Hiking in Halland and The Battle at Fyllebro

Posted on 17. October 201218. October 2012 by Hanna

Vi har været her før, ved Danska Fallet. Nu hvor vi er i nærheden, må vi bare se stedet igen. I den store å, Assman findes Danska Fallet, der består af en række vandfald, hvor det største har et lodret fald på cirka 35 meter.

Vandfaldene ligger i et naturreservat på 70 hektar cirka 2 kilometer syd for Simlångsdalen i Halland. Det største vandfald har et lodret fald på omkring 35 meter.

Udtrykket Danska Fallet stammer fra en legende:

Efter slaget ved Fyllebro den 17. august 1676 i krigen mellem danskere og svenskere under Karl XI, var en lille del af den samlede danske hær flygtet op langs Fylleån, hvor de forsøgte at skjule sig.

En gruppe nåede så langt som til skovene ved Assman åen tæt ved Simlångsdalen. Ifølge legenden forsøgte danskerne at krydse en hængebro over vandfaldet i Assman åen. Svenskerne skulle have jaget dem op på broen, og da de var flest skar man broen ned. Broen blev kastet ud i vandfaldet, og mange danskere må være faldet i og omkommet☂

Har I lyst til mere smuk naturvandring finder I Skedalaskog, også på hovedvej 25. Der er parkering ved Torvsjön. Her udgår 3 afmærkede ture, af varierende længde.

☂WIKIPEDIA

Mellem traner, firehjulstrækkere og uforfærdede bondemænd

Posted on 25. September 201216. February 2013 by Hanna

Vi har spist fisk på en lille restaurant ved Bolmen, en 30 km lang sø. Ja, I læste rigtigt. Som fra København til Roskilde. De er ikke fedtede med deres søer i Sverige.

På vejen hjem til Ynnabo er det begyndt at regne. Ikke voldsomt, men en finregn, der gør én våd helt ind til tarmene, hvis man bliver længe nok ude. Vi kører ad veje, grusveje, der slynger sig rundt om majestætiske graner, og blinkende søer.

Når det går højt, kan to biler passere hinanden. Ellers må man liste et par hjul ud i rabatten. Det er muligt at køre i længere tid ad gangen uden at møde en sjæl. Granerne og søerne er eneste selskab. Vi spøger med at hvis der kommer en modkørende, vil de få deres livs forskrækkelse over myldretiden. Så sker det rent faktisk. Vi er lige ved at køre ud af et sving, da en stor firhjulstrækker har kursen ret mod os. De opdager os i sidste øjeblik, og får drejet, så bilen undgår at ramme os. Det lykkes, men kun fordi vi er opmærksomme, og nede i fart.

Turen går videre gennem små søvnige bygder. Det er med en blanding af ærefrygt og morskab, vi ser en bondemand ta’ en middagslur midt på hans store græsplæne omgivet af klukkende høns, alt imens regnen siler ned. Det afkræver respekt at manden ikke lader sig distrahere af en smule finregn.

Femsjö

Vi når frem til Femsjö, et betagende sted. Kirken falder jeg fuldstændig for! Den har et malet træloft, der minder mig om juleevangeliet, og en hel masse andre dejlige oplevelser. Husene i byen står som Astrid Lindgreens i Alla Vi Børn i Bulderby.

Femsjö Kyrka’s malede træloft fra 1700 tallet

Overfor kirken er der afmærket 3 vandreruter i det flotte istidslandskab. Landsbyen har udført et stort arbejde. Der er lagt planker ud i et mose område. Alle har derfor mulighed for at gå tørskoet rundt på den del af vandreturen, hvor der ellers er ret sumpet. Naturen i Femsjö er beskrevet indgående af den kendte botanist Elias Fries, som kom fra byen. Vi går den længste tur, der er på 4 km, og utroligt kuperet og meget varieret.

Nu har vi kun få kilometer tilbage til Ynnabo. Pludselig får jeg øje på 3 traner, der er ved at fouragere på en mark. Det er første gang, jeg ser dem så tæt på, ellers har jeg kun set dem i flugten fra Gilbjerg Hoved på vej mod Sverige. Nu står jeg istedet ved deres destination. Det er facinerende, akkurat som hele denne rejse, hvor vi oplever en helt anden kultur, på en relativ kort afstand fra Danmark.

Vampyrer i Halland?

Posted on 17. September 201216. September 2013 by Hanna

Tusmørke i Ynnabo

Somme tider giver mørket udenfor vinduerne anledning til hygge og stearinlys indendørs, sådan plejer det ihvertfald at være 🙂

Efter en dagslang vandring i skoven er mørket ved at falde på. Når jeg skriver mørkt er det bogstaveligt. Ikke by-mørkt eller på-landet-mørkt, men skov-mørkt. Det er derfor oplagt at trække indenfor til lidt hygge.

Vi finder en film under fjernsynet, en vampyrfilm, den eneste i udvalget. Under normale forhold havde filmen fået et kvarter, men lige nu har vi godt med tid til alting, og behøver ikke at være så selektive. Da filmen er færdig, hygger vi med planlægning af næste dags vandretur. Det er, mens vi sidder bøjet over kortene, at vi hører skramlen og bump på taget. Ingen af os er i tvivl. Larmen har brudt den stilhed, der er så udtalt, at det næsten gør ondt i ørene.

Min ven tager en stavlygte og siger, han vil tjekke taget. Nu synes jeg, det minder lidt for meget om en episode i aftenens film. Idet han åbner døren og træder udenfor, lyder et langt jamrende hyl fra, hvad der mest af alt lyder som en ulv. Det er løgn det her, tænker jeg. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg ha’ tænkt på praktical jokes, men jeg kender ingen, der har fantasi til den iscenesættelse, undskyld!

Således beroliget af min tanker, dukker min ven frem af mørket uden at ha’ stødt på hverken ulve eller vampyrer. Han taler om husmår, og andre ufarlige væsner. Og mens vi står der i mørket, kigger vi op og ser den fantastiske himmel over os.

Jeg finder dem: Karlsvognen, Cassiopeia og Nordstjernen. Og alt er glemt om Greven, altså ham med hjørnetænderne.

Der er altid nye oplevelser i naturen, også for dem uden fantasi.

Ynnabo i Halland

Posted on 16. September 201217. September 2012 by Hanna

Jeg fik lyst til at vandre. Lyst til Norgesvejr. Når luften er klar og himlen er blå, temperaturniveauet omkring de 12 – 15 grader, så er betingelserne til stede for at udforske nye områder. Jeg startede med at udforske Halland og Småland på nettet. Det skulle ikke være for langt væk, og jeg endte med Ynnabo, et lille samfund i Hylte kommune i Halland. Ynnabo er omgivet af store skove, kun afbrudt af små gårde, og søer, der funkler og glimter som de fineste safier.

Vi lejede en sommerstuga gennem Novasol, og huset brugte vi som base for dagsturer. Her er billeder fra en kanonflot vandretur. Meget af tiden vandrede vi på en åsryg mellem 2 søer. Så blir’ det ikke meget bedre –

This slideshow requires JavaScript.

Great hiking on Österlenleden towards the Baltic Sea

Posted on 19. August 20129. March 2016 by Hanna

Österlenleden i Sverige, har I hørt om den?

Jeg er ved et tilfælde stødt på forskelligt turmateriale om Österlen, og ved nærmere granskning af kort tager min nysgerrighed over. Det område skal udforskes!
Det er først i juni måned. Jeg har planlagt en relativ lang vandretur i et for mig ukendt terræn, med en stram tidsgrænse for at kunne nå hjem inden midnat.

Vi tager toget fra København via Ystad til Tomelilla, og herefter med bus til den lille landsby, Eljaröd. Efter tre kilometers gang drejer vi ind i skoven fra Ludaröd ind i Verkeåns Naturreservat, og ind til Hallamölla. Nu tager begejstringen over – her er vildt flot, og tiden løber fra os -.

Verkeåns hovedåre er 34 km lang, og har sit udløb i Østersøen. Åen er et meget vigtigt reproduktionssted for havørreden, og har betydning for bestanden helt op i Bottenviken.

Det er en enestående tur med stor afveksling i landskabet. Stendiger, blomster overalt, åbne sletter, skyggefylde dalsænkninger og Verkeån, som det meste af tiden er vores hyggelige guide, og trofaste følge på den lange tur.

Verkeån er imponerende! Den samlede faldhøjde ved Hallamölla er 23 meter, og er dermed Skånes højeste vandfald. Man kan møde rådyr, vildsvin og elg.

