HANNA'S WALK

Please Say Yes!!!

Have you ever been exhausted after a walk in the mountains?
When dark grey clouds are low and hide the view.
When it’s cold and the rain makes the snow soft and you sink to your knees.

When you travel in unfamiliar terrain without the shadow of a human being and are elated by a day-old apple hull.
There have been people before you – recently!

Then it’s a relief when the mountain hut finally comes into view after hours and hours of challenges.
That’s how I felt when I spotted Pytbua in Tafjordfjella in Norway.
I had only walked in the mountains ONCE before, and along easy trails.
Now this walk was one that far exceeded my imagination.

I felt myself transformed back to Norway when I watched the British documentary about the great escape routes during World War II.

I’ll not draw any comparisons with the Pyrenees and Norway or the terrible conditions under which 33.000 people successfully escaped to Spain.
Among them were 782 people who walked over the high mountains of Ariege in the Pyrenees.

However, the great relief of former marine Monty Halls in the documentary is undeniably a bit like mine, when he spots a refuge after one of the toughest and most dangerous walks over the high-lying dramatic landscape of the Pyrenees.

When he points towards the refuge and asks: Is that where we are going? Please Say yes!!!

Har du nogensinde været tæt på udmattelse efter en vandring i bjergene?
Når mørkegrå skyer hænger lavt og skjuler udsigten.
Når det er koldt, regnen gør sneen blød, og du synker ì til knæene.
Når du rejser i ukendt terræn uden skyggen af ​​et menneske og bliver opstemt af et daggammelt æbleskrog.
Der har været mennesker før dig – For nylig!

Så er det en lettelse, når bjerghytten endelig kommer til syne efter timer og timer med udfordringer.

Jeg havde kun gået i bjergene en gang før og langs lette stier.
Denne vandring var én, der overgik min vildeste fantasi.

Det blev som en rejse tilbage i tiden til Norge, da jeg så den britiske dokumentar om de store flugtveje under 2. verdenskrig.

Jeg vil ikke foretage nogen sammenligning mellem Pyrenæerne og Norge eller de forfærdelige forhold, under hvilke 33.000 mennesker med succes slap til Spanien.

Imidlertid er det den store lettelse fra tidligere marine Monty Halls i dokumentaren, der unægteligt er lidt som min, da han får øje på bjerghytten efter en af ​​de hårdeste og farligste vandreture over Pyrenæernes højtliggende dramatiske landskab.

Da han peger ned mod hytten og spørger sin guide: Er det der, vi skal hen? Vil du ikke nok sige JA!!!

Motionsløb i Rådhustårnet

Har I ikke været der endnu, så er den flotte udsigt, og motionen det hele værd. Rådhuset har meget søde betjente, og vi fulgtes med én, som var i god form:-)

Københavns Rådhus

På en klar dag aftegner Øresundsbroen sin silhuet mod horisonten. Københavns flotte spir og tårne ses hele vejen rundt.

Vejen op i Rådhustårnet

Udsigten fra Rådhustårnet

Stod man oppe på en af bastionerne i 1874, der hvor Rådhuset og brandstationen ligger i dag, kunne man se ud over landet til Frederiksberg Slot.

Udsigten er dog en ganske anden i dag, når man står lige under det ur, hvor Egon, Keld og Benny hang i viserne på Rådhusuret.

Vor Frelser Kirke i København og Pejlemærker

Spir er der mange af i København, men Vor Frelser Kirkes unikke snoede spir skiller sig ud. Et rigtigt godt pejlemærke -.

Vor Frelser Kirke se bagerst i billede med det snoede spir

Jeg kan huske min overraskelse, første gang jeg kom så tæt på kirken, at det var muligt at se enkelthederne på tårn og spir. Det var næsten naturstridigt, da jeg fik øje på mennesker på den udvendige side af spiret, på vej opad.

Kirkens spir inspirerede også den store franske forfatter Jules Verne, og han lod den indgå i historien om Rejsen til Jordens Indre. Jules Verne og hans broder var oppe i spiret i 1881, og broderen skrev denne historie, da han kom hjem, se Vor Frelser Kirkes site!

Under Københavns Bombardement i 1807, da englænderne bombede København, brugte de Vor Frelser Kirkes spir som pejlemærke. Heldigvis var det kun skulpturen øverst på spiret, der blev ramt. Tårnet og spiret blev også brugt som gemmested til ammunition og våben under 2. verdenskrig.

Nu er det min tur til at komme tæt på kuglen deroppe for enden af det høje slanke spir. På vejen op ad trappen møder jeg Dida ved informationsskranken. Vi får en god snak, alt mens folk passerer os på vejen ned fra tårnet. Det ses, at de har haft en god oplevelse. Efter en længere opstigning når jeg omsider ud på vægtergangen, og hele København ligger dernede sammen med Øresundsbroen og et stykke af Sverige. Herfra går turen opad via spirets udvendige sneglegang.

Lidt længere oppe ad spiret går en tysk herre, og da vi er nået helt tæt på kuglen, forsvinder han rundt om det sidste sving der er, her er pladsen meget trang – og jeg venter – og venter – indtil jeg råbende spørger, om han sidder fast. Han dukker frem, storgrinende med en forklaring om, at tiden stod fuldkommen stille for ham, og jeg forstår ham, for det er enestående at være her!

Der knyttes minder til pejlemærker, både de dårlige og de gode.

Pejlemærker skaber historier –

%d bloggers like this: