Jeg har før gået en del af denne tur sammen med to dejlige, uforfærdede veninder.
De lader sig ikke gå på af at en tur bliver længere end forventet. Vi finder bare et sted at sove, det har vi prøvet før. Det er hyggeligt med sådant et gåpåmod.
Dengang gik vi fra Melby i Nordsjælland til Hundested, og vi nåede hjem, inden det blev mørk nat. Solen skinnede, havet blinkede og alt var meget sommerligt og smukt. Men bag os – bag os slæbte et gråsort skydække sig hen ad sandet lige bag os, og de markante striber i de mørke skyer indikerede rigeligt med regn.
Vi gik hele tiden badet i sol, mens det styrtregnede bag os. Den dag følte vi os meget heldige.

Nu er min ven og jeg på vej mod Hundested igen. Vi står af på Dyssekilde Station og går hen til den økologiske landsby. Det eksperimenterende miljø er ikke længere synligt, det minder mest af alt om et villakvarter, hvor man er holdt op med at passe haverne.
Vi skynder os videre ad landevejen mod Kikhavn. Der er varmt i solen, og der blæser en god vind. Vi er omgivet af blomsterende raspmarker, syrenbuske og spirende marker.

Vindmøllerne snurrer og det gule tog fra lokalbanen kører forbi os et par gange.
Som altid sættes farten op, når havet er i sigte. Cafeen Kik-Forbi frister med kaffe og efter en kort stund fortsætter vi vores vandring ned mod havet.

Havet er magisk, både når det er blik, eller som i dag, hvor det blæser 10 m/sek.

En mor lader sine små børn bade bag bølgebryderne, og ungernes henrykte hvin høres langt væk, når en uventet bølge når lidt højere op end beregnet.
Et sejlskib med stort hvidt sejl ligger næsten ned i vinden, det er mit ynglingsvejr!

Vi går op mod Knud Rasmussens hus, og passerer Spodsbjerg Fyr inden vi finder et lille læsted i bakken. Der er kitesurfere på vandet, og vi ser store containerskibe på størrelse med forvoksede havnemoler passere forbi os og Knuds hus. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvordan havet må ha’ trukket som en magnet, når Knud sad i sit arbejdsværelse og planlagde næste rejse nordover.

Vi fortsætter over Hundested Skanse, der er opført som forsvar mod Englænderne i krigen 1807-14.

Bag os er mørke skyer trukket sammen, vi er enige om, at det bliver inde over land, DMI har ihvertfald ikke lovet regn.

Vi når frem til Hundested Havn og finder et sted, hvor vi kan sidde i solen og spise vores mad. Ti minutter efter regner det så kraftigt, at kun nogle få millimeter distancerer vandmængderne fra at være et skybrud.

Det har været en fantastisk dag. Vi har været på landet, og hørt lærken synge, set viberne danse til deres kaldende sang og oplevet vejrets luner.
Vi har været ved havet, og oplevet den harmoni, der altid opstår, når man hører, ser og mærker havet. På vejen hjem i toget har vi udsigt til en fantastisk solnedgang over raspmarkerne.

Rigtig god tur, husk madpakken og efterlad kun dine fodaftryk i naturen.