Jeg havde læst Vor Frues Sorte Søndag, af Birgitte Jørkov. En dansk middelalderkrimi, men først og fremmest en roman om hverdagslivet i Helsingør i 1450.
Bogen omhandler livet i Helsingør med de mange brande, hed romantik mellem en meget sympatisk købmandsenke, og en smuk munk. Om hvordan vilkårene var for at brygge det bedste øl, handelen med fremmede søfolk, hvordan man håndhævede loven og mange andre spændende detaljer, skrevet af en krimiforfatter og historiker.
Efter denne utrolig livagtige fiction af hverdagen i middelalderen, så jeg Helsingør på en ny måde. Den gamle bydel er fantastisk, og det er ikke svært at forestille sig det leben, der har været en gang.
Går man gennem byen en morgen, hvor forretningerne er ved at få fyldt deres lager op, bliver kasser og pakker båret frem og tilbage. Travlheden hersker i byen, og mågerne flyver lavt over tagryggene, mens de udstøder deres klageskrig over mangel på godbidder. Her er aldrig langt til Øresund, og det gennemsyrer byen. Der er mange turister og handlende, som alle har travlt med at gøre gode køb på torvet og i forretningerne.
Det har tiderne ikke ændret på, når man kigger dybt i regnskaberne for Øresundstolden. Her finder man oplysninger om de skibe, der passerede gennem Øresund, der var en af verdens vigtigste handelsveje. Sundet forbandt markederne i Vesteuropa, Amsterdam og London med Baltikum, Danzig, Riga, Sankt Petersborg ect. Når tolden skulle betales, blev der ofte handlet i Helsingør på samme tid.
Regnskaberne giver stor indsigt i verdenshandlens konjunkturer, og de historiske oplysninger er så værdifulde, at dokumenterne fra 1497-1857 er optaget i UNESCO; Memory of the World register.
Det var Erik af Pommeren, som havde et udpræget blik for sundets betydning. I den sammenhæng grundlægges Landskrona i 1413, København kommer under kronen i 1416, Helsingør får privilegier i 1425, og året efter færdigbygges Krogen, det nuværende Kronborg. Kärnan forhøjes i Helsingborg, og i 1434 grundlægges Malmøhus. Det var dengang Skåne var dansk!
Hansestæderne anerkender tolden, DET LEGALE SØRØVERI, i 1432, Holland og England følger efter nogle år senere.
Karmeliterklosteret, Vor Frue Kloster i Helsingør er fuldstændigt unikt. Det blev grundlagt i 1430, da Erik af Pommeren indbød Hvidebrødrene, Karmelitermunkene til Helsingør. Det er ét af de bedst bevarede middelalderklostre i Nordeuropa.
Jeg har en søster, der er glad for lokalhistorie. På den måde havnede jeg på en lyksalig og vildt spændende rundvisning i klosteret med Sct. Mariæ Kirken, samt Helsingør Domkirke, Skt. Olai Kirke. Vi beså lokalerne for Helsingør Stifts Biskop, Lise-Lotte Rebel, som er Danmarks første kvindelige biskop. Klosteret oser af stemning, og I kan frit gå rundt i gangene, som omkranser haven. Kirken er sjældent åben, men der bliver afholdt koncerter og akustikken er rigtig god.
Helsingør bliver jeg aldrig færdig med!
Det er meget interessant, Hanna. En dag jeg vil besøge Danmark og se på disse steder. Der er en masse historie.
Cheers, Alen
Du er meget velkommen, Alen. Vi skal nok vise jer rundt.
Mange hilsner
Hanna