Flagspætter, Bindingsværk, Kronhjorte og Øresund

Jeg har været på en flot cykeltur fra Rådvad via Dyrehaven og ud til Øresund ved Trepilelågen.

Der er altid smukt i Rådvad. De gamle bindingsværkshuse præger helhedsindtrykket, og tilsammen med Rådvad Dam, og de arbejdende værksteder, er det et helt unikt område, jeg aldrig bliver træt af.

Vejen op til Erimitageslottet er også en særlig oplevelse, og måske er det derfor, så mange går deres søndagstur her.
Oppe fra slottet kan man se skibene på Øresund, og længere ude ligger Sverige.

Hvis man er heldig, kan man komme tæt på kronhjortene, og lige nu er de ikke i brunst. En flagspætte var ved at fodre sin unge, og de lod sig heldigvis ikke distrahere af mig.

Erimitageslottet er nyrestaureret, og de grimme stilladser og skurvogne er væk igen. Det ser godt ud.

Nogle små purke var sendt i forevejen for deres gruppe, og de så helt fortabte ud i den store park. Det var de bestemt ikke, kunne jeg høre af deres samtale. Det var bare et optisk bedrag.

Jeg elsker en udsigt med blå himmel og hvide cumulusskyer, hjulene ruller af sig selv.
Ved Trepilelågen er der en viadukt under jernbanen. Herfra går stien videre ud på Strandvejen, hvor der kører bus nordpå og mod Lyngby. Jeg trak cyklen ned på ‘stien’ der løber langs med Øresund op til Strandmøllen. Stien er ret ødelagt fra vinterens storme, men det gik fint så længe jeg trak cyklen.

God Tur ❤