På vej mod Jotunheimvegen, Norway

Jeg er fascineret af Norges idylliske højfjeld.
Her er vi på vandring vest for Gudbrandsdalen på vej på Jotunheimvegen.
Det er september måned, og myggene er på retur.

Billedet af fossen er fra Venabu.

Sommervandring i Norge

Der er steder i naturen, som hjertet byder velkommen ind. Det kan godt være, at man har tænkt, wow! Der er flot her, men bagefter opdager man, at oplevelserne har gemt sig i sjælen.

Sådan har jeg det med området Gausdal Vestfjell, Huldreheimen og Jotunheimens Forgård, kært barn har mange navne.
Området ligger mellem Valdres og Gudbrandsdalen. Før jernbanen blev anlagt vandrede folk igennem området, når de skulle videre til Jotunheimen, deraf navnet Jotunheimens Forgård.

Theodor Caspari, en kendt norsk forfatter med tilnavnet fjeldpoeten, havde stærk tilknytning til området, og har således skrevet digtet, jeg afslutter mit indlæg med.

Mine billeder retfærdiggør slet ikke stedet, og nu er ideerne begyndt at dukke frem. En ny vandring i sommerferien og en hyldest i form af de bedste billeder, og beskrivelser jeg kan præstere, det er en velkommen udfordring.

Jeg har vandret hele området igennem på kryds og tværs, og nogle af billederne er på min vej mod Sikkilsdalen.

I 1884 skrev Walter J. Clutterbuck og James A. Lees, Three in Norway by two of them. Det er en rejseskildring om tre englændere, som tager på jagt og fluefiskeri i Norge.

Selvom de er beskrevet som snobber, har bogen overlevet flere generationer på grund af den gode humor. De rejser fra Oslo frem til Jotunheimen og kommer blandt andet gennem Sikkilsdalen.

Det er ikke sikkert, I orker at læse på engelsk, men tag alligevel et kig i e-bogen, og nyd de fantastiske billeder, der beskriver englændernes rejse:
Three in Norway

gausdal 09

gausdal 16

gausdal 33

gausdal 38

gausdal 56

Stå vakt om naturen
Af Theodor Caspari

Stå vakt om naturen! Slå angrepet ned!
Dem opp mot de hissige hjerner! –
La fjellvidda hvile i soldagens fred –
i dryss av de evige stjerner! –
Slå døgnets urolige røster med bann!
Lys fred på de tagale lier!
Gi Noreg et lysende “Ingenmannsland”
hvor skapningens herre tier! –

Et rike hvor rypa kan duke sin disk
i fred for den lurende snare,
hvor rugda kan tiske med vier og brisk
og orre fortro seg til hare. –
Hvor sneppa kan rede sin lønnlige seng
når avskjedens time er nære,
og heilo kan stemme sin sorgfulle streng
og te ham den siste ære. –

Hvor fjellsjøen drømmer i glitter og glans,
og gjøken kan lyse til messe,
hvor tranen kan trede sin selsomme dans,
og elgen kan fredelig gresse –
Og slipp så den ærlige bamse til fjells
og ens ikke bondens besværing!
Og liver han opp med sin gråbrune pels,
så gi ham en sau til fortæring.

Det kommer en dag da den syke kultur
vil fylle all verden med vånde,
en dag da maskinenes dunster og dur
vil døyve og kvele din ånde. –
Den dag vil du hilse det lukkede land
og signe de fredede flyer
med rykende storm over ensomme vann
og sol gjennom drivende skyer. –

Stå vakt om naturen! Slå angrepet ned!
Dem opp med de hissige hjerner!
La fjellvidda hvile i soldagens fred –
i dryss av de evige stjerner! –
Da fanger du stillhetens lydhøre sinn
og drømmer med alt hva som lever,
da hører du Guds, den allmektiges trinn
så tyst over vidden han svever. –

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Oplysninger og kort over Huldreheimen

Solopgang over Norges Fjelde

Firmaet Fuglefjellet har produceret denne vidunderlige film om en solopgang over de norske fjelde. Det er ikke et hvilket som helst område, men Sunnmørsalpene, hvor fjeldene rejser sig brat op af havet og giver én sommerfugle i maven.

Den norske forfatter Kristofer Randers, var meget glad for dette område, og for det markante trekantede fjeld, der ses i filmen, det er Slogen, 1564 moh.

Se turforslag til Slogen her

Husk! Klik endelig videre i Magic Air og se flere film derfra, jeg glemmer helt at trække vejret 🙂

Er der spøgelser i fjeldet?

Vildt flot sted i Tafjordfjella

På en fjeldvandring i Norge sidder vi en aften i hytten Torsbu, og en vandrer fortæller denne historie:

Gennem de sidste 25 år har han holdt en uge af sin ferie i fjeldet. Han vandrer for sig selv, og nyder stilheden, og naturen. Men et år er han lidt sent ude. Efteråret er ved at gå på hæld, og der er meget få folk i fjeldet og på hytterne. Efter flere dages vandring uden at møde et eneste menneske, er han begyndt at længes voldsomt efter selskab. Det er nu hans håb, at der vil være folk på den næste hytte. Efter mange timers vandring dukker hyttens mørke silhuet op i landskabet.

På vej mod Pyttbua i Tafjordfjella

Den store hytte er tom, mørk og kold. Han skynder sig at få tændt ild i pejsen, og et par stearinlys. Det hjælper lidt på skuffelsen, og da maden er spist, stiger humøret yderligere. Efter måltidet går han ud af hytten, og over på das – og det er, mens han sidder der, at han hører folk! Snak og latter, trampen af fødder, og hyttedøren der smækker. Stærkt opmuntret af tanken om selskab gør han sig færdig, og skynder sig over på hytten. Men! Der er tomt, og stille i den store hytte. Han bliver stående og lytter, men der er fuldstændig stille. Han råber: Hallo! – ingen reaktion. Bare dyb tavshed – Bagefter går han hele hytten igennem uden at finde nogen, og han indrømmer, at det giver ham en meget urolig nat, hvor han prøver at overbevise sig selv om, at hans fantasi har spillet ham et puds.