Må man ønske lige hvad man vil?

Hvor ravneunger kigger ned fra en gren
højt over mit hoved
Hvor ræveunger tumler ned ad skrænten
i leg
Hvor fiskeørnen glider afsted
på en opvind
Der står to små piger bag et hegn
i en børnehave

Hvad hedder du, spørger de. De vender sig om mod resten af vennerne, som er travlt beskæftiget på små cykler, i færd med at lave sandkage eller hælde sand op i kopper.

Damen hedder Hanna, råber de informerende. De vender sig ivrigt imod mig.
Vi hedder Dea og Mille, fortæller Mille.
Snart er vi fordybet i en samtale om min cykel, og hvor flot, de synes, den er.

Er I glade for jeres børnehave, spørger jeg.
Ja, for her er blade.
Blade? spørger jeg.
Ja, ude i skoven, og engang imellem går vi tur i skoven.

Jeg driller dem lidt; Kan I ikke forlange at komme på tur?
Hvad betyder forlange, vil de vide.
Er det ikke noget, I selv kan bestemme, spørger jeg.
Nej, det kan vi ikke, det er de voksne, som bestemmer.
Ja, tænker jeg, det er trygt for børn at vide, at det er de voksne, som tager ansvar.

Jamen, så kan I måske ønske at komme på tur?

Der opstår en lille pause, og så siger Mille, at det kan de godt.
Én gang om året, fortæller hun, når sol står i måne.
Jeg føler mig skakmat. Det er ikke til diskussion.

Kom, vi vinker til hende, siger Mille, da vi har taget afsked. De står og vinker til mig, da jeg kører videre. Det går op for mig, at jeg skulle ha’ spurgt, hvad det betyder, når sol står i måne.

Jeg har det, som om jeg har været i audiens hos gamle enter i Midgård.

An Ent