…det var juli som kom
…alene rejste hun heller ikke, hun var fulgt af sin yngre broder Julius.
Han var vel ved magt, sommerklædt og med panamahat. Kun lidt rejsetøj førte han med, det var så besværligt i varmen. Han havde kun badehætte og svømmebukser; det er ikke meget.
Tolv med posten, Et eventyr af Hans Christian Andersen
Jeg er fascineret af Norges idylliske højfjeld.
Her er vi på vandring vest for Gudbrandsdalen på vej på Jotunheimvegen.
Det er september måned, og myggene er på retur.
Billedet af fossen er fra Venabu.
Møns Klint er et fantastisk sted. Der er et helt enestående lys, som det 70 millioner år gamle kridt bidrager med. Kridtflagerne, som klinten er opbygget af, fortsætter som lange bakkerygge ind i højlandet bag klinten, hvor de udgør en del af det særprægede morænelandskab Høje Møn.
Vi har været på sejltur med kutteren Discovery.
En sejllads langs den 6 kilometer lange klint er virkelig en stor oplevelse, og når vejret er så godt som på vores tur, føler man sig voldsomt priviligeret.
Her ses Discovery på vej ind i Klintholm Havn.
Billedet ovenover er fra Påsken 1994. Vi vandrede nede på stranden, og kalken havde sat sig på sko og i tøj. Vi var parat til at deltage i et Halloween Show efter den tur.
Lidt mere alvorligt blev det senere på året, da flere hundrede ton kridt styrtede ned over en fransk kvinde som vandrede på stranden. Sommerskred er usædvanlige, men året 1994 var meget nedbørsfattig, og vandet der normalt binder kridtet i klipperne var svundet bort.
Kridtet består af næsten ren kalk, og er overvejende opbygget af cocoliter, mikroskopiske kalkplader af encellede kalkalger, som levede i havets øverste lag. Efter de store skred er mange mennesker på jagt efter fossiler som søpindsvin, søliljer, muslinger og blæksprutter. Har man først spottet én er det nemmere at finde de andre.
Jeg har endnu ikke været på Geocenter Møn, men det er på ønskelisten. I kan se meget mere på centerets flotte hjemmeside: Moensklint
God tur ❤
Jeg har været på en flot cykeltur fra Rådvad via Dyrehaven og ud til Øresund ved Trepilelågen.
Der er altid smukt i Rådvad. De gamle bindingsværkshuse præger helhedsindtrykket, og tilsammen med Rådvad Dam, og de arbejdende værksteder, er det et helt unikt område, jeg aldrig bliver træt af.
Vejen op til Erimitageslottet er også en særlig oplevelse, og måske er det derfor, så mange går deres søndagstur her.
Oppe fra slottet kan man se skibene på Øresund, og længere ude ligger Sverige.
Hvis man er heldig, kan man komme tæt på kronhjortene, og lige nu er de ikke i brunst. En flagspætte var ved at fodre sin unge, og de lod sig heldigvis ikke distrahere af mig.
Erimitageslottet er nyrestaureret, og de grimme stilladser og skurvogne er væk igen. Det ser godt ud.
Nogle små purke var sendt i forevejen for deres gruppe, og de så helt fortabte ud i den store park. Det var de bestemt ikke, kunne jeg høre af deres samtale. Det var bare et optisk bedrag.
Jeg elsker en udsigt med blå himmel og hvide cumulusskyer, hjulene ruller af sig selv.
Ved Trepilelågen er der en viadukt under jernbanen. Herfra går stien videre ud på Strandvejen, hvor der kører bus nordpå og mod Lyngby. Jeg trak cyklen ned på ‘stien’ der løber langs med Øresund op til Strandmøllen. Stien er ret ødelagt fra vinterens storme, men det gik fint så længe jeg trak cyklen.
God Tur ❤
Hvor ravneunger kigger ned fra en gren
højt over mit hoved
Hvor ræveunger tumler ned ad skrænten
i leg
Hvor fiskeørnen glider afsted
på en opvind
Der står to små piger bag et hegn
i en børnehave
Hvad hedder du, spørger de. De vender sig om mod resten af vennerne, som er travlt beskæftiget på små cykler, i færd med at lave sandkage eller hælde sand op i kopper.
Damen hedder Hanna, råber de informerende. De vender sig ivrigt imod mig.
Vi hedder Dea og Mille, fortæller Mille.
Snart er vi fordybet i en samtale om min cykel, og hvor flot, de synes, den er.
Er I glade for jeres børnehave, spørger jeg.
Ja, for her er blade.
Blade? spørger jeg.
Ja, ude i skoven, og engang imellem går vi tur i skoven.
Jeg driller dem lidt; Kan I ikke forlange at komme på tur?
Hvad betyder forlange, vil de vide.
Er det ikke noget, I selv kan bestemme, spørger jeg.
Nej, det kan vi ikke, det er de voksne, som bestemmer.
Ja, tænker jeg, det er trygt for børn at vide, at det er de voksne, som tager ansvar.
Jamen, så kan I måske ønske at komme på tur?
Der opstår en lille pause, og så siger Mille, at det kan de godt.
Én gang om året, fortæller hun, når sol står i måne.
Jeg føler mig skakmat. Det er ikke til diskussion.
Kom, vi vinker til hende, siger Mille, da vi har taget afsked. De står og vinker til mig, da jeg kører videre. Det går op for mig, at jeg skulle ha’ spurgt, hvad det betyder, når sol står i måne.
Jeg har det, som om jeg har været i audiens hos gamle enter i Midgård.
…det var juni som kom
“Nu kommer fruen, den unge frue!” råbte de inde i vognen, og så kom fruen, ung og fin, stolt og nydelig. Hun var født til at holde “syvsovere,” kunne man straks se. Hun gjorde gilde på den længste dag i året, for at man kunne få tid til at spise de mange retter mad; hun havde råd til at køre i egen vogn, men kom dog med posten som de andre, hun ville derved vise at hun ikke var hovmodig; alene rejste hun heller ikke, hun var fulgt af sin yngre broder Julius.
Tolv med posten, Et eventyr af Hans Christian Andersen
Der er steder i naturen, som hjertet byder velkommen ind. Det kan godt være, at man har tænkt, wow! Der er flot her, men bagefter opdager man, at oplevelserne har gemt sig i sjælen.
Sådan har jeg det med området Gausdal Vestfjell, Huldreheimen og Jotunheimens Forgård, kært barn har mange navne.
Området ligger mellem Valdres og Gudbrandsdalen. Før jernbanen blev anlagt vandrede folk igennem området, når de skulle videre til Jotunheimen, deraf navnet Jotunheimens Forgård.
Theodor Caspari, en kendt norsk forfatter med tilnavnet fjeldpoeten, havde stærk tilknytning til området, og har således skrevet digtet, jeg afslutter mit indlæg med.
Mine billeder retfærdiggør slet ikke stedet, og nu er ideerne begyndt at dukke frem. En ny vandring i sommerferien og en hyldest i form af de bedste billeder, og beskrivelser jeg kan præstere, det er en velkommen udfordring.
Jeg har vandret hele området igennem på kryds og tværs, og nogle af billederne er på min vej mod Sikkilsdalen.
I 1884 skrev Walter J. Clutterbuck og James A. Lees, Three in Norway by two of them. Det er en rejseskildring om tre englændere, som tager på jagt og fluefiskeri i Norge.
Selvom de er beskrevet som snobber, har bogen overlevet flere generationer på grund af den gode humor. De rejser fra Oslo frem til Jotunheimen og kommer blandt andet gennem Sikkilsdalen.
Det er ikke sikkert, I orker at læse på engelsk, men tag alligevel et kig i e-bogen, og nyd de fantastiske billeder, der beskriver englændernes rejse:
Three in Norway
Stå vakt om naturen
Af Theodor CaspariStå vakt om naturen! Slå angrepet ned!
Dem opp mot de hissige hjerner! –
La fjellvidda hvile i soldagens fred –
i dryss av de evige stjerner! –
Slå døgnets urolige røster med bann!
Lys fred på de tagale lier!
Gi Noreg et lysende “Ingenmannsland”
hvor skapningens herre tier! –Et rike hvor rypa kan duke sin disk
i fred for den lurende snare,
hvor rugda kan tiske med vier og brisk
og orre fortro seg til hare. –
Hvor sneppa kan rede sin lønnlige seng
når avskjedens time er nære,
og heilo kan stemme sin sorgfulle streng
og te ham den siste ære. –Hvor fjellsjøen drømmer i glitter og glans,
og gjøken kan lyse til messe,
hvor tranen kan trede sin selsomme dans,
og elgen kan fredelig gresse –
Og slipp så den ærlige bamse til fjells
og ens ikke bondens besværing!
Og liver han opp med sin gråbrune pels,
så gi ham en sau til fortæring.Det kommer en dag da den syke kultur
vil fylle all verden med vånde,
en dag da maskinenes dunster og dur
vil døyve og kvele din ånde. –
Den dag vil du hilse det lukkede land
og signe de fredede flyer
med rykende storm over ensomme vann
og sol gjennom drivende skyer. –Stå vakt om naturen! Slå angrepet ned!
Dem opp med de hissige hjerner!
La fjellvidda hvile i soldagens fred –
i dryss av de evige stjerner! –
Da fanger du stillhetens lydhøre sinn
og drømmer med alt hva som lever,
da hører du Guds, den allmektiges trinn
så tyst over vidden han svever. –
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Oplysninger og kort over Huldreheimen
Der var en god film i fjernsynet i går aftes. Men der var en oplevelse, der trak mere i mig. Jeg tog min gamle cykel frem fra skuret, min Koga cykel står stadigvæk hos en ven efter en spændende udflugt. Solnedgangen ved Furesøen var fantastisk.
Ude på søen sad to venner i en robåd og hyggesnakkede, mens de fiskede. Deres lavmælte samtale bidrog til den eventyragtige stemning.
Selv ænderne var lavmælte i deres pludren ❤
Da jeg ikke kunne se indstillingerne på kameraet længere, og dårligt kunne finde stien tilbage i skoven, var det på tide at finde cyklen. Da jeg stod ved cyklen, vidste jeg, hvad jeg havde glemt. Baglygten! Lygterne sidder fast monteret på min Koga, men ikke på den gamle cykel.
Jeg måtte derfor trække cyklen en del af vejen hjem, for min egen sikkerheds skyld, og ikke kun fordi loven påbyder det. Det gjorde jeg gerne, det var det hele værd. En aften som i går gemmes i hjertet. Filmen kan jeg se en anden gang.
I kan glæde jer, for i næste uge kommer en aften som i går. Husk cykellygter 🙂
I slutningen af april var jeg på tur ned gennem Det Danske Schweiz, forbi Stampen og Rådvad for at afslutte turen på Strandvejen.
Der er en anden aktivitet i weekenden. Det sidste nye er SUP, stand up paddle, men først får I nogle billeder fra det spæde lyse forår.
Det blev ikke til meget stand up paddle, for svanefar var ikke i humør til at få gæster ❤ Svanen kunne let vælte gæsterne i vandet.
Det er ved at blive en vane. Hvis jeg går stille, og er opmærksom på omgivelserne, sker der spændende ting.
Sidste år så jeg flagspættens unger blive fodret. Jeg så også ravneunger, meeen jeg var ikke helt sikker. Det er jeg nu. Jeg har set og hørt fuglene flere gange, og kender deres skrig.
Troldællinger har jeg set for allerførste gang i mit liv i denne måned.
I dag, da jeg gik gennem skovene i stedet for at tage bussen hjem, fik jeg en helt ny oplevelse. Jeg var på vej gennem Ravnholm Skov og fuglenes aktivitet var stor.
Jeg så en krage slå ned på Musvågen, for at få den til at forsvinde fra redeområdet. Jeg hørte drossel, gulspurv, mejsefugle, gøgen og andre fugle, jeg ikke kender endnu.
Her blomstrede æbletræerne, og dannede portal hen over stien. Det var mens jeg gik på denne lille sti, at jeg fik et fint besøg ❤
På en eng med græsser, birke- og æbletræer kom Mikkel spankulerende sorgløst hen af stien. Jeg stod med tilbageholdt åndedræt, mens han kom nærmere. Han stod stille fem meter fra mig. Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, men pludselig forsvandt han ud til siden med et kakofoni af gustne beskyldninger fra et utal af fugle. Fantastisk oplevelse.
God tur i Bededagene ❤
HANNA'S WALK 
You must be logged in to post a comment.