– Jeg så ingen af delene, men hørte en masse fugle! Årsagen er nok at finde i vores stramme tidsplan, og det faktum at vi måtte sætte yderligere speed på den sidste del af vandreturen for at nå hjem.

Billederne yder ikke turen retfærdighed, men I kan alligevel danne jer et indtryk.

Jeg trådte ind ad min dør lidt før midnat! Jeg vil tro, turen blev på 25 – 30 km alt i alt. Den sidste del blev afsluttet i Østersøens sanddyner, det var lidt anstrengende, men det hele værd!

Vil I tage den lidt med ro, kan I overnatte på Skepparpsgården, som I kommer forbi lige før I når ud til Østersøen.

Vandretur på Kullen

Posted on 27. July 20123. March 2016 by Hanna

Højt oppe på en klippe ved indsejlingen til Øresund står Skandinaviens mest lys stærke fyr. Det er Sveriges højest beliggende fyrtårn med en lyskegle 78,5 meter over havets overflade. Det er Kullens fyr.

Den 31 januar 1971 grundstødte Oslo Færgen, Prinsesse Margrethe på Kullen. Styrmanden var temmelig beruset, og udkigsmanden var faldet i søvn. Færgen havde 453 passagerer med ombord, men ingen kom til skade. Årsagen var sikkert, at folk stadigvæk lå i deres køjer. Apropos, skibsulykker, så eksisterer der en meget vigtig regel:

One hand on the boat and one hand for yourself ! Always hold on!

Denne regel kan sagtens overføres, når man færdes på de blankslidte klipper, så vær forsigtig. Det kan virke meget idyllisk, men mange tragiske ulykker er hændt på Kullen!

Kullen

Hvis I har læst mellem linierne i mine sidste indlæg om Norge, så er sagen klar, jeg har fjeldlængsel. Sverige er tættest på, og Kullen er oplagt. Der er mange forskellige mulig-heder for vandreture af varierende længde. Hvis I tager bussen fra Helsingborg, kan I køre helt frem til Mølle, og vandre mod fyret ad rød afmærket rute.

I kan også stå af bussen overfor campingpladsen, herefter kan I gå op til Håkull, som er Kullens højeste punkt beliggende 187 meter over havet. Fortæl chaufføren I vil op på Håkull, så peger han vejen ud for jer. Det er en brat opstigning, men udsigten er helt forrygende. Fra Håkull kan I se Hallands Väderö ude i horisonten.

Kullen eller Kullaberg er et flot klippelandskab med meget stor variation i stier, vegetation, grotter og udsigter.

Kullen

Naturen er meget afvekslende. Jeg går mellem gamle bøgetræer, over smukke fjeld-områder, hvor blåklokker og orkideer praler af deres farver i græsserne. Jeg går mellem krogede fyrretræer formet af vestenvinden, og igennem birkeskov og mose. Det er enestående.

Kullen

Om sommeren er der flere muligheder for at købe forfriskninger. Blandt andet ude ved fyret og på Ellens Cafe i Ransvik, som I kan se på ovenstående billede. Det er en god ide at medbringe kort over Kullen, vand og lidt proviant.

Kullen er charmerende på alle årstider. Jeg elsker Kullaberg i september med frisk vind og klar blå himmel.

Kullaberg

Kullens første fyr blev bygget i 1561, på opfordring af den danske Kong Frederik II

THE SWEDISH CONNECTION

Posted on 9. April 20122. January 2016 by Hanna

Vi har en svensk forbindelse! En gren af familien flyttede til Sverige for generationer siden. Nu har vi meget stor fornøjelse af at introducere hinanden for kulturelle forskelle, det er bestemt ikke kedeligt!

Området er Steninge, beliggende nord for Halmstad. Her ligger Steninge Naturreservat, der består af kystområde og skov.

Vores vandretur er meget afvekslende. Vi starter på stranden, og næste dag fortsætter turen op i bakkerne. Vejret er lige så strålende, som det var dårligt om fredagen.

Da vi kommer tilbage til stranden, er der gang i havørred fiskeriet. En heldig fisker går stolt hjemad med sin fangst. Det var ikke uden kamp, og det var rigtigt koldt at få fisken op af vandet, fortæller han. Vi står og kigger efter ham, og forstår hans glæde over den flotte fangst.