HANNA'S WALK

The Death and the Hawthorn

I do not consider myself superstitious, but a week ago I was susceptible to the bizarre entertainment.

It all began with a stroll in the Deer Park on a field where Hawthorn represents itself in a large number. It was an amazing sight. Starry flowers gathered in endless white dome-shaped clouds buoyed by the ancient gnarled and wrinkled trunks.

The Eremitage Hawthorn

I Goggled the Hawthorn, when I got home. I found that the Hawthorn on that particularly field is unique. It has crossed spontaneously with the single-seeded Hawthorn one and a half kilometre away at the gate down to Taarbæk. The trees stand close here. and they grow on a mass grave. Yes, you got it right.

People died during the cholera epidemic in Copenhagen in 1853, 4750 humans to be precise. Those who weren’t infected yet drove the victims on carts from Copenhagen to Taarbæk. They built a chapel and buried the poor people in a mass grave inside the Deer Park. To prevent the spread of infection from the graves the single-seeded Hawthorn, with its needle-sharp long thorns kept people and animals away from the graves.
It aroused my curiosity and imagination. It was fascinating, and at the same time it also gave pause for thought. It is only a short time ago an Ebola epidemic was raging in Africa. Epidemics are always to be taken seriously.

The other day I visited the burial site. I went there on a late afternoon. It had just rained, it was cloudy and there was a sombre atmosphere about the place. Maybe I needed a rest, or maybe it was my encounter with the woman that influenced me.
She was suddenly in front of me. Where did she come from? She was white-haired and pale. Eyes were dark and odd tinned at the same time. She looked right through me, and I made way, otherwise she had walked into me on the narrow path.
Some hours earlier, I had read several stories of peasants who constantly prohibit felling the hawthorn. Felling a hawthorn means disaster on animals and humans, and the old superstition is alive and well.
I wondered how far photography was included in the many legends and myths that exist around the trees. I took the chance and found several motifs, after which I gladly left the burial site. I was unusually tired when I got home, and I attributed it to the long day I had.

At night I woke up with severe pain in the stomach. Yet I managed to fall asleep again.
Next morning I had fever and abdominal cramps something that is quite unfamiliar to me. I was very tired and slept all the time. When the illness was at it’s worst I thought of the cholera victims and the woman I had met. I had to pull myself together, luckily I had a very plausible explanation for my illness.

At long last, my health improved and I have been out there again. The sun was shining through the trees, and tourists walked down from the cozy Taarbæk. There were no trace of the woman I met the last time. Maybe I exaggerated her strange appearance a bit just to cheer myself up 🙂

The pictures ended with that warm evening light they deserve.
Despite my story I will always think of the field with the Eremitage-Hawthorn as the romantic harbinger of spring ❤

Eremitage Hawthorn

Hvidtjørnen og Døden

Jeg anser ikke mig selv for overtroisk, men for en uge siden var jeg alligevel modtagelig for den bizarre underholdning.

Det hele begyndte med en vandring på Hvidtjørnesletten i Jægersborg Dyrehave i maj måned. Det var et fantastisk syn, der mødte mig. Stjerneklare blomster samlede sig i endeløse hvide kuppelformede skyer holdt oppe af de ældgamle krogede og furede træstrammer.

Jeg googlede hvidtjørnen, da jeg kom hjem. Det viste sig, at hvidtjørnen på Sletten er unik. Den har krydset spontant med engriflet tjørn, der står halvanden kilometer væk ved porten ned til Taarbæk. Træerne står tæt her. og de er plantet på en massegrav. Ja, I læste rigtigt.

Der døde 4750 mennesker under koleraepedimien i København i 1853. En stor del af dem blev kørt på kærrer fra København op til Taarbæk. Her byggede man et kapel og begravede de mange mennesker i en massegrav inde i Jægersborg Dyrehave. For at undgå spredning af smitte fra gravene plantede man den engriflede tjørn, der med sine sylespidse lange torne holdt folk og dyr væk fra gravene.

Det vækkede min nysgerrighed og fantasi. Det var fascinerende, og på samme tid gav det også stof til eftertanke. Det er kun kort tid siden en Ebola epidemi rasede i Afrika. Epidemier skal tages alvorligt.

Forleden besøgte jeg gravpladsen. Jeg tog derud en sen eftermiddag. Det havde lige regnet, det var overskyet, og der herskede en dyster atmosfære over stedet.

Måske var jeg træt, eller også var det mit møde med kvinden, der påvirkede mig.

Hun stod pludselig foran mig. Hvor kom hun fra? Hun var helt hvidhåret og meget bleg. Øjnene var mørke og sært fortinnede på samme tid. Hun så ret igennem mig, og jeg veg til side, ellers var hun gået ind i mig på den smalle sti.

Nogle timer forinden havde jeg læst adskillige historier om bondemænd, som til stadighed forbyder at fælde hvidtjørnen. Det betyder ulykke over dyr og mennesker, og den gamle overtro lever i bedste velgående.

Jeg spekulerede over, hvor vidt fotografering indgik i de mange sagn og myter, der eksisterer omkring træerne.

