Juli 2014 bliver én af de varmeste måneder målt nogensinde i Danmark. Det inspirerer ikke til vandreture, men til stranden, som I kan se af mit foregående indlæg.

I øjeblikket diskuterer verdens klimatologer, hvorvidt en El Nino er på vej. Den sidste kraftige El Nino hærgede i 1997-98.

Den 21. februar i år skrev Lars Henrik Aagaard følgende for Berlingske:

Der kan være god grund til at ruste sig til en varm sommer. Ifølge en ny klimamodel skulle en ny El Niño sætte rekordblus på det globale termometer.

Hvad er El Nino? Den er karakteriseret ved en usædvanlig varm havtemperatur i Stillehavet. El Nino er en kobling af hav og atmosfære systemet i den tropiske del af Stillehavet, og har store konsekvenser for vejret i hele verden.

Fænomenet starter ved Indonesien i den vestlige ende af det tropiske Stillehav. En tilfældig kortvarig svækkelse af passatvinden er nok til at igangsætte en langsom bevægelse i oceanets overflade fra vest mod øst – en Kelvinbølge.

Det varme overfladevand flyder mod øst, når vinden løjer af. Normalt holdes overfladevandet fanget ved Indonesien af den kraftige passatvind, der blæser fra øst mod vest omkring Ækvator. En dybtliggende strøm i forbindelse med en bølgebevægelse i grænsefladen mellem det øverste vandlag og det dybe bundvand bidrager til transporten: Man ved, at passatvinden løjer af med mellemrum, men kun når tilstrækkelig meget varmt overfladevand er stuvet i vest, udløses El Nino.

Fiskerne i Peru brugte navnet El Nino om en lokal havstrøm, der varmede vandet op. Navnet El Nino blev givet til strømmen, fordi den altid kom ved juletid, og El Nino betyder drengebarn på spansk, ved juletid også brugt om Jesusbarnet.

I Peru druknede alt i mudder og flere end 25.000 mennesker flygtede fra oversvømmel-serne i 1997-98 under El Nino.

Gaderne i Mampuesto i Peru flød med kister og skeletter, fordi vandmasserne ødelagde kirkegården. Slagregn omdannede Sechura Ørkenen til en 135 km lang flod, og en tilhørende 3 m dyb sø, som man satte fisk ud i, for at få noget godt ud af noget skidt.

Mens Peru blev bombarderet med drivende slagregn, var den østlige side af Sydamerika ufrugtbar og ekstrem varm. En stor del af Brasiliens regnskove antændte spontant på grund af tørken i regionen.

I Californien og Florida var det ekstreme vejrudsving. Floderne strømmede over deres bredder, og oversvømmelserne skabte store ødelæggelser. I februar 98 var Californien udsat for kraftige mudderskred, og samtidig forsvandt en stor del af Californiens kyst ud i Stillehavet, sammen med en del huse.
Undersøgelser har vist, at Californiens kyst eroderer 6 cm i gennemsnit pr. år, og dette kan stige helt op til 150-300 cm i et El Nino år.

I Florida i den sydøstlige del af USA forekom et stigende antal tornadoer, og selvom nedbørsmængden var normal.

Afrika var også et meget hårdt ramt kontinent i verden, mens en del af Afrika led under udbredt tørke blev Østafrika druknet i voldsomme regnskyl.

I et El Nino år er den østlige halvkugle plaget af skovbrande, tørke og perioder med meget intens regn. Med usædvanlige store højtryk over Australien og ekstreme lavtryk over det centrale Stillehav, bliver luftfugtigheden trukket mod Sydamerikas kyst og væk fra det normalt ‘våde’ østlige Stillehav. Når den voldsomme regn så falder i nord/syd Amerika og intens varme plager det vestlige Stillehav, skabes der omfangsrig tørke og talrige spontane skovbrande bryder ud.

I kan følge udviklingen på NOAA National Oceanic and Atmospheric Administration.

Furesøen

Rådvad

Mellem Nørreskoven og Frederiksdal

Rådvad

Svale

Røde mirabeller

Furesøen