Fjeldvandring og tordenvejr i Norge

Vi er på vej ud i fjeldet. Det har været en smuk sommer med høj sol og lyse nætter. Nu er det august måned, og myggene er på retur, det er vandrevejr -.

Fra Fagernes tager vi en taxa ind i fjeldet, og reducerer vores første vandring med et par timer. Det er lummert, og det ser ud som et vejrskifte er på vej. Jakker og trøjer bliver lagt i rygsækken, og vi fortsætter mod DNT’s hytte, Svarthammar. Tordenen rumler ude i det fjerne, men det bliver ved det! Snart er vi fremme ved hytten.

Lidt efter får vi besøg af en vandrer, som er på vej mod Jotunheimen. Han har mange dagsrejser foran sig, det samme har vi. Vores plan er, at lave en rundtur i fjeldet med overnatning på hytterne. Vi har valget mellem DNT’s hytter, eller Gausdal Fjellstyres hytter.

Det bliver en meget hyggelig aften på hytten sammen med Bjørn. Vi udveksler vandreturserfaringer. De sjove historier, hvor alt går galt, bliver fundet frem, og kedeligt er det ikke.

Bjørn fortæller om en gang, hvor han sammen med nogle kammerater er på vej fra Finsehytta på Hardangervidda til Hallingskarvet/Kyrkjedøri:

De er ikke nået langt, før det begynder at blæse op. Der er enighed om at udsætte frokosten, til de finder et velegnet sted, hvor terrænet giver lidt læ. Efter et par timers hård vandring med stadig tiltagende modvind, begynder det at regne. Nu er det rigtigt ubehageligt at være ude, og ingen har lyst til at gøre ophold for at spise. De fortsætter uafbrudt i mange timer uden at spise og drikke. De er ret udmattede, da de endelig når frem til hytten.

Et par af dem køber drikkevarer, og får udleveret nøgler til værelserne. Da de kommer tilbage i vestibulen, opdager de, at de har glemt en af deres venner – . Han sidder med åben mund, og sover med alt det våde tøj på, og under ham vokser en lille vandpyt frem.

Det kræver nogle gange en kraftanstrengelse at blive vasket, få tøj, støvler og udstyr bragt i orden, når alt krudtet er brugt, men det er en god ide. Senere på aftenen vil man bare slappe af, og hygge sig, og ligge planer for næste dag.

Vi diskuterer, om vi skal gå over, eller uden om fjeldet, den følgende dag. Bjørn anbefaler, at gå op over. Jeg slås stadigvæk med eftervirkningerne fra mit fald ud over fjeldsiden sidste år, men indvilliger, da han forsikrer om det venlige terræn.

Efter morgenmaden forlader vi hytten og har en 5 timer vandretur foran os. Vejret er flot, og det er en dejlig tur. Afmærkningen af stien viser os hurtigt vej op i fjeldet, og vi er snart fri af birkeskoven og oppe i højfjeldet. Terrænet er let gået, og jeg kan slappe af og nyde turen.

Ved frokosttid når Bjørn frem til os. Han påtog sig frivilligt rengøringen af hytten, samt opvasken efter morgenmaden. Vi byder ham på en Gammel Dansk som tak, og efter det andet glas, synes han også stadset smager godt.

Omsider når vi frem til den betjente hytte Liomseter, og den er utrolig hyggelig, meget gennemført i norsk byggestil og farver. Desuden har hytten et suverænt bestyrerpar, Svein og Beate.

Det bliver igen en meget hyggelig aften på hytte med god snak, og mange historier. Næste dag sætter vi kursen mod Haldorbu. Vi smører madpakke ved morgenbordet.

Vi ser ud ad vinduet. Det er begyndt at regne, og vi finder vores poncho frem. De er indkøbt, så de også dækker rygsækken. Det skal snart vise sig at være praktisk. Afskeden  med Bjørn med et vist vemod. Det er synd for hyggen, men godt for den Gamle Dansk.

Vi har vandret en times tid, da jeg i øjenkrogen spotter et lysglimt. Regnen er taget til, og det vælter ned. Vi kontrollerer, at vi ikke tager vand ind. Det er ikke første gang, uvejr overrasker os, men i fjeldet er det specielt. Skyerne farver landskabet mørkt og dystert, og det er svært ikke at lade sig påvirke.

Pludselig runger et megadrøn igennem fjeldet, det sker næsten samtidig med at lynet zig-zagger gennem luften, og oplyser fjeldtoppene. Nu er fanden løs! Jeg er ikke tryg ved torden, men min ven er rædselsslagen, så jeg må undertrykke min uro og berolige min ven. Vi har løbende orienteret os om stedkending, og vi tager nu en yderligere bestemmelse af vores position. Der er en fjeldtop længere fremme, der skal passeres. Det er vores vurdering, at vi hurtigt kan komme over, og ned på den anden side. Farten sættes yderligere op. Hvor der før var antydning af sti, er der nu små floder, der driver af sted. Nu går det op for os, at den stedkending vi har taget, er forkert, det vil tage længere tid, at komme ned i sikkerhed, for de lyn der konstant oplyser hele landskabet. Vi løber, det er ret dumt, men det gør vi. Det tager en evighed, men snart begynder nedstigningen.

