, Storhøa, og Gråurdhøa ses i horisonten. Det er vejen mod Jotunheimen.

Snart er der tættere mellem fårene, og vi nærmer os hastigt Beates fantastiske køkken, det er, som at komme hjem med Beate og Svein som værtspar.

Det var en fjeldtur, der startede i bagende solskin og endte med et meget afvekslende vejr. Det er ikke så sjovt at vandre i regn, men hvis alternativet er kedelige golde områder, så foretrækker jeg ubetinget regnvejret. Når solen bryder frem efter en regnvejrsdag er det hele friskt, uendeligt grønt og luften er ren, det er bare greit!

Mandomsprøve for Kvinder – Tafjordfjella i Norge

Området, hvor vi skal vandre, hedder Tafjordfjella, og ligger nordvest for Rondane, og syd for Trollheimen.
Jeg er rigtig god til at arrangere ture for toptrænede folk. Det springende punkt bliver dog min egen deltagelse på turen – 
Det er anden gang, jeg skal ud og vandre i fjeldet – jeg har selv planlagt turen, den skal være spændende, og det bliver den 😛

Rejsen op til Tafjordfjella i Norge går meget fint. Vi ankommer rimeligt afslappede til Bjorli efter 17 timers togrejse.

Vi får fat i en taxa, og så kører vi i fuld fart på grusvej i fjeldet, opad og opad – vejen snor sig, og på begge sider konkurrerer fyr- og birketræer om pladsen. Bilen rutsjer og skramler rundt, og jeg krydser fingre for at der ikke kommer modkørende.
Efter fyrre minutters kørsel kommer vi til en lille vendeplads.
Her hiver vi vores 15 kg´s rygsække ud, og vinker farvel, mens taxaen kører bort i en støvsky

På vej mod Vakkerstølen

Jeg føler det som i et eventyr, “the point of no return” –

Faktisk passer det meget godt, 6 dage vil vi være undervejs for at komme ud til en by.
Vi har en tidsplan at overholde, vi skal nå frem til Den Norske Turistforenings hytte, inden det bliver mørkt. Vores udstyr rækker ikke til en overnatning i fjeldet, vi har kun tynde soveposer med.

Da tusmørket er ved at tage over, kan vi lugte birkerøg, og efter et øjeblik får vi øje på en meget charmerende bjælkehytte med det norske flag vajende fra flagstangen. En vis glæde iblandet lettelse fornægter sig ikke.
Inde på hytten er der fire nordmænd, og vi bliver modtaget med glade smil, en masse informationer og hjælpsomhed.
Selve hytten, Vakkerstøylen, er fantastisk hyggelig, og ligger smukt med udsigt til elven. Næste dag ror vi over på den anden side af elven, og jeg ser forbavset til, da en af nordmændene tager jakke og trøje af, det er jo ikke lige sommertemperatur! Men efter et øjeblik forsvinder de i knallerttempo opad fjeldsiden –

Vì bevæger os i et helt andet tempo. Elven ligger i ca. 854 m.o.h. og vi skal op til ca. 1550 m.o.h. På et tidspunkt er der så stejlt, at jeg ikke tør se tilbage, hvor jeg kommer fra. En højdeskræk jeg ikke vidste, jeg havde, lammer mine muskler.
I det samme hører jeg et udråb fra min ven – Se! Der hænger reb ned! Rebet hænger, hvor stigningen er så brat, at man ikke kan komme videre uden hjælpemidler. Fjeldsiden er dækket af is og sne.

Det småregner lidt, og lyse og mørke skyer kæmper om førstepladsen mellem fjeldtoppene –
Vi forsøger at finde et sted, hvor der er læ, mens vi spiser, og det lykkes delvist. Terrænget er vanskeligere end forventet. Tiden går, og vi er endnu ikke færdige med opstigningen.

Omsider når vi helt op, kun for at finde ud af, at vi skal over en ny fjeldtop længere fremme, at vi skal balancere på kanten af store fjeldstykker, og at afmærkningen til tider er dækket af sne.

Vi er nu i et landskab, der virker fuldstændigt goldt. Vi leder efter ruteafmærkningen og kan ikke finde den. Der er enighed om retningen, vi skal op over en fjeldryg, der er dækket af sne.

Det viser sig, at vi er nødt til at hamre støvlerne ned i sneen for ikke at kure ned. Det er meget anstrengende. Sådan går det i en lille time.

Vi har ikke mødt en levende sjæl, siden nordmændene forlod os, og vi har været undervejs i ni timer, så det varmer gevaldigt, da de står og venter på os uden for hytten, Pyttbua.
De har stik i mod alle regler “reserveret” et værelse til os. Vi bliver vasket og får et varmt måltid mad.
På hytten overnatter ca. 25 til 30 mennesker den nat. Vi hygger os med kortspil, historier og snak om dagens strabadser.

Den næste morgen tager vi afsked med nordmændene. Det er lidt trist at sige farvel til dem, de er erfarne fjeldfolk, og et meget dejligt og muntert bekendskab. Vi udveksler adresser.

Så går turen mod Torsbu. Til start kravler vi i sne og balancerer i fjeldstykker for til sidst at gå på noget, der engang imellem kan minde om en sti.

