Der er mange glade gæster, som besøger Mølleåen og Lyngby Sø i sommermånederne. De fleste har lejet en kano, og begiver sig afsted ud i den idylliske Mølleådal, men de færreste har nok besøgt Lyngby Åmose.
Åmosen er heller ikke nogen vildmark, men det er et smukt og interessant område, og med et areal på 50 hektar er det ét af Lyngbys største naturområder.
Vi gik tur her engang en sen sommeraften. Pludselig på stien foran os kunne vi se små lysende pletter, og vi vidste med det samme, at det var sankthansorme. Det var en utrolig spændende oplevelse.
Vi er også blevet jaget ud af mosen af myg, men det hører med, når der opereres med højmoselignende områder.
Jeg har fået en våd sok utallige gange, og det fik løberne også, jeg mødte forleden. Bliv iøvrigt på stien, eller du risikere at forsvinde, og blive helt væk, som Bøffen siger i Olsenbanden.
Hængesækken dækker store dele af mosens vandoverflade og skaber en illusion om en bund, du kan træde på. Hold dig altid til stierne. Mosen er bundløs, og derfor er det både ulovligt og farligt at færdes udenfor stisystemet, se her: ltk.dk
Det er her på den åbne hængesæk, at kæruld har gode betingelser. Kæruld har en helt særlig betydning for mig, for når jeg ser dem vugge i vinden, dukker fjeldsøer frem for mit indre blik. Især er der en bestemt fjeldsø i mit forrige indlæg, der ikke agter at fortone sig, gudskelov ❤
You must be logged in to post a comment.