Hiking in Corsica

Vi havde planlagt at holde vores ferie i maj. Min ven vil blive hjemme i Danmark, og se bøgen springe ud. Jeg vil se bjerge. Så der er dømt research. Valget falder på Corsica – strand og palmer, nyudsprungen bøgeskov, alpevioler i skovbunden og sneklædte bjerge. Bliver det for varmt på stranden, så er det op i sneen i en fart!

Vi er på vej til Corte, Corsicas universitetsby og gamle hovedstad, beliggende oppe i bjergene.

Corsica havde før i tiden et meget godt forsvarsværk. Her er en del af Corte´s Citadel. Et lille fort bygget i 1419 og udvidet af franskmændene i det 18. og 19. århundrede. Corte´s Citadel blev anvendt af fremmedlegionen fra 1962 frem til 1980´erne.

På vej op i Restonica dalen –

Restonica dalen

Vi parkerer den lejede bil og fortsætter til fods iført gode vandrestøvler og shorts. God varm trøje er pakket ned i rygsækken sammen med lange bukser og varm kakao. Det fik vi brug for ved Lac de Melo.

Smeltevandet bruser alle steder, det er vildt flot!

Lac de Melo i 1700 m.o.h. – isdækket

Det er er en spændende rute op til Lac de Melo, lidt mere kuperet end i de danske skove! Nogle steder er der stålstiger for at sikre vandreren.

Vandretur ved Tattone. Via stien, der hele tiden følger floden, er der adgang til en meget berømt, og berygtet højtliggende vandrerute GR 20. Mange er startet på turen, men har måttet opgive. Enten på grund af sværhedsgraden, eller på grund af varmen og mangel på proviantsteder. Gr. 20 ruten går fra nord til syd med en gennemsnitshøjde på 1500 m.o.h.

By i bjergene, Belgodere

Corte

Det bedste ved Corsica er en meget flot og meget afvekslende natur. Smeltevandet fra bjergene, floderne og bassinerne, det er enestående og frodigt. De store kastanjeskove i efteråret skulle være noget helt for sig selv, så jeg sætter dem på min ønskeliste.

Her er links til Corsica:

Corte Tourisme    Corsica Bus     Ruby Rejser

Min “Åndehulssamling”

Er jeg imponeret over København? Ja – jeg er vild med bymiljøet og hyggen i indre København.

Hygge på Vandkusten i København

Hvad med luftforurening? Det kan vel ikke være så slemt, der er så mange, der cykler! Jo, det er slemt, det er værre end i Rom, Los Angelses, Madrid og Lissabon i følge en rapport fra OECD baseret på en satelitmåling fra rummet.

Har jeg ladet mig snyde? Jeg associerer umiddelbart til trygge miljøer, når jeg ser parker,  søer, der glitrer i solen og mange folk, som cykler – . Parkernes skyggefulde grønne løv, det er byens lunger. Her udledes ihvertfald ikke skadelige partikler.

Jeg står af bussen, før jeg når trafikkaoset ved Nørre Port. Det giver mig mulighed for at gå igennem Botanisk Have, et åndehul. Det bliver til et par dejlige timer, inden jeg skal videre.

Smuk dag i Botanisk Have

Ud i tæt trafik igen på vej mod Kultorvet. Efter 4 minutter kommer jeg ind på en lille sidevej, her er stille og roligt. Midt på vejen ligger en mand på ryggen, og er ved at reparere sin bil. Voldsom og dejlig kontrast til trafikmylderet for et øjeblik siden. Jeg går videre ud på Kultorvet, med caféborde og blomstersælgere. Senere forbi Storkespring-vandet, her er Jazz Festivalen i gang og der er massiv hygge.

På vej mod Vandkunsten er nærmest en rickshaw kø, hyggeligt

Efter et øjeblik er jeg nede på Vandkunsten. Her er Jazz Festivalen også igang –

Jazz Festival på Vandkunsten, København

Turen afsluttes i endnu et åndehul i midten af København, Det Kongelige Biblioteks Have

Nu har I set nogle af mine åndehuller i København, men det er bare en brøkdel af de eksisterende.

Vil I ha’ en god nyhed? Undersøgelsen vedrørende partikeludledning menes behæftet med en 25 % fejlmargen:

Det betyder, at partikelforureningen i København kan være blandt alt fra de 15 laveste til de 20 værste af de 68 byer, som OECD’s rapport har opstillet tal for.

LÆNGE LEVE BYENS ÅNDEHULLER


Vandring i Tisvilde Hegn

Skove, der ligger langs kyststrækninger, rummer som regel mange gode turmuligheder, Tisvilde Hegn er én af dem. Jeg vil vise jer en tur fra i søndags. Vandreturen ligger tæt på skovens afmærkede gule rute. Fra Tisvildeleje Station går I tilbage ad bygaden. Ved Skovporten drejer I ind, og fortsætter lige ud til Gammel Brændeplads –

Ved Skovporten

Her drejer I til venstre på den gule rute, og fortsætter forbi Horsekær. Herefter følges ruten rundt i skoven:

Turen går forbi Frederikshøj, som er et gammelt rettersted, og kort efter støder man på den tilsandede landsby Torup, der blev forladt under sandflugten. Den sidste beboer i landsbyen, Niels Jensen forlod Torup i 1790.

Mod den tilsandede landsby Torup

Her i lysningen lå Torup med sine 16 gårde. Da sandet tog til, fjernede det levegrundlaget for landsbyens befolkning

Efter en lille vandring kommer I til Enebærdalen og Bangshøj, et enestående smukt område.

Enebærdalen

Enebærdalen

Forude skimtes Kattegat og Harehøje –

Kig fra Harehøje

Harehøje

Ved Troldeskoven fortsættes mod Brantebjerg. Her går turen højt oppe i landskabet, og I kan se mod Liseleje – Herefter rusler man videre mod Tisvildeleje og stranden. Mulighederne er åbne for en dukkert fra den dejlige strand, eller man kan forsyne sig ved Strandkiosken inden turen går gennem bygaden på vej til stationen. God tur!

The Sea Stallion from Glendalough sets sail on Sunday the 8th of July

På søndag kl. 10.00 stævner hele Danmarks vikingeskib, The Sea Stallion from Glendalough, atter ud i de danske farvande med Dronning Margrethe om bord på den første del af rejsen.

Kursen bliver sat mod gammelt dansk land i Slesvig, Hedeby, hvor Havhingsten skal deltage i et råsejlstræf. Besætningen er på 60 til 70 mand med Vibeke Bischoff, som skipper.

Modtagelsen af The Sea Stallion from Glendalough efter besøget i Irland

Sejlladsen er en fejring af 50 års jubilæet for udgravningerne af de 5 Skuldelev skibe i Roskilde Fjord.

Følg The Sea Stallion online på Vikingeskibsmuseet hjemmeside

Vandrestøvlerne ud af skabet

Efter en reprimande fra McEff: Vandrestøvler skal ikke ligge i et skab, de skal bruges, tog jeg bussen til Høsterkøb Skole, og gik derefter ned igennem Rude Skov, og over Femsølyng:

Femsølyng har sin helt egen historie. Oprindelig var den en stor isdæmmet sø. I løbet af årtusinder blev den fyldt op med døde planterester og tilsidst opstod en lyngklædt højmose, der kun fik sit vandtilskud fra regn og sne. Det nuværende småkuperede og sørige terræn er opstået ved tørvegravning.

På vej mod Femsølyng

Husk altid et kort! Det havde jeg ikke med, og gik derfor mod syd ved hjælp af solen. Jeg kom rundt på mange små og spændende stier 🙂

Rude Skov, Holte

Jeg sluttede i skoven ved Paradishus i den sydligste ende af skoven, og gik derefter ned til Holte station. Bus 197 Kører fra Holte station til Birkerød station, stop undervejs ved Høsterkøb Skole.

Tak for sparket, Alen!

Great Midsummer Night in Nyhavn, Copenhagen

Sant Hans aften i Nyhavn

De gamle træbåde lå tæt pakkede, i sikker afstand fra Sant Hans bålet

Operahuset i København

Kongeskibet Dannebrog ses i baggrunden

Langelinie

Vor Frelser Kirke i København og Pejlemærker

Spir er der mange af i København, men Vor Frelser Kirkes unikke snoede spir skiller sig ud. Et rigtigt godt pejlemærke -.

Vor Frelser Kirke se bagerst i billede med det snoede spir

Jeg kan huske min overraskelse, første gang jeg kom så tæt på kirken, at det var muligt at se enkelthederne på tårn og spir. Det var næsten naturstridigt, da jeg fik øje på mennesker på den udvendige side af spiret, på vej opad.

Kirkens spir inspirerede også den store franske forfatter Jules Verne, og han lod den indgå i historien om Rejsen til Jordens Indre. Jules Verne og hans broder var oppe i spiret i 1881, og broderen skrev denne historie, da han kom hjem, se Vor Frelser Kirkes site!

Under Københavns Bombardement i 1807, da englænderne bombede København, brugte de Vor Frelser Kirkes spir som pejlemærke. Heldigvis var det kun skulpturen øverst på spiret, der blev ramt. Tårnet og spiret blev også brugt som gemmested til ammunition og våben under 2. verdenskrig.

