We walk a few kilometers along winding residential roads with flowering shrubs, trees and cozy houses, and soon we are down by the lake. This is years and a few lock downs since I last was here, and I’m completely overwhelmed by the thoughts of all the fun and strenuous experiences that have piled up over the years. It is cold and windy. The weather is very changeable and the rain showers violent. Still, we meet people who are out and about. Soon it is pouring down with hail and heavy rain, and we hurry to shelter under some large oak trees. Another awesome moment where nature sets the agenda ⛈️😊
Once, we lived in the countryside, only a dirt road separated us from the forest. When we bought our christmas tree, we drove it home tied to a bicycle. Let me add that it very difficult to make a turn with a tree tied up on the bike. It was a delight to walk through the forest with the newly purchased tree. We stuck ourselves on spruce needles, but the tree smelt lovely. That was a good experience.
There was a bird tower in the middle of the forest. It was always exciting to climb up the tower and look over the marsh area on a winter day. The view was beautiful in the low sun and we could hear the busy chirping from the small birds in the trees that fringed the bog.
Down by the forest lived a former opera singer. He sang as he walked his evening walk together with his dog. It was very impressive to hear arias between the trees. I come to think of the elves in Tolkien’s universe.
We had a tradition to exercise intensively before our walks in the mountains of Norway. It’s much more fun to walk the mountains, when the shape is good.
One evening in late August, I went down into the forest. It was getting dark. I always had to persuade myself when twilight was approaching.
Do you know how much noise blackbirds make when they are searching for food? It sounds like a huge army haunting through the forest. You probably know the term “My heart flew up into the throat”? Only something much stronger than a glass of water would get it back in place after a meeting with blackbirds in the twilight.
I had changed my route and made it shorter because it was dark. I could barely make out the path and the sky was to be seen in a narrow belt over my head. My heart was almost at its customary place when the blood literally froze in my veins.
In the forest, where the trees were standing close, a loud scream reached my ears. It was so eerie a scream that my hair rose, my breathing stopped while the heart was pumping adrenaline into the body.
I looked into the fir trees, but it was impossible to see anything in the darkness. Then came the scream again, but this time a bit further away. I was in shock. Now came the cries from multiple locations simultaneously. That got my speed further up, until a large shadow flew across the road right in front of me. Then I realize that maybe it was owls screaming their head off. Anyway, not ten wild horses could get me to investigate the screams further. My whole body was busy getting rid of the adrenaline, and I didn’t protest.
The next day we went into the forest at the same time. We brought a flashlight with us. The entire episode repeated itself, but now I was more courageous. We found a big night owl sitting against a trunk of a pine tree. The screams from the owlets were as creepy as the day before but now I knew what it was.
I wish you a great walk in the forest 🙂
NÅR SKOVEN BLIVER LIDT FOR MØRK …
Vi boede engang på landet, kun en markvej skilte os fra skoven. Hver aften gik jeg turen ned til skoven. Når vi købte juletræ, kørte vi det hjem bundet fast til en cykel. Lad mig tilføje, at det var meget svært at dreje, hvis I skulle blive inspireret. Der var noget særligt ved at gå gennem skoven med det nyindkøbte træ. Det var halvmørkt, og vi stak os på grannålene, men træet duftede. Det var en god oplevelse.
Midt inde i skoven lå et fugletårn. Det var altid spændende at kravle op i tårnet, og kigge ud over moseområdet en vinterdag. Udsigten var flot i den lave sol, og i grantræerne der omkransede mosen kunne vi høre fuglekonger og mejsefugle.
Nede ved skoven boede en tidligere operasanger. Han sang, når han gik sin aftentur med hunden. Det var meget stemningsfuldt at høre arier mellem træerne. Jeg kom til at tænke på elverne i Tolkiens univers.
Vi havde en tradition for at træne mere intensivt før vores vandring i fjeldet i Norge. Det er langt sjovere at gå i fjeldet, når formen er god.
En aften sidst i august måned gik jeg ned i skoven. Det var ved at blive mørkt. Jeg skulle altid overtale mig selv, hvis det var blevet tusmørke.
Ved I hvor meget solsorte larmer, når de søger efter føde? Det lyder som en hel hær, der kommer stormende gennem skoven. Kender I udtrykket ”Hjertet fløj op i halsen”? Kun noget stærkere end et glas vand ville få det på plads igen efter et møde med solsorte i tusmørket.
Jeg havde lagt min tur om og gjort den kortere, fordi det var ved at blive mørkt. Jeg kunne akkurat skimte stien og se himlen i et smalt bælte over mig. Mit hjerte var næsten på sin vante plads, da blodet bokstavelig talt frøs i mine årer. Inde i skoven, hvor træerne stod tæt, var der nogen, der skreg. Det var så uhyggeligt et skrig at det fik nakkehårene til at rejse sig, mit åndedræt standsede, mens hjertet pumpede adrenalin ud i kroppen. Jeg kiggede ind i grantykningen, men det var umuligt at se noget. Så kom skriget igen, men denne gang et stykke længere fremme. Jeg var rædselsslagen. Nu kom skrigene fra flere steder på samme tid. Det fik mig til at sætte farten yderligere op, indtil en stor skygge fløj tværs over vejen lige foran mig. Det fik mig til at indse at det måske var ugler der skreg.
Der var dog ikke ti vilde heste der kunne få mig til at undersøge det. Hele kroppen var optaget af at få brugt sin adrenalin, og jeg protesterede ikke. Jeg havde travlt med at komme ud af skoven.
Dagen efter gik vi ned i skoven på samme tid. Vi havde medbragt en lommelygte. Hele episoden gentog sig, men nu var jeg mere modig. Vi fandt en stor natugle inde i grantykningen. Skrigene var akkurat lige så uhyggelige som aftenen før, men nu vidste jeg, hvem der skreg.
Spring – An experience in immortality. ~ Henry D. Thoreau
… Now a lady came out of the carriage …
…“Miss May,” she called herself, and wore summer clothes and overshoes. She had on a beech-tree-green silk dress, and anemones in her hair, and she was so scented with wild thyme that the sentry had to sneeze...” * H.C. Andersen
Camilla har skrevet til mig, og spurgt efter en shelter i Gribskov. Måske er I flere, som er interesseret i oplysninger om overnatning i naturen.
“Naturstyrelsen giver dig mange muligheder for at holde gratis ferie i naturen – også om natten.
Her kan du se mulighederne, og på specialsiderne kan du se, hvilke regler man skal følge, når man er på Nattur i Naturen.”*Naturstyrelsen
I efterårsferien var De Gule Spejdere i Gribskov. De havde en række opgaver at løse i skoven, før de skulle møde på den store shelterplads ved Multebjerg.
Vi kom vandrende hen ad en skovsti, og pludselig var der en hel gruppe foran os. Vi havde ikke hørt dem. Der var ingen hujen og råben, men en hyggelig fordeling af opgaver, og væk var de uden at efterlade andet end deres fodspor.
Jeg bliver begejstret, når jeg oplever entusiasme, der gavner mennesker og natur på samme tid.
Kender I Gribskov? Hvis ikke, så tag S-toget til Hillerød og skift til Gribskovbanen. På syv minutter er I langt inde i skoven –
Den første gang jeg var i Gribskov, var med Dansk Vandrelaug, og det imponerede mig ikke. Det var efter en tur på Söderåsen i Sverige. Nu kender jeg skoven bedre efter mange kilometer i alt slags vejr, og det er en dejlig skov med flotte kuperede områder og søer.
Jeg har siddet inde i den sneklædte skov en sen aften og drukket varm kakao i en grantykning. Gået i skoven om natten med fuldmånen tændt, og alle træerne stod skarpt aftegnede i månelyset. Eller vinket hektisk med cykellygten for at standse toget, så vi kunne komme hjem og få det, der var tilbage af vores nattesøvn.
Vil I introduceres for skoven? Så kan I vælge Gribsø station, herfra udgår en gul rute:
Jeg gik denne tur i søndags, men tiden løb fra mig, og jeg sluttede derfor på Kagerup station. Her er der flere afgange, fordi togene altid har stop på denne station. Fra Gribsø st. kommer I lige ned til søen.
Her er bænke og borde, samt mulighed for at tænde bål og lave mad. I kan bade i søen, men vær forsigtig, den er 11 meter dyb, og vandet kan være iskoldt under overfladen. Hvis I følger den gule rute, går turen forbi Enghavehus, og man kan nu se landevejen. Lidt til venstre ad den og op på en bakke, ligger en flot jættestue
Herefter passerer I landevejen og følger gul rute. Forsyn jer med kort hjemmefra, så I hele tiden ved, hvor I er.
Siden Middelalderen er der gravet kanaler ind til Frederiksborg Slotssø. Den længste blev påbegyndt i 1576, og startede ved Store Gribsø. Her kan I gå langs med kanalen, og den er meget tydelig i landskabet for foden af Fruebjerg.
Det er en oplevelse at gå langs med kanalen. Her har svenske krigsfanger været travlt beskæftiget med at grave den lange kanal, der skulle forsyne Frederiksborg Slot, med vand til slottets sø.
Her er mit tog på vej gennem skoven, min vandretur blev på ca. 10 km:
HANNA'S WALK 
You must be logged in to post a comment.