En historie om sorg, glæde og Luknam

Et kært familiemedlem blev begravet i lørdags. En hurtigt fremadskridende cancer gjorde dagene talte. Vi er blevet en lys klingende latter mindre.

Det blev en dag, hvor minderne myldrede frem blandt alle tilstedeværende. Det er sådan, en begravelse skal være. Der er historier, der skal fortælles, deles og huskes.
Der var historier om ukuelig livsvilje, om sublim humor, om en favnende personlighed, og en kvinde, som var svær at imponere med andet end gode karakteregenskaber.
Begravelsen var udmattende, men på samme tid er det en vigtig del af vores liv.
Det er et vilkår, vi er fælles om. Når vi fødes, betyder det også, at vi skal dø en dag.

I går var vi i skoven, her mødte vi en gammel bekendt. Han begravede også sin bedste ven i lørdags. Vennen døde uventet af en blodprop. Måske var det derfor vores bekendte i distraktion havde glemt sin cykelhjelm.
Han styrtede nogle timer senere i skoven og smadrede hjelmen. For naturligvis vendte han om, og hentede hjelmen, da han opdagede sin forglemmelse. Fingrene blev syet sammen på skadestuen.

Vores liv kan hurtig ændre sig.

Jeg har vandret ved Luknam med gode veninder, kærester, familie, og nære venner i al slags vejr og på alle årstider.
Luknam har atmosfære, og stedet er skabt til glæde, refleksion og fordybelse og det er sådan, det smukke område bliver brugt.

Det er let at glædes over naturen der, og det særegne miljø kommer til udtryk, når stien snor sig mellem gamle træer langs søen, hvor det smukke farvede løv breder sig ud over Furesøens lille brænding.

Jeg cyklede derud i sommerens varme og oplevede solen gå ned. Det er en aften, jeg altid vil huske. De eneste fugle der kunne høres, var ænder, der snadrede og en nattergal langt inde i buskadset.

Ude på søen sad der to mænd, og talte lavmælt sammen, mens de fiskede.
Jeg tænkte, at det kunne have været mig, som sad derude.

Det fik mig til at tænke på en lærer, jeg havde engang. Han var af en noget sværmerisk natur, læs romantisk. Engang roede han ud på en bjergsø midt om natten oppe i Norge, vel næppe i ædru tilstand, hvis jeg kender ham ret. Her lå han en stille sommeraften under stjernerne og hørte Wagner Ringen.

Jeg vil gerne ro ud på Furesøen en aften medbringende dæmpet musik, men det bliver snarere en duet af Mozart. Vi skal leve vores liv, og gøre de ting, der er betydningsfulde for os.

DSC03600

DSC03591

DSC03716

DSC03582

DSC03980

DSC03690

DSC03635

DSC03727

DSC04002

DSC03354

DSC08301

Har I det ligesom mig. Nu skal jeg også huske at ringe til…. Gør det, for en dag er det pludselig for sent. Måske skal vi også huske ordene, jeg elsker dig.

Rigtig god uge til jer alle sammen, få det bedste ud af dagene ❤

16 Comments on “En historie om sorg, glæde og Luknam

  1. Smukt skrevet og stemningsfyldte billeder… 🙂

    Objektivt set er døden blot en naturlig proces, subjektivt set er det hulens svært at acceptere at det er det – mens jeg var dreng i tiden da “vi” var udstationeret i Tyskland eller Vesttyskland som det hed den gang – da havde jeg en “reserve-bedstefar” (mine egne var jo langt væk hhv Aarhus og Samsø) en såkaldt “dansksindet schleswiger” som havde været tvunget til Verdun i WW1 han havde et udtryk jeg aldrig har glemt “Vi skal være gode ved os, vi ved ikke hvor lang tid vi har os” – ment som både et både indad- og udadrettet statement.

    Min gode gamle mormor, givet den der har allermest “skyld” i at jeg er den jeg er i dag – lærte mig mange ting – lærte mig blandt andet eller indprintede mig at i stedet for at være lade sig tynge af det man mistede, så skulle man glæde sig over det held man havde oplevet ved at havde kendt vedkommende og huske alt det som dette havde givet een af positivitet – oplevede mange trælse begravelser især fra jeg var 12 til 22 – som 17 årig til min mormors, da kom præsten hen til mig og sagde “Jeg er sikker på at du husker alt det denne gamle kloge kvinde lærte dig” – ja så’n var det. 🙂

    Var det ikke Liva Weel der sang en gang langt før vor tid “Minderne har jeg da lov at ha’..? 🙂

    • Kære ledrakenoir. Tak for dine vise ord og din historie. Jeg kender også til “Vi skal være gode ved os, vi ved ikke, hvor lang tid vi har os”. Og din mormor havde ret, man skal glæde sig over at have kendt vedkommende. Det er også derfor, det er så vigtigt at dele historierne om den person, som ikke er længere.
      At grine og græde, og lade følelserne få frit løb, sådan foretrækker jeg en begravelse, hvis jeg overhovedet skal bruge ordet foretrække i denne sammenhæng 🙂
      Mange gode hilsner til dig,
      Hanna

    • Thank you, Alexander. I wrote this post as a contribution to the deceased and a reminder to myself.
      Always remember those who are alive and never forget to show them your love.
      All the best,
      Hanna

    • Thank you so much, Carlos. I have once more been reminded that we need to be present in the moment and rejoice of a new morning that dawns. It sounds lofty, but I think it is right to regard life as a gift.
      All the best,
      Hanna

    • Sender deg en klem og gode tanker fylt med kjærlighet❤️❤️❤️ Klem Lisa💐

  2. Hey Hanna. It’s a sad time, but it does the soul good to write about the loss of a loved one. Beautiful words and beautiful pictures.
    Alen

    • You’re right, Alen. The pile of letters to those who are no more are growing.
      Thanks for your kind words.
      Hanna

  3. Dear Hanna, I am sorry for you losses but happy that you have found ways to adjust to the changes. In such times I read poetry finding it like a meditation. Now Winter is here. The light starts to reduce and the world settles into stillness. A good poem to read is “Wild Geese” by Mary Oliver.

    • Hi Ash. Thanks a lot. I’m happy that you read me between the lines 🙂 ❤
      All the best,
      Hanna

    • Dear Ash. I found Mary Oliver on youtube reading her lovely Wild Geese. Thank you for letting me know about Mary Oliver. The poem is very beautiful.