Eremitage- Hvidtjørn

Jeg tog chancen og fandt flere motiver, hvorefter jeg med glæde forlod gravpladsen. Jeg var ualmindelig træt, da jeg kom hjem, og jeg tilskrev det den lange dag, jeg havde haft.

Om natten vågnede jeg med stærke smerter i maven. Det lykkedes mig dog at falde i søvn igen.

Næste morgen havde jeg feber og mavekramper noget, der er ganske uvant for mig. Jeg var meget træt og sov hele tiden. Da det var værst et par dage senere, tænkte jeg på koleraofrene og kvinden, jeg havde mødt. Jeg måtte tage mig selv i nakken, for heldigvis havde jeg en meget plausibel forklaring på min sygdom.

Nu har jeg fået det så godt, at jeg har været derude igen. Solen skinnede varmt mellem træerne, og turister kom gående nede fra det hyggelige Taarbæk.

Kvinden, jeg mødte den forrige gang, var der intet spor af. Måske har jeg også overdrevet hendes besynderlige fremtoning en smule bare for at muntre mig selv op 🙂

Billederne er gjort om med det varme aftenlys, de fortjener. Jeg vil altid tænke på Eremitagetjørnen, som den romantiske forårsbebuder den er, fornyelsen efter vinterens endeligt.

Hvidtjørnen blev også brugt, da pesten hærgede Danmark af flere omgange. Sidste gang i 1711.

”Kirkegårdenes indviede jord kunne ikke rumme de døde, og man slæbte dem derfor ud på marken i store dynger for at begrave dem dér, og oven på en sådan grav plantede man en hvidtjørn for at advare efterslægten fra at røre ved dette sted. Endnu efter 500 års forløb står trindt omkring på vore marker nogle mærkværdige gamle hvidtorn under navn af »pesttorn«; de fredes af bønderne, thi de står på vore forfædres grave. Hele det vestlige Fyn er rigt på sådanne enkeltstående gamle hvidtorn.” Danske Studier 1970.

Eremitage-Hvidtjørn

_______________________________________________________

God tur i den dejlige sommer!

The Hawthorn

Oh! Look Daddy. There’s an island out there and the father replied: Then we have to have a boat to get there don’t we …and the little boy agreed with a sigh sending a long gaze towards the little intriguing island.
But I could have told the English family a story that would make the boy insist to stay put to darkness fell.
Some years ago I was on my way home from work in the late afternoon. The day had been very warm and all living beings craved for coolness.
I drove in through the big red gate when I saw two large stags going into the water that encircles the small island. They walked at first and then began to swim. I was all alone not a soul was in sight.  Somehow that increased the experience
I forgot everything around me while the stags went ashore on the island and broke the silence in trying to close down the few trees growing there.
The high bang when the antlers struck the trunks made me think of teenagers partying on Saturday night except that it was Friday and no music was heard.
I was completely absorbed by the scenario when twilight suddenly surprised me.
Now I wanted to get out of the forest before it was completely dark, and I began my ride towards the hunting lodge. There were still no people, and the late summer evening was quiet.
But suddenly I could hear small ‘mib’ ‘mib’ ‘mib’ ‘mib’ sounds. This was very exotic, and I felt myself transported to the African savannah. The heat of summer, fragrances and smells that flowed towards me from warm grasses and animals, and now I saw in silhouette against the evening sky and the hunting lodge a giant herd of animals passing in front of me. I stood there and enjoyed it to the full. The herd grazed nudge and struggled. Lambs and calves called with ‘mib’ ‘mib’ sounds after their mother. The experience was unique and is easy to recall in my mind and heart.
I changed my bike ride home  to residential streets 🙂

Jægersborg Dyrehave

Nøj! Se far, der er en ø ude i søen, og faderen svarer: Så er vi nødt til at bruge en båd for at komme derud, ikke … den lille dreng sukker dybt og sender et langt blik mod den lille fascinerende ø. Men jeg kunne have fortalt den engelske familie en historie, der havde fået drengen til at insistere på at blive til mørket faldt på.

For nogle år siden var jeg på vej hjem fra arbejde en sen eftermiddag. Dagen havde været meget varm og alle levende væsener tørstede efter kølighed.

Da jeg kørte ind gennem den store røde port, så jeg to store hjorte gå ud i vandet, der omkranser den lille ø. Først tøvende og derefter begyndte de at svømme. Jeg var helt alene og ikke en sjæl var i syne, det gjorde kun oplevelsen mere intens.

Jeg glemte alt omkring mig, mens hjortene gik i land på øen og brød stilheden i et forsøg på at fælde de få træer, der vokser der.

De høje brag der kom, når geviret slog mod stammerne fik mig til at tænke på teenagere, som fester lørdag aften kun med den undtagelse, at det var fredag og ingen musik.

Jeg var helt opslugt af scenariet, da tusmørket overraskede mig.

Nu ville jeg ud af skoven, før det blev helt mørkt, og jeg kørte op mod Erimitageslottet. Der var stadigvæk ingen mennesker, og sensommer aftenen var helt stille.