Endelig når vi i sikkerhed på Haldorbu. På hytten befinder sig et dansk ægtepar. Deres oplevelse af uvejret har chokeret dem. På grund af det voldsomme vejr, har de fundet en genvej ind gennem en kløft, og pludselig slår lynet ned lige over dem. De er rystede over oplevelsen. Kort tid efter ankommer DNT’s hyttevagt.

Hun fortæller, at hun kommer fra Storkvelvbu. Vi spørger, om hun har set noget til Bjørn. Det bekræfter hun, og overbringer en hilsen til os. Han er kommet helskindet gennem tordenvejret, men sjældent havde hun set én, der er så våd og forkommen. Vi kunne ha´ undt ham en Gammel Dansk, selv om der er et vist svind i indholdet.

Vi spørger til, hvordan hun forholder sig til tordenvejr, og hun giver stort set samme anbefalinger som dem fra DMI:

‘Når man bliver fanget i det fri af et tordenvejr kan man komme til at vælge et af to onder: Stå i tørvejr under et træ og dermed risikere, at et lyn rammer både træet og dig (og det kan man altså dø af) eller sætte dig på hug med samlede fødder og lavt hoved ude i det fri – i regnen – og så have størst chance for at lynene ikke finder dig. I denne stilling rager man ikke så højt op og man rører kun jorden ét sted. En liggende krop vil have større berøringsflade med jorden og derved vil der også være større chance for at en strøm finder vej igennem én.’

Af og til kan du, når tordenvejr er i nærheden, opleve at håret stritter, som er det elektrisk – og det er det – samt et sikkert tegn på, at luften snart kan blive “ladet med” lyn, da man højst sandsynligt befinder sig i et område med positive ladninger. Fænomenet opleves oftest i bjergrigt terræn, og du bør søge nedad mod lavere liggende områder.

Husk i øvrigt den gamle tommelfingerregel, når du ser lyn og hører torden: For hver 3 sekunder der går mellem lynet og tordenbraget er lynet 1 kilometer væk. Tæl derfor langsomt (fx 1 sekund, 2 sekunder, 3 sekunder…) når du ser lynet og du har afstanden, når du hører braget.

Efter en dags ophold på Haldorbu med hygge, småture og godt vejr, fortsætter vi mod Storkvevlbu. Vi vandrer snart op i Hyllefjellet, og der er en kanonflot udsigt over fjellet.

Efter flere timer i et letgået fjeld, kan vi skimte hytten, der ligger lidt i læ af en fjeldtop, og er således beskyttet mod det værste uvejr.

På Storkvelvbu er der helt tomt for folk. Vi finder nogle rensdyrskødkager frem fra proviantlageret, bøffer af rensdyrkød lagt til hvile i noget brunt sovs. Det lyder måske ikke så lækkert, men det smager afsindigt godt efter en hel dags vandring. Der ryger noget kartoffelmos ned sammen med tyttebærsyltetøj.

Vi sidder ved bordet i hytten, og har den mest fantastiske udsigt over fjeldet. Vejret har været godt hele dagen, men nu begynder skyerne at trække sammen på ny. Det lover ikke godt for morgendagen.

Næste dag bliver vi vækket af regnen, og vi beslutter os for at blive en dag over på hytten i håbet om at få den sidste vandredag i flot vejr. Det er en 5 timers lang tur, først i højfjelds terræn, og senere i meget idyllisk birkeskov. Det er en flot tur, så vi satser på  det gode vejr, og bliver over på hytten.

Det er eftermiddag, og vi kan skimte to vandrere komme gående mod hytten, regnen vælter ned, så vi skynder os at sætte vand over på komfuret, så de kan vaske sig og få noget varmt at drikke. Det er de glade for, da de ankommer. De har gået turen nede fra Liomseter. Den ene har fået et stort gnavsår, og den anden har utætte støvler. Goretex membranen er utæt, og støvlerne er kun et halvt år gammel.

Vi har valgt læderstøvler, de er godt gået til på vores vandreture hjemme. Før turen gav vi dem bivoks, og lod dem stå i solen og tørre. Det virker!

Næste dag belønnes vi for vores venten. Solen skinner fra en blå himmel, og vi nyder turen rigtigt meget. Alle steder, hvor vi får lyst til at gøre ophold, følger vi vores indskydelse uden at tænke på andet end at være.

Snart er der tættere mellem fårene, og vi nærmer os hastigt Beates fantastiske køkken, det er, som at komme hjem med Beate og Svein som værtspar.

Det var en fjeldtur, der startede i bagende solskin og endte med et meget afvekslende vejr. Det er ikke så sjovt at vandre i regn, men hvis alternativet er kedelige golde områder, så foretrækker jeg ubetinget regnvejret. Når solen bryder frem efter en regnvejrsdag er det hele friskt, uendeligt grønt og luften er ren, det er bare greit!