Vi har spist fisk på en lille restaurant ved Bolmen, en 30 km lang sø. Ja, I læste rigtigt. Som fra København til Roskilde. De er ikke fedtede med deres søer i Sverige.

På vejen hjem til Ynnabo er det begyndt at regne. Ikke voldsomt, men en finregn, der gør én våd helt ind til tarmene, hvis man bliver længe nok ude. Vi kører ad veje, grusveje, der slynger sig rundt om majestætiske graner, og blinkende søer.

Når det går højt, kan to biler passere hinanden. Ellers må man liste et par hjul ud i rabatten. Det er muligt at køre i længere tid ad gangen uden at møde en sjæl. Granerne og søerne er eneste selskab. Vi spøger med at hvis der kommer en modkørende, vil de få deres livs forskrækkelse over myldretiden. Så sker det rent faktisk. Vi er lige ved at køre ud af et sving, da en stor firhjulstrækker har kursen ret mod os. De opdager os i sidste øjeblik, og får drejet, så bilen undgår at ramme os. Det lykkes, men kun fordi vi er opmærksomme, og nede i fart.

Turen går videre gennem små søvnige bygder. Det er med en blanding af ærefrygt og morskab, vi ser en bondemand ta’ en middagslur midt på hans store græsplæne omgivet af klukkende høns, alt imens regnen siler ned. Det afkræver respekt at manden ikke lader sig distrahere af en smule finregn.

Femsjö

Vi når frem til Femsjö, et betagende sted. Kirken falder jeg fuldstændig for! Den har et malet træloft, der minder mig om juleevangeliet, og en hel masse andre dejlige oplevelser. Husene i byen står som Astrid Lindgreens i Alla Vi Børn i Bulderby.

Femsjö Kyrka’s malede træloft fra 1700 tallet

Overfor kirken er der afmærket 3 vandreruter i det flotte istidslandskab. Landsbyen har udført et stort arbejde. Der er lagt planker ud i et mose område. Alle har derfor mulighed for at gå tørskoet rundt på den del af vandreturen, hvor der ellers er ret sumpet. Naturen i Femsjö er beskrevet indgående af den kendte botanist Elias Fries, som kom fra byen. Vi går den længste tur, der er på 4 km, og utroligt kuperet og meget varieret.

Nu har vi kun få kilometer tilbage til Ynnabo. Pludselig får jeg øje på 3 traner, der er ved at fouragere på en mark. Det er første gang, jeg ser dem så tæt på, ellers har jeg kun set dem i flugten fra Gilbjerg Hoved på vej mod Sverige. Nu står jeg istedet ved deres destination. Det er facinerende, akkurat som hele denne rejse, hvor vi oplever en helt anden kultur, på en relativ kort afstand fra Danmark.