Det var midt i myldretiden i Østdanmark. Det var mandag den 28. oktober 2013. Stormen var varslet. Det var en atmosfærisk bombe. Hurtig og intens passage af stormen. Vindstød på over 50 m/s svarende til mere end 190 km/t.

Jeg var akkurat trådt ind ad min dør, da stormen nåede frem. Ude på vejen kunne jeg se folk blive blæst ned af bakken på deres cykel, mens efterårsløvet passerede dem i hovedhøjde. Det var som om Ib Spang Olsen havde været på spil med hans let genkendelige tegninger.

Taget blæste af et højhus i Lyngby. Det fordelte sig på omfartsvejen, motorvejen og togskinnerne. Togtrafikken var gået i stå, og folk havde søgt tilflugt i S-togene. En køreledning blæste ned og gnisterne føg rundt på terrænget. Det fik folk til at flygte ud af toget. De omfattende skader til trods kom ingen alvorligt til skade i Lyngby. Det er held i uheld tidspunktet taget i betragtning.

Dagen efter stormen gik jeg gennem Geel Skov. Der var ingen vind. Himlen var blå og efterårsfarverne aftegnede sig skarpt mod den smukke blå himmel. Det var stilhed efter storm.

Stormen fik navnet Allan i Danmark, St. Jude i Storbrittanien, og i Sverige Simone. I Tyskland blev det til Christian. Jeg har læst at Norden vil arbejde frem imod at anvende de samme navne, så forvirringen bliver holdt på et minimum.

Opklaring på bagsiden af en front er en stor kontrast med det stille og klare vejr.

I Norge i Rondane ved Rondvassbu var søen, Rondvatnet fuldstændig blik dagen efter stormende kuling på fjeldet. En skræmmende og fantastisk oplevelse på samme tid.

Skræmmende fordi jeg ikke kunne stå fast i stormen, og fantastisk dagen efter med det smukke vejr ❤