Efter 6 timer når vi frem til Torsbu. Hytten ligger i 1530 meters højde og 50 meter fra en 7 km lang sø. Her henter vi vand i spande. Heldigvis er der også et åg i hytten, hvilket gør det noget nemmere.
Vi spiser “rensdyrkøttskaker” og kartoffelmos med tyttebærsyltetøj. Bagefter drikker vi aftenkaffen sammen, mens vi sidder og nyder aftensolens sidste stråler.

Mens vi sidder der, ser vi to skikkelser flere kilometer fra os.
Det viser sig at være to søstre, som samme dag er startet på deres fjeldferie.
De er trætte og udkørte efter en tur med stor sværhedsgrad. Afmærkningen var mangelfuld, og det på steder, hvor der var meget stejlt, og hvor man skulle være ekstra årvågen. De fører oplevelsen til protokols i foreningens logbog.

Næste morgen vågner vi forstyrret af solstrålerne. Efter et solidt morgenmåltid, får vi pakket sammen og gjort rent. Vi går vest over et højdedrag og til højre brat ned mod en dalsænkning med en smuk lille fjeld sø. Her er overgangen mellem to skær. Stien langs begge Veltdals søer specielt den nordligste er meget stenet, og går meget op og ned.

Der er flere større vandløb, vi må vade. Vandløbene er næret af store mængder smeltevand, og det er hårdt, trætheden fra de foregående dage sidder i kroppen.

Flere steder må vi op ad fjeldsiden og så ned igen for at finde et egnet vadested. Strømmen er alligevel stærk, hvor vi vælger at vade.

Vi er nu fremme ved Veltdalshytte. Den er fastgjort med kraftige stålwirere mod storm. Det er et dejligt sted, og jeg synes, vi skal blive en dag over, så vi kan samle kræfter, men enes dog til sidst om at fortsætte mod Reindalsseter næste dag.

Der er to stier, vi kan vælge imellem. Den ene går på en hylde højt oppe i fjeldet, den anden er nede i terrænget, men længere. Vi tager den korteste! Den første del af turen er fin nok, bortset fra et større stenskred, som vi skal klatre over. Men fra Karitindkuftvatn bliver dalen mere og mere uvejsom og vild efterhånden, som vi nærmer os Reindalen. Vi er netop kommet højt op, og jeg siger for sjov, at det er forbudt at nævne ordet glide, da jeg gør det – Efter 2 til 3 meter stopper jeg. Jeg tør slet ikke bevæge mig, ved ikke hvor, eller hvordan jeg ligger. Min ven kalder på mig! Han råber, at han godt kan kravle ned og hjælpe mig. Jeg ligger på en lille afsats. Han får hjulpet mig op –

I det samme kommer hyttevagten fra Veltdalen gående.
Vi fortæller, hvad der er sket, og han tilbyder sin erfarenhed og følgeskab frem til næste hytte. Vi har stadigvæk 3 timers effektiv gangtid tilbage.

Min skulder og min ankel er forslået, men ellers når vi helskindet frem til næste hytte uden flere uheld. Det viser sig, at jeg har en svær forstuvning, da jeg først får støvlen af.
Jeg får at vide, at jeg er modig selv at gå ned, oppefra, hvor jeg faldt udover kanten. Det trøster lidt i situationen. Vi installerer os på Reindalseter,  hvor det alligevel var meningen, at vi skulle ha´ en hviledag. Reindalen er et meget smukt sted med høje fyrretræer, en stor elv, og en kanon udsigt hele vejen rundt i fjeldet. Jeg humper rundt, og er bekymret for, hvordan jeg skal komme ud af fjeldet til tiden. Vi har flere dage frem i tiden en pladsreservation på et tog hjem til Danmark.

De meget hyggelige mennesker, som arbejder på hytten, spørger til min fod – de skal nemlig have proviant op til hytten med helikopter, og de mener, jeg kan få et lift ud af fjeldet med den. Så inden vi ser os om, er det arrangeret.
Da helikopteren lander, farer hytteværten Peter rundt, og lukker alle døre og vinduer. Det slår op med fårelorte, sten, støv og græs.

Mens rotorbladene hvirvler rundt i luften, løber vi med bøjet hoved hen, og kryber op i helikopteren. Jeg har aldrig prøvet at flyve i helikopter, så det er en noget absurd følelse at hænge der i luften. Der er glasrude i bunden af maskinen, så vi kan se fjeldtinder dækket af sne, søer og fosse. Pludselig er vi nede, men piloten er hurtigt oppe igen, han flyver tilbage til Reindalsseter. Han skal op og hente vores rygsække og 2 rener.

Piloten kommer ned med rener og rygsække, og vi får kørelejlighed med Stein, en af jægerne.

Stein kører os helt op til vandrehjemmet i Hellesylt, hvor vi skal bo et par dage. Her sidder vi nu i en dejlig lille hytte, og ser ud på Geirangerfjorden.
Vi sender de kærligste hilsener til alle de dejlige mennesker, vi mødte på vores vej.
De var med til at gøre turen til noget helt specielt.