Jeg måtte derud igen. Ud i ‘de danske bjerge’. Ud, hvor jeg kan høre vinden i bladene, småfuglenes kvidren og følge musvågens glideflugt, mens den udstøder sit karakteristiske skrig.

Jeg er kørt ud til Skovene ved Buresø, til Ganløse Eget.

Jeg bliver ikke skuffet, der er lige så meget natur, som sidste gang.

Her er ingen løsgående hunde, der tigger om madpakken, men en savlende Skotsk Højlandsko, der ånder mig i nakken. Jeg deler gerne min madpakke, men jeg ved ikke, hvad den har godt af, min nye ven 🙂

Jeg følger ikke nogen bestemt rute, men krydser hen over engen og op i skoven, op i Ganløse Eget.

Kan I se træhytten til højre oppe i bakken? Det er dejligt, når bygninger passer ind i landskabet, og er med til at fremhæve naturen.

Her mellem Ganløse Eget og Krogelund står mit gamle mirabelletræ. Store grene er brækket af i vinterens storme. Frugten har slukket min tørst på en varm dag, og jeg ser med taknemmelighed, at der stadigvæk er liv i træet. Midt i min glæde hører jeg noget uventet, lærken! Det er næsten symbolsk, her i vandskellet, hvor Mølleåen har sit udspring, her hører jeg lærken for første gang i år.

Jeg er på vej ned mod Buresø, det ville være blasfemi ikke at lægge vejen forbi.

Søen er smuk, sollyset farver sivene solgule og små klokker ringer fra søen. Det er ikke Agnete og Havmanden, men isen, der er brudt op og ved hvert bølgeslag giver fine små klokkelyde. Det er intenst, der er ikke andre lyde end vinden og ‘klokkerne’.

Her går en sti op i bakkerne til en flot udsigt over dalen –

Jeg vil slutte af med små forårslam, bedre bliver det ikke. Det er en fantastisk tur med mange livsbekræftende oplevelser.

En vandretur jeg må følges hjem fra, for stoppestedet har forputtet sig mellem nogle småtræer, og er svært at spotte.

En vandretur man ikke vil hjem fra –

________________

Bus 334 kører fra Holte Station mod Langåsen’s stoppested.

God tur, husk madpakken, efterlad kun dine fodspor og husk at ta’ hjem 🙂