Scram!

You’ve probably experienced it. A place you never got visited. Not because it was difficult to access, or required great preparations, but because it was something you could do when the opportunity presented itself. It did so yesterday.

I was passing by on my way home, as so often before and I decided to pay a visit to the lake, Gentofte Sø which is located near the highway. That is probably the reason why I unconsciously opted out the place until now.

The noise from the highway is significant in some places but the experience of the area was still a surprise.

The lake was greater than I expected and certain places gave the impression of great wild nature. I have never had anything against that experience except in bad weather and without shelter.

It turns out that there is a very high biodiversity in spite of the highway and only 8 km to Copenhagen. It was marked by Felis Catus, who sneaked trough the grass the great diversity also applies to the birds…

I got curious and followed the great hunter. When I found him the expression was not to be mistaken: It said SCRAM! You are messing up my food delivery.

Happy summer hiking <3

Du har sikkert oplevet det. Et sted, du aldrig fik besøgt. Ikke fordi det var svært at få adgang til, eller krævede store forberedelser, men fordi det var et sted, du bare kunne besøge, når lejlighed bød sig. Det gjorde den i går.

Jeg kom forbi på min vej hjem, som så ofte før, og jeg besluttede at se nærmere på Gentofte Sø. Den ligger klods op af ​​motorvejen, og det er formentlig grunden til, at jeg ubevidst har fravalgt stedet indtil nu.

Støjen fra motorvejen er betydelig visse steder, men oplevelsen af ​​området var alligevel en overraskelse. Søen var større end forventet, og visse steder fik jeg indtryk af stor vild natur. Jeg har aldrig haft noget imod den oplevelse, undtagen i dårligt vejr og uden læ.

Det viser sig, at der er en meget stor biodiversitet på trods af motorvejen og kun 8 km til København. Det blev markeret af Felis Catus, der mavede sig gennem græsset, så kun skulderbladene, der rokkede fra side til side, var synlige. Den store mangfoldighed gælder også for fugle…

Jeg blev nysgerrig og fulgte den store jæger. Da jeg fandt ham var udtrykket ikke til at tage fejl af; det sagde skrid, du ødelægger min mad leverance.

God tur i sommerlandet <3

_____________________________

DOF om Gentofte Sø
Se nederst på siden: Udviklingsplan for Gentofte Sø

Caledonia

Kan I huske mit indlæg ‘Vandretur fra Kikhanerendens udspring til havet‘?

På den tur blev jeg opmærksom på den historie, der knytter sig til Vedbæk Sydstrand og ejendommen, Miramare.
Dronning Caroline Mathilde har boet på stedet, men der har endvidere været militær base og toldsted. I 1811 blev der bygget en skibsbro til toldstedet.

Da Danmarks første dampskib Caledonia begyndte at sejle fra København til Bellevue og videre op til Vedbæk i 1819, blev skibsbroen betragtet som en oplagt mulighed for at modtage landliggerne.
Med sine store skovhjul kunne dampskibet dog ikke lægge til ved broen. 250px-Caledonia2Det gav fiskerne en ekstra indtægt, når de sejlede og bar gæsterne ind på land, som skildret på C.W. Eckersbergs skitse.

På Bellevue Strand blev der ligeledes bygget en anløbsbro i 1819, den blev revet ned i 1970.

Caledonia blev bygget i 1815 i Port-Glasgow af James og Charles Wood. Prøv at se de historiske billeder fra Glasgow på dette link: Sailing down the Clyde

Interaktivt rutekort over Rudersdal Ruten

Her finder I Enrum Dam, som jeg kom forbi, da jeg fulgte Kikhanerenden på min vej ud til Vedbæk og Øresund.
Enrum Dam er smukt beliggende, og et meget stemningsfuldt sted.

God tur og husk regntøj :-)

__________________________________

Christoffer Wilhelm Eckersberg døde under Koleraepedimien i København og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København i 1853, og ikke ude i Jægersborg Dyrehave! Se mit indlæg om koleraepedimien her: The Death and The Hawthorn

The Road not taken

Hmm! The Road not taken

Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could
To where it bent in the undergrowth;

Then took the other, as just as fair
And having perhaps the better claim,
Because it was grassy and wanted wear;
Though as for that the passing there
Had worn them really about the same,

And both that morning equally lay
In leaves no step had trodden black.
Oh, I kept the first for another day!
Yet knowing how way leads on to way,
I doubted if I should ever come back.

