Området, hvor vi skal vandre, hedder Tafjordfjella, og ligger nordvest for Rondane, og syd for Trollheimen.
Jeg er rigtig god til at arrangere ture for toptrænede folk. Det springende punkt bliver dog min egen deltagelse på turen – 
Det er anden gang, jeg skal ud og vandre i fjeldet – jeg har selv planlagt turen, den skal være spændende, og det bliver den 😛

Rejsen op til Tafjordfjella i Norge går meget fint. Vi ankommer rimeligt afslappede til Bjorli efter 17 timers togrejse.

Vi får fat i en taxa, og så kører vi i fuld fart på grusvej i fjeldet, opad og opad – vejen snor sig, og på begge sider konkurrerer fyr- og birketræer om pladsen. Bilen rutsjer og skramler rundt, og jeg krydser fingre for at der ikke kommer modkørende.
Efter fyrre minutters kørsel kommer vi til en lille vendeplads.
Her hiver vi vores 15 kg´s rygsække ud, og vinker farvel, mens taxaen kører bort i en støvsky

Jeg føler det som i et eventyr, “the point of no return” –

Faktisk passer det meget godt, 6 dage vil vi være undervejs for at komme ud til en by.
Vi har en tidsplan at overholde, vi skal nå frem til Den Norske Turistforenings hytte, inden det bliver mørkt. Vores udstyr rækker ikke til en overnatning i fjeldet, vi har kun tynde soveposer med.

Da tusmørket er ved at tage over, kan vi lugte birkerøg, og efter et øjeblik får vi øje på en meget charmerende bjælkehytte med det norske flag vajende fra flagstangen. En vis glæde iblandet lettelse fornægter sig ikke.
Inde på hytten er der fire nordmænd, og vi bliver modtaget med glade smil, en masse informationer og hjælpsomhed.
Selve hytten, Vakkerstøylen, er fantastisk hyggelig, og ligger smukt med udsigt til elven. Næste dag ror vi over på den anden side af elven, og jeg ser forbavset til, da en af nordmændene tager jakke og trøje af, det er jo ikke lige sommertemperatur! Men efter et øjeblik forsvinder de i knallerttempo opad fjeldsiden –

Vì bevæger os i et helt andet tempo. Elven ligger i ca. 854 m.o.h. og vi skal op til ca. 1550 m.o.h. På et tidspunkt er der så stejlt, at jeg ikke tør se tilbage, hvor jeg kommer fra. En højdeskræk jeg ikke vidste, jeg havde, lammer mine muskler.
I det samme hører jeg et udråb fra min ven – Se! Der hænger reb ned! Rebet hænger, hvor stigningen er så brat, at man ikke kan komme videre uden hjælpemidler. Fjeldsiden er dækket af is og sne.

Det småregner lidt, og lyse og mørke skyer kæmper om førstepladsen mellem fjeldtoppene –
Vi forsøger at finde et sted, hvor der er læ, mens vi spiser, og det lykkes delvist. Terrænget er vanskeligere end forventet. Tiden går, og vi er endnu ikke færdige med opstigningen.

Omsider når vi helt op, kun for at finde ud af, at vi skal over en ny fjeldtop længere fremme, at vi skal balancere på kanten af store fjeldstykker, og at afmærkningen til tider er dækket af sne.

Vi er nu i et landskab, der virker fuldstændigt goldt. Vi leder efter ruteafmærkningen og kan ikke finde den. Der er enighed om retningen, vi skal op over en fjeldryg, der er dækket af sne.

Det viser sig, at vi er nødt til at hamre støvlerne ned i sneen for ikke at kure ned. Det er meget anstrengende. Sådan går det i en lille time.

Vi har ikke mødt en levende sjæl, siden nordmændene forlod os, og vi har været undervejs i ni timer, så det varmer gevaldigt, da de står og venter på os uden for hytten, Pyttbua.
De har stik i mod alle regler “reserveret” et værelse til os. Vi bliver vasket og får et varmt måltid mad.
På hytten overnatter ca. 25 til 30 mennesker den nat. Vi hygger os med kortspil, historier og snak om dagens strabadser.

Den næste morgen tager vi afsked med nordmændene. Det er lidt trist at sige farvel til dem, de er erfarne fjeldfolk, og et meget dejligt og muntert bekendskab. Vi udveksler adresser.

Så går turen mod Torsbu. Til start kravler vi i sne og balancerer i fjeldstykker for til sidst at gå på noget, der engang imellem kan minde om en sti.

Efter 6 timer når vi frem til Torsbu. Hytten ligger i 1530 meters højde og 50 meter fra en 7 km lang sø. Her henter vi vand i spande. Heldigvis er der også et åg i hytten, hvilket gør det noget nemmere.
Vi spiser “rensdyrkøttskaker” og kartoffelmos med tyttebærsyltetøj. Bagefter drikker vi aftenkaffen sammen, mens vi sidder og nyder aftensolens sidste stråler.

Mens vi sidder der, ser vi to skikkelser flere kilometer fra os.
Det viser sig at være to søstre, som samme dag er startet på deres fjeldferie.
De er trætte og udkørte efter en tur med stor sværhedsgrad. Afmærkningen var mangelfuld, og det på steder, hvor der var meget stejlt, og hvor man skulle være ekstra årvågen. De fører oplevelsen til protokols i foreningens logbog.

Næste morgen vågner vi forstyrret af solstrålerne. Efter et solidt morgenmåltid, får vi pakket sammen og gjort rent. Vi går vest over et højdedrag og til højre brat ned mod en dalsænkning med en smuk lille fjeld sø. Her er overgangen mellem to skær. Stien langs begge Veltdals søer specielt den nordligste er meget stenet, og går meget op og ned.

Der er flere større vandløb, vi må vade. Vandløbene er næret af store mængder smeltevand, og det er hårdt, trætheden fra de foregående dage sidder i kroppen.

Flere steder må vi op ad fjeldsiden og så ned igen for at finde et egnet vadested. Strømmen er alligevel stærk, hvor vi vælger at vade.

Vi er nu fremme ved Veltdalshytte. Den er fastgjort med kraftige stålwirere mod storm. Det er et dejligt sted, og jeg synes, vi skal blive en dag over, så vi kan samle kræfter, men enes dog til sidst om at fortsætte mod Reindalsseter næste dag.

Der er to stier, vi kan vælge imellem. Den ene går på en hylde højt oppe i fjeldet, den anden er nede i terrænget, men længere. Vi tager den korteste! Den første del af turen er fin nok, bortset fra et større stenskred, som vi skal klatre over. Men fra Karitindkuftvatn bliver dalen mere og mere uvejsom og vild efterhånden, som vi nærmer os Reindalen. Vi er netop kommet højt op, og jeg siger for sjov, at det er forbudt at nævne ordet glide, da jeg gør det – Efter 2 til 3 meter stopper jeg. Jeg tør slet ikke bevæge mig, ved ikke hvor, eller hvordan jeg ligger. Min ven kalder på mig! Han råber, at han godt kan kravle ned og hjælpe mig. Jeg ligger på en lille afsats. Han får hjulpet mig op –

I det samme kommer hyttevagten fra Veltdalen gående.
Vi fortæller, hvad der er sket, og han tilbyder sin erfarenhed og følgeskab frem til næste hytte. Vi har stadigvæk 3 timers effektiv gangtid tilbage.

Min skulder og min ankel er forslået, men ellers når vi helskindet frem til næste hytte uden flere uheld. Det viser sig, at jeg har en svær forstuvning, da jeg først får støvlen af.
Jeg får at vide, at jeg er modig selv at gå ned, oppefra, hvor jeg faldt udover kanten. Det trøster lidt i situationen. Vi installerer os på Reindalseter,  hvor det alligevel var meningen, at vi skulle ha´ en hviledag. Reindalen er et meget smukt sted med høje fyrretræer, en stor elv, og en kanon udsigt hele vejen rundt i fjeldet. Jeg humper rundt, og er bekymret for, hvordan jeg skal komme ud af fjeldet til tiden. Vi har flere dage frem i tiden en pladsreservation på et tog hjem til Danmark.

De meget hyggelige mennesker, som arbejder på hytten, spørger til min fod – de skal nemlig have proviant op til hytten med helikopter, og de mener, jeg kan få et lift ud af fjeldet med den. Så inden vi ser os om, er det arrangeret.
Da helikopteren lander, farer hytteværten Peter rundt, og lukker alle døre og vinduer. Det slår op med fårelorte, sten, støv og græs.

Mens rotorbladene hvirvler rundt i luften, løber vi med bøjet hoved hen, og kryber op i helikopteren. Jeg har aldrig prøvet at flyve i helikopter, så det er en noget absurd følelse at hænge der i luften. Der er glasrude i bunden af maskinen, så vi kan se fjeldtinder dækket af sne, søer og fosse. Pludselig er vi nede, men piloten er hurtigt oppe igen, han flyver tilbage til Reindalsseter. Han skal op og hente vores rygsække og 2 rener.

Piloten kommer ned med rener og rygsække, og vi får kørelejlighed med Stein, en af jægerne.

Stein kører os helt op til vandrehjemmet i Hellesylt, hvor vi skal bo et par dage. Her sidder vi nu i en dejlig lille hytte, og ser ud på Geirangerfjorden.
Vi sender de kærligste hilsener til alle de dejlige mennesker, vi mødte på vores vej.
De var med til at gøre turen til noget helt specielt.