Nu er det min tur til at komme tæt på kuglen deroppe for enden af det høje slanke spir. På vejen op ad trappen møder jeg Dida ved informationsskranken. Vi får en god snak, alt mens folk passerer os på vejen ned fra tårnet. Det ses, at de har haft en god oplevelse. Efter en længere opstigning når jeg omsider ud på vægtergangen, og hele København ligger dernede sammen med Øresundsbroen og et stykke af Sverige. Herfra går turen opad via spirets udvendige sneglegang.

Lidt længere oppe ad spiret går en tysk herre, og da vi er nået helt tæt på kuglen, forsvinder han rundt om det sidste sving der er, her er pladsen meget trang – og jeg venter – og venter – indtil jeg råbende spørger, om han sidder fast. Han dukker frem, storgrinende med en forklaring om, at tiden stod fuldkommen stille for ham, og jeg forstår ham, for det er enestående at være her!

Der knyttes minder til pejlemærker, både de dårlige og de gode.

Pejlemærker skaber historier –

Tisvilde Hegn og Strand

Flot aften i går ved nordkysten. Gik en lang tur i skoven og sluttede på stranden i det sidste sollys

Klik i billede for mere information

Vandreture, fuldmåne og kakao i Gribskov

Kender I Gribskov? Hvis ikke, så tag S-toget til Hillerød og skift til Gribskovbanen. På syv minutter er I langt inde i skoven –

Den første gang jeg var i Gribskov, var med Dansk Vandrelaug, og det imponerede mig ikke. Det var efter en tur på Söderåsen i Sverige. Nu kender jeg skoven bedre efter mange kilometer i alt slags vejr, og det er en dejlig skov med flotte kuperede områder og søer.

Jeg har siddet inde i den sneklædte skov en sen aften og drukket varm kakao i en grantykning. Gået i skoven om natten med fuldmånen tændt, og alle træerne stod skarpt aftegnede i månelyset. Eller vinket hektisk med cykellygten for at standse toget, så vi kunne komme hjem og få det, der var tilbage af vores nattesøvn.

Vil I introduceres for skoven? Så kan I vælge Gribsø station, herfra udgår en gul rute:

Jeg gik denne tur i søndags, men tiden løb fra mig, og jeg sluttede derfor på Kagerup station. Her er der flere afgange, fordi togene altid har stop på denne station. Fra Gribsø st. kommer I lige ned til søen.

Her er bænke og borde, samt mulighed for at tænde bål og lave mad. I kan bade i søen, men vær forsigtig, den er 11 meter dyb, og vandet kan være iskoldt under overfladen. Hvis I følger den gule rute, går turen forbi Enghavehus, og man kan nu se landevejen. Lidt til venstre ad den og op på en bakke, ligger en flot jættestue

Herefter passerer I landevejen og følger gul rute. Forsyn jer med kort hjemmefra, så I hele tiden ved, hvor I er.

Siden Middelalderen er der gravet kanaler ind til Frederiksborg Slotssø. Den længste blev påbegyndt i 1576, og startede ved Store Gribsø. Her kan I gå langs med kanalen, og den er meget tydelig i landskabet for foden af Fruebjerg.

Det er en oplevelse at gå langs med kanalen. Her har svenske krigsfanger været travlt beskæftiget med at grave den lange kanal, der skulle forsyne Frederiksborg Slot, med vand til slottets sø.

Her er mit tog på vej gennem skoven, min vandretur blev på ca. 10 km:

Klik i billedet for togtider med Lokalbanen.

God tur!

Prøv en vertikal vandring i weekenden

Kender I Frederiks Kirken, Marmorkirken?
Marmorkirken
Jeg var der som barn sammen med min mor. Det var nærmest en grænseoverskridende oplevelse, fordi der var mørkt med flere stejle trappeløb samt vindeltrapper på vej op til klokketårnet.
For et par år siden gik jeg forbi kirken på vej hjem. På et skilt uden for kirkedøren blev der annonceret en guidet tur op i tårnet. Dagen efter genoplevede jeg en uhyre spændende vertikal vandretur. På baggrund af de mange synsindtryk blev det også klart for mig, hvorfor oplevelsen havde været så stærk, da jeg var barn.
Galleriet i Mormorkirken
Udsigten fra tårnet på Marmorkirken, Frederiks Kirke

Fra tårnet på Marmorkirken ses Operaen

Fra tårnet på Marmorkirken ses kongehusets bolig, Amalienborg med Operaen i baggrunden

Marmorkirkens tag under reparation

Frederik den 5. lagde grundstenen til kirken i 1749, men kirken blev først færdig og indviet i august 1894.

Malere på heftig opgave

Inden malerne kunne betræde ydersiden af Marmorkirkens store kuppel, måtte de gennemgå et erhvervsklatrekursus, og sikkerhedsmøder med Arbejdstilsynet forsinkede projektet med tre måneder.