Men pludselig kunne jeg høre små ‘mib’ ‘mib’ ‘mib’ ‘mib’ lyde. Det lød meget eksotisk, og jeg følte mig hensat til den afrikanske savanne. Dufte og lugte strømmede imod mig fra varme græsser og dyr, og nu så jeg i silhuet mod aftenhimlen og Eremitageslottet en kæmpe flok dyr passere foran mig.
Jeg stod der, og nød det i fulde drag. Flokken græssede puffede skubbede og sloges på skrømt.
Lam og kalve kaldte med ‘mib’ ‘mib’ lyde efter deres mor. Oplevelsen var helt enestående og er god at huske ❤

Min cykeltur hjem blev ændret til de oplyste villaveje 🙂

BEVAR MØLLEN VED STAMPEN

Oppe over Krudtmølleengen og Svenskevejen har jeg vandret og cyklet mange gange. Her inde i skoven, hvor musvågen dykker ned over enlige løbere for at forsvare sin rede, her lå Godthåb.

En hel landsby med 16 familier og et håndvæveri i 1848-1870erne.

I dag er stedet næsten umuligt at finde med mindre man er Geocacher eller arkæolog.

Billedhugger Stine Ring Hansen fra Rådvad fortalte mig om Godthåb. Hele tiden dukker nye spændende historier frem fra gemmerne, men altid ved et tilfælde.

Jeg har talt med mange mennesker omkring Stampen og Rådvad, men det er et fåtal, der har viden om det unikke naturområde, og den spændende lokal- og industrihistorie.

Det er derfor en oplagt ide at bevare huset ved Stampen og oprette natur- og kulturformidling. I kan læse mere her på: BEVAR MØLLEN I STAMPEN.

Sunshine Days and Foggy Nights

Bird song can not be heard, only a duck breaks the silence, while it frightened flutters across the pond. A dense fog muffles the sound and blurs the detail.

I have walked here summer and winter.

Devoutly I pry the door open to No. 40, to the courtyard with the workshops, on a freezing cold winter day, where the only sound is the flowing water from the pond.

Small bells ring softly when the water breaks brittle ice floes loose in the dark creek and the White-throated Dipper sits quietly and shiver.

Now the summer is here. Flowering hawthorn, lilacs and blackthorn are intrusive with their scent and save memories of this day for neat orderly pictures in my memory.

Fragrances, related unimpeded to our experiences. Spring flowers are insistent with their fresh delicate sweet fragrance. The scents have direct access to our minds and intensify our perception of the present.

Enjoy nature and explore the small paths or climb a hill and ‘Nature’s peace will flow into you as sunshine flows into trees’, so beautifully expressed by John Muir

Rådvad Naturskole

I was born to catch dragons in their dens
And pick flowers
To tell tales and laugh away the morning
To drift and dream like a lazy stream
And walk barefoot across sunshine days.
I was born to find goblins in their caves
And chase moonlight
To see shadows and seek hidden rivers
To hear the rain fall on dry leaves
And chat a bit with death across foggy nights…
Sunshine Days and Foggy Nights by James Kavanaugh

 

Fuglesangen var forstummet, kun en and brød stilheden, mens den forskrækket baskede hen over dammen. En tæt tåge dæmpede lydene og slørede alle detaljer.

Jeg har vandret i Rådvad sommer og vinter.

Andægtigt har jeg lirket døren op til nr. 40, til gården med de arbejdende værksteder en iskold vinterdag, hvor den eneste lyd var vandet fra Rådvad Dam. Små klokker ringede sagte, når strømmen rev sprøde isflager løs i den mørke å, og vandstæren sad helt stille og skuttede sig.

Nu er det sommer. Blomstrende syrener, tjørn og slåen trænger sig på med deres duft og arkiverer minder om denne dag i velordnede billeder i min hukommelse.

Dufte, relaterer uhindret til vores oplevelser. Forårsblomsterne er insisterende, med deres friske fine søde duft. Duftene har direkte adgang til vores sind og intensiverer vores opfattelse af nuet.

Søg ud i naturen og få en fantastisk oplevelse.

Piet Hein – om at leve i nuet.

At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
blir aldrig i livet presente
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste blir aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
engang for altid er dette.

En vandretur på stranden er en vandring i nuet. Den skiftende leg mellem sandet og det våde element kræver opmærksomhed. En konstant vurdering af hvor stor den næste bølge bliver. En leg om at jage eller blive jaget.

Solvarme, salt på læberne og tilstedeværelse i nuet. Det er det, livet handler om.

Billederne er fra Tisvildeleje Strand.

A Spider on the Web

Jeg var på udkig efter anemoner, og fandt nogle dejlige eksemplarer på en sydvendt skråning, mens sne og haglbyger gjorde deres bedste for at bremse foråret.

Da jeg gik ind imellem blomsterne, vrimlede det rundt med edderkopper. På nettet – ikke i det, fandt jeg ved et tilfælde Maratus speciosus, a Coastal peacock spider.

Edderkopperne i skoven var hurtige og de så sjove ud, men de kan ikke konkurrere med dem i filmen ❤

Filming, editing and music selection: Jurgen Otto

Svane

Svane

%d bloggers like this: