An Old Forest in Denmark

Gribskov is the fourth biggest forest in Denmark, located 46 kilometres north of Copenhagen. The name, Gribskov means a thing which gripped, belongs to everybody. It’s a state forest!
The forest has roots that are over 10,000 years old and the forest consist of a system of moraines with parallel ridges and valleys.
In these years, forest workers are in the process of restoring the lakes to give new life to birds and animals.

On my journey towards my destination there is a little child sitting in her baby carriage in the train. When the train drives into the forest her eyes get bigger and she drops the jaw while a small drop of drool threatening to run down over the ignored brightly coloured toys.

The child’s attention to nature makes me think of archetypal memory. A few years from now I can meet the child with a small backpack containing a packed lunch and an extra sweater. It is as though a lot of people have become conscious about nature and what it means to them.

I get off the train at Kagerup Station, and head for “The Horse Lake”, a suitable nickname but not today. When I arrive at the lake, I’m all alone. Even the horses are seeking shelter inside the dense forest.
I have almost walked past the lake, when I hear birds cry high above my head, and I know what it is. Cranes migrating southward.

There is a fine mist over the forest and the weather is much different from last Sunday where drifting clouds graced a beautiful blue sky. Not many days have past since then and I already have an urge to see this beautiful forest once again dressed in autumn colour.

Gribskov er den fjerde største skov i Danmark, og ligger 46 kilometer nord for København. Navnet, Gribskov betyder en ting, som grebet, tilhører alle, en statsskov.
Skoven har rødder, der er over 10.000 år gamle, og skoven består af et system af moræner med parallelle højdedrag og dale.
I disse år er skovarbejdere i færd med at genoprette søerne for at give nyt liv til fugle og dyr.

På min rejse mod Kagerup station sidder et lille barn i hendes barnevogn. Da toget kører ind i skoven bliver hendes øjne større, og hun taber kæben, mens en lille dråbe savl truer med at løbe ned over det ignorerede farvestrålende legetøj.

Barnets opmærksomhed på natur får mig til at tænke på, om der eksisterer arketypisk hukommelse. Om et par år fra nu, kan jeg møde barnet med en lille rygsæk, der indeholder en madpakke og en ekstra trøje. Det er, som om en masse mennesker er blevet bevidste om naturen, og hvad den betyder for dem.

Jeg står ud af toget ved Kagerup Station, og sætter kursen mod “Hestesøen”, et passende øgenavn, men ikke i dag.
Da jeg ankommer til søen, er jeg helt alene. Selv hestene søger ly inde i tæt skov.
Jeg er næsten gået forbi søen, da jeg hører fugle skrige højt over mit hoved, og jeg ved, hvad det er. Traner, der migrerer sydover.

Der er en fin tåge over skoven, og vejret er meget forskelligt fra i søndags, hvor drivende skyer prydede en smuk blå himmel. Ikke mange dage er gået siden da, og jeg har allerede en trang til at se denne smukke skov igen klædt i efterårets farver.
____________________________________________

Gribskov med kort til print, og mange flere oplysninger om seværdigheder.

Mellem traner, firehjulstrækkere og uforfærdede bondemænd

Vi har spist fisk på en lille restaurant ved Bolmen, en 30 km lang sø. Ja, I læste rigtigt. Som fra København til Roskilde. De er ikke fedtede med deres søer i Sverige.

På vejen hjem til Ynnabo er det begyndt at regne. Ikke voldsomt, men en finregn, der gør én våd helt ind til tarmene, hvis man bliver længe nok ude. Vi kører ad veje, grusveje, der slynger sig rundt om majestætiske graner, og blinkende søer.

Når det går højt, kan to biler passere hinanden. Ellers må man liste et par hjul ud i rabatten. Det er muligt at køre i længere tid ad gangen uden at møde en sjæl. Granerne og søerne er eneste selskab. Vi spøger med at hvis der kommer en modkørende, vil de få deres livs forskrækkelse over myldretiden. Så sker det rent faktisk. Vi er lige ved at køre ud af et sving, da en stor firhjulstrækker har kursen ret mod os. De opdager os i sidste øjeblik, og får drejet, så bilen undgår at ramme os. Det lykkes, men kun fordi vi er opmærksomme, og nede i fart.

Turen går videre gennem små søvnige bygder. Det er med en blanding af ærefrygt og morskab, vi ser en bondemand ta’ en middagslur midt på hans store græsplæne omgivet af klukkende høns, alt imens regnen siler ned. Det afkræver respekt at manden ikke lader sig distrahere af en smule finregn.

Femsjö

Vi når frem til Femsjö, et betagende sted. Kirken falder jeg fuldstændig for! Den har et malet træloft, der minder mig om juleevangeliet, og en hel masse andre dejlige oplevelser. Husene i byen står som Astrid Lindgreens i Alla Vi Børn i Bulderby.

Femsjö Kyrka’s malede træloft fra 1700 tallet

Overfor kirken er der afmærket 3 vandreruter i det flotte istidslandskab. Landsbyen har udført et stort arbejde. Der er lagt planker ud i et mose område. Alle har derfor mulighed for at gå tørskoet rundt på den del af vandreturen, hvor der ellers er ret sumpet. Naturen i Femsjö er beskrevet indgående af den kendte botanist Elias Fries, som kom fra byen. Vi går den længste tur, der er på 4 km, og utroligt kuperet og meget varieret.

Nu har vi kun få kilometer tilbage til Ynnabo. Pludselig får jeg øje på 3 traner, der er ved at fouragere på en mark. Det er første gang, jeg ser dem så tæt på, ellers har jeg kun set dem i flugten fra Gilbjerg Hoved på vej mod Sverige. Nu står jeg istedet ved deres destination. Det er facinerende, akkurat som hele denne rejse, hvor vi oplever en helt anden kultur, på en relativ kort afstand fra Danmark.