I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I –
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference.

By Robert Frost

Hmm! Which way?
Which way should I choose? It’s a question we meet many times in our lives.
Especially if we choose our own path and don’t go with the flow.
Sometimes there is good reason for self-examination. Could I have done things differently? If I had only done this and that.
Consequently, many people interpreted Robert Frost’s poem The Road not taken as a missed opportunity that might have resulted in a great joy. But it turns out that the poem must be taken literally.
I came to think of the poem on a Sunday when I coincidently met two men in Jægersborg Deer Park. They could be heard long before they became visible.
Their language had evolved into a dangerously low vocabulary. They couldn’t find the way. It was hot! Yes, there are a few hot days eventually. An oppressive heat that may well dampen the brain activity.
As I approached, one of the men sank down over the handlebars of the bike by simply fatigue.
They had gone down on equipment :-)
Their bike tires wasn’t suited in any way for the fresh gravel on the paths. Now they had to find a tarmac road. They wanted to get out of the park, and that development couldn’t go fast enough.
One had Google map on his phone, but every time he suggested a way the other rejected the idea. I quietly asked if I could be of any help, and their use of language changed on the spot.
I gave them a physical card, and explained them the way in a few words.
It was a grateful deed. They became so happy that I got infected.
Robert Frost had a walking friend in England the writer Edward Thomas. They did a lot of walking together and Frost sent Thomas an advance copy of “The Road Not Taken.”
The poem was intended by Frost as a gentle mocking of indecision, particularly the indecision that Thomas had shown on their many walks together. Frost later expressed chagrin that most audiences took the poem more seriously than he had intended.

Happy Walk and remember your packed lunch and map :-)

Hvilken vej skal jeg vælge? Det er et spørgsmål, vi møder mange gange i vores liv. Især hvis vi vælger vores egen vej og ikke går med strømmen.
Nogle gange er der god grund til selvransagelse. Kunne jeg have gjort tingene anderledes? Hvis jeg bare havde gjort dette og hint.
Derfor fortolker mange mennesker Robert Frosts digt The Road not taken som en forspildt mulighed i livet, der kunne have resulteret i en stor glæde. Men Frost ville ha’ os til at opfatte digtet bogstaveligt.

Jeg kom til at tænke på digtet en søndag, da jeg tilfældigt mødte to mænd i Jægersborg Dyrehave. De kunne høres længe før de blev synlige.
De skældte hinanden ud. De kunne ikke finde vej. Det var varmt! Ja, tænk engang. En kvælende varme, der meget vel kan dæmpe hjernens aktivitet.
Da jeg nærmede sig, sank en af mændene hen over styret af cyklen af bare træthed.

De var gået ned på udstyr :-)

Deres cykeldæk var på ingen måde egnet til det friske grus på stierne. Nu måtte de finde en asfaltvej. De ønskede at komme ud af parken, og den udvikling kunne ikke gå hurtigt nok. Én af dem havde Google map på sin telefon, men hver gang han foreslog en vej afviste den anden idéen. Jeg spurgte stille og roligt, om jeg kunne hjælpe, og deres brug af sproget ændrede på stedet.

Jeg gav dem et fysisk kort, og forklarede dem vejen i få ord. Det var en taknemmelig gerning. Det blev de så glade for, at det smittede.

Robert Frost havde en ven i England forfatteren Edward Thomas. De vandrede sammen i bjergene, og da Frost rejste hjem til USA, sendte han Thomas en kopi af “The Road Not Taken”.

Hensigten med digtet var ment som en kærlig mobning af den ubeslutsomhed som Edward Thomas havde vist på deres mange ture sammen.
Frost senere udtrykte ærgrelse, at hans læsere tog digtet mere alvorligt, end han havde tænkt.

God vandretur og husk madpakke og kort :-)

Clouds Drifting

Hjortekær

On my way home the other day I found a hobbit hole.

The hole was like a door into another world. A world of clouds.

Et hobbithul i mur mellem Trepilelågen og  Springforbi
Et hobbithul i mur ved Springforbi Foto by Hanna Greenwood

That made me think of an article I read about the Danish weather once.
The sky in Denmark is something special. In the sense that there is a very wide variation in relation to other places in the world.

McEff from Becausetheyrethere now lives in Andalusia. He has consistently noticed the sky on my pictures :-) And there might be a reason for that.
I have found the information I lacked which deals with why the sky of Denmark is worth enjoying.

Denmark is a unique place on the planet where most weather and most air masses passing through in a year. With air masses and the changeable weather follows all sorts off clouds, so look up and enjoy!

The Hobbit Hole

Clouds
slowly drifting
across the horizon
looking for a dry
place.
Heather Burns

McEff fra Becausetheyrethere er flyttet til Andalusien. Det må opleves som et voldsomt klimaskift fra en lind strøm af stormende lavtryk til en klar blå himmel og 35-40 graders varme. Jeg tror, der går en rum tid, før vi kan forvente rapportering om vandreture fra Andalusien :-)

Sommeren herhjemme har været usædvanlig kold, og høsten er sat langt tilbage. Vi mangler solen, og dog har der været perioder, hvor vejret i Danmark har vist sig fra sin bedste side.
Himlen og skyerne i Danmark er unikke, og meteorolog Jesper Theilgaard har udgivet en smuk bog om vejret i Danmark.

I det digre værk: ”Det Danske Vejr” fortæller Theilgaard om de danske guldaldermalere Eckersberg, Købke, Skovgaard og Lundbye. Flere af datidens malere interesserede sig for meteorologi.

Skovgaards billede ”Fra Eremitagen” er et dejligt gensyn for mig.

“Fra Eremitagen” af P.C. Skovgaard

Eremitagen er et vidunderligt sted at betragte himlen. Græsser der svajer i vinden, med alle de nuancer der fremkommer, når skyerne driver hen over himlen.

Himlens stolte væsner de 27 skytyper: Skytyper

The Death and the Hawthorn

I do not consider myself superstitious, but a week ago I was susceptible to the bizarre entertainment.

It all began with a stroll in the Deer Park on a field where Hawthorn represents itself in a large number. It was an amazing sight. Starry flowers gathered in endless white dome-shaped clouds buoyed by the ancient gnarled and wrinkled trunks.

The Eremitage Hawthorn

I Goggled the Hawthorn, when I got home. I found that the Hawthorn on that particularly field is unique. It has crossed spontaneously with the single-seeded Hawthorn one and a half kilometre away at the gate down to Taarbæk. The trees stand close here. and they grow on a mass grave. Yes, you got it right.

People died during the cholera epidemic in Copenhagen in 1853, 4750 humans to be precise. Those who weren’t infected yet drove the victims on carts from Copenhagen to Taarbæk. They built a chapel and buried the poor people in a mass grave inside the Deer Park. To prevent the spread of infection from the graves the single-seeded Hawthorn, with its needle-sharp long thorns kept people and animals away from the graves.
It aroused my curiosity and imagination. It was fascinating, and at the same time it also gave pause for thought. It is only a short time ago an Ebola epidemic was raging in Africa. Epidemics are always to be taken seriously.

The other day I visited the burial site. I went there on a late afternoon. It had just rained, it was cloudy and there was a sombre atmosphere about the place. Maybe I needed a rest, or maybe it was my encounter with the woman that influenced me.
She was suddenly in front of me. Where did she come from? She was white-haired and pale. Eyes were dark and odd tinned at the same time. She looked right through me, and I made way, otherwise she had walked into me on the narrow path.
Some hours earlier, I had read several stories of peasants who constantly prohibit felling the hawthorn. Felling a hawthorn means disaster on animals and humans, and the old superstition is alive and well.
I wondered how far photography was included in the many legends and myths that exist around the trees. I took the chance and found several motifs, after which I gladly left the burial site. I was unusually tired when I got home, and I attributed it to the long day I had.

At night I woke up with severe pain in the stomach. Yet I managed to fall asleep again.
Next morning I had fever and abdominal cramps something that is quite unfamiliar to me. I was very tired and slept all the time. When the illness was at it’s worst I thought of the cholera victims and the woman I had met. I had to pull myself together, luckily I had a very plausible explanation for my illness.

At long last, my health improved and I have been out there again. The sun was shining through the trees, and tourists walked down from the cozy Taarbæk. There were no trace of the woman I met the last time. Maybe I exaggerated her strange appearance a bit just to cheer myself up :-)

The pictures ended with that warm evening light they deserve.
Despite my story I will always think of the field with the Eremitage-Hawthorn as the romantic harbinger of spring <3

Eremitage Hawthorn

Hvidtjørnen og Døden

Jeg anser ikke mig selv for overtroisk, men for en uge siden var jeg alligevel modtagelig for den bizarre underholdning.

Det hele begyndte med en vandring på Hvidtjørnesletten i Jægersborg Dyrehave i maj måned. Det var et fantastisk syn, der mødte mig. Stjerneklare blomster samlede sig i endeløse hvide kuppelformede skyer holdt oppe af de ældgamle krogede og furede træstrammer.

Jeg googlede hvidtjørnen, da jeg kom hjem. Det viste sig, at hvidtjørnen på Sletten er unik. Den har krydset spontant med engriflet tjørn, der står halvanden kilometer væk ved porten ned til Taarbæk. Træerne står tæt her. og de er plantet på en massegrav. Ja, I læste rigtigt.

Der døde 4750 mennesker under koleraepedimien i København i 1853. En stor del af dem blev kørt på kærrer fra København op til Taarbæk. Her byggede man et kapel og begravede de mange mennesker i en massegrav inde i Jægersborg Dyrehave. For at undgå spredning af smitte fra gravene plantede man den engriflede tjørn, der med sine sylespidse lange torne holdt folk og dyr væk fra gravene.

Det vækkede min nysgerrighed og fantasi. Det var fascinerende, og på samme tid gav det også stof til eftertanke. Det er kun kort tid siden en Ebola epidemi rasede i Afrika. Epidemier skal tages alvorligt.

Forleden besøgte jeg gravpladsen. Jeg tog derud en sen eftermiddag. Det havde lige regnet, det var overskyet, og der herskede en dyster atmosfære over stedet.

Måske var jeg træt, eller også var det mit møde med kvinden, der påvirkede mig.

Hun stod pludselig foran mig. Hvor kom hun fra? Hun var helt hvidhåret og meget bleg. Øjnene var mørke og sært fortinnede på samme tid. Hun så ret igennem mig, og jeg veg til side, ellers var hun gået ind i mig på den smalle sti.

Nogle timer forinden havde jeg læst adskillige historier om bondemænd, som til stadighed forbyder at fælde hvidtjørnen. Det betyder ulykke over dyr og mennesker, og den gamle overtro lever i bedste velgående.

Jeg spekulerede over, hvor vidt fotografering indgik i de mange sagn og myter, der eksisterer omkring træerne.

Eremitage- Hvidtjørn

Jeg tog chancen og fandt flere motiver, hvorefter jeg med glæde forlod gravpladsen. Jeg var ualmindelig træt, da jeg kom hjem, og jeg tilskrev det den lange dag, jeg havde haft.

Om natten vågnede jeg med stærke smerter i maven. Det lykkedes mig dog at falde i søvn igen.

Næste morgen havde jeg feber og mavekramper noget, der er ganske uvant for mig. Jeg var meget træt og sov hele tiden. Da det var værst et par dage senere, tænkte jeg på koleraofrene og kvinden, jeg havde mødt. Jeg måtte tage mig selv i nakken, for heldigvis havde jeg en meget plausibel forklaring på min sygdom.

Nu har jeg fået det så godt, at jeg har været derude igen. Solen skinnede varmt mellem træerne, og turister kom gående nede fra det hyggelige Taarbæk.

Kvinden, jeg mødte den forrige gang, var der intet spor af. Måske har jeg også overdrevet hendes besynderlige fremtoning en smule bare for at muntre mig selv op :-)

Billederne er gjort om med det varme aftenlys, de fortjener. Jeg vil altid tænke på Eremitagetjørnen, som den romantiske forårsbebuder den er, fornyelsen efter vinterens endeligt.

Hvidtjørnen blev også brugt, da pesten hærgede Danmark af flere omgange. Sidste gang i 1711.

”Kirkegårdenes indviede jord kunne ikke rumme de døde, og man slæbte dem derfor ud på marken i store dynger for at begrave dem dér, og oven på en sådan grav plantede man en hvidtjørn for at advare efterslægten fra at røre ved dette sted. Endnu efter 500 års forløb står trindt omkring på vore marker nogle mærkværdige gamle hvidtorn under navn af »pesttorn«; de fredes af bønderne, thi de står på vore forfædres grave. Hele det vestlige Fyn er rigt på sådanne enkeltstående gamle hvidtorn.” Danske Studier 1970.

Eremitage-Hvidtjørn

_______________________________________________________

God tur i den dejlige sommer!

Engriflet Hvidtjørn

The Hawthorn

An Island in the Lake

Jægersborg Dyrehave

Oh! Look Daddy. There’s an island out there and the father replied: Then we have to have a boat to get there don’t we …and the little boy agreed with a sigh sending a long gaze towards the little intriguing island.
But I could have told the English family a story that would make the boy insist to stay put to darkness fell.
Some years ago I was on my way home from work in the late afternoon. The day had been very warm and all living beings craved for coolness.
I drove in through the big red gate when I saw two large stags going into the water that encircles the small island. They walked at first and then began to swim. I was all alone not a soul was in sight.  Somehow that increased the experience
I forgot everything around me while the stags went ashore on the island and broke the silence in trying to close down the few trees growing there.
The high bang when the antlers struck the trunks made me think of teenagers partying on Saturday night except that it was Friday and no music was heard.
I was completely absorbed by the scenario when twilight suddenly surprised me.
Now I wanted to get out of the forest before it was completely dark, and I began my ride towards the hunting lodge. There were still no people, and the late summer evening was quiet.
But suddenly I could hear small ‘mib’ ‘mib’ ‘mib’ ‘mib’ sounds. This was very exotic, and I felt myself transported to the African savannah. The heat of summer, fragrances and smells that flowed towards me from warm grasses and animals, and now I saw in silhouette against the evening sky and the hunting lodge a giant herd of animals passing in front of me. I stood there and enjoyed it to the full. The herd grazed nudge and struggled. Lambs and calves called with ‘mib’ ‘mib’ sounds after their mother. The experience was unique and is easy to recall in my mind and heart.
I changed my bike ride home  to residential streets :-)

Jægersborg Dyrehave

Nøj! Se far, der er en ø ude i søen, og faderen svarer: Så er vi nødt til at bruge en båd for at komme derud, ikke … den lille dreng sukker dybt og sender et langt blik mod den lille fascinerende ø. Men jeg kunne have fortalt den engelske familie en historie, der havde fået drengen til at insistere på at blive til mørket faldt på.

For nogle år siden var jeg på vej hjem fra arbejde en sen eftermiddag. Dagen havde været meget varm og alle levende væsener tørstede efter kølighed.

Da jeg kørte ind gennem den store røde port, så jeg to store hjorte gå ud i vandet, der omkranser den lille ø. Først tøvende og derefter begyndte de at svømme. Jeg var helt alene og ikke en sjæl var i syne, det gjorde kun oplevelsen mere intens.

Jeg glemte alt omkring mig, mens hjortene gik i land på øen og brød stilheden i et forsøg på at fælde de få træer, der vokser der.

De høje brag der kom, når geviret slog mod stammerne fik mig til at tænke på teenagere, som fester lørdag aften kun med den undtagelse, at det var fredag og ingen musik.

Jeg var helt opslugt af scenariet, da tusmørket overraskede mig.

Nu ville jeg ud af skoven, før det blev helt mørkt, og jeg kørte op mod Erimitageslottet. Der var stadigvæk ingen mennesker, og sensommer aftenen var helt stille.

Men pludselig kunne jeg høre små ‘mib’ ‘mib’ ‘mib’ ‘mib’ lyde. Det lød meget eksotisk, og jeg følte mig hensat til den afrikanske savanne. Dufte og lugte strømmede imod mig fra varme græsser og dyr, og nu så jeg i silhuet mod aftenhimlen og Eremitageslottet en kæmpe flok dyr passere foran mig.
Jeg stod der, og nød det i fulde drag. Flokken græssede puffede skubbede og sloges på skrømt.
Lam og kalve kaldte med ‘mib’ ‘mib’ lyde efter deres mor. Oplevelsen var helt enestående og er god at huske <3

Min cykeltur hjem blev ændret til de oplyste villaveje :-)