Jeg er begyndt at savne fjeldet, det dramatiske, og det storslåede landskab og ikke mindst alle oplevelserne, der følger med.
Sidste gang jeg fik det sådan, tog jeg til Kullaberg, nu gælder det Söderåsen.

Jeg har vandret mange etaper på Söderåsen, og har nok været igennem de fleste områder. I dag sætter jeg kursen mod Söderåsens Nationalpark, akkurat som turisterne gjorde det tilbage i 1892. Dengang kunne de køre i tog direkte fra København og Helsingborg frem til Skäralid. Vandrehjemmet i Skäralid har tidligere været stationsbygning for de svenske jernbaner, indtil jernbanerne blev nedlagt i 1961.

Jeg tager med tog og bus fra Københavns Hovedbanegård, det tager én time og halvtreds minutter, med skift i Lund og Stehag. Söderåsen rejser sig brat af landskabet akkurat som Hallandsåsen, Kullen/Kullaberg og resten af de nævnte åse. De har alle del i den samme sprækkezone, Sorgenfrei – Tornquist Zonen:

1. Bornholm Block                                         
2. Hallands Åsen
3. Romele Åsen
4. Torpa Klint
5. Söderåsen
6. Kullen
7. Nävlinge Åsen
8. Linderød Åsen
9. Christiansø Block

I Sverige kaldes det også for den Skånske diagonal, fra Båstad i nordvest til Kiwik i sydøst. Det er her i zonen, man finder resterne efter vulkanudbrud. I nationalparken finder man basalt, og øst for Röstunga findes vulkanruinen Jällabjär.

Husker I jordskælvet i 2008. Det var i Sorgenfrei – Tornquist zonen. Vi vågnede kl. 6.20 om morgenen. Mærkelig, mærkelig lyd, ikke til at genkende, vores senge rusjede sidelæns i rummet. Det var ikke svært at vågne. Turning Torso i Malmø fik nærmest et ekstra turn. Folk troede mange forskellige ting, og der var tanker om bygningsfejl på de øverste etager:-)

I 1906 byggede man et turisthotel, hvor de røde bygninger ligger i dag, og ved dammen etableredes et dansegulv.

Skäralid blev kendt for sine Pinsefester. Folk kom fra Ystad og Trelleborg for at feste. Alkohol var forbudt, men indtjeningen var meget større end bøderne, så festerne og udskænkningen forsatte.

Her i bunden løber Skärån i forlængelse af Dejebäcken. Det er nu i foråret, vandløbene skal opleves, en rivende strøm er betagende, undtagen når den skal vades 😯

På vej op mod Kopperhatten hører jeg pludselig en glad hilsen. Det er 3 danskere, som er på vej mod Odensjön.

De har vandret fra Åstorp ned gennem Söderåsen ad Skåneleden. Deres oppakninger er store. Jeg spørger, om de har haft brug for alt, hvad de har med. Næh! De griner og stråler af de fede oplevelser, de er i gang med at opleve.
Den første dag var oppakningen meget tung, men da bar de også på en ramme øl, de havde med fra færgen, og en stor roastbeef de tilbredte i bålet. Stegningen tog et par timer, og de havde sjældent fået et bedre måltid, ovenikøbet med pulverkartoffelmos til. Har I prøvet tyttebærsyltetøj, spørger jeg, og vi er enige om, at det er de små ting, der tæller. Det skal man ikke kimse af, siger den ene dybt alvorligt. Hyggeligt, synes jeg.

Jeg tager et par billeder mere, og går ned mod dammen. Her ser jeg dem gå over broen ved dammen på vej mod Odensjöen. Jeg bemærker rytmen i deres gang, mens de hurtigt forsvinder væk i skoven på den anden side. Det giver et sug i maven. Det er det fantas-tiske ved at være på en lang vandring, at bevæge sig igennem mange forskellige land-skaber, og få en suveræn føling med kroppen og finde sin helt egen rytme, når landskabet skifter karakter. Småløbe ned ad bakkerne, og zigzakke de stejle steder. Det lyder banalt. Det er enestående!!

Jeg er lige stået på bussen mod Stehag, og sidder naturligvis med næsen trykket mod ruden for at være sikker på at få de sidste oplevelser med mig hjem, da jeg ser den røde glente svæve majestætisk gennem luften, tak!