Vejnavne, er I gode til at huske vejnavne?

Vi er ikke, og det er nok derfor, vi opfinder vores egne. Det var først, da vi havde taget fire til fem stednavne af vores egne i brug, at vi begyndte at more os over fænomenet.

Det første navn var HARPIKS-PÅ-JAKKE-STIEN.  Vi havde fundet en sti oppe på en stor bakke i landskabet med udsigt over skoven. Jeg havde en ny skaljakke på, og den blev grundigt indviet med harpiks. En naturjakke!

Tæt på Gribsø findes KOPPEN-PÅ-VEJEN. Koppen fandt vi midt på vejen, og den indgår i dag i vores fjeldudstyr. Den har været med i Norge, og har rummet de kostelige dråber fra en norsk fjeldbæk.

I den nordlige del af Gribskov findes MYRETURE-VEJEN, her har skovens ISS folk bygget højhuse, hvorfra de udøver deres erhverv:-)

GRÆVLINGE-STIEN er på vej mod Esrum Sø. Vi hørte det puslede inde i krattet, og pludselig stod grævlingen et par meter fra os ved højlys dag. Da vi forsøgte at tage et billede af den, forsvandt den ind i krattet samme vej, som den kommet fra.

Der er mange flere, men det fører for vidt med en opremsning, der er dog én hændelse, der vakte en del undren, og derfor har lagt navn til en sø.
Vi havde gået i mange timer uden at møde andre mennesker. Nede ved en lille sø, der er gemt bag graner, hører vi pludselig en, der råber: Hej Hanna! Ud af det blå kommer Kim løbende, en gammel kollega, jeg ikke har set i årevis, og som netop den dag er ude, og træne til et kommende orienteringsløb.
Kim og jeg lavede så meget sjov på vores arbejde, at det er temmelig inspirerende at tænke på.