Sankt Ansgars Kilde

DSC02602

McEff spørger, om der er en kilde her. Det er der, men dit spørgsmål rejste flere spørgsmål, Alen. Gemte kilden på en historie? Naturligvis gjorde den det. Kilden var som en dør ind til en anden verden, til en anden historie i historien.

Kilden hedder Sankt Ansgar Kilde. Dateringen af granitstenene og faksekalken er fra før 1782. Men det vides ikke, hvorfor den helgenkårede munk, Ansgar har sit navn knyttet til kilden. Indtil starten på det 19. århundrede hang et bæger i en kæde ved kilden, og folk betragtede kilden som en hellig kilde.

Skærmbillede 2014-03-03 kl. 17.53.02

Billedet ovenfor er et maleri af Ella Thalbitzer ‘St. Ansgar’ fra 1916.
I billedet ses en lille træbygning, den rummede mineralvandsfabrikken Sct. Ansgar. Fabrikken blev anlagt i 1913 lige overfor Ansgarkilden. Kildevandet blev brugt i fabrikationen.

Fabrikken producerede Apollinaris og sodavand, samt citron- og hindbærlimonade. De læskende drikke blev fyldt på håndblæste tykke grønne glasflasker. Flaskerne havde sorte skruepropper, der hørte til flaskerne. Flaskerne var meget eftertragtede, folk brugte dem til saftevand.

I 1915 forsvandt kusken som arbejdede for mineralvandsfabrikken med en større sum penge uden at efterlade sig spor. Han havde afleveret en større varebeholdning inde i København på fabrikkens lager og udsalgssted.

Han blev fundet 4 år senere. Et skelet, der hang højt oppe i et træ i Ravnholmskoven, viste sig at være kusken fra mineralsvandsfabrikken.

DSC02612

Mineralvandsfabrikken eksisterede kun et par år, og et efterfølgende forsøg med produktion af champagne måtte opgives efter kort tid. Den primitive fabrik gik hurtigt i forfald, og i 1997 blev stedet udgravet og alle spor fjernet efter fabrikken.¹

Jeg var naturligvis blevet mere nysgerrig, og var nede ved kilden igen i dag. For en sikkerheds skyld drak jeg også rigeligt fra kilden. Det var mens jeg gik rundt, og forestillede mig fabrikantens drømme og kuskens endeligt, at min fod stødte på noget hårdt. Det skinnede glat og grønt i ellesumpen. Det var en ituslået tyk og tung grøn håndblæst flaskebund. Et minde fra en historie fyldt med drama og drømme.

Tak Alen, fordi du ledte mig på denne historie med dit spørgsmål.

¹Kilde: danske-flasker.dk