Åen i Rådvad er overtaget af musvitter, der bygger rede i forvitret murværk, vandstærene er trukket nordover. Jeg håber, de følges ad de fire sjove fugle, der har tilbragt vinteren i Danmark. De ankom på samme tid i efteråret, så de er nok gode venner.
De seneste dage har solen været meget fremme, men en isnende kold vind har blæst fra nord. Jeg har været ude med kameraet for at indfange de fine blomster på mirabelle træerne, inden de blæser væk som snefnug.
Benny Andersen er én af min favoritdigtere, og han har skrevet Hilsen til Forårsolen, som I kan læse under billederne.
I løbet af en uge er alle mirabelletræerne sprunget i fuld blomst. Det ser fantastisk ud og lyser op i skovbryn, ved søer og i markskel.
På vej ad Ermelundsstien fra Lyngby Lokal station.
Vi cyklede videre over i Dyrehaven mellem de gamle egetræer. De mange udgåede træer giver fuglene rigtig gode betingelser for redebygning. Take away restauranter er lige rundt om hjørnet; biller, larver og andre lækkerier ligger lige under barken.
Ved Hjortekæret er svanerne nærgående og de hvæser, fordi de ikke får mad. Jeg forklarer dem, at vi selv har spist vores rugbrød, og de falder lidt til ro. …surmulende vel og mærke.
Vandstærene er fløjet hjem og vi ser dem igen til efteråret, men kun hvis vandet i åen er rent.
På vej mod Lyngby igennem Mølleådalen kommer vi forbi Sorgenfri Slot.
Magnoliatræet blomstrer og lyser op mod den blå himmel. Så betyder det ikke så meget, at vinden stadigvæk er iskold.
“Hilsen til Forårsolen
Det er forår.
Alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem år ældre
ved hvert indgreb i min pung,
men når forårssolen skinner,
blir jeg ung!
Lad kun falde, hvad der knap kan stå …
Men i så fald sku jeg altid komme kryv’nde,
hver gang skatten gir sig til at flå
mine sidste mønter fra mig hver den tyv’nde
Jeg blir tom i hjernen, .
træt og tung i sjæl og krop,
men når forårssolen skinner
står jeg op!
Og jeg fægter med min sparekniv.
Men den skraber bare hult i sparegrisen.
Der er ikke meget tegn på liv.
Selv i vinter var der dog en ko på isen.
Jeg har længe næret en
istap ved min barm,
men når forårssolen skinner,
blir jeg varm!
Solen skinner på fallittens rand.
Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
Der er caries i tidens tand.
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
Snart skal jeg og mine sidste
tænder skilles ad,
men når forårssolen skinner,
blir jeg glad!
Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for ‘som solfanger er jeg nu begyndt at forstå,
at Alt og Intet er os givet.
Og en gang går solen sin
runde uden mig,
men når forårssolen skinner,
lever jeg!”
Tekst: Benny Andersen 1981
You must be logged in